L 187 Forslag til lov om ændring af adoptionsloven.

(Håndtering af konsekvenserne ved afvikling af Danish International Adoption).

Af: Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S)
Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 30-04-2024

Fremsættelse: 30-04-2024

Skriftlig fremsættelse (30. april 2024)

20231_l187_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (30. april 2024)

Social- og boligministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af adoptionsloven (Håndtering af konsekvenserne ved afvikling af Danish International Adoption)

(Lovforslag nr. L 187)

Danish International Adoption (DIA) er den eneste adoptionsformidlende organisation i Danmark. Ud over selve adoptionsformidlingen er DIA i kraft af akkrediteringsvilkå‍rene pålagt at udføre andre opgaver med nær forbindelse til adoptionsformidlingen. Det drejer sig for det første om afsendelse af opfølgningsrapporter til afgiverlandene i de sager, hvor der er gennemført en adoption af et udenlandsk barn til Danmark. For det andet drejer det sig om opgaver relateret til Post Adoption Service (PAS-opgaver), dvs. hjælp til adopterede, herunder indsigt i egen sag.

DIA offentliggjorde den 16. januar 2024, at organisatio‍nen vil afvikle sine adoptionsformidlende aktiviteter. Da der ikke er andre adoptionsformidlende organisationer i Danmark end DIA, vil DIA's opgaver ikke kunne overtages af en anden adoptionsformidlende organisation, hvis DIA ikke længere på betryggende vis kan eller vil varetage sine opgaver. Dette gælder også mht. færdigbehandling af verserende sager, hvor ansøgere står på ventelisten til at adoptere, og der eventuelt er sket matchning med et barn.

Det vurderes derfor nødvendigt at etablere det nødvendige sikkerhedsnet for ansøgere på DIA's venteliste og for adopterede, der har behov for hjælp, ved at skabe lovhjemmel til, at social- og boligministeren kan give Ankestyrelsen tilladelse til at virke som adoptionsformidlende organisation og dermed varetage de opgaver, som DIA varetager i dag. Den foreslåede bemyndigelse vil alene blive anvendt i det tilfælde, at DIA ikke længere kan eller vil varetage opgaverne på betryggende vis, og alene indtil der er fundet en politisk løsning mht. den fremtidige tilrettelæggelse af international adoption til Danmark. I lyset af sidstnævnte foreslås, at gyldigheden af den foreslåede bemyndigelse begrænses tidsmæssigt til den 1. juli 2025.

Da lovforslaget har til formål at skabe et sikkerhedsnet for de verserende sager hos DIA samt for adopterede, der søger om aktindsigt i egen sag, såfremt DIA ophører med at varetage organisationens adoptionsformidlende opgaver, ønskes lovforslaget behandlet i indeværende folketingssamling.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.