Betænkning afgivet af Boligudvalget
den 23. maj 2024
1. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, V, SF, LA, M, KF, RV og DF) indstiller lovforslaget
til vedtagelse uændret.
Et mindretal i
udvalget (DD) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Et andet mindretal i udvalget (EL og ALT) vil stemme
hverken for eller imod lovforslaget ved 3. behandling.
Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
2. Politiske bemærkninger
Enhedslisten
Enhedslistens medlem af udvalget
bemærker, at EL stemmer blankt til lovforslaget. EL
anerkender ikke præmissen tydeligst udtrykt i
bemærkningerne til lovforslag nr. L 175 om, at den eneste
måde, man kan få en velfungerende bydel på, er
ved at bygge en bilvej igennem området, jf. andet afsnit af
indledningen på side 10 i lovforslagets bemærkninger.
EL mener, at en cykelvej også kan fungere som
forbindelsesvej, hvorved man dels kan spare store
anlægsudgifter, dels undgå fredningsophævelser og
naturødelæggelser.
Alternativet
Alternativets medlem af udvalget
bemærker, at det er en glidebane, når Folketinget
bruger anlægslove til at ophæve fredninger. Hvis
lovforslag nr. L 175 og L 176 vedtages, vil det skabe
præcedens. Det er problematisk, at ophævelsen af
beskyttelseslinjerne sker gennem en anlægslov, idet de
vigtige hensyn, der ligger til grund for beskyttelseslinjerne,
herved ikke sikres.
En fredning betyder, at der kan
lægges væsentlige begrænsninger på et
områdes fremtidige anvendelsesmuligheder. Det kan f.eks.
være for at sikre værdifulde landskabselementer eller
levesteder og spredningskorridorer for plante- og dyreliv. Det har
hidtil betydet, at en affredning alene fandt sted, hvis nationale
hensyn nødvendiggjorde det. Affredning ved Tingbjerg skaber
en ny retstilstand, hvor affredning kan ske selv ved helt lokale
byudviklingsprojekter.
Med lovforslag nr. L 176 om forslag til lov
om fravigelse af begrænsninger for anvendelsen af dele af
arealerne i det almene boligområde Tingbjerg-Utterslevhuse i
Københavns Kommune udgår arealet af den indre
grønne kile. Et areal ved Nordhavnstippen bliver brugt som
erstatningsnatur. Geografisk ligger områderne langt fra
hinanden, og de lokale miljøpåvirkninger
afhjælpes ikke af Naturpark Nordhavn. ALT ser derfor
kompensationen for tab af natur som symbolsk, og den
tilfører ikke nogen reel erstatning.
3. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 25. april
2024 og var til 1. behandling den 8. maj 2024. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Boligudvalget.
Sammenhæng med andre
lovforslag
Lovforslaget har været sambehandlet
med lovforslag nr. L 176 om forslag til lov om fravigelse af
begrænsninger for anvendelsen af dele af arealerne i det
almene boligområde Tingbjerg-Utterslevhuse i
Københavns Kommune.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og social-
og boligministeren sendte den 5. februar 2024 dette udkast til
udvalget, jf. BOU alm. del - bilag 48. Den 25. april 2024 sendte
social- og boligministeren høringssvarene og et
høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 5 bilag
på lovforslaget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
1 skriftlig henvendelse om lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
3 spørgsmål til social- og boligministeren til
skriftlig besvarelse. Ministeren har besvaret
spørgsmål 1 og 2. Udvalget forventer, at ministeren
besvarer spørgsmål 3 inden 2. behandling af
lovforslaget.
Per Husted (S) Bjarne Laustsen (S)
Henrik Møller (S) fmd.
Kasper Roug (S) Rasmus Stoklund (S) Thomas Jensen (S) Thomas
Monberg (S) Thomas Skriver Jensen (S) Trine Bramsen (S) Heidi Bank
(V) Kim Valentin (V) Jan E. Jørgensen (V) Preben Bang
Henriksen (V) Tobias Grotkjær Elmstrøm (M) Nanna W.
Gotfredsen (M) Kristian Bøgsted (DD) Dennis Flydtkjær
(DD) Helena Artmann Andresen (LA) Steffen W. Frølund (LA)
Per Larsen (KF) Helle Bonnesen (KF) Kim Edberg Andersen (DD) Nick
Zimmermann (DF) Sigurd Agersnap (SF) nfmd. Sofie Lippert (SF) Signe Munk
(SF) Søren Egge Rasmussen (EL) Lotte Rod (RV) Christina
Olumeko (ALT)
Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 50 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 22 | |
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg
(DD) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Liberal Alliance (LA) | 15 | |
Moderaterne (M) | 14 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 10 | |
Enhedslisten (EL) | 9 | |
Radikale Venstre (RV) | 7 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 7 | |
Alternativet (ALT) | 5 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 5 | |