Skriftlig fremsættelse (20. marts
2024)
Kulturministeren (Jakob Engel-Schmidt):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
ophavsret og lov om videregående kunstneriske
uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet
(Lovforslag nr. L 145)
Forslaget indeholder en ændring af to
forskellige love under Kulturministeriet: Lov om ændring af
lov om ophavsret og lov om videregående kunstneriske
uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet.
Hovedformålet med ændringen af
ophavsretsloven er at modernisere loven, så den teknologiske
udvikling bedre afspejles. Hovedformålet med ændringen
af lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner
under Kulturministeriet er at genetablere bestemmelsen om, at
kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om
eksaminer, prøver og bedømmelser på
Kulturministeriets videregående kunstneriske uddannelser.
Ved lov om ændring af lov om
ophavsret foreslås det at indføre en adgang til
mægling efter den generelle aftalelicens, som blandt andet
giver rettighedshavere og f.eks. tech-giganter mulighed for at
anmode om mægling i sager om tvister om vilkår og
vederlag i aftaler. Forslaget giver også DR og TV 2 bedre
muligheder for at indgå aftaler om brug af musik på
deres onlineplatforme og sikrer, at film- og tvproducenter har krav
på oplysninger om, hvordan deres produktioner bruges.
Herudover indfører lovforslaget det ulovbestemte
parodiprincip i ophavsretsloven, så det bliver tydeligere,
hvornår man må bruge beskyttet indhold til parodier og
karikaturer. Forslaget indeholder også sproglige
ændringer af kønnede betegnelser såsom
"ophavsmanden" til kønsneutrale betegnelser. Og forslaget
gør det muligt, at en privat aktør kan behandle
oplysninger om ulovlige hjemmesider med det formål at udbrede
disse oplysninger til øvrige aktører i internettets
fødekæde.
Ved lov om videregående kunstneriske
uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet foreslås
det, at bestemmelsen om, at kulturministeren har mulighed for at
fastsætte regler om eksaminer, prøver og
bedømmelser, herunder om studerendes tilmelding til og
afmelding fra disse på Kulturministeriets videregående
kunstneriske uddannelser, genetableres i lov om videregående
kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet.
Ved lov om videregående kunstneriske
uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet foreslås
det, at bestemmelsen om, at kulturministeren har mulighed for at
fastsætte regler om eksaminer, prøver og
bedømmelser, herunder om studerendes tilmelding til og
afmelding fra disse på Kulturministeriets videregående
kunstneriske uddannelser, genetableres i lov om videregående
kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet.
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. juli 2024.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.