Skriftlig fremsættelse (26. april
2024)
Kulturministeren
Jakob Engel-Schmidt:
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om
ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v. og lov
om mediestøtte (Modernisering af Public Service-Puljen,
ændring af revisionsbestemmelser for de regionale TV
2-virksomheder, ændring af regler for aktindsigt for DR og de
regionale TV 2-virksomheder og ændring af støttelofter
for ugeaviser)
(Lovforslag nr. L 178)
Med lovforslaget foreslår regeringen
en række ændringer af lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed og lov om mediestøtte, som blandt andet
har til formål at gennemføre dele af "Medieaftale
2023-2026: Samling om frie medier og stærkt dansk indhold" af
14. juni 2023. Hertil kommer en række øvrige mindre
ændringer af de to love.
Som følge af "Medieaftale 2023-2026"
foreslås en modernisering af Public Service-Puljen,
således at Public Service-Puljen udvides til at omfatte
dansksprogede public service-lydprogrammer.
Derudover foreslås en ændring
af revisionsbestemmelser for de regionale TV 2-virksomheder,
så revisionen af de regionale TV 2-virksomheder overgår
til en godkendt revisor fremfor som i dag at blive revideret af
Rigsrevisionen.
Med lovforslaget foreslås det
endvidere gjort klart, hvilke sager og dokumenter vedrørende
dele af DR's og de regionale TV 2-virksomheders virksomhed, der er
undtaget fra offentlighedsloven samt forvaltningslovens kap. 4-6.
Den gældende affattelse af denne undtagelsesbestemmelse,
radio- og fjernsynslovens § 86, sammenholdt med senere
tilkomne definitionsbestemmelser i loven kan give anledning til
tvivl om, hvorvidt hele DR og de regionale TV 2-virksomheders
public service-virksomhed er omfattet af bestemmelsen. Det
foreslås derfor, at bestemmelsen ændres, så det
fremgår, at bestemmelsen omfatter sager og dokumenter
vedrørende hele DR og de regionale TV 2-virksomheders public
service-virksomhed. Med præciseringen vil radio- og
fjernsynslovens § 86 blive opdateret og fremtidssikret til det
ændrede mediebillede og gøres teknologi- og
platformsneutral.
Som følge af "Medieaftale 2023-2026"
vedtog Folketinget den 28. november 2023 lov nr. 1558 af 12.
december 2023 om ændring af lov om mediestøtte
(Ændringer i mediestøtten, støtte til ugeaviser
og støtte til publicistiske magasiner). Det følger
heraf, at tilskuddet til en ugeavis maksimalt kan udgøre 35
pct. af ugeavisens redaktionelle omkostninger, og at en ugeavis
maksimalt kan opnå tilskud på 0,35 mio. kr.
årligt. Støttelofterne for den redaktionelle
produktionsstøtte til ugeaviser har vist sig at være
sat for lavt i forhold til formålet i "Medieaftale 2023-2026"
om i tilstrækkelig grad at understøtte
nyhedsformidlingen og nærdemokratiet i lokale og regionale
områder. Med lovforslaget foreslås det derfor, at
støttelofterne for den redaktionelle
produktionsstøtte til ugeaviser hæves, så
tilskuddet til en ugeavis maksimalt kan udgøre 60 pct. af
ugeavisens redaktionelle omkostninger, og en ugeavis maksimalt kan
opnå tilskud på 1,0 mio. kr. årligt.
En ændring af
mediestøtteordningen skal godkendes af Europa-Kommissionen.
Det foreslås derfor, at kulturministeren, når
Europa-Kommissionens godkendelse foreligger, fastsætter
tidspunktet for ikrafttrædelse af de dele af lovforslaget,
der vedrører ændringer af mediestøtteloven. Det
foreslås ligeledes, at kulturministeren fastsætter
tidspunktet for ikrafttrædelse af de dele af lovforslaget,
der vedrører ændringer af bestemmelserne i lov om
radio- og fjernsynsvirksomhed om Public Service-Puljen. Det
foreslås, at lovforslagets øvrige ændringer af
lov om radio- og fjernsynsvirksomhed træder i kraft den 1.
juli 2024.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.