Skriftlig fremsættelse (25. april
2024)
Social- og
boligministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
almene boliger m.v. og lov om leje af almene boliger (Fritagelse
for genansøgning om boligstøtte efter bortfald
på grund af Landsbyggefondens tilskud til midlertidige
huslejenedsættelser)
(Lovforslag nr. L 174)
Med lovforslaget sikres, at en
boligstøttemodtager, der på grund af Landsbyggefondens
tilskud til midlertidige huslejenedsættelser til visse almene
boligafdelinger mister boligstøtte i den
pågældende måned, ikke skal indgive ny
ansøgning om boligstøtte. Udbetaling Danmark vil
måneden efter den midlertidige huslejenedsættelse, uden
at borgeren foretager sig noget, af egen drift afgøre, om
borgeren fortsat har ret til boligstøtte.
Udbetaling Danmark vil således af
egen drift fremfinde de berørte boligstøttemodtagere
og sørge for, at der ikke skal ansøges på ny
for at generhverve retten til boligstøtte. Som følge
heraf skal Udbetaling Danmark tilpasse deres
sagsbehandlingssystem.
Det foreslås i den forbindelse, at
Landsbyggefonden videregiver oplysninger om boligafdelinger eller
lejemål, der opnår huslejenedsættelse til
Udbetaling Danmark, der administrerer boligstøtte, og at
boligstøttelovens regler fraviges således, at
boligstøttemodtageren ikke har oplysningspligt om
huslejenedsættelsen.
Landsbyggefondens tilskud vil blive anvendt
i året 2024.
Endelig foreslås det, at udlejeren
skal oplyse lejerne om, at huslejenedsættelsen ikke skal
meddeles til Udbetaling Danmark i forbindelse med en
boligstøttesag, at lejerne ikke skal indgive en ny
ansøgning om boligstøtte, og at udlejeren videregiver
oplysninger om huslejenedsættelsen til Udbetaling Danmark til
brug for omberegning af boligstøtten.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.