L 140 Forslag til lov om ændring af lov om forberedende grunduddannelse, lov om institutioner for forberedende grunduddannelse, lov om kommunal indsats for unge under 25 år og forskellige andre love.

(Mere fleksible rammer til at tilrettelægge forberedende grunduddannelse og smidigere overgang til den forberedende grunduddannelse m.v.).

Af: Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S)
Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 20-03-2024

Fremsættelse: 20-03-2024

Skriftlig fremsættelse (20. marts 2024)

20231_l140_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (20. marts 2024)

Børne- og undervisningsministeren (Mattias Tesfaye):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om forberedende grunduddannelse, lov om institutioner for forberedende grunduddannelse, lov om kommunal indsats for unge under 25 år og forskellige andre love (Mere fleksible rammer til at tilrettelægge forberedende grunduddannelse og smidigere overgang til den forberedende grunduddannelse m.v.)

(Lovforslag nr. L 140)

Den 21. november 2023 indgik regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige en aftale om styrket forberedende grunduddannelse (FGU) som en hovedvej for de 43.000 unge uden uddannelse og beskæftigelse. Aftaleparterne er enige om at styrke FGU-institutionernes økonomi, at give dem mere fleksible rammer til at tilrettelægge uddannelsen, at gøre overgangen til FGU mere smidig og at forbedre mulighederne for elever på erhvervsgrunduddannelsen (egu).

Med lovforslaget foreslås for det første at skabe fleksible rammer for institutioner for forberedende grunduddannelses muligheder for at tilrettelægge undervisningen og udbuddet af undervisning på institutionens skoler.

Det foreslås dertil med lovforslaget at skabe en smidigere overgang for unge, der skal påbegynde et forløb på den forberedende grunduddannelse igennem brobygning og tidligere målgruppevurdering.

Det foreslås videre, at styrke uddannelsessporet erhvervsgrunduddannelse med bedre vilkår og muligheder for kombinationsforløb og udvidet mulighed for forlængelse af uddannelsen.

Det foreslås hertil at skabe bedre rammer på den forberedende grunduddannelse igennem økonomiske ændringer i forholdet mellem den statslige og kommunale finansiering og strukturelle ændringer af bl.a. elevernes erhvervstræningsmuligheder, elevernes frokostmåltid og udvidede krav til bestyrelserne.

Lovforslaget indeholder derudover en indarbejdelse af tekstanmærkning nr. 230 ad finanslovens § 20. Børne- og Undervisningsministeriet.

Lovforslaget har været sendt i offentlig høring i perioden fra den 11. januar 2024 til den 6. februar 2024.

Forslaget har henset til indgåelsestidspunktet for den bagvedliggende aftale samt ønsket om ikrafttræden til skolestart 2024 krævet fremsættelse på et tidspunkt, der ikke har tilladt en høringsperiode på fire fulde uger.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. august 2024.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.