Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 23. maj 2024
Forslag
til
Lov om ændring af lov om social pension
(Tildeling af anciennitet til tidlig pension
for perioder med opskoling)
§ 1
I lov om social pension, jf.
lovbekendtgørelse nr. 527 af 25. april 2022, som
ændret senest ved § 2 i lov nr. 1769 af 28. december
2023, foretages følgende ændringer:
1. § 26 k,
stk. 1, affattes således:
»Personer, der er født
før den 1. september 1961, tildeles 9/16 måneders fuld
anciennitet for hver måned som 16-17-årig, der ligger
før den 1. september 1977. For personer født
før den 1. september 1959 gives dog mindst 1 1/8 års
anciennitet.«
2. I
§ 26 n, stk. 1, nr. 16,
ændres »skolepraktik og
praktikpladskompenserende« til: »skoleoplæring og
lærepladskompenserende«.
3. I
§ 26 n, stk. 1, nr. 17,
ændres »skolepraktik« til: »ulønnet
obligatorisk praktik«.
4. I
§ 26 n, stk. 1, indsættes
som nr. 19:
»19)
Perioder med opskoling som led i et ansættelsesforhold og med
en løbende arbejdsgiverudbetalt aflønning som
supplement til lønmodtageren inden for samme branche til en
tidssvarende offentligt anerkendt uddannelse.«
5. I
§ 48 b, stk. 2, udgår
»i et kalenderår«.
6. § 48 c,
stk. 1, 1. pkt., affattes således:
»Udbetaling Danmark foretager en gang
årligt en omregning af tidlig pension, hvis pensionistens
indtægt har ændret sig ved drift af selvstændig
virksomhed, ved drift af selvstændig bibeskæftigelse
eller ved arbejde, jf. § 32 e, og hvor løbende
regulering ikke har været mulig.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. august 2024.
§ 3
Stk. 1. Personer, som er
født i perioden fra den 1. august 1957 til og med 1962, og
som forud for denne lovs ikrafttræden har fået helt
eller delvist afslag på en ansøgning om ret til tidlig
pension på grund af manglende anciennitet, kan efter
anmodning til Udbetaling Danmark få genoptaget
afgørelsen om ret til tidlig pension, jf. stk. 2-6.
Stk. 2. Det er en
betingelse for, at Udbetaling Danmark kan behandle en anmodning om
genoptagelse, at vedkommende i perioden, der kan tælle med
til anciennitet til tidlig pension, jf. § 26 h, stk. 3, i lov
om social pension, har været i praktik på en
su-berettigende uddannelse, jf. § 26 n, stk. 1, nr. 17, i lov
om social pension som ændret ved denne lovs § 1, nr. 3,
eller har været under opskoling, jf. § 26 n, stk. 1, nr.
19, i lov om social pension som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 4.
Stk. 3. Anmodning om
genoptagelse efter stk. 1 kan indgives i perioden fra den 1. august
2024 til og med den 31. december 2024. Udbetaling Danmark
træffer så vidt muligt afgørelse om ret til
tidlig pension senest 4 måneder efter modtagelse af
anmodningen.
Stk. 4. Opnår en
person ret til tidlig pension på grundlag af genoptagelse
efter stk. 1, udbetales tidlig pension fra den 1. i måneden
efter anmodning om genoptagelse, såfremt personen ville kunne
overgå til tidlig pension fra dette tidspunkt, jf. dog stk.
5. I tidlig pension fratrækkes sygedagpenge,
arbejdsløshedsdagpenge, selvforsørgelses- og
hjemrejseydelse, overgangsydelse, ledighedsydelse,
ressourceforløbsydelse, uddannelseshjælp og
kontanthjælp, der er udbetalt fra tidspunktet for anmodning
om genoptagelse og frem til afgørelse om ret til tidlig
pension efter genoptagelse.
Stk. 5. Til personer,
som er overgået til efterløn eller fleksydelse,
udbetales tidlig pension fra den 1. i måneden efter
afgørelsen om ret til tidlig pension efter anmodning om
genoptagelse.
Stk. 6. Krav om
tilknytning til arbejdsmarkedet efter § 26 s i lov om social
pension gælder ikke, når der på tidspunktet for
afgørelsen efter anmodning om genoptagelse er mindre end 13
måneder til, at personen tidligst kan overgå til tidlig
pension.