Betænkning afgivet af
Udlændinge- og Integrationsudvalget den 28. maj 2024
1. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, V, SF, LA, M, KF, EL, og ALT) indstiller lovforslaget
til vedtagelse uændret.
Et mindretal i
udvalget (DD og DF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Et andet
mindretal i udvalget (RV) vil ved 2. behandling af
lovforslaget redegøre for sin stilling til lovforslaget.
Et tredje
mindretal i udvalget (SIU) vil ved 2. behandling af
lovforslaget redegøre for sin stilling til lovforslaget.
Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke
medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske bemærkninger i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
2. Politiske bemærkninger
Danmarksdemokraterne
Danmarksdemokraternes medlemmer af udvalget
er kritiske over for, at regeringen med dette lovforslag tager et
opgør med den stramme udlændingepolitiske kurs, der
har hersket i dansk politik, siden det såkaldte
paradigmeskifte blev indført i 2018. Med paradigmeskiftet
blev det besluttet, at flygtninge skulle vende hjem, når de
ikke længere havde behov for beskyttelse i Danmark. Til
gengæld bliver det med dette lovforslag nu muligt for
eksempelvis syriske flygtninge at undgå at skulle vende hjem,
selv om det vurderes sikkert nok, så længe de blot
uddanner sig til et erhverv, hvor der er mangel på
arbejdskraft.
Dermed mener DD, at regeringen med dette
lovforslag helt grundlæggende skifter fokus i den danske
udlændingepolitik fra at fokusere på hjemsendelse af
flygtninge til deres hjemlande til at fokusere på, hvordan de
kan blive i Danmark. Hele formålet med
hjemsendelsespolitikken i paradigmeskiftet har været, at
flygtninge skulle mødes med forventningen om, at de hurtigst
muligt skal hjem og hjælpe med at genopbygge deres hjemlande.
Derfor har midlertidighed i udlændingepolitikken i Danmark
været stærkt udbredt blandt et flertal i
Folketinget.
DD er kritiske over for, at regeringen
på denne måde vil føre
beskæftigelsespolitik igennem vores asylsystem. Regeringens
nye politiske indstilling til asylpolitikken kan medføre, at
Danmark bliver til en flygtningemagnet, hvilket ikke er til gavn
for det danske samfund.
Alt for længe har det været
sådan, at flygtninge, der er kommet til Danmark og har
søgt beskyttelse, faktisk er blevet, lang tid efter at
behovet for beskyttelse egentlig ikke længere var til stede.
DD mener, at flygtninge skal have den nødvendige
beskyttelse, men når de ikke længere er flygtninge og
det vurderes, at det er sikkert for dem at rejse hjem igen, skal de
gøre det.
DD mener, at det er vigtigt at opretholde
det paradigmeskifte i den danske udlændingepolitik, som
sikrer, at beskyttelse gives, når der er behov for det, men
også, at flygtninge vender tilbage, når forholdene i
deres hjemlande er forbedret. At fastholde dette princip er
afgørende for både det danske samfund og for at kunne
hjælpe dem, der har et reelt behov for beskyttelse. Derfor
kan DD ikke støtte dette lovforslag.
Alternativet
Alternativets medlem af udvalget
støtter lovforslaget med visse forbehold. Det vil gavne
visse flygtninge på midlertidigt ophold som f.eks. de syriske
kvinder, der er blevet berørt af udlændingelovens
§ 7, stk. 3. ALT erkender dog, at det ikke vil løse
problemerne for andre grupper af flygtninge såsom dem med
handicap, omfattende traumer eller ældre, der ikke kan tage
en uddannelse. ALT mener, at det er problematisk at redde
flygtninge alene baseret på deres nytte for samfundet. Til
trods for forbehold støtter ALT forslaget, da det trods alt
udgør en forbedring.
3. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 30. april
2024 og var til 1. behandling den 7. maj 2024. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Udlændinge- og
Integrationsudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
udlændinge- og integrationsministeren sendte den 29. februar
2024 dette udkast til udvalget, jf. UUI alm. del - bilag 82. Den
30. april 2024 sendte udlændinge- og integrationsministeren
høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag
på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
1 spørgsmål til udlændinge- og
integrationsministeren til skriftlig besvarelse, som forventes
besvaret inden 2. behandling.
Thomas Skriver Jensen (S) fmd. Bjørn Brandenborg (S)
Frederik Vad (S) Louise Mehnke (S) Gunvor Wibroe (S) Malte Larsen
(S) Rasmus Stoklund (S) Thomas Jensen (S) Torsten Schack Pedersen
(V) Preben Bang Henriksen (V) Erling Bonnesen (V) Heidi Bank (V)
Mohammad Rona (M) Nanna W. Gotfredsen (M) Aki-Matilda
Høegh-Dam (SIU) Peter Skaarup (DD) Inger Støjberg
(DD) Steffen Larsen (LA) Helena Artmann Andresen (LA) Brigitte
Klintskov Jerkel (KF) Per Larsen (KF) Kim Edberg Andersen (DD)
Mikkel Bjørn (DF) Carl Valentin (SF) Anne Valentina
Berthelsen (SF) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) Rosa Lund (EL)
Zenia Stampe (RV) Helene Liliendahl Brydensholt (ALT)
Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 50 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 22 | |
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg
(DD) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Liberal Alliance (LA) | 15 | |
Moderaterne (M) | 14 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 10 | |
Enhedslisten (EL) | 9 | |
Radikale Venstre (RV) | 7 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 7 | |
Alternativet (ALT) | 5 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 5 | |