Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 28. maj 2024

1. Ændringsforslag

Skatteministeren har stillet 16 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, SF, LA, M, EL og RV) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (DD, DF og ALT) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse ved 3. behandling.

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af skatteministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af KF):

1) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 2, stk. 1, ændres i nr. 11, 3. pkt., »1. pkt.« til: »1. og 2. pkt.«

[Rettelse af henvisning]

2) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 2, stk. 1, ændres i nr. 11, 5. pkt., »1. og 2. pkt.« til: »1.-4. pkt.«

[Rettelse af henvisning]

3) I det under nr. 2 foreslåede § 2, stk. 3, indsættes efter »pr. ton«: »udledt«.

[Sproglig korrektion]

4) I det under nr. 7 foreslåede § 7, stk. 1, nr. 5, udgår »anvendelse af«.

[Sproglig korrektion]

5) I den under nr. 13 foreslåede ændring af § 9 ændres »§§ 9 a, 9 b, 9 d og 9 e« til: »§§ 9 a, 9 b og 9 d-9 f«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 9]

6) I den under nr. 14 foreslåede affattelse af § 9 a, stk. 2, ændres i 4. pkt. »stk. 1 og 2« til: »1. og 2. pkt. og stk. 1«.

[Rettelse af henvisning]

7) I den under nr. 20 foreslåede § 9 e ændres i stk. 3 »satsen efter § 2« til: »afgiften efter eventuel tilbagebetaling efter § 9 f«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 9]

8) I den under nr. 20 foreslåede § 9 e ændres i stk. 5 »der« til: »der, jf. stk. 1,«, og »m.v., jf. stk. 1« ændres til: »m.v.«

[Sproglig korrektion]

9) I nr. 20 indsættes efter den foreslåede § 9 e:

»§ 9 f. En momsregistreret virksomhed, der efter regler fastsat i medfør af stk. 4 har indgået en aftale, kan få tilbagebetalt afgiften for afgiftspligtige produkter pr. t CO2, der er fanget og geologisk lagret. Afgiften kan tilbagebetales fra tidspunktet, hvor fangsten har fundet sted. Det beløb, hvormed afgiften kan tilbagebetales, opgøres efter stk. 2 og 3 særskilt for hvert anlæg, der er omfattet af en aftale efter 1. pkt. Det samlede tilbagebetalingsbeløb anføres på virksomhedens angivelser efter merværdiafgiftsloven for den momsperiode, hvor fangsten af CO2 er sket. Beløbet angives i hele kroner.

Stk. 2. Virksomheder omfattet af stk. 1 skal opgøre den samlede udledning af CO2 fra det anlæg, som aftalen ve‍drører, og den fangede mængde CO2 fra anlægget. Opgørelsen af den samlede udledning af CO2 skal foretages inden fangstpunktet. Opgørelsen af den fangede mængde CO2 skal ske i overensstemmelse med de krav til måling m.v., der fremgår af de til enhver tid gældende EU-regler om overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner. Opgørelserne skal foretages pr. kalendermåned.

Stk. 3. Tilbagebetalingen beregnes på grundlag af den afgift, der kan opgøres for de i måneden forbrugte energiprodukter, før tilbagebetaling efter denne bestemmelse. Tilbagebetalingen opgøres til det beløb, der fremkommer ved at gange afgiften efter 1. pkt. med en fordelingsfaktor for måneden. Fordelingsfaktoren for måneden opgøres ved at dividere den samlede fangede mængde CO2 med den samlede udledning af CO2.

Stk. 4. Skatteministeren fastsætter efter aftale med klima-, energi- og forsyningsministeren regler om, hvilken myndighed der indgår aftale med virksomheder efter stk. 1, om indholdet af disse aftaler, herunder om kontrol og administration af aftalerne, og om krav til fakturaoplysninger ved levering af varme eller kulde fra virksomheder, der har indgået en sådan aftale.«

[Mulighed for tilbagebetaling af CO2-afgift, når emissionerne fanges og lagres]

10) I den under nr. 21 foreslåede ændring af § 10, stk. 4, 1. pkt., ændres »§§ 9 a, 9 b og 9 e« til: »§§ 9 a, 9 b, 9 e og 9 f«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 9]

11) I den under nr. 24 foreslåede ændring af § 13, stk. 3, ændres »§§ 9 a, 9 b eller 9 e« til: »§§ 9 a, 9 b, 9 e eller 9 f«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 9]

Til § 2

12) I den under nr. 9 foreslåede affattelse af § 11 a indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Er afgift for forbrug, der ikke er omfattet af stk. 1, efter §§ 9 e og 9 f i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter reduceret til et beløb, der er lavere end EU's minimumssats, jf. bilag 5 i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, nedsættes tilbagebetalingen af afgift efter § 11, så der for forbruget mindst er betalt en samlet afgift efter denne lov og lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter på 4,5 kr. pr. GJ.«

[Nedsættelse af tilbagebetaling for ikkekvoteomfattet proces, når CO2-afgiften er reduceret som følge af CO2-fangst og -lagring]

Til § 3

13) I den under nr. 6 foreslåede affattelse af § 10 a ændres i 1. pkt. »4,5 kr. pr. GJ« til: »1,2 kr. pr. GJ«, og i 2. pkt. ændres »4,5 kr. GJ« til: »1,2 kr. pr. GJ«.

[Nedsættelse af processatsen i lov om afgift af naturgas og bygas m.v. til 1,2 kr. pr. GJ og sproglig korrektion]

14) I den under nr. 6 foreslåede affattelse af § 10 a indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Er afgift for forbrug, der ikke er omfattet af stk. 1, efter §§ 9 e og 9 f i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter reduceret til et beløb, der er lavere end EU's minimumssats, jf. bilag 5 i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, nedsættes tilbagebetalingen af afgift efter § 10, så der for forbruget mindst er betalt en samlet afgift efter denne lov og lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter på 1,2 kr. pr. GJ.«

[Nedsættelse af tilbagebetaling for ikkekvoteomfattet proces, når CO2-afgiften er reduceret som følge af CO2-fangst og -lagring]

Til § 4

15) I den under nr. 4 foreslåede affattelse af § 8 a ændres i 1. og 2. pkt. »4,5 kr. pr. GJ« til: »1,2 kr. pr. GJ«.

[Nedsættelse af processatsen i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. til 1,2 kr. pr. GJ]

16) I den under nr. 4 foreslåede affattelse af § 8 a indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Er afgift for forbrug, der ikke er omfattet af stk. 1, efter §§ 9 e og 9 f i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter reduceret til et beløb, der er lavere end EU's minimumssats, jf. bilag 5 i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, nedsættes tilbagebetalingen af afgift efter § 8, så der for forbruget mindst er betalt en samlet afgift efter denne lov og lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter på 1,2 kr. pr. GJ.«

[Nedsættelse af tilbagebetaling for ikkekvoteomfattet proces, når CO2-afgiften er reduceret som følge af CO2-fangst og -lagring]

Bemærkninger

Til nr. 1 og 2

Med lovforslagets § 1, nr. 1, foreslås det at nyaffatte CO2-afgiftslovens § 2, stk. 1 og 2, hvorved stk. 1, nr. 11, vil få følgende ordlyd:

»Naturgas og bygas med en nedre brændværdi på 39,6 MJ pr. Nm3: 160,6 øre pr. Nm3. Naturgas med en nedre brændværdi på 39,6 MJ pr. Nm3, der anvendes eller er bestemt til anvendelse som motorbrændstof i stationære stempelmotoranlæg i tillæg til 1. pkt.: 27,5 øre pr. Nm3. For gas nævnt i 1. og 2. pkt. foretages der en forholdsmæssig regulering af afgiften ved en lavere eller højere brændværdi end 39,6 MJ pr. Nm3.«

Det foreslås med ændringsforslag nr. 1 og 2, at i den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 2, stk. 1, nr. 11, ændres i 3. pkt. »1. pkt.« til »1. og 2. pkt.«, og i 5. pkt. ændres »1. og 2. pkt.« til »1.-4. pkt.«

Der er alene tale om rettelse af en lovteknisk fejl i henvisningerne.

Til nr. 3

Med lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås det, at der i CO2-afgiftslovens § 2 indsættes et nyt stk. 3, hvorefter registrerede virksomheder som alternativ til stk. 1, nr. 19, kan vælge, at den afgiftspligtige vares CO2-udledning beregnes eller analyseres på baggrund af akkrediterede målinger eller andre målinger af tilsvarende kvalitet, jf. stk. 9, og pålægges en afgiftssats på 711,6 kr. pr. ton CO2 (2015-niveau).

Det foreslås med ændringsforslag nr. 3, at der i den under nr. 2 foreslåede § 2, stk. 3, efter »pr. ton« indsættes »udledt«.

Der er tale om en sproglig korrektion uden indholdsmæssig betydning.

Til nr. 4

Med lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås det bl.a., at der indsættes en ny bestemmelse i CO2-afgiftslovens § 7, stk. 1, nr. 5, med følgende ordlyd:

»jetfuel, der leveres fra en registreret virksomhed eller en virksomhed, der har bevilling til afgiftsgodtgørelse, jf. § 8, til brug i luftfartøjer til flyvninger, for hvilke et luftfartsselskab er registreret for afgift efter emissionsafgiftsloven for CO2-udledninger fra anvendelse af det konkrete luftfartøj, og«.

Det foreslås med ændringsforslag nr. 4, at der i den under nr. 7 foreslåede § 7, stk. 1, nr. 5, udgår »anvendelse af«.

Der er tale om en sproglig korrektion uden indholdsmæssig betydning.

Til nr. 5

Det følger af CO2-afgiftslovens § 9, at afgiften efter nærværende lov ikke tilbagebetales, jf. dog §§ 9 a-9 d.

Med lovforslagets § 1, nr. 13, foreslås det i CO2-afgiftslovens § 9 bl.a. at ændre »§§ 9 a-9 d« til »§§ 9 a, 9 b, 9 d og 9 e«.

Det foreslås med ændringsforslag nr. 5, at i den under nr. 13 foreslåede ændring af CO2-afgiftslovens § 9 ændres »§§ 9 a, 9 b, 9 d og 9 e« til »§§ 9 a, 9 b og 9 d-9 f«.

Dermed vil afgiften efter CO2-afgiftsloven også kunne tilbagebetales efter § 9 f, der foreslås indsat ved ændringsforslag nr. 9.

Til nr. 6

Med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås det at nyaffatte CO2-afgiftslovens § 9 a, stk. 2, hvorved den vil få følgende ordlyd:

»Der ydes delvis tilbagebetaling, jf. 3. pkt., af afgift af varme og afgiftspligtige varer som nævnt i stk. 1, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, der leveres fra virksomheden, eller rumvarme eller varmt vand i virksomheden. Opgørelse af afgift af energiforbrug nævnt i 1. pkt. sker efter reglerne i § 11 i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., § 8 i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. og § 10 i lov om afgift af naturgas og bygas m.v.«

Tilbagebetaling efter 1. pkt. opgjort efter 2. pkt. reduceres med satsen for det pågældende energiprodukt efter § 2 ganget med 675/750 i 2025, 615/750 i 2026, 555/750 i 2027, 495/750 i 2028, 435/750 i 2029 og 375/750 fra og med 2030, jf. dog 4. pkt. For varme opgjort efter stk. 1 og 2, der opfylder kravene i § 7, stk. 6, og § 7 b, stk. 1, reduceres tilbagebetalingen opgjort efter 1. og 2. pkt. dog med satsen i § 7, stk. 6, 2. og 3. pkt., og § 7 b, stk. 1, 2. og 3. pkt., ganget med 675/750 i 2025, 615/750 i 2026, 555/750 i 2027, 495/750 i 2028, 435/750 i 2029 og 375/750 fra og med 2030.

Det foreslås med ændringsforslag nr. 6, at i den under nr. 14 foreslåede affattelse af § 9 a, stk. 2, ændres i 4. pkt. »stk. 1 og 2« til »1. og 2. pkt. og stk. 1«.

Der er alene tale om en rettelse af en lovteknisk fejl i henvisningen.

Til nr. 7

Med lovforslagets § 1, nr. 20, foreslås det, at der indsættes en ny bestemmelse i CO2-afgiftsloven som § 9 e, der omhandler indfasning af forhøjelsen af CO2-afgiften for ikkekvoteomfattet procesforbrug. Indfasningen sker som en tilbagebetaling af afgiften for brændsler, varme og kulde anvendt til procesformål. Efter den foreslåede bestemmelse i § 9 e, stk. 3, vil tilbagebetalingen efter stk. 1 og 2 skulle reduceres med satsen efter § 2 ganget med 350/750 i 2025, med 430/750 i 2026, med 510/750 i 2027, med 590/750 i 2028 og med 670/750 i 2029. Tilbagebetalingen reduceres med udgangspunkt i afgiftssatserne pr. energiprodukt, der fremgår af CO2-afgiftslovens § 2.

Det foreslås med ændringsforslag nr. 7, at i den under lovforslagets § 1, nr. 20, foreslåede § 9 e ændres i stk. 3 »satsen efter § 2« til »afgiften efter eventuel tilbagebetaling efter § 9 f«.

Det medfører, at virksomheder, der vil anmode om godtgørelse af CO2-afgiften for procesforbrug, vil skulle tage udgangspunkt i den afgift, der skulle betales før procesgodtgørelsen. Virksomhederne vil, hvis CO2-afgiften tilbagebetales efter § 9 f, skulle tage udgangspunkt i afgiftstilsvaret efter dette fradrag ved beregning af procesgodtgørelsen.

Til nr. 8

Med lovforslagets § 1, nr. 20, foreslås det, at der indsættes en ny bestemmelse som CO2-afgiftslovens § 9 e, hvor det af bestemmelsens stk. 5 vil fremgå, at skatteministeren kan fastsætte regler for opgørelsen af afgift af energiforbrug efter denne lov, der er tilbagebetalingsberettiget efter reglerne i § 11, stk. 3, i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., § 10, stk. 3, i lov om afgift af naturgas og bygas m.v. eller § 9, stk. 9, i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., jf. stk. 1, og bestemmelser om dokumentation efter stk. 4.

Det foreslås med ændringsforslag nr. 8, at i den under nr. 20 foreslåede § 9 e, stk. 5, ændres »der« til »der, jf. stk. 1,«, og »m.v., jf. stk. 1« ændres til »m.v.«

Der er tale om en sproglig korrektion uden indholdsmæssig betydning.

Til nr. 9

Ved ændringsforslaget foreslås der indsat en ny bestemmelse i CO2-afgiftslovens § 9 f, der indebærer, at virksomheder, der fanger CO2 med henblik på lagring, Carbon Capture and Storage (CCS), kan indgå en aftale med en statslig myndighed, således at virksomhederne kan få tilbagebetalt den del af afgiften, der kan henføres til den fangede CO2. Herved sikres det, at der ikke skal betales afgift af CO2, der ikke udledes. Dog vil minimumssatserne efter Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (herefter energibeskatningsdirektivet) skulle overholdes, jf. ændringsforslag nr. 12, 14 og 16.

CCS er en teknologi, der består i fangst af CO2 fra punktkilder, eventuelt ved tryksætning eller fordråbning, med henblik på transport heraf til en lagringslokalitet og injektion i en egnet geologisk formation til permanent lagring. CCS-teknologien er ikke udbredt i dag, men det forventes, at flere virksomheder vil investere i denne type teknologi.

De gældende regler om geologisk lagring af CO2 findes i lov om anvendelse af Danmarks undergrund (herefter undergrundsloven) og i bekendtgørelse nr. 1425 af 30. november 2016 om geologisk lagring af CO2 m.v. (herefter CCS-bekendtgørelsen). De danske regler om geologisk lagring af CO2 er indført bl.a. som led i implementeringen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/31/EF om geologisk lagring af kuldioxid med senere ændringer (herefter CCS-direktivet).

Der er efter CO2-afgiftsloven ikke mulighed for at fradrage CO2-afgift for fanget og lagret CO2.

Efter CO2-afgiftslovens § 5, stk. 2, gælder der for kvoteomfattede anlæg, der forbrænder affald, en mulighed for at anvende opgørelser efter kvotereguleringen. Med lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås det dog at ændre § 5, stk. 2, så det fremgår, at bestemmelsen ikke indebærer mulighed for at undgå at skulle betale CO2-afgift for CO2, der er fanget og lagret i overensstemmelse med CO2-kvotereguleringen.

Den manglende mulighed for at få tilbagebetalt afgiften af fanget CO2 ved opgørelsen af CO2-afgiften skal ses i lyset af, at afgiften efter CO2-afgiftsloven pålægges på grundlag af CO2-udledningen af de anvendte brændsler m.v. Loven er derfor reguleret af energibeskatningsdirektivet, der ikke umiddelbart giver mulighed for at afløfte afgiften af den mængde CO2, der fanges ved CCS.

For at fremme anvendelsen af CCS foreslås det, at der ikke skal betales afgift af den CO2, der fanges og geologisk lagres, når der er indgået en aftale med en statslig myndighed.

En aftaleordning som den foreslåede har hjemmel i energibeskatningsdirektivets artikel 17, stk. 1, litra b, hvoraf det fremgår, at medlemsstaterne kan anvende lavere afgifter (ned til minimumssatserne) på elektricitet og energiprodukter efter indgåelse af aftaler med virksomheder m.v., hvis disse aftaler medfører opfyldelsen af miljøbeskyttelsesmål eller forbedret energieffektivitet.

Det foreslås i § 9 f, stk. 1, 1. pkt., at en momsregistreret virksomhed, der efter regler fastsat i medfør af stk. 4 har indgået en aftale, kan få tilbagebetalt afgiften for afgiftspligtige produkter pr. ton CO2, der er fanget og geologisk lagret.

Efter den foreslåede bestemmelse vil momsregistrerede virksomheder, der fanger CO2 med henblik på geologisk lagring, kunne indgå en aftale efter regler fastsat i medfør af forslaget til stk. 4 og derved få mulighed for tilbagebetaling af CO2-afgift. Aftalen skal vedrøre udledninger fra konkrete anlæg.

De virksomheder, der kan indgå en aftale, vil skulle være momsregistrerede, mens det derimod ikke vil være et krav, at virksomheden er registreringspligtig efter CO2-afgiftsloven. Da tilbagebetalingen kun vedrører CO2-afgift, vil indgåelse af en aftale kun være relevant for virksomheder, som anvender energiprodukter, som er afgiftspligtige efter CO2-afgiftsloven.

Reglerne om det konkrete indhold af og vilkårene i de aftaler, der indgås, herunder om, hvilken statslig myndighed aftalen vil skulle indgås med, foreslås i stk. 4 at blive fastsat af skatteministeren efter aftale med klima-, energi- og forsyningsministeren, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse nedenfor.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at afgiften kan tilbagebetales fra tidspunktet, hvor fangsten har fundet sted.

Dermed vil virksomheder kunne anmode om tilbagebetaling af afgift fra det tidspunkt, hvor fangsten er sket, selv om den fangede CO2 endnu ikke er lagret. Hvis der ikke sker lagring efter fangsten, vil virksomheden ikke være berettiget til at få afgiften af den fangede CO2 tilbagebetalt. Afgørende for, om der er krav på at få afgiften af den fangede CO2 tilbagebetalt, vil være, om den fangede CO2 faktisk lagres i overensstemmelse med aftalevilkårene. En almindelig forsinkelse mellem fangst- og lagringstidspunktet medfører derfor ikke, at virksomheden ikke kan få afgiften af den fangede CO2 tilbagebetalt.

Sker der ikke lagring i overensstemmelse med aftalevilkårene, og er der allerede sket tilbagebetaling af afgiften, vil den del af den tilbagebetalte afgift, der vedrører den ikkelagrede CO2, skulle efterbetales. Da tilbagebetalingen i givet fald er sket med urette, vil opkrævningslovens § 5 finde anvendelse.

Det foreslås i stk. 1, 3.-5. pkt., at det beløb, hvormed afgiften kan tilbagebetales, opgøres efter stk. 2 og 3 særskilt for hvert anlæg, der er omfattet af en aftale efter 1. pkt. Det samlede tilbagebetalingsbeløb anføres på virksomhedens angivelser efter merværdiafgiftsloven for den momsperiode, hvor fangsten af CO2 er sket. Beløbet angives i hele kroner.

Virksomheder, der har indgået aftale efter stk. 1, vil således skulle lave særskilte opgørelser af den del af afgiften, der kan tilbagebetales, for hvert enkelt anlæg, der er omfattet af aftalen. Opgørelserne vil skulle foretages efter det foreslåede stk. 2, mens tilbagebetaling af afgiften sker efter det foreslåede stk. 3.

Det vil i de regler, der kan fastsættes efter det foreslåede stk. 4, nærmere kunne afgrænses, hvilke enheder der skal anses for at udgøre et særskilt anlæg.

Virksomheder, der anvender ordningen, vil i momsangivelsen i feltet for CO2-afgift skulle angive den samlede afgift, der kan tilbagebetales (fradrages). Angivelsen vil skulle ske for den momsperiode, hvor fangsten af CO2 er sket.

Virksomhederne vil på fakturaen skulle påføre den faktisk betalte afgift ved salg af varme eller kulde, dvs. efter fradrag for den del af afgiften, der tilbagebetales. På den faktura, som virksomheden udsender, må således som betalt afgift alene fremgå det afgiftsbeløb, som virksomheden har betalt efter tilbagebetaling for fanget og geologisk lagret CO2. Dermed mindskes CO2-afgiftstilsvaret også i senere led, når f.eks. et fjernvarmeværk har fanget CO2 med henblik på lagring og indgået aftale efter stk. 1. Der vil i medfør af forslaget til stk. 4 kunne fastsættes krav til de oplysninger, der skal fremgå af fakturaerne, således at det for aftagerne er muligt at fastslå, om, og i givet fald i hvilket omfang, de vil kunne kræve godtgørelse af afgiften, når varme eller kulde er anvendt til proces.

Godtgørelser efter CO2-afgiftsloven ydes generelt ved tilbagebetaling i virksomhedens momsangivelse. Forslaget følger dermed samme ordning som den, der i øvrigt anvendes, når der er adgang til tilbagebetalinger efter CO2-afgiftsloven.

Virksomheder, der er registreret efter CO2-afgiftsloven, skal ved deres angivelse og betaling af afgift ikke medregne den del, for hvilken der gives tilbagebetaling. En sådan nettoafregning kan også anvendes for registrerede virksomheder ved godtgørelse for fanget og geologisk lagret CO2.

Det foreslås i stk. 2, 1. og 2. pkt., at virksomheder omfattet af stk. 1 skal opgøre den samlede udledning af CO2 fra det anlæg, som aftalen vedrører, og den fangede mængde CO2 fra anlægget. Opgørelsen af den samlede udledning af CO2 skal foretages inden fangstpunktet.

Virksomheder, der indgår en aftale efter stk. 1, vil således skulle lave særskilte opgørelser af den samlede udledning af CO2 - før fangsten - fra hvert af de anlæg, som aftalen vedrører. Virksomheden vil også skulle lave særskilte opgørelser af mængden af CO2, der fanges fra hvert af disse anlæg. Opgørelserne vil blive anvendt til beregning af nedsættelsen af afgiften.

Fangstpunktet for CCS er det punkt, hvor der efter MR-forordningen sker opgørelse af de mængder af CO2, som ikke udledes fra anlægget, men overføres fra anlægget med henblik på langsigtet geologisk lagring, jf. MR-forordningens artikel 49.

Virksomhedens opgørelser skal vedrøre al udledt CO2 fra ethvert anlæg, der er omfattet af aftalen, dvs. CO2. fra både afgiftspligtige og ikkeafgiftspligtige brændsler.

Det foreslås i stk. 2, 3. og 4. pkt., at opgørelsen af den fangede mængde CO2 skal foretages i overensstemmelse med de krav til måling m.v., der fremgår af de til enhver tid gældende EU-regler om overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner. Opgørelserne skal foretages pr. kalendermåned.

Virksomheden vil derfor efter forslaget for hver kalendermåned skulle foretage opgørelserne i overensstemmelse med de regler, der fremgår af Kommissionens gennemførelsesforordning om overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner fra de aktiviteter, der er omfattet af direktiv 2003/87/EF (herefter MR-forordningen).

MR-forordningen fastlægger reglerne for overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner og aktivitetsdata i henhold til direktiv 2003/87/EF (kvotedirektivet). MR-forordningen gælder for overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner, som er specificeret i forhold til de aktiviteter, der er opført i kvotedirektivets bilag I og III, og for aktivitetsdata fra stationære anlæg, luftfartsaktiviteter og frigivne brændselsmængder fra de aktiviteter, der er omhandlet i kvotedirektivets bilag III, der omhandler forbrug af brændsel i bygningssektoren, vejtransportsektoren og øvrige sektorer.

MR-forordningens artikel 43 indeholder regler om bestemmelse af emissioner. Det følger af stk. 1, at driftslederen bestemmer de årlige emissioner fra en emissionskilde i løbet af rapporteringsperioden ved at summere alle timeværdier af den målte drivhusgaskoncentration ganget med timeværdier for røggasstrømmen, hvor timeværdierne er et gennemsnit af alle individuelle måleresultater for den respektive driftstime. For så vidt angår CO2-emissioner, fastsætter driftslederen de årlige emissioner baseret på ligning 1 i bilag VIII. Kulmonoxid (CO) udledt i atmosfæren behandles som den molære ækvivalensmængde af CO2.

Af artikel 43, stk. 2, følger, at såfremt der findes flere emissionskilder i et anlæg og disse ikke kan måles som én emissionskilde, måler driftslederen emissionerne fra disse emissionskilder separat og lægger resultaterne sammen for at opnå de samlede emissioner for den pågældende gas i rapporteringsperioden.

Efter artikel 43, stk. 3, bestemmer driftslederen drivhusgaskoncentrationen i røggassen ved kontinuerlig måling på et repræsentativt punkt ved hjælp af én af følgende metoder: a) direkte måling, b) i tilfælde af en høj koncentration i røggassen beregnes koncentrationen ved hjælp af en indirekte koncentrationsmåling, ligning 3 i bilag VIII og under hensyntagen til de målte koncentrationsværdier for alle andre komponenter af gasstrømmen som fastlagt i driftslederne overvågningsplan.

MR-forordningen indeholder i artikel 49 regler om overførsel af CO2.

Efter artikel 49, stk. 1, fratrækker driftslederen fra anlæggets emissioner den CO2, som stammer fra fossilt kulstof i aktiviteter, der er omfattet af kvotedirektivets bilag I, og som ikke udledes fra anlægget, men overføres fra anlægget med henblik på langsigtet geologisk lagring.

Efter artikel 49, stk. 3, anvender driftslederen en målingsbaseret metode, bl.a. i henhold til direktivets artikel 43, 44 og 45, for at opgøre mængden af overført CO2 fra et anlæg til et andet. Emissionskilden skal svare til målingspunktet, og emissionerne udtrykkes som mængden af overført CO2.

Efter artikel 49, stk. 4, anvender driftslederen det højeste metodetrin, jf. definitionen i bilag VIII, afsnit 1, til bestemmelse af mængden af overført CO2 fra et anlæg til et andet. Driftslederen kan dog anvende det næste lavere metodetrin, forudsat at vedkommende kan dokumentere, at anvendelsen af det højeste metodetrin, som defineres i bilag VIII, afsnit 1, ikke er teknisk mulig eller medfører urimelige omkostninger.

En virksomhed, der indgår en aftale efter stk. 1, vil skulle foretage opgørelser i overensstemmelse med ovenstående bestemmelser m.v.

Da MR-forordningen finder anvendelse på aktiviteter omfattet af kvotedirektivet, vil det ikke være alle virksomheder, der indgår en aftale med den statslige myndighed efter det foreslåede stk. 1, der i forvejen foretager opgørelser efter MR-forordningen. For at opnå adgang til fradrag for CO2-afgift af den fangede CO2 vil virksomheden dog efter aftaleordningen skulle forpligte sig til at foretage sådanne opgørelser i overensstemmelse med MR-forordningen.

Udledninger, der ikke har en fastsat emissionsfaktor efter MR-forordningen, skal også overvåges og indgå i den årlige udledningsrapport. Af MR-forordningen fremgår regler om, hvordan emissionsfaktoren skal fastsættes. Disse udledninger vil skulle medregnes i den samlede mængde udledt CO2 og i den samlede mængde fanget CO2. Ved opgørelse af den udledte og den fangede mængde CO2 efter MR-forordningen indgår også ikkeenergirelaterede udledninger.

Udledning i form af udslip eller udsivning af CO2 efter fangst af CO2, der måtte indtræffe, efter at den fangede CO2 er overført til en transport- eller lagringsvirksomhed, vil ikke medføre, at den registrerede virksomhed, der har indgået en aftale, vil skulle svare afgift af den udledte CO2. Da CCS er en kvoteomfattet aktivitet, vil sådanne udledninger i stedet blive omfattet af en kvotereturneringspligt, og, hvis de foregår inden for anvendelsesområdet af den foreslåede emissionsafgiftslov, af emissionsafgift.

Det foreslås i stk. 3, at tilbagebetalingen beregnes på grundlag af den afgift, der kan opgøres for de i måneden forbrugte energiprodukter, før tilbagebetaling efter denne bestemmelse. Tilbagebetalingen opgøres til det beløb, der fremkommer ved at gange afgiften efter 1. pkt. med en fordelingsfaktor for måneden. Fordelingsfaktoren for måneden opgøres ved at dividere den samlede fangede mængde CO2 med den samlede udledning af CO2.

Tilbagebetalingsmuligheden gælder for virksomheder for CO2-udledning fra de anlæg, hvorom der er indgået aftale omfattet af stk. 1. Tilbagebetalingsmuligheden skal beregnes pr. måned og fratrækkes i det beløb, der kan opgøres som afgiftsbeløbet efter loven for samme måned, idet dette afgiftsbeløb opgøres uden hensyn til den stedfundne fangst af CO2.

Virksomheden vil dermed skulle anvende opgørelserne af den samlede mængde udledt CO2 og den samlede mængde fanget CO2 til at beregne en fordelingsfaktor. Denne fordelingsfaktor anvendes til at opgøre, hvor stor en andel af virksomhedens samlede CO2-udledning fra anlæg omfattet af aftalen efter stk. 1 der er fanget med henblik på geologisk lagring. Fordelingsfaktoren skal beregnes pr. anlæg, der er omfattet af aftalen efter stk. 1.

Fordelingsfaktoren ganges herefter med det samlede afgiftstilsvar, der relaterer sig til virksomhedens udledning fra det anlæg, som fordelingsfaktoren er beregnet ud fra. Afgiftstilsvaret nedsættes med resultatet heraf.

Fordelingsfaktoren beregnes med udgangspunkt i afgiften efter fradrag for kraft-varme-produktion.

Anvendelsen af en fordelingsfaktor medfører mulighed for en administrerbar opgørelse af tilbagebetalingsberettiget afgift, når det er ikke muligt at lave en fordeling mellem afgiftspligtigt og ikkeafgiftspligtigt CO2 i den fangede mængde.

Eksempel

En virksomhed anvender i en måned både stenkul, der er afgiftspligtigt, og halm i rene læs, der ikke er afgiftspligtigt, i et anlæg, der er omfattet af aftalen. Den samlede CO2-udledning fra stenkul og halm inden fangstpunktet udgør 800 t CO2. Den fangede mængde fra anlægget udgør 300 t CO2.

Fordelingsfaktoren findes ved at dividere den fangede mængde med den udledte mængde, og regnestykket vil se ud som følgende:

300 t CO2/800 t CO2=0,375.

Fordelingsfaktoren vil dermed være 0,375 for det konkrete anlæg i måneden.

Har virksomheden forbrugt 3.000 GJ stenkul i måneden, hvor afgiftssatsen er 100 kr. pr. GJ (fiktiv afgiftssats), vil afgiften for CO2 fra dette forbrug udgøre 300.000 kr. Har virksomheden samtidig brugt 3.000 GJ af et energiprodukt, der ikke er afgiftspligtigt efter CO2-afgiftsloven, vil afgiften for CO2 fra dette forbrug udgøre 0 kr.

Fordelingsfaktoren ganges med virksomhedens samlede afgiftstilsvar for afgiftsperioden, altså de 300.000 kr.

300.000 kr.*0,375=112.500 kr.

Virksomheden vil dermed i momsangivelsen kunne angive et fradrag på 112.500 kr. Virksomheden ender derfor med at betale 300.000 kr.-112.500 kr.=187.500 kr. i CO2-afgift.

Det foreslås i stk. 4, at skatteministeren efter aftale med klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, hvilken myndighed der indgår aftale med virksomheder efter stk. 1, indholdet af disse aftaler, herunder om kontrol og administration af aftalerne, og om krav til fakturaoplysninger ved levering af varme eller kulde fra virksomheder, der har indgået en sådan aftale.

Det forudsættes, at skatteministeren efter aftale med klima-, energi- og forsyningsministeren vil fastsætte regler om den nærmere administration af aftaleordningen, herunder om, hvilken statslig myndighed der indgår disse aftaler med virksomhederne, om kravene til indholdet af og vilkårene i aftalerne, herunder afgrænsningen af de i aftalen omfattede anlæg, om opgørelserne af den samlede mængde udledt CO2 og den samlede mængde fanget CO2, og om krav til fakturaoplysninger ved levering af varme eller kulde fra virksomhederne, der har indgået en sådan aftale, med henblik på at aftagere kan fastslå og dokumentere, i hvilket omfang de vil kunne kræve godtgørelse af CO2- og energiafgift, når varme eller kulde anvendes til proces.

Fakturakravene vil f.eks. kunne bestå i et krav om, at det af fakturaen fremgår, at den leverende virksomhed har reduceret CO2-afgiften efter CO2-afgiftslovens § 9 f som følge af fangst og lagring af CO2. Der vil desuden kunne stilles krav om oplysninger om den anvendte fordeling mellem brændslerne ved beregning af nedsættelsen af godtgørelsen, herunder oplysning om afgiftsbelastningen i kr. pr. GJ for hvert brændsel efter fradrag efter § 9 f og godtgørelse efter § 9 e. Fakturakravene kan desuden vedrøre opgørelsen af det beløb, som modtagere med procesforbrug vil skulle nedsætte tilbagebetalingen efter mineralolieafgiftslovens § 11, gasafgiftslovens § 10 og kulafgiftslovens § 8 med, jf. ændringsforslag nr. 12, 14 og 16.

Det forudsættes desuden, at der fastsættes regler om kontrol, herunder om Energistyrelsens kontrol af, at opgørelsesreglerne og aftalevilkårene overholdes. Der vil derudover kunne fastsættes nærmere regler om, hvilke oplysninger virksomhederne vil skulle stille til rådighed for Energistyrelsen.

Provenumæssige konsekvenser

Forslaget vurderes ikke at medføre provenumæssige konsekvenser.

Til nr. 10

Efter CO2-afgiftslovens § 10, stk. 4, 1. pkt., skal virksomheder, der leverer gas, naturgas, bygas og varme, mindst en gang årligt afgive de oplysninger, der er nødvendige for opgørelse af tilbagebetalingsbeløb efter §§ 9 a-9 c. Efter 2. pkt. fastsætter skatteministeren de nærmere regler herom.

I lovforslagets § 1, nr. 21, foreslås det i CO2-afgiftslovens § 10, stk. 4, 1. pkt., at ændre »§§ 9 a-9 c« til »§§ 9 a, 9 b og 9 e«.

Det foreslås med ændringsforslag nr. 10, at i den under nr. 21 foreslåede ændring af CO2-afgiftslovens § 10, stk. 4, 1. pkt., ændres »§§ 9 a, 9 b og 9 e« til: »§§ 9 a, 9 b, 9 e og 9 f«.

Det vil medføre, at virksomheder, der leverer gas, naturgas, bygas og varme, mindst en gang årligt skal afgive de oplysninger, der er nødvendige for opgørelse af tilbagebetalingsbeløb efter CO2-afgiftslovens § 9 f, der foreslås indsat ved ændringsforslag nr. 9.

Til nr. 11

Efter CO2-afgiftslovens § 13, stk. 3, skal registrerede virksomheder ikke indbetale afgift af den del af eget forbrug, for hvilken der ydes tilbagebetaling efter § 9 a, 9 b eller 9 c.

I lovforslagets § 1, nr. 24, foreslås det i CO2-afgiftslovens § 13, stk. 3, at ændre »§§ 9 a, 9 b eller 9 c« til »§§ 9 a, 9 b eller 9 e«.

Det foreslås med ændringsforslag nr. 11, at i den under nr. 24 foreslåede ændring af CO2-afgiftslovens § 13, stk. 3, ændres »§§ 9 a, 9 b eller 9 e« til »§§ 9 a, 9 b, 9 e eller 9 f«.

Det vil medføre, at registrerede virksomheder kan modregne den afgift af den del af eget forbrug, der kan tilbagebetales efter CO2-afgiftslovens § 9 f, der foreslås indsat ved ændringsforslag nr. 9, i deres angivelse af afgift til Skatteforvaltningen.

Til nr. 12

Ved ændringsforslaget foreslås der indsat et nyt stk. 2 i mineralolieafgiftslovens § 11 a, der indebærer, at godtgørelsen af energiafgift for procesforbrug nedsættes for ikkekvoteomfattede produktionsenheder og ikkekvoteomfattet varme og kulde, når CO2-afgift som følge af fangst og lagring af CO2 helt eller delvis er tilbagebetalt efter CO2-afgiftslovens § 9 f og godtgjort efter § 9 e og dette har medført, at CO2-afgiften er blevet nedsat til et beløb, der lavere end EU's minimumssatser.

Med lovforslaget foreslås det, at virksomheder med kvoteomfattet procesforbrug vil skulle opfylde minimumssatserne via energiafgifterne, mens virksomheder med ikkekvoteomfattet procesforbrug vil skulle opfylde minimumssatserne via CO2-afgiften. Der skal derfor kun ske nedsættelse af godtgørelsen i mineralolieafgiftslovens § 11 a for kvoteomfattet procesforbrug, mens ikkekvoteomfattet procesforbrug kan opnå fuld godtgørelse efter mineralolieafgiftslovens § 11.

Efter den ved ændringsforslaget under nr. 9 foreslåede § 9 f i CO2-afgiftsloven vil virksomheder, der har indgået en aftale efter regler fastsat i medfør af § 9 f, stk. 4, kunne få godtgjort CO2-afgiften svarende til den mængde CO2, der fanges og lagres. Med lovforslagets § 9 e foreslås det at indfase forhøjelsen af CO2-afgiften for ikkekvoteomfattet proces i løbet af perioden 2025-2030.

CO2-afgiften efter reduktion efter §§ 9 e og 9 f vil i visse tilfælde ikke overstige minimumssatserne, der f.eks. for olie udgør ca. 60 kr. pr. ton CO2. Forbruges produktet eller varmen af en virksomhed med ikkekvoteomfattet proces, vil CO2-afgiften i denne situation derfor ikke være tilstrækkeligt høj til at opfylde minimumssatserne.

Med henblik på at sikre, at minimumssatserne overholdes, vil godtgørelsen for procesforbrug i energiafgiftslovene derfor skulle nedsættes for ikkekvoteomfattet proces, når CO2-afgiften efter CO2-afgiftslovens §§ 9 e og 9 f er reduceret til et beløb, der ligger under minimumssatserne. Godtgørelsen for procesforbrug vil skulle reduceres ned til et beløb, der indebærer, at der samlet i energi- og CO2-afgift er betalt afgift svarende til den højeste minimumssats fastsat pr. afgiftslov for den samlede afgiftspligtige CO2-udledning pr. måned. Tilsvarende bestemmelser som den, der foreslås med dette ændringsforslag, foreslås derfor også indsat i gasafgiftslovens § 10 a og kulafgiftslovens § 8 a, jf. ændringsforslag nr. 14 og 16, og der vil således skulle foretages opgørelser for hvert enkelt brændsel, hvor der sker fradrag af CO2-afgiften efter CO2-afgiftslovens § 9 f.

Det foreslås som stk. 2 i mineralolieafgiftslovens § 11 a, at er afgift for forbrug, der ikke er omfattet af stk. 1, efter §§ 9 e og 9 f i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter reduceret til et beløb, der er lavere end EU's minimumssats, jf. bilag 5 i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, nedsættes tilbagebetalingen af afgift efter § 11, så der for forbruget mindst er betalt en samlet afgift efter denne lov og lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter på 4,5 kr. pr. GJ.

Efter mineralolieafgiftslovens § 11 tilbagebetales afgiften, når det afgiftspligtige produkt anvendes til procesforbrug.

Det følger af § 11 a, stk. 1, at tilbagebetalingen af afgift efter § 11 nedsættes med 8,1 kr. pr. GJ (2015-niveau) fra og med den 1. april 2023 til og med den 31. december 2024 og 10 kr. pr. GJ (2015-niveau) fra og med den 1. januar 2025, jf. dog §§ 11 b-11 d.

Med lovforslagets § 2, nr. 9, foreslås det, at mineralolieafgiftslovens § 11 a affattes, så tilbagebetalingen af afgift efter § 11 nedsættes med 4,5 kr. pr. GJ for forbrug, hvoraf der ikke svares afgift efter §§ 9 a og 9 b i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, jf. dog § 11 d. Godtgørelsesberettigede kan vælge, at tilbagebetalingen efter 1. pkt. beregnes som en reduktion af afgiftsbetalingen med 4,5 kr. pr. GJ delt med afgiftssatsen i § 8, stk. 4, 2. pkt., ganget med 1 over 1,2.

Det foreslåede § 11 a, stk. 2, vil dermed ikke gælde for forbrug, hvoraf der ikke svares afgift efter CO2-afgiftslovens §§ 9 a og 9 b, og det vil sige, at den ikke vil gælde for kvoteomfattet proces og kvoteomfattet varme og kulde, der anvendes af en momsregistreret virksomhed til proces. Det bemærkes, at det ikke er nødvendigt at begrænse tilbagebetalingen for kvoteomfattede virksomheders vedkommende, da de under alle omstændigheder betaler afgift svarende til minimumssatserne efter energiafgiftslovene.

Nedsættelsen af tilbagebetalingen vil dermed gælde for ikkekvoteomfattet proces, dvs. varme og kulde produceret på et ikkekvoteomfattet varmeanlæg, som leveres til en virksomhed med proces, og forbrug af afgiftspligtige produkter i en virksomhed med ikkekvoteomfattet proces. Nedsættelsen af tilbagebetalingen vil desuden kun omfatte tilfælde, hvor virksomheden, der anvender de afgiftspligtige produkter, har indgået en aftale omfattet af CO2-afgiftslovens § 9 f, og hvor CO2-afgiften som følge af fangst og lagring af CO2 er reduceret til under de minimumssatser, der fremgår af CO2-afgiftslovens bilag 5.

Efter den foreslåede bestemmelse vil den fulde tilbagebetaling efter § 11 skulle nedsættes, så der for forbruget mindst er betalt en samlet afgift efter mineralolieafgiftsloven og CO2-afgiftsloven på 4,5 kr. pr. GJ. Nedsættelsen af godtgørelsen vil dermed udgøre differencen mellem den betalte CO2-afgift og den højeste minimumssats for produkter omfattet af mineralolieafgiftsloven.

Virksomheder, der har indgået en aftale efter CO2-afgiftslovens § 9 f, og som leverer varme og kulde, vil blive omfattet af faktureringskrav, der vil blive fastsat i medfør af den ved ændringsforslag nr. 9 foreslåede bestemmelse i § 9 f, stk. 4, i CO2-afgiftsloven, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Disse faktureringskrav vil skulle sikre, at fakturaerne indeholder oplysninger om det beløb, som modtagere af varmen og kulden vil skulle nedsætte tilbagebetalingen efter mineralolieafgiftslovens § 11 med, ligesom der kan stilles krav om, at fakturaerne indeholder oplysninger om den anvendte fordeling mellem brændslerne ved beregning af nedsættelsen af godtgørelsen, så det er muligt for Skatteforvaltningen at kontrollere, at tilbagebetalingsbeløbet er korrekt opgjort.

Der kan i øvrigt for eksempler på, hvordan modellen for overholdelse af minimumsafgifterne vil skulle fungere i praksis, henvises til bemærkningerne til ændringsforslag nr. 14 vedrørende eventuel nedsættelse af tilbagebetalingen efter gasafgiftsloven for ikkekvoteomfattet proces.

Til nr. 13

Med den foreslåede ændring vil den fulde tilbagebetaling efter gasafgiftslovens § 10 skulle nedsættes med 1,2 kr. pr. GJ i stedet for 4,5 kr. pr. GJ for varme og varer anvendt til kvoteomfattede procesformål efter gasafgiftslovens § 10 a. Det er en forudsætning, at der ikke betales CO2-afgift af samme varme og varer.

Det svarer til minimumssatsen i energibeskatningsdirektivet for energiprodukterne omfattet af gasafgiftsloven. Minimumssatsen er fastsat i euro pr. GJ, hvilket svarer til ca. 1,1 kr. pr. GJ. Af hensyn til at sikre, at minimumssatserne er overholdt ved eventuelle kursudsving, foreslås det at fastsætte satsen til 1,2 kr. pr. GJ.

Afgiften på 1,2 kr. pr. GJ foreslås ikke indekseret.

Provenumæssige konsekvenser

Der henvises til bemærkningerne til ændringsforslag nr. 15.

Til nr. 14

Ved ændringsforslaget foreslås der indsat et nyt stk. 2 i gasafgiftslovens § 10 a, der indebærer, at godtgørelsen af energiafgift for procesforbrug nedsættes for ikkekvoteo‍mfattede produktionsenheder og ikkekvoteomfattet varme og kulde, når CO2-afgift som følge af fangst og lagring af CO2 helt eller delvis er tilbagebetalt efter CO2-afgiftslovens § 9 f og godtgjort efter § 9 e og dette har medført, at CO2-afgiften er blevet nedsat til et beløb, der er lavere end EU's minimumssatser.

Med lovforslaget foreslås det, at virksomheder med kvoteomfattet procesforbrug vil skulle opfylde minimumssatserne via energiafgifterne, mens virksomheder med ikkekvoteomfattet procesforbrug vil skulle opfylde minimumssatserne via CO2-afgiften. Der skal derfor kun ske nedsættelse af godtgørelsen i gasafgiftslovens § 10 a for kvoteomfattet procesforbrug, mens ikkekvoteomfattet procesforbrug kan opnå fuld godtgørelse efter gasafgiftslovens § 10.

Efter den ved ændringsforslaget under nr. 9 foreslåede § 9 f i CO2-afgiftsloven vil virksomheder, der har indgået en aftale efter regler fastsat i medfør af § 9 f, stk. 4, kunne få godtgjort CO2-afgiften svarende til den mængde CO2, der fanges og lagres. Med lovforslagets § 9 e foreslås det at indfase forhøjelsen af CO2-afgiften for ikkekvoteomfattet proces i løbet af perioden 2025-2030.

CO2-afgiften efter reduktion af §§ 9 e og 9 f vil i visse tilfælde ikke overstige minimumssatserne, der f.eks. for olie udgør ca. 60 kr. pr. ton CO2. Forbruges produktet eller varmen af en virksomhed med ikkekvoteomfattet proces, vil CO2-afgiften i denne situation derfor ikke være tilstrækkeligt høj til at opfylde minimumssatserne.

Med henblik på at sikre, at minimumssatserne overholdes, vil godtgørelsen for procesforbrug i energiafgiftslovene derfor skulle nedsættes for ikkekvoteomfattet proces, når CO2-afgiften efter CO2-afgiftslovens §§ 9 e og 9 f er reduceret til et beløb, der ligger under minimumssatserne. Godtgørelsen for procesforbrug vil skulle reduceres ned til et beløb, der indebærer, at der samlet i energi- og CO2-afgift er betalt afgift svarende til den højeste minimumssats fastsat pr. afgiftslov for den samlede afgiftspligtige CO2-udledning pr. måned. Tilsvarende bestemmelser som den, der foreslås med dette ændringsforslag, foreslås derfor også indsat i mineralolieafgiftslovens § 11 a og kulafgiftslovens § 8 a, jf. ændringsforslag nr. 12 og 16, og der vil således skulle foretages opgørelser for hvert enkelt brændsel, hvor der sker fradrag af CO2-afgiften efter CO2-afgiftslovens § 9 f.

Det foreslås som stk. 2 i gasafgiftslovens § 10 a, at er afgift for forbrug, der ikke er omfattet af stk. 1, efter §§ 9 e og 9 f i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter reduceret til et beløb, der er lavere end EU's minimumssats, jf. bilag 5 i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, nedsættes tilbagebetalingen af afgift efter § 10, så der for forbruget mindst er betalt en samlet afgift efter denne lov og lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter på 1,2 kr. pr. GJ.

Efter gasafgiftslovens § 10 tilbagebetales gasafgiften, når det afgiftspligtige produkt anvendes til procesforbrug.

Det følger af § 10 a, stk. 1, at tilbagebetalingen af afgift efter § 10 nedsættes med 8,1 kr. pr. GJ (2015-niveau) fra og med den 1. april 2023 til og med den 31. december 2024 og 10 kr. pr. GJ (2015-niveau) fra og med den 1. januar 2025, jf. dog §§ 10 b-10 d.

Med lovforslagets § 1, nr. 6, foreslås det, at gasafgiftslovens § 10 a affattes, så tilbagebetalingen af afgift efter § 10 nedsættes med 4,5 kr. pr. GJ for forbrug, hvoraf der ikke svares afgift efter §§ 9 a og 9 b i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, jf. dog § 10 d. Godtgørelsesberettigede kan vælge, at tilbagebetalingen efter 1. pkt. beregnes som en reduktion af afgiftsbetalingen med 4,5 kr. pr. GJ delt med afgiftssatsen i § 8, stk. 4, 2. pkt., ganget med 1 over 1,2. Med ændringsforslagets § 2, nr. 13, foreslås det, at satserne nedsættes til 1,2 kr. pr. GJ.

Det foreslåede § 10 a, stk. 2, vil dermed ikke gælde for forbrug, hvoraf der ikke svares afgift efter CO2-afgiftslovens §§ 9 a og 9 b, og det vil sige, at den ikke vil gælde for kvoteomfattet proces og kvoteomfattet varme og kulde, der anvendes af en momsregistreret virksomhed til proces. Det bemærkes, at det ikke er nødvendigt at begrænse tilbagebetalingen for kvoteomfattede virksomheders vedkommende, da de under alle omstændigheder betaler afgift svarende til minimumssatserne efter energiafgiftslovene.

Nedsættelsen af tilbagebetalingen vil dermed gælde for ikkekvoteomfattet proces, dvs. varme og kulde produceret på et ikkekvoteomfattet varmeanlæg, som leveres til en virksomhed med proces, og forbrug af afgiftspligtige produkter i en virksomhed med ikkekvoteomfattet proces. Nedsættelsen af tilbagebetalingen vil desuden kun omfatte tilfælde, hvor virksomheden, der anvender de afgiftspligtige produkter, har indgået en aftale omfattet af CO2-afgiftslovens § 9 f, og hvor CO2-afgiften som følge af fangst og lagring af CO2 er reduceret til under de minimumssatser, der fremgår af CO2-afgiftslovens bilag 5.

Efter den foreslåede bestemmelse vil den fulde tilbagebetaling efter § 10 skulle nedsættes, så der for forbruget mindst er betalt en samlet afgift efter gasafgiftsloven og CO2-afgiftsloven på 1,2 kr. pr GJ. Nedsættelsen af godtgørelsen vil dermed udgøre differencen mellem den betalte CO2-afgift og den højeste minimumssats for produkter omfattet af gasafgiftsloven.

Virksomheder, der har indgået en aftale efter CO2-afgiftslovens § 9 f, og som leverer varme og kulde, vil blive omfattet af faktureringskrav, der vil blive fastsat i medfør af den ved ændringsforslag nr. 9 foreslåede bestemmelse i § 9 f, stk. 4, i CO2-afgiftsloven, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Disse faktureringskrav vil skulle sikre, at fakturaerne indeholder oplysninger om det beløb, som modtagere af varmen og kulden vil skulle nedsætte tilbagebetalingen efter gasafgiftslovens § 10 med, ligesom der kan stilles krav om, at fakturaerne indeholder oplysninger om den anvendte fordeling mellem brændslerne ved beregning af nedsættelsen af godtgørelsen, så det er muligt for Skatteforvaltningen at kontrollere, at tilbagebetalingsbeløbet er korrekt opgjort.

Eksempler på overholdelse af minimumsafgift

I eksemplet nedenfor bruges naturgas og olie til ikkekvoteomfattet proces. Det er forudsat, at mængderne kan omregnes til GJ af den virksomhed, der har indgået en aftale omfattet af CO2-afgiftslovens § 9 f. Der er taget udgangspunkt i afgifter for 2025. Eksemplet gennemgås for naturgas:

Fanger en virksomhed, der har indgået en aftale omfattet af den foreslåede § 9 f i CO2-afgiftsloven, faktisk ikke CO2, faktureres den fulde betalte CO2-afgift svarende til 852 kr. pr. ton CO2 i 2025 (750 kr. pr. ton CO2 i 2022-priser). For naturgas udgør det en afgift på 1,922 kr. pr. Nm3. Ved et forbrug på 95.000 Nm3 giver det en bruttoafgift på (1,922 kr. pr. Nm3*95.000 Nm3=) 182.590 kr.

Fanger virksomheden derimod 95 pct. af den samlede mængde udledt CO2, skal der alene betales afgift af 5 pct. af 182.590 kr., dvs. 9.129,50 kr. Forbruget på 95.000 Nm3 skal omregnes til GJ, hvilket giver 3.762 GJ. Ved et forbrug på 3.762 GJ svarer afgiftstilsvaret på 9.129,50 kr. til en afgift på (9.129,50/3.762=) 2,4 kr. pr. GJ. I dette tilfælde er afgiften over minimumsafgiften på 1,2 kr. pr. GJ for naturgas, hvis der ikke skal ske en godtgørelse efter indfasningen efter § 9 e. Det svarer dermed også til det, som fjernvarmeværket vil fakturere videre til proceskunden som betalt CO2-afgift.

Forhøjelsen af CO2-afgiften for proces indfases i løbet af perioden 2025-2030 efter CO2-afgiftslovens § 9 e. I 2025 skal procesvirksomheden derfor alene betale afgift på 350/750 eller ca. 47 pct. af den fakturerede afgift. Afgiftstilsvaret efter fradraget til fjernvarmeværket efter § 9 f og godtgørelsen til procesvirksomheden efter § 9 e bliver da 4.260,4 kr. Det svarer til en afgift på 1,1 kr. pr. GJ, hvormed der mangler at blive betalt 0,1 kr. pr. GJ for at overholde EU's minimumssats. Ved et forbrug af naturgas på 3.762 GJ bliver det en nettoafgift på 254 kr. pr. GJ.

Virksomheden kan altså maksimalt opnå tilbagebetaling af energiafgiften efter gasafgiftsloven ned til 254 kr. pr. GJ. Den fulde tilbagebetaling efter § 10 skal derfor nedsættes til det beløb, der indebærer, at der efter tilbagebetalingen fortsat er betalt energiafgift efter gasafgiftsloven med 254 kr. pr. GJ.

Det vil sikre, at summen af betalt CO2- og energiafgift svarer til energibeskatningsdirektivets minimumsafgift.

Til nr. 15

Med den foreslåede ændring vil den fulde tilbagebetaling efter kulafgiftslovens § 8 skulle nedsættes med 1,2 kr. pr. GJ i stedet for 4,5 kr. pr. GJ for varme og varer anvendt til kvoteomfattede procesformål efter kulafgiftslovens § 8 a. Det er en forudsætning, at der ikke betales CO2-afgift af samme varme og varer.

Det svarer til minimumssatsen i energibeskatningsdirektivet for energiprodukterne omfattet af gasafgiftsloven. Minimumssatsen er fastsat i euro pr. GJ, hvilket svarer til ca. 1,1 kr. pr. GJ. Af hensyn til at sikre, at minimumssatserne er overholdt ved eventuelle kursudsving, foreslås det at fastsætte satsen til 1,2 kr. pr. GJ.

Afgiften på 1,2 kr. pr. GJ foreslås ikke indekseret.

Provenumæssige konsekvenser

Nedsættelse af afgifterne til minimumssatserne skønnes samlet set at indebære et mindreprovenu på ca. 5 mio. kr. efter tilbageløb og adfærd og en øget udledning på 0,01 mio. ton CO2 i 2030 i forhold til lovforslagene.

Erhvervenes merbelastning vil med ændringsforslag nr. 13 og 15 blive lempet med ca. 10 mio. kr. i forhold til lovforslaget.

Til nr. 16

Ved ændringsforslaget foreslås der indsat et nyt stk. 2 i kulafgiftslovens § 8 a, der indebærer, at godtgørelsen af energiafgift for procesforbrug nedsættes for ikkekvoteomfattede produktionsenheder og ikkekvoteomfattet varme og kulde, når CO2-afgift som følge af fangst og lagring af CO2 helt eller delvis er tilbagebetalt efter CO2-afgiftslovens § 9 f og godtgjort efter § 9 e og dette har medført, at CO2-afgiften er blevet nedsat til et beløb, der lavere end EU's minimumssatser.

Med lovforslaget foreslås det, at virksomheder med kvoteomfattet procesforbrug vil skulle opfylde minimumssatserne via energiafgifterne, mens virksomheder med ikkekvoteomfattet procesforbrug vil skulle opfylde minimumssatserne via CO2-afgiften. Der skal derfor kun ske nedsættelse af godtgørelsen i kulafgiftslovens § 8 a for kvoteomfattet procesforbrug, mens ikkekvoteomfattet procesforbrug kan opnå fuld godtgørelse efter kulafgiftslovens § 8.

Efter den ved ændringsforslaget under nr. 9 foreslåede § 9 f i CO2-afgiftsloven vil virksomheder, der har indgået en aftale efter regler fastsat i medfør af § 9 f, stk. 4, kunne få godtgjort CO2-afgiften svarende til den mængde CO2, der fanges og lagres. Med lovforslagets § 9 e foreslås det at indfase forhøjelsen af CO2-afgiften for proces i løbet af perioden 2025-2030.

CO2-afgiften efter reduktion efter §§ 9 e og 9 f vil i visse tilfælde ikke overstige minimumssatserne, der f.eks. for olie udgør ca. 60 kr. pr. ton CO2. Forbruges produktet eller varmen af en virksomhed med ikkekvoteomfattet proces, vil CO2-afgiften i denne situation derfor ikke være tilstrækkelig høj til at opfylde minimumssatserne.

Med henblik på at sikre, at minimumssatserne overholdes, vil godtgørelsen for procesforbrug i energiafgiftslovene derfor skulle nedsættes for ikkekvoteomfattet proces, når CO2-afgiften efter CO2-afgiftslovens §§ 9 e og 9 f er reduceret til et beløb, der ligger under minimumssatserne. Godtgørelsen for procesforbrug vil skulle reduceres ned til et beløb, der indebærer, at der samlet i energi- og CO2-afgift er betalt afgift svarende til den højeste minimumssats fastsat pr. afgiftslov for den samlede afgiftspligtige CO2-udledning pr. måned. Tilsvarende bestemmelser som den, der foreslås med dette ændringsforslag, foreslås derfor også indsat i mineralolieafgiftslovens § 11 a og gasafgiftslovens § 10 a, jf. ændringsforslag nr. 12 og 14, og der vil således skulle foretages opgørelser for hvert enkelt brændsel, hvor der sker fradrag af CO2-afgiften efter CO2-afgiftslovens § 9 f.

Det foreslås som stk. 2 i kulafgiftslovens § 8 a, at er afgift for forbrug, der ikke er omfattet af stk. 1, efter §§ 9 e og 9 f i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter reduceret til et beløb, der er lavere end EU's minimumssats, jf. bilag 5 i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, nedsættes tilbagebetalingen af afgift efter § 10, så der for forbruget mindst er betalt en samlet afgift efter denne lov og lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter på 1,2 kr. pr. GJ.

Efter kulafgiftslovens § 8 tilbagebetales afgiften, når det afgiftspligtige produkt anvendes til procesforbrug.

Det følger af § 8 a, stk. 1, at tilbagebetalingen af afgift efter § 8 nedsættes med 8,1 kr. pr. GJ (2015-niveau) fra og med den 1. april 2023 til og med den 31. december 2024 og 10 kr. pr. GJ (2015-niveau) fra og med den 1. januar 2025, jf. dog §§ 8 b-8 d.

Med lovforslagets § 1, nr. 6, foreslås det, at kulafgiftslovens § 8 a affattes, så tilbagebetalingen af afgift efter § 8 nedsættes med 4,5 kr. pr. GJ for forbrug, hvoraf der ikke svares afgift efter §§ 9 a og 9 b i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, jf. dog § 8 d. Godtgørelsesberettigede kan vælge, at tilbagebetalingen efter 1. pkt. beregnes som en reduktion af afgiftsbetalingen med 4,5 kr. GJ delt med afgiftssatsen i § 8, stk. 4, 2. pkt., ganget med 1 over 1,2. Med ændringsforslagets § 3, nr. 15, foreslås det, at satserne nedsættes til 1,2 kr. pr. GJ.

Det foreslåede § 8 a, stk. 2, vil dermed ikke gælde for forbrug, hvoraf der ikke svares afgift efter CO2-afgiftslovens §§ 9 a og 9 b, og det vil sige, at den ikke vil gælde for kvoteomfattet proces og kvoteomfattet varme og kulde, der anvendes af en momsregistreret virksomhed til proces. Det bemærkes, at det ikke er nødvendigt at begrænse tilbagebetalingen for kvoteomfattede virksomheders vedkommende, da de under alle omstændigheder betaler afgift svarende til minimumssatserne efter energiafgiftslovene.

Nedsættelsen af tilbagebetalingen vil dermed gælde for ikkekvoteomfattet proces, dvs. varme og kulde produceret på et ikkekvoteomfattet varmeanlæg, som leveres til en virksomhed med proces, og forbrug af afgiftspligtige produkter i en virksomhed med ikkekvoteomfattet proces. Nedsættelsen af tilbagebetalingen vil desuden kun omfatte tilfælde, hvor virksomheden, der anvender de afgiftspligtige produkter, har indgået en aftale omfattet af CO2-afgiftslovens § 9 f, og hvor CO2-afgiften som følge af fangst og lagring af CO2 er reduceret til under de minimumssatser, der fremgår af CO2-afgiftslovens bilag 5.

Efter den foreslåede bestemmelse vil den fulde tilbagebetaling efter § 8 skulle nedsættes, så der for forbruget mindst er betalt en samlet afgift efter kulafgiftsloven og CO2-afgiftsloven på 1,2 kr. pr GJ. Nedsættelsen af godtgørelsen vil dermed udgøre differencen mellem den betalte CO2-afgift og den højeste minimumssats for produkter omfattet af kulafgiftsloven.

Virksomheder, der har indgået en aftale efter CO2-afgiftslovens § 9 f, og som leverer varme og kulde, vil blive omfattet af faktureringskrav, der vil blive fastsat i medfør af den ved ændringsforslag nr. 9 foreslåede bestemmelse i § 9 f, stk. 4, i CO2-afgiftsloven, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Disse faktureringskrav vil skulle sikre, at fakturaerne indeholder oplysninger om det beløb, som modtagere af varmen og kulden vil skulle nedsætte tilbagebetalingen efter kulafgiftslovens § 8 med, ligesom der kan stilles krav om, at fakturaerne indeholder oplysninger om den anvendte fordeling mellem brændslerne ved beregning af nedsættelsen af godtgørelsen, så det er muligt for Skatteforvaltningen at kontrollere, at tilbagebetalingsbeløbet er korrekt opgjort.

Der kan i øvrigt for eksempler på, hvordan modellen for overholdelse af minimumsafgifterne vil skulle fungere i praksis, henvises til bemærkningerne til ændringsforslag nr. 14 vedrørende eventuel nedsættelse af tilbagebetalingen efter gasafgiftsloven for ikkekvoteomfattet proces.

4. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 30. april 2024 og var til 1. behandling den 7. maj 2024. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og skatteministeren sendte den 9. februar 2024 dette udkast til udvalget, jf. SAU alm. del - bilag 152. Den 29. april 2024 sendte skatteministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 14 bilag på lovforslaget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse om lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 13 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Anders Kronborg (S) Benny Engelbrecht (S) Louise Mehnke (S) Jesper Petersen (S) fmd. Malte Larsen (S) Per Husted (S) Simon Kollerup (S) Thomas Jensen (S) Thomas Skriver Jensen (S) Jan E. Jørgensen (V) Kim Valentin (V) Torsten Schack Pedersen (V) Hans Andersen (V) Mohammad Rona (M) Charlotte Bagge Hansen (M) Hans Kristian Skibby (DD) Dennis Flydtkjær (DD) Steffen W. Frølund (LA) Sólbjørg Jakobsen (LA) Rasmus Jarlov (KF) Dina Raabjerg (KF) Lars-Christian Brask (LA) Peter Kofod (DF) Sigurd Agersnap (SF) nfmd. Lisbeth Bech-Nielsen (SF) Carl Valentin (SF) Pelle Dragsted (EL) Samira Nawa (RV) Christina Olumeko (ALT)

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.