Skriftlig fremsættelse (4. oktober
2023)
Justitsministeren (Peter Hummelgaard):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til Lov om ændring af
kriminallov for Grønland og retsplejelov for Grønland
(Selvstændig bestemmelse om psykisk vold)
(Lovforslag nr. L 14)
Regeringen ønsker i fællesskab
med Naalakkersuisut at udvikle danske ansvarsområder i
Grønland. Regeringen vil sammen med Grønland arbejde
for, at de danske ansvarsområder i Grønland
følger standarden i Danmark med respekt for de forhold og
forskelle, der er mellem Danmark og Grønland. Dertil vil
regeringen løbende prioritere, at lovgivning på danske
ansvarsområder opdateres.
Som led i dette har Justitsministeriet
efter ønske fra Naalakkersuisut udarbejdet dette lovforslag,
som kriminaliserer psykisk vold i nære relationer.
Det kan have store konsekvenser for den
personlige frihed og en persons psykiske velbefindende at blive
udsat for psykisk vold. De negative konsekvenser af psykisk vold
kan - især i nære relationer - være langvarige
eller endog livsvarige, da den psykiske vold nedbryder ofrenes
psykiske integritet. Det er derfor afgørende at værne
om ofrene og deres retsfølelse, så de får den
beskyttelse, forståelse og anerkendelse fra samfundet, som de
fortjener. Efter Justitsministeriets og Naalakkersuisuts opfattelse
ses der på denne baggrund at være behov for at
indføre en selvstændig bestemmelse om psykisk vold i
kriminalloven. På den måde afspejles det, at psykisk
vold kan være lige så alvorligt og skadeligt som fysisk
vold, og at udøvelse af psykisk vold bør være
lige så kriminelt som udøvelse af vold i
øvrigt. Lovforslaget har således til formål at
kriminalisere psykisk vold i nære relationer.
Lovforslaget indeholder herudover
ændringer i retsplejelov for Grønland som følge
af den foreslåede kriminalisering af psykisk vold.
Foruden lovforslaget lægger
Justitsministeriet op til at foretage konsekvensrettelser i anden
lovgivning som følge af indførelsen af en bestemmelse
i kriminalloven om psykisk vold. Dette gør sig
gældende for anordning om ikrafttræden for
Grønland af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning og
for anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om
ægteskabs indgåelse og opløsning.
Lovforslaget bygger på en tilsvarende
ændring af den danske straffelov, der blev foretaget ved lov
nr. 329 af 30. marts 2019 om ændring af straffeloven og
forskellige andre love (selvstændig bestemmelse om psykisk
vold).
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.