L 157 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven, lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. og integrationsloven og forskellige andre love.

(Ny opholdsordning for medfølgende familie til hjemvendende udlandsdanskere med visse beskæftigelsesmæssige kvalifikationer, justering af sprogkravet og halvering af den økonomiske sikkerhedsstillelse i ægtefællesammenføringssager, etablering af en lukket opgavebank for danskprøver m.v.).

Af: Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S)
Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 21-05-2024

Afgivet: 21-05-2024

Betænkning afgivet af Udlændinge- og Integrationsudvalget den 21. maj 2024 (omtryk)

20231_l157_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Udlændinge- og Integrationsudvalget den 21. maj 2024

1. Ændringsforslag

Der er stillet 18 ændringsforslag til lovforslaget. Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1-13, herunder om deling af lovforslaget, og udlændinge- og integrationsministeren har stillet ændringsforslag nr. 14-18.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, M, RV og ALT) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af udlændinge- og integrationsministeren stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod de øvrige ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (DD, LA og KF) vil stemme for ændringsforslag nr. 1-13 om deling af lovforslaget og konsekvensændringer af delingen. Mindretallet indstiller det under A nævnte lovforslag til vedtagelse med de stillede ændringsforslag, og det under B nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling. Hvis ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget bliver forkastet ved 2. behandling, vil mindretallet stemme for de af udlændinge- og integrationsministeren stillede ændringsforslag. Hvis ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget bliver forkastet ved 2. behandling, vil mindretallet stemme imod lovforslaget ved 3. behandling.

Et andet mindretal i udvalget (SF og EL) vil stemme for ændringsforslag nr. 1-13 om deling af lovforslaget og konsekvensændringer af delingen. Mindretallet indstiller de under A og B nævnte lovforslag til vedtagelse med de stillede ændringsforslag. Hvis ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget bliver forkastet ved 2. behandling, vil mindretallet stemme for de af udlændinge- og integrationsministeren stillede ændringsforslag. Hvis ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget bliver forkastet ved 2. behandling, vil mindretallet stemme for lovforslaget ved 3. behandling.

Et tredje mindretal i udvalget (DF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de af udlændinge- og integrationsministeren stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod de øvrige ændringsforslag.

Et fjerde mindretal i udvalget (SIU) vil stemme hverken for eller imod lovforslaget ved 3. behandling. Mindretallet vil ved 2. behandling redegøre for sin stilling til de stillede ændringsforslag.

Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti

Danmarksdemokraternes, Liberal Alliances og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget mener, at det er afgørende, at vi fører en stram og konsekvent udlændingepolitik, der har et klart fokus på at holde tilstrømningen på et lavt niveau. Det er særlig vigtigt i en tid, hvor tilstrømningen til Europa er på sit højeste niveau siden flygtningekrisen i 2015.

Derfor mener DD's, LA's og KF's medlemmer af udvalget også, at det er et skridt i den fuldstændig forkerte retning, at regeringen ønsker at fjerne sprogkravet i forbindelse med ægtefællesammenføringer, fordi regeringen dermed risikerer at øge tilstrømningen til Danmark af udlændinge, der har svært ved at integrere sig her i landet, hvilket ikke bidrager til at styrke sammenhængskraften.

Samtidig ønsker regeringen at lempe på kravet om økonomisk sikkerhedsstillelse, så den herboende ægtefælle fremover kun skal stille halvdelen af den nuværende økonomiske sikkerhed. Dette vil i høj grad skade sikkerheden omkring, at en ægtefællesammenført udlænding ikke kommer til at ligge det offentlige til byrde.

DD's, LA's og KF's medlemmer af udvalget mener dog også, at der er fornuftige tiltag i lovforslaget. Det gælder særlig delen omkring højtuddannede udlandsdanskere, der fravælger at arbejde i Danmark, fordi de ikke kan få familien med. DD, LA og KF anerkender grundlæggende vigtigheden af at tiltrække international, kvalificeret arbejdskraft, som bidrager til det danske samfund.

Desuden finder DD's, LA's og KF's medlemmer af udvalget det positivt, at der med lovforslaget sker en udvidelse af persongruppen, der kan tage en prøve for at bevise danskkundskaber, så man ikke havner i den prekære situation, at en dansker ikke kan bevise sprogkundskaber grundet eksempelvis bortkomst af eksamensbevis.

Men da lovforslaget de facto fjerner sprogkravet og halverer den økonomiske sikkerhedsstillelse i forbindelse med ægtefællesammenføringssager, gør lovforslaget det mere attraktivt at søge mod Danmark. Derfor kan DD, LA og KF ikke støtte lovforslaget

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

a

Ændringsforslag om deling af lovforslaget

Af et mindretal (KF), tiltrådt af et mindretal (SF, DD, LA og EL):

1) Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og indhold:

A. »Forslag til lov om ændring af udlændingeloven og lov om danskuddannelse til voksne udlænding m.fl. (Ny opholdsordning for medfølgende familie til hjemvendende udlandsdanskere med visse beskæftigelsesmæssige kvalifikationer og udvidelse af personkredsen, der kan gå op til en danskprøve, m.v.)« omfattende § 1, nr. 32-38, 41-49, 54, 55, 57-60, § 2, nr. 2, og §§ 5 og 6.

B. »Forslag til lov om ændring af udlændingeloven, lov om danskuddannelse til voksne udlænding m.fl. og integrationsloven (Justering af sprogkravet og halvering af den økonomiske sikkerhedsstillelse i ægtefællesammenføringssager og etablering af en lukket opgavebank for danskprøver m.v.)« omfattende § 1, nr. 1-31, 39, 40, 42, 50-53, 56, 59-64, § 2, nr. 1 og 3, og §§ 3-6.

[Forslag om deling af lovforslaget]

b

Ændringsforslag til det under A nævnte forslag

Til § 1

2) Nr. 42 affattes således:

»42. I § 9 h, stk. 7, ændres »§ 9 m, stk. 3 og 4« til: »§ 9 m, stk. 4 og 5«.«

[Konsekvensændring som følge af delingen af lovforslaget]

3) Nr. 59 affattes således:

»59. I § 33 a, stk. 1, ændres »§ 9 m, stk. 3« til: »§ 9 m, stk. 4«.«

[Konsekvensændring som følge af delingen af lovforslaget]

4) Nr. 60 affattes således:

»60. I § 33 b, stk. 1, nr. 4, ændres »§ 9 m, stk. 4« til: »§ 9 m, stk. 5«.«

[Konsekvensændring som følge af delingen af lovforslaget]

Til § 5

5) Paragraffen affattes således:

»Loven træder i kraft den 1. juli 2024.«

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1]

Til § 6

6) I stk. 2 ændres »§§ 1 og 4« til: »§ 1«.

[Konsekvensændring som følge af delingen af lovforslaget]

c

Ændringsforslag til det under B nævnte forslag

Til § 1

7) Nr. 42 affattes således:

»42. I § 9 h, stk. 7, ændres »§ 9, stk. 24« til: »§ 9, stk. 25«, og »§ 11, stk. 10« ændres til: »§ 11, stk. 11«.«

[Konsekvensændring som følge af delingen af lovforslaget]

8) Nr. 59 affattes således:

»59. I § 33 a, stk. 1, ændres »§ 9, stk. 24« til: »§ 9, stk. 25«.«

[Konsekvensændring som følge af delingen af lovforslaget]

9) Nr. 60 affattes således:

»60. I § 33 b, stk. 1, nr. 4, ændres »§ 9, stk. 24« til: »§ 9, stk. 25«.«

[Konsekvensændring som følge af delingen af lovforslaget]

Til § 5

10) I stk. 2 ændres »52« til: »37«.

[Konsekvensændring som følge af delingen af lovforslaget]

11) I stk. 4 og 5 ændres »39 og 40« til: »32 og 33«.

[Konsekvensændring som følge af delingen af lovforslaget]

12) To steder i stk. 6 ændres »50 og 51« til: »35 og 36«.

[Konsekvensændring som følge af delingen af lovforslaget]

13) I stk. 8 ændres »52« til: »37«.

[Konsekvensændring som følge af delingen af lovforslaget]

d

Ændringsforslag til det udelte lovforslag

Til titlen

Af udlændinge- og integrationsministeren, tiltrådt af et flertal (S, V, M, RV og ALT):

14) Efter »udlændingeloven, lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. og integrationsloven« indsættes: »og forskellige andre love«.

[Ændring af lovforslagets titel som konsekvens af ændringsforslag nr. 15]

Nye paragraffer

15) Efter § 4 indsættes:

Ȥ 01

I lov om ungdomsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 608 af 28. maj 2019, foretages følgende ændring:

1. I § 3, stk. 2, nr. 4, ændres »lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.« til: »danskuddannelsesloven.«

§ 02

I lov om Danmarks Evalueringsinstitut, jf. lovbekendtgørelse nr. 600 af 21. maj 2019, foretages følgende ændring:

1. I bilag 1 affattes nr. 22 således:

»22) Danskuddannelsesloven.«

§ 03

I lov om afgift af lønsum m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 2729 af 21. december 2021, som ændret ved § 11 i lov nr. 832 af 14. juni 2022, § 12 i lov nr. 755 af 13. juni 2023 og § 22 i lov nr. 1795 af 28. december 2023, foretages følgende ændring:

1. I § 1, stk. 2, nr. 11, ændres »lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.« til: »danskuddannelsesloven«.«

[Konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 2, nr. 1]

Til § 5

16) I stk. 4, 1. pkt., udgår efter »§ 9, stk. 4, 1. pkt.,«: »som ændret ved denne lovs § 1, nr. 2,«.

[Sproglig ændring]

17) I stk. 5, 1. pkt., udgår »som ændret ved denne lovs § 1, nr. 9,«.

[Sproglig ændring]

18) I stk. 6, 1. pkt., udgår efter »§ 9 q, stk. 6,«: »som ændret ved denne lovs § 1, nr. 50 og 51,«.

[Sproglig ændring]

Bemærkninger

Til nr. 1

Det foreslås at dele lovforslaget op i to lovforslag (A og B).

Det foreslås, at de elementer fra lovforslaget, der omhandler forslag om en ny opholdsordning for medfølgende familie til hjemvendende udlandsdanskere med visse beskæftigelsesmæssige kvalifikationer og forslag til udvidelse af personkredsen, der kan gå op til en danskprøve, udskilles til lovforslaget under A.

Det foreslås, at de elementer fra lovforslaget, der omhandler forslag til justering af sprogkravet til den herboende i ægtefællesammenføringssager, forslag til halvering af den økonomiske sikkerhedsstillelse, forslag til et skærpet vandelskrav i sager om tidsubegrænset opholdstilladelse og visse ægtefællesammenføringssager, forslag til etablering af en lukket opgavebank for danskprøverne og forslag til forenkling af bemyndigelsesbestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 7, om boligkravslisten for ægtefællesammenføring udskilles til lovforslaget under B.

Til nr. 2-13

Der er tale om konsekvensændringer som følge af ændringsforslaget om deling af lovforslaget.

Til nr. 14

Den foreslåede ændring er en konsekvens som følge af ændringsforslag nr. 15.

Til nr. 15

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslagets § 2, nr. 1, hvori det foreslås, at der i lovens titel efter »Lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.« indsættes populærtitlen danskuddannelsesloven. Den foreslåede ændring vil betyde, at populærtitlen formelt vil blive anvendt ved henvisninger til loven i stedet for lovens nuværende titel.

Til nr. 16-18

De foreslåede ændringer er alene af sproglig karakter og indebærer ikke materielle ændringer.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 11. april 2024 og var til 1. behandling den 18. april 2024. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udlændinge- og Integrationsudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og udlændinge- og integrationsministeren sendte den 18. januar 2024 dette udkast til udvalget, jf. UUI alm. del - bilag 54. Den 11. april 2024 sendte udlændinge- og integrationsministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 9 bilag på lovforslaget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse om lovforslaget.

Deputationer

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 1 deputation, der mundtligt har redegjort for deres holdning til lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 11 spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Thomas Skriver Jensen (S) fmd. Bjørn Brandenborg (S) Frederik Vad (S) Louise Mehnke (S) Gunvor Wibroe (S) Malte Larsen (S) Rasmus Stoklund (S) Thomas Jensen (S) Torsten Schack Pedersen (V) Preben Bang Henriksen (V) Erling Bonnesen (V) Heidi Bank (V) Mohammad Rona (M) Nanna W. Gotfredsen (M) Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU) Peter Skaarup (DD) Inger Støjberg (DD) Steffen Larsen (LA) Helena Artmann Andresen (LA) Brigitte Klintskov Jerkel (KF) Per Larsen (KF) Kim Edberg Andersen (DD) Mikkel Bjørn (DF) Carl Valentin (SF) Anne Valentina Berthelsen (SF) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) Rosa Lund (EL) Zenia Stampe (RV) Helene Liliendahl Brydensholt (ALT)

Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)50
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)22
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg (DD)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Liberal Alliance (LA)15
Moderaterne (M)14
Det Konservative Folkeparti (KF)10
Enhedslisten (EL)9
Radikale Venstre (RV)7
Dansk Folkeparti (DF)7
Alternativet (ALT)5
Siumut (SIU)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)5