Skriftlig fremsættelse (20. marts
2024)
Finansministeren
(Nicolai Wammen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner
for finansåret 2025, lov om fastsættelse af
udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret
2026 og lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat,
kommuner og regioner for finansåret 2027 (Konsekvenser af
Aftale om reform af personskat af 14. december 2023 m.v.)
(Lovforslag nr. L 132)
Lovforslaget
har til formål at ændre de konkrete niveauer for
udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansårene
2025, 2026 og 2027.
Budgetlovens
§ 6, stk. 2, fastsætter, at finansministeren i
særlige tilfælde kan fremsætte et forslag til lov
om ændring af de i stk. 1 nævnte love om
fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner.
Bestemmelsen tager sigte på en samlet forhøjelse eller
reduktion af de tre udgiftslofter under ét, altså
ændringer i niveauet for de samlede offentlige udgifter.
Forslaget
følger af Aftale om reform af personskat af 14. december
2023, som indebærer væsentlige diskretionære
ændringer af statens indtægter.
Med
lovforslaget foreslås de statslige udgiftslofter
ændret. Det statslige udgiftsloft er opdelt i to dellofter
for henholdsvis driftsudgifter og indkomstoverførsler.
Et udgiftsloft
angives som et beløb opgjort i milliarder kroner med
én decimal. Udgiftslofterne skal overholdes af stat,
kommuner og regioner hver især og må ikke overskrides
med henvisning til en samlet overholdelse af summen af
udgiftslofterne for de tre sektorer til sammen.
Lovforslaget
foreslås at træde i kraft d. 1. juli 2024.
Idet jeg i
øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende
bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det
Høje Tings velvillige behandling.