Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 12. december 2023
Forslag
til
Lov om ændring af retsplejelov for
Grønland
(National Enhed for Særlig
Kriminalitets kompetence for Grønland m.v.)
§ 1
I retsplejelov for Grønland, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1186 af 18. september 2023, foretages
følgende ændring:
1.
Efter § 62 g indsættes i kapitel
3:
Ȥ 62 h. National Enhed
for Særlig Kriminalitet varetager for Grønland
efterforskningen og den kriminalretlige forfølgning af
forbrydelser ved retterne i Grønland i sager, hvor der er
grund til at antage, at overtrædelsen har et særlig
betydeligt omfang, er et led i organiseret kriminalitet,
indebærer komplekst samarbejde med udenlandske
retshåndhævende myndigheder, er udført ved
anvendelse af særegne metoder eller på anden måde
er af særlig kvalificeret karakter. Sager efter
kriminallovens § 26 anses for omfattet af 1. pkt., medmindre
sagen behandles af Politiets Efterretningstjeneste.
Stk. 2.
Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om,
hvilke kriminalitetsområder der er omfattet af stk. 1, og
under hvilke betingelser efterforskningen og den kriminalretlige
forfølgning i stedet kan varetages af Grønlands
Politi.
§ 62 i. Det operative
samarbejde, som er oprettet i medfør af § 110 b, stk.
1, i den danske retsplejelov til bekæmpelse af hvidvask og
terrorfinansiering og andre kriminalitetsområder fastsat i
medfør af stk. 8, fungerer ligeledes for
Grønland.
Stk. 2.
Tilsynsmyndighederne i henhold til lov om forebyggende
foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme som sat
i kraft for Grønland ved kongelig anordning og told- og
skattemyndighederne i Grønland deltager i det operative
samarbejde, jf. stk. 1. National Enhed for Særlig
Kriminalitet kan beslutte, at andre myndigheder end dem, der er
nævnt i 1. pkt., og virksomheder og personer omfattet af
§ 1 i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og
finansiering af terrorisme som sat i kraft for Grønland ved
kongelig anordning kan deltage i det operative samarbejde.
Advokater, jf. § 1, stk. 1, nr. 14, i lov om forebyggende
foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme som sat
i kraft for Grønland ved kongelig anordning, kan ikke
deltage i det operative samarbejde.
Stk. 3. De
myndigheder, der er nævnt i stk. 1 og 2, kan uanset
tavshedspligt fastsat i anden lovgivning videregive oplysninger til
myndigheder, virksomheder og personer, der deltager i det operative
samarbejde, jf. stk. 1, hvis oplysningerne kan have betydning for
opgaven med at forebygge eller bekæmpe hvidvask og
terrorfinansiering eller andre kriminalitetsområder fastsat i
medfør af stk. 8.
Stk. 4.
Virksomheder og personer omfattet af § 1 i lov om forebyggende
foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme som sat
i kraft for Grønland ved kongelig anordning kan uanset
§ 117, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed som sat i kraft
for Grønland ved kongelig anordning og § 26 i lov om
statsautoriserede og registrerede revisorer som sat i kraft for
Grønland ved kongelig anordning videregive oplysninger til
myndigheder, virksomheder og personer, der deltager i det operative
samarbejde, jf. stk. 1, hvis oplysningerne kan have betydning for
opgaven med at forebygge eller bekæmpe hvidvask og
terrorfinansiering eller andre kriminalitetsområder fastsat i
medfør af stk. 8.
Stk. 5.
Personer, der deltager i det operative samarbejde, jf. stk. 1, er
under ansvar efter kriminallovens §§ 50-54 forpligtet til
at hemmeligholde oplysninger, som modtages i forbindelse med
samarbejdet, jf. dog stk. 7.
Stk. 6.
Tavshedspligten i stk. 5 gælder også videregivelse til
den fysiske eller juridiske person, som oplysningerne
vedrører, uanset en eventuel retlig forpligtelse til at
videregive oplysningerne til den pågældende i henhold
til anden lovgivning, jf. dog stk. 7.
Stk. 7.
Oplysninger omfattet af stk. 5 kan efter samtykke fra den
myndighed, der har afgivet oplysningerne, inddrages i den
modtagende myndigheds sagsbehandling. Foreligger der samtykke,
finder de regler, som i almindelighed gælder for den
modtagende myndighed, og som i medfør af stk. 5 og 6 er
fraveget, på ny anvendelse. Virksomheder eller personer, der
i medfør af stk. 2 medvirker i det operative samarbejde, jf.
stk. 1, kan efter samtykke fra den myndighed, som har afgivet
oplysningerne, inddrage oplysninger omfattet af stk. 5 i deres
indsats med at forebygge og bekæmpe hvidvask og
terrorfinansiering eller andre kriminalitetsområder fastsat i
medfør af stk. 8.
Stk. 8.
Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at
det operative samarbejde kan behandle sager vedrørende andre
kriminalitetsområder end hvidvask og terrorfinansiering, hvis
kriminalitetsområdet er omfattet af National Enhed for
Særlig Kriminalitets område, jf. § 62
h.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. marts 2024.