Fremsat den 29. februar 2024 af indenrigs- og sundhedsministeren (Sophie Løhde)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om anvendelse af
tvang i psykiatrien m.v.
(Styrkelse af mindreårige patienters
rettigheder, anvendelse af metaldetektorer, videregivelse af
oplysninger til politi i forbindelse med fælles
udkørsel til borgere, m.v.)
§ 1
I lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 185 af 1. februar 2022, som
ændret ved § 6 i lov nr. 1185 af 8. juni 2021, § 1
i lov nr. 2617 af 28. december 2021 og lov nr. 2618 af 28. december
2021, foretages følgende ændringer:
1. § 1,
stk. 4, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 4.
Patienter der er fyldt 15 år, giver selv informeret samtykke
til behandling, indlæggelse og ophold på psykiatrisk
afdeling.
Stk. 5. For
patienter under 15 år kan forældremyndighedens
indehaver give informeret samtykke til behandling,
indlæggelse og ophold på psykiatrisk afdeling, jf. dog
stk. stk. 6.
Stk. 6. Uanset
det informerede samtykke efter stk. 5 foreligger der tvang hvis
patienter under 15 år ikke selv giver informeret samtykke til
behandling.«
Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 7 og
8.
2. I
§ 1, stk. 5, der bliver stk. 7,
ændres »stk. 4« til: »stk. 5«.
3. I
§ 4, stk. 5, indsættes efter
1. pkt. som nyt punktum:
»Det
samme gælder for forældremyndighedens indehaver til
patienter under 15 år.«
4. § 4,
stk. 6, ophæves.
5. I
§ 15 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere
regler om tvangsfiksering efter denne bestemmelse, herunder
anvendelse af hånd- eller fodremme.«
6. § 16,
stk. 2, 2. pkt. ophæves.
7. I
§ 16 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere
regler om, hvor ofte den faste vagt skal observere patientens
aktuelle tilstand, hvad vagten skal observere, og hvad vagten skal
notere.«
8. I
overskriften til kapitel 5 a og i
§ 19 indsættes efter »bagagescannere«:
»metaldetektorer«.
9. I
§ 19 a, stk. 2 og 3, indsættes efter »og
bagagescannere«: »og metaldetektorer«.
10. I
§ 19 a, stk. 7,1. pkt.,
indsættes efter »6«: »,8«
11. I
§ 19 a, indsættes efter stk.
7 som nyt stykke:
»Stk. 8.
Ved mistanke efter stk. 1, kan overlægen uden retskendelse
beslutte, at der skal anvendes metaldetektorer ved
undersøgelse af patienter eller personer, der søger
adgang til de psykiatriske ambulatorier. Kravet om mistanke efter
stk. 1 gælder ikke for retspsykiatriske
ambulatorier.«
Stk. 8 bliver herefter stk. 9.
12. I
§ 19 a, stk. 8, som bliver stk.
9, indsættes efter »og
bagagescannere«: »og metaldetektorer«.
13.
Efter kapitel 5 b indsættes:
»Kapitel 5 c
Videregivelse af
oplysninger mellem sundhedspersoner og politiet i forbindelse med
fælles udkørsel til borgere med psykiske
lidelser
§ 19 f. Sundhedspersoner skal
i relevant omfang videregive oplysninger om personer som politiet
og sundhedspersoner i fællesskab foretager udkørsel
til, hvis der er mistanke om eller kendskab til, at personen har en
psykisk lidelse og hvis oplysningerne er nødvendige for at
politiet kan foretage en vurdering af håndteringsmuligheder
og sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med fælles
udkørsel.
Stk. 2.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere
regler om videregivelse af oplysninger stk. 1.«
14. I
§ 24, stk. 2, 3. pkt., § 25, stk. 1,
1. pkt., stk. 3, 3. pkt., og stk. 4, 2.
pkt., to steder i § 34, stk. 1, 1.
pkt., to steder i § 34, stk. 2,
§ 34, stk. 3, § 35, § 36, stk. 1, 1. pkt., stk. 3,
1. og 3, pkt., og stk. 4, § 37, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., § 38, stk. 1, og § 39, stk. 1 og 2, ændres »Nævnenes
Hus« til: »Styrelsen for Patientklager.«
15. I
§ 37, stk. 1, indsættes som
2. pkt.:
»Patientens krav om erstatning behandles efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 43 a, uanset om der for retten er tvist om
lovligheden af frihedsberøvelse eller tvangsfiksering i
henhold til stk. 1.«
§ 2
I lov nr. 2617 af 28. december 2021 om
ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. og
sundhedsloven (Notatpligt for den faste vagt for
bæltefikserede patienter, interval mellem lægelige
vurderinger, m.v.) foretages følgende ændring:
1. §
4 ophæves.
§ 3
I lov nr. 2618 af 28. december 2021 om
ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.
(Husordener på psykiatriske afdelinger, sikkerhedskontroller
i retspsykiatrien, særlige regler for surrogatanbragte m.v.)
foretages følgende ændring:
1. §
3 ophæves.
§ 4
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juni 2024.
Stk. 2. § 1, nr.
1-4, finder ikke anvendelse for patienter under 15 år, for
hvem der er iværksat tvangsforanstaltninger eller
frihedsberøvelse før lovens ikrafttræden.
Stk. 3. Regler udstedt i
medfør af § 19 a, stk. 8, i lov om anvendelse af tvang
i psykiatrien m.v., jf. lovbekendtgørelse 185 af 1. februar
2022, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller
afløses af regler udsted i medfør af § 19 a,
stk. 9, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. denne lovs
§ 1, nr. 11.
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes
helt eller delvist i kraft for Færøerne med de
ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
Loven kan endvidere sættes i kraft på forskellige
tidspunkter.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger | | | Indholdsfortegnelse | | | 1. | Indledning | 2. | Lovforslagets
hovedpunkter | 2.1. | Styrkelse af
mindreårige patienters retsstilling | 2.1.1. | Gældende ret | 2.1.1.1. | Psykiatriloven | 2.1.1.2. | Sundhedsloven | 2.1.2. | Evaluering af ændringer i
psykiatriloven fra 2015 (mindreårige patienters retsstilling
og den lægelige vurdering i forbindelse med
tvangsfiksering) | 2.1.3. | Indenrigs- og Sundhedsministeriets
overvejelser | 2.1.4. | Den foreslåede ordning | 2.2. | Anvendelse af
metaldetektorer på psykiatriske afdelinger og psykiatriske
ambulatorier | 2.2.1. | Gældende ret | 2.2.2. | Indenrigs- og Sundhedsministeriets
overvejelser | 2.2.3. | Den foreslåede ordning | 2.2.3.1. | Anvendelse af metaldetektorer på
psykiatriske afdelinger, retspsykiatriske afdelinger og afdelinger
for personer anbragt i varetægtssurrogat | 2.2.3.2. | Anvendelse af metaldetektorer på
psykiatriske ambulatorier og retspsykiatriske ambulatorier | 2.3. | Videregivelse af
oplysninger mellem sundhedspersoner og politi i forbindelse med
fælles udkørsel til borgere med psykiske
lidelser | 2.3.1. | Gældende ret | 2.3.1.1. | Psykiatrilovens regler om videregivelse af
oplysninger | 2.3.1.2. | Sundhedslovens regler om videregivelse af
oplysninger | 2.3.2. | Evaluering af fælles udrykningsteams
- pilotprojekt for fælles udrykningsteams mellem politi- og
sundhedsmyndigheder fra september 2021 | 2.3.3. | Indenrigs- og Sundhedsministeriets
overvejelser | 2.3.4. | Den foreslåede ordning | 2.4. | Rettens prøvelse
af spørgsmål af erstatning for frihedsberøvelse
eller tvangsfiksering på psykiatriske afdelinger efter
retsplejelovens kapitel 43 a | 2.4.1. | Gældende ret | 2.4.1.1. | Psykiatriloven | 2.4.1.2. | Retsplejeloven | 2.4.1.3. | Dom fra Højesteret om anvendelse af
retsplejelovens kapitel 43 a i sag om godtgørelse for
tvangsfiksering | 2.4.2. | Indenrigs- og Sundhedsministeriets
overvejelser | 2.4.3. | Den foreslåede ordning | 3. | Lovforslagets forhold
til databeskyttelsesforordningen | 4. | Økonomiske
konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det
offentlige | 5. | Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v. | 6. | Administrative
konsekvenser for borgerne | 7. | Klimamæssige
konsekvenser | 8. | Miljø- og
naturmæssige konsekvenser | 9. | Forholdet til
EU-retten | 10. | Hørte
myndigheder og organisationer m.v. | 11. | Sammenfattende
skema | | | | | | |
|
1. Indledning
Det er en afgørende prioritet for
regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), at det
psykiatriske område bliver løftet markant og varigt,
efter at psykiatrien længe har været underprioriteret
og udfordret.
Med Aftale om 10-årsplanen for
psykiatrien og mental sundhed fra september 2022 blev rammen sat
for den politiske forpligtelse til at udvikle det samlede
psykiatriområde og indsatsen for bedring af den mentale
sundhed i Danmark over en 10-årig periode. Aftalen byggede
økonomisk oven på de 600 mio. kr. til psykiatrien
afsat med finansloven for 2020. Aftalen tog udgangspunkt i de
prioriterede indsatsområder og dertil knyttede anbefalinger
fra Sundhedsstyrelsens og Social- og Boligstyrelsens faglige
oplæg. Aftalen fra 2022 var det første skridt i en
langsigtet udvikling af det samlede psykiatriområde og
indsatsen for bedring af den mentale sundhed i Danmark.
Med Aftale om en bedre psykiatri fra november
2023 blev der taget de næste vigtige skridt videre mod en
bedre psykiatri. Aftalen tog hul på yderligere anbefalinger
fra det faglige oplæg og skal ses som led i regeringens
tilkendegivelser om fortsat at ville løfte psykiatrien og
sikre en fuldt finansieret 10-årsplan for psykiatrien frem
mod 2030.
Aftalepartierne (Regeringen, Socialistisk
Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det
Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk
Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige) er således enige
om at prioritere en række indsatser der vil give psykiatrien
et markant og reelt løft, herunder bl.a. øget tryghed
og forebyggelse af vold og mindre tvang i psykiatrien.
Således fremgår det bl.a. af
aftalen, at sikkerheden forbedres ved, at rammerne i psykiatrien er
i orden og ved at klæde personalet bedre på til at
forebygge og håndtere konfliktsituationer, som kan risikere
at munde ud i voldsepisoder. Der afsættes midler til konkrete
tryghedsskabende indsatser, som kommuner og regioner
efterspørger. Det fremgår endvidere af aftalen, at
efter man ikke kom i mål med tvangsmålsætningerne
i perioden 2014- 2020, er aftalepartierne enige om en ny,
overordnet målsætning for mindre tvang i psykiatrien.
Målsætningen indebærer, at anvendelsen af de
tvangsformer, der opleves mest indgribende og opstår i akutte
situationer (bæltefiksering, fastholdelse og akut beroligende
medicin med tvang) nedbringes frem mod 2030 med op mod 40 pct. og
ikke under 30 pct., og at der er særligt fokus på
børn og unge. Indenrigs- og sundhedsministeren forhandler
den konkrete målsætning med Danske Regioner som led i
indgåelse af nyt partnerskab.
Udfordringerne i psykiatrien er også
afspejlet i udviklingen af anvendelsen af tvang over for
børn og unge på psykiatriske afdelinger, hvor der de
senere år er sket en væsentlig stigning.
Udover arbejdet med nedbringelse af tvang i
henhold til aftalen om løft af psykiatrien med en ny
overordnet målsætning om mindre tvang i psykiatrien,
ønsker regeringen, at der sker en styrkelse af rettigheder
for mindreårige patienter under 15 år.
Derfor stiller regeringen for det
første forslag om, at mindreårige patienter under 15
år får de samme retssikkerhedsmæssige garantier
som patienter, der er fyldt 15 år. Patienter under 15
år vil således få ret til en
patientrådgiver, hvis de bliver udsat for tvang, og til at
klage til Det Psykiatriske Patientklagenævn.
De senere år er der sket flere tragiske
hændelser i psykiatrien. Eksempelvis blev der i juli 2023
begået et drab på et retspsykiatrisk ambulatorium, hvor
en patient med en kniv fik adgang til ambulatoriet. Sikkerheden for
sundhedspersonale og medpatienter er en stor prioritet for
regeringen. De senere år er psykiatriloven blevet justeret
flere gange, så det bl.a. er blevet muligt at anvende krops-
og bagagescannere. Det er dog afgørende, at både
psykiatriske afdelinger og ambulatorier lokalt har de rette
værktøjer til at højne sikkerheden på
afdelinger og ambulatorier.
Regeringen stiller bl.a. derfor forslag om, at
der som en del af midlerne til konkrete tryghedsskabende indsatser
i henhold til aftalen om løft af psykiatrien, kan anvendes
metaldetektorer på psykiatriske afdelinger og ambulatorier
på patienter og besøgende ved mistanke om, at
patienter eller andre, der søger adgang til afdelinger eller
ambulatorier, søger at medbringe farlige genstande som
eksempelvis knive eller skydevåben. Regeringen stiller
endvidere forslag om, at det vil blive muligt at anvende
metaldetektorer rutinemæssigt på retspsykiatriske
afdelinger og ambulatorier.
Derudover stiller regeringen forslag om, at
sundhedspersoner i forbindelse med fælles udkørsel til
personer med eventuelle psykiske lidelser eller udfordringer kan
videregive relevante sundhedsoplysninger til politiet om de
personer, der foretages fælles udkørsel til.
Formålet er at sikre, at sundhedspersoner, der sammen med
politiet foretager fælles udkørsel, kan videregive
oplysninger til politiet, når det er nødvendigt for,
at politiet og sundhedspersonerne kan vurdere den mest
hensigtsmæssige håndtering af den
pågældende person.
Regeringen stiller derudover forslag om, at en
psykiatrisk patients krav om erstatning behandles efter reglerne i
kapitel 43 a, uanset om der for retten er tvist om lovligheden af
frihedsberøvelse eller tvangsfiksering. Baggrunden for
forslaget er at ændre, hvad der efter Indenrigs- og
Sundhedsministeriets vurdering er en utilsigtet konsekvens af en
gældende ordning for rettens prøvelse af
spørgsmål om frihedsberøvelse og
tvangsfiksering efter retsplejelovens kapitel 43 a, der stiller
patienter, som har fået medhold i Det Psykiatriske
Patientklagenævn, dårligere end patienter, som ikke har
fået medhold i nævnet.
Endelig stiller regeringen forslag om at
ophæve to revisionsbestemmelser, som vedrører
bestemmelserne om notatpligt for den faste vagt for
bæltefikserede patienter, faste intervaller for den
lægelige vurdering, og kapitel 5 b om særlige regler
for personer anbragt i varetægtssurrogat, således at
disse bibeholdes i deres nuværende form, og ikke justeres
eller ændres. Der stilles samtidig forslag om at foretage en
ændring af psykiatrilovens § 16, hvorefter det vil blive
muligt for indenrigs- og sundhedsministeren at ændre
hyppigheden af, hvor ofte notater vil skulle udarbejdes af den
faste vagt for bæltefikserede patienter.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Styrkelse af
mindreårige patienters retsstilling
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Psykiatriloven
Det fremgår af § 1, stk. 1, i lov
om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (psykiatriloven), at
indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk
afdeling sker på baggrund af informeret samtykke efter
reglerne i kapitel 5 i sundhedsloven, medmindre andet følger
af denne lov.
Det fremgår af psykiatrilovens § 1,
stk. 2, at frihedsberøvelse og anvendelse af anden tvang i
forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på
psykiatrisk afdeling, kun må finde sted efter reglerne i
denne lov.
Det fremgår af psykiatrilovens § 1,
stk. 3, at ved tvang forstås i denne lov anvendelse af
foranstaltninger, for hvilke der ikke foreligger et informeret
samtykke.
Det fremgår af psykiatrilovens § 1,
stk. 4, at tvang ikke foreligger i de tilfælde, hvor en
patient er under 15 år, og der foreligger informeret samtykke
fra forældremyndighedsindehaveren. Det fremgår
endvidere af psykiatrilovens § 1, stk. 5, at for patienter,
der er omfattet af stk. 4, skal der ikke forsøges indhentet
samtykke fra forældremyndighedens indehaver, værgen
eller de nærmeste pårørende, hvis omgående
gennemførelse af en foranstaltning i henhold til denne lov
er nødvendig for at afværge, at en patient
udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for
at lide skade på legeme eller helbred eller udøver
hærværk af ikke ubetydeligt omfang. Endelig
fremgår det af psykiatrilovens § 4, stk. 6, at
mindreårige under 15 år, hvis forældre har givet
samtykke til behandlingen, skal tilbydes en opfølgende
samtale efter ophør af indgrebet. Det samme gælder den
mindreåriges forældre. Sundhedsstyrelsen
fastsætter nærmere regler herom. De nærmere
retningslinjer er fastsat i afsnit 9 i vejledning nr. 9257 af 19.
marts 2023 om anvendelse af tvang m.v. i psykiatrien.
Der fremgår af bemærkningerne til
§ 1, stk. 4, jf. Folketingstidende 2014-15, tillæg A, L
137 som fremsat, side 12, at en psykiatrilovsundersøgelse
fra 2004 fandt, at børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling
selv fastsatte aldersgrænser for, hvilken lovgivning der blev
administreret efter, og at det må antages, at også de
øvrige afdelinger, der behandler mindreårige,
fastsætter sådanne vejledende aldersgrænser. Det
blev på den baggrund vurderet uhensigtsmæssigt, at der
i lovgivningen ikke var fastsat regler, der præciserede, hvad
der gjaldt i forhold til behandling m.v. af mindreårige
patienter, og mindreårige patienters retstilling burde derfor
fremgå direkte af psykiatriloven.
Det blev i forbindelse med lovforslaget, som
dannede baggrund for § 1, stk. 4, bemærket, at der for
så vidt angår patienter under 15 år, ikke
foreligger tvang, hvis forældrene har givet informeret
samtykke til behandlingen. I sådanne tilfælde vil
forældremyndighedsindehaveren således kunne samtykke
til behandlingen på den mindreåriges vegne uanset, at
barnet protesterer, jf. bemærkningerne til forslag til lov om
ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien,
Folketingstidende 2014-15, tillæg A, L 137 som fremsat, side
9. Det fremgår endvidere, at der således vil være
tale om magtanvendelse i forhold til den mindreårige under 15
år, i de situationer, hvor der foreligger informeret
forældresamtykke til indgrebet, mens der er tale om tvang i
de situationer, hvor forældrene ikke har givet informeret
samtykke til behandlingen.
Det fremgår endvidere af afsnit 9.1 i
Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9257 af 19. marts 2023 om
anvendelse af tvang m.v. i psykiatrien, at psykiatrisk behandling,
herunder foranstaltninger omfattet af psykiatriloven, af patienter
under 15 år, der iværksættes med
forældremyndighedens samtykke, ikke betragtes som tvang. Der
er derimod tale om magtanvendelse, hvis patienten er under 15
år, og forældrene giver samtykke til en behandling, som
er imod den mindreåriges vilje. Magtanvendelsen skal fortsat
registreres i tvangsprotokollen, jf. vejledning om registrering af
tvang m.v. i psykiatrien.
For så vidt angår
15-17-årige patienter, fremgår det af de specielle
bemærkninger til § 1, stk. 4-6, jf. Folketingstidende
2014-15, tillæg A, L 137 som fremsat, side 24, at disse kan
give informeret samtykke til behandling. Såfremt denne ikke
giver informeret samtykke hertil, er de omfattet af psykiatrilovens
regler om anvendelse af tvang i psykiatrien og de deraf
følgende retssikkerhedsmæssige garantier.
Det fremgår endvidere af psykiatrilovens
§ 4, stk. 5, at efter ophør af enhver
tvangsforanstaltning, skal patienten tilbydes en eller flere
samtaler. Sundhedsstyrelsen fastsætter regler herom. Det
fremgår endvidere af stk. 6, at mindreårige under 15
år, hvis forældre har givet samtykke til behandlingen,
skal tilbydes en opfølgende samtale efter ophør af
indgrebet. Det samme gælder den mindreåriges
forældre. Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere
regler herom.
Det fremgår derudover af psykiatrilovens
§ 24, stk. 1, at der beskikkes en patientrådgiver for
enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller
undergives tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk
magt, indgivelse af beroligende middel med magt,
beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og
pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig
skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer,
aflåsning af døre i afdelingen efter § 18 f, stk.
1, nr. 2, samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning
af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk
afdeling, Region Sjælland, jf. dog § 40, stk. 4. Det
fremgår af § 40, stk. 4, at patientrådgivere alene
beskikkes i de tilfælde, hvor den pågældende ikke
i forvejen har en sådan eller en bistandsværge efter
straffelovens § 71.
Endelig fremgår det af psykiatrilovens
§ 35, at sygehusmyndigheden efter anmodning fra patienten
eller patientrådgiveren skal indbringe klager over
tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse,
tilbageførsel, tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse
af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige
alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse,
personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer,
aflåsning af døre i afdelingen samt oppegående
tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland, for Det Psykiatriske Patientklagenævn ved
Nævnenes Hus.
For så vidt angår psykiatrilovens
almindelige bestemmelser om anvendelse af tvang i psykiatrien,
fremgår det bl.a. af psykiatrilovens § 2, stk. 1, nr.1,
at iværksættelse og gennemførelse af tvang sker
i overensstemmelse med grundlæggende
retssikkerhedsprincipper. Det fremgår endvidere af § 4,
stk. 1, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort,
hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige
medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have
en passende betænkningstid. Det fremgår af § 4,
stk. 2, at anvendelsen af tvang skal stå i rimeligt forhold
til det, som søges opnået hermed. Er mindre
indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse
anvendes. Af § 4, stk. 3 og 4, fremgår det endvidere, at
tvang skal udøves så skånsomt som muligt og med
størst mulig hensyntagen til patienten, således at der
ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe, og at
tvang ikke må anvendes i videre omfang, end hvad der er
nødvendigt for et opnå det tilsigtede
formål.
Der skal i forbindelse med ovenstående
tages højde for Danmarks internationale forpligtelser,
herunder særligt Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 3 om forbud mod tortur og
nedværdigende og umenneskelig behandling og artikel 5 om
retten til frihed og sikkerhed. Det indebærer bl.a. efter Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at en mindre
indgribende tvangsforanstaltning såsom personlig
skærmning og aflåsning af døre i afdelingen skal
være overvejet, før der iværksættes en
tvangsforanstaltning omfattet af konventionens artikel 3 som for
eksempel tvangsfiksering.
Oplysninger om anvendelse af tvang i
psykiatrien skal tilføjes afdelingens tvangsprotokol, jf.
psykiatrilovens § 20, stk. 1.
De nærmere regler om registrering af
tvangsforanstaltninger findes i bekendtgørelse nr.1079 af
27. oktober 2019 om tvangsprotokoller og optegnelser samt
registrering og indberetning af tvang samt udskrivningsaftaler og
koordinationsplaner på psykiatriske afdelinger. Det
fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 2, at der i
tvangsprotokollen skal tilføres oplysning om enhver form for
anvendelse af tvang. Af bekendtgørelsens §§ 2-13
er det beskrevet, hvilke oplysninger som skal tilføres i
forhold til de enkelte tvangsforanstaltninger. For alle
tvangsforanstaltninger gælder det, at begrundelsen for
iværksættelse skal fremgå.
Dette følger endvidere af afsnit 3 i
Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9256 af 19. marts 2023 om
registrering af tvang m.v. i psykiatrien, hvor det fremgår,
at der for hver tvangsforanstaltning i tvangsprotokollen er
rubrikker for de oplysninger, der skal angives. Alle
væsentlige oplysninger i forbindelse med anvendelse af tvang
skal fremgå af journalen. Eksempelvis skal begrundelsen for
foranstaltningen nærmere beskrives i journalen, herunder skal
det beskrives, hvordan det er forsøgt at få patienten
til at medvirke frivilligt. På tilsvarende vis skal
efterprøvelse og vurdering begrundes i journalen.
2.1.1.2. Sundhedsloven
Det fremgår af § 15, stk. 1, i
sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1011 af 17. juni
2023, at ingen behandling må indledes eller fortsættes
uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger
af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af
§§ 17-19.
Det fremgår endvidere af § 15, stk.
2-4, at patienten på ethvert tidspunkt kan tilbagekalde sit
samtykke efter stk. 1, at der ved informeret samtykke i denne lov
forstås et samtykke, der er givet på grundlag af
fyldestgørende information fra sundhedspersonens side, jf.
§ 16, og at et informeret samtykke efter afsnit III kan
være skriftligt, mundtligt eller efter omstændighederne
stiltiende.
Det fremgår af § 16, stk. 1, at
patienten har ret til at få information om sin
helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko
for komplikationer og bivirkninger.
Det fremgår endvidere af § 16, stk.
3, at informationen skal gives løbende og give en
forståelig fremstilling af sygdommen, undersøgelsen og
den påtænkte behandling. Informationen skal gives
på en hensynsfuld måde og være tilpasset
modtagerens individuelle forudsætninger med hensyn til alder,
modenhed, erfaring m.v.
Det fremgår af § 17, stk. 1, at en
patient, der er fyldt 15 år, selv kan give informeret
samtykke til behandling. Forældremyndighedens indehaver skal
tillige have information om den mindreåriges helbredstilstand
og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for
komplikationer og bivirkninger, jf. § 16, og inddrages i den
mindreåriges stillingtagen.
Det fremgår endvidere af § 17, stk.
2, at såfremt sundhedspersonen efter en individuel vurdering
skønner, at patienten, der er fyldt 15 år, ikke selv
er i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen,
kan forældremyndighedens indehaver give informeret
samtykke.
Det fremgår endelig af § 14, at for
en patient, der ikke selv kan varetage sine interesser,
indtræder den eller de personer, som efter lovgivningen er
bemyndiget hertil, i patientens rettigheder efter loven, i det
omfang det er nødvendigt for at varetage patientens
interesser i den pågældende situation.
2.1.2. Evaluering af
ændringer i psykiatriloven fra 2015 (mindreårige
patienters retsstilling og den lægelige vurdering i
forbindelse med tvangsfiksering)
Det fremgår af bemærkningerne til
psykiatrilovens § 1, stk. 4, at der tre år fra lovens
vedtagelse skulle foretages en evaluering af bl.a.
ændringerne vedrørende mindreårige patienters
rettigheder, jf. Folketingstidende 2014-2015, tillæg A, L 137
som fremsat. Det fremgår endvidere, at det i forbindelse med
evalueringen b.la. skulle overvejes, om der var grundlag for at
justere ordningen om klageadgangen for de 15-17-årige
patienter.
Sundheds- og Ældreministeriet, der i dag
hedder Indenrigs- og Sundhedsministeriet, sendte den 2. marts 2020
en evaluering af ændringen til Folketingets tilsyn i henhold
til grundlovens § 71, jf. § 71, alm. del, 2019-2020,
bilag 60.
Det fremgår af evalueringens afsnit 2.1,
at lovændringerne vedrørende patienter mellem 15-17
år, havde haft den ønskede effekt og medført en
klar og styrket retsstilling for mindreårige psykiatriske
patienter, hvorfor der ikke var grundlag for at justere
klageadgangen for de 15-17-årige patienter.
Sundheds- og Ældreministeriet lagde
vægt på den overordnede positive tilbagemelding fra
både regioner, faglige selskaber og interesseorganisationer,
som havde tilkendegivet, at lovændringen var en forbedring af
mindreåriges retsstilling. Både regioner og
organisationer oplyste i denne forbindelse, at de 15-17-årige
patienter blev oplevet som tilstrækkelig modne til at
administrere klageadgangen, og at patienterne kunne reflektere over
deres indlæggelse og valg. Dette blev understøttet af
det lave antal klagesager fra 15-17-årige patienter hos hhv.
Det Psykiatriske Patientklagenævn og Det Psykiatriske
Ankenævn.
Det fremgår endvidere af afsnit 2.1, at
interesseorganisationer i forbindelse med deres bidrag til
evalueringen påpegede, at også børn og unge
under 15 år burde være omfattet af psykiatrilovens
regler om tvang, og at forældrene i højere grad burde
blive informeret om, at forældrene kunne undlade at tage
stilling til tvangsforanstaltninger.
Sundheds- og Ældreministeriet
bemærkede som svar herpå, at det fortsat var
vurderingen, at det ville være hensigtsmæssigt at
følge de samme aldersgrænser som i sundhedsloven, dog
uden at der blev foretaget en modenhedsvurdering af de
15-17-årige, jf. sundhedslovens § 17, stk. 2.
Ministeriet henviste endvidere til sundhedslovens § 20, stk.
1, hvoraf det fremgår, at patienter, som ikke kan give et
informeret samtykke, skal informeres og inddrages i behandlingen i
det omfang, barnet eller den unge forstår
behandlingssituationen, medmindre dette kan skade patienten. Dette
gælder også for psykiatriske patienter under 15
år. Ligeledes skal patienter under 15 år og
forældremyndighedsindehaveren tilbydes en eftersamtale efter
ophør af tvangsforanstaltningen, jf. psykiatrilovens §
4, stk. 6, og magtanvendelse skal registreres i tvangsprotokollen,
jf. psykiatrilovens § 20, stk. 1. Sundheds- og
Ældreministeriet bemærkede endvidere, at ministeriet i
2017 i samarbejde med Børnerådet og Psykiatrifonden
udarbejdede informationsmateriale til brug for børn og unge
i psykiatrien.
Endelig henviste Sundheds- og
Ældreministeriet til, at det tydeligt fremgår af
vejledning om forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner,
tvangsfiksering og tvungen opfølgning efter udskrivning,
m.v. for patienter indlagt på psykiatriske afdelinger, at
forældremyndighedsindehaveren skal informeres om muligheden
for at frasige sig stillingtagen til tvang, hvorefter
psykiatrilovens bestemmelser om klagemuligheder m.v. finder
anvendelse.
2.1.3. Indenrigs- og
Sundhedsministeriets overvejelser
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har stort
fokus på, at der sker en nedbringelse af anvendelsen af tvang
på de psykiatriske afdelinger, særligt for børn
og unge under 18 år, hvor der i de senere år er sket en
væsentlig stigning. Således har Sundhedsstyrelsen
konstateret, at den samlede anvendelse af tvang over for
børn og unge under 18 år er steget væsentligt
siden 2015, og i 2022 blev i alt 359 børn og unge udsat for
tvang i psykiatrien, jf. afsnit 2.5 i Sundhedsstyrelsens
monitorering af tvang i psykiatrien - opgørelse for perioden
1. juli 2021-30. juni 2022.
I denne forbindelse finder ministeriet, at der
udover arbejde med at nedbringe anvendelsen af tvang, bør
ske en styrkelse af rettigheder for mindreårige
patienter.
Selvom det fortsatte udgangspunkt er, at
forældremyndighedens indehavere vil skulle involveres i
behandlingen af den mindreårige og give informeret samtykke
til behandling af mindreårige patienter under 15 år,
vil patienter under 15 år, som ikke samtykker til
behandlingen, få samme retssikkerhedsmæssige garantier
som patienter, der er fyldt 15 år. Det vil samtidig betyde,
at forældremyndighedens indehavere ikke vil blive stillet
overfor det dilemma, at deres informerede samtykke til behandling
indebærer, at den mindreårige patient mister retten til
at få beskikket en patientrådgiver og eventuelt til at
klage, hvis den mindreårige patient ønsker dette.
2.1.4. Den foreslåede
ordning
Det foreslås, at psykiatrilovens §
1, stk. 4, ophæves, og at der i stedet indsættes tre
nye stykker.
Således stilles der forslag om, at
mindreårige patienter under 15 år får mulighed
for at give informeret samtykke til behandling, indlæggelse
og ophold på psykiatrisk afdeling, hvilket indebærer,
at indgreb uden informeret samtykke fra patienter under 15
år, vil være tvang, uanset at
forældremyndighedens indehavere giver samtykke til
behandling. Formålet er at sikre, at mindreårige
patienter under 15 år får de samme
retssikkerhedsmæssige garantier som patienter, der er fyldt
15 år. Forslaget vil ikke medføre en ændret
retstilstand for psykiatriske patienter, som er fyldt 15 år,
men er en konsekvens af forslaget om at ophæve den
gældende § 1, stk. 4, i psykiatriloven.
Ved ophævelse af denne bestemmelse
finder reglerne om mindreårige patienters informerede
samtykke i sundhedslovens § 17 anvendelse. Sundhedslovens
§ 17, stk. 2, indeholder krav om en modenhedsvurdering, som
indebærer, at en sundhedsperson efter en individuel vurdering
kan skønne, at en patient, som er fyldt 15 år, ikke er
i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen,
hvorefter forældremyndighedens indehavere kan give informeret
samtykke. Da modenhedsvurderingen efter sundhedslovens § 17,
stk. 2, ikke skal finde anvendelse for mindreårige patienter
på psykiatriske afdelinger, er der behov for at
indsætte en bestemmelse om, at en patient, der er fyldt 15
år, selv kan give informeret samtykke til behandling.
Det foreslås derudover at indsætte
et nyt stk. 5, hvorefter forældremyndighedens indehavere kan
give informeret samtykke til behandling, indlæggelse og
ophold på psykiatrisk afdeling af patienter under 15
år. Dette skal ses i sammenhæng med sundhedslovens
§ 14 og udgangspunktet i forældreansvarslovens § 2,
hvoraf det fremgår, at forældremyndighedens indehavere
skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse
om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov.
Det vil indebære, at
forældremyndighedens indehavere som udgangspunkt kan give
informeret samtykke til behandling på vegne af
mindreårige patienter. Det informerede samtykke fra
forældremyndighedens indehavere skal noteres i den
mindreårige patients journal. Det skal ligeledes noteres,
såfremt forældremyndighedens indehavere ikke
ønsker at give informeret samtykke, eller frasiger sig
retten til at tage stilling til behandlingen.
Endelig foreslås det at indsætte
et nyt stk. 6, hvorefter der vil foreligge tvang i de
tilfælde, hvor patienter under 15 år ikke giver
informeret samtykke til behandling, indlæggelse og ophold
på psykiatrisk afdeling, uanset at forældremyndighedens
indehaver har givet informeret samtykke efter stk. 5.
Dette er en modifikation til udgangspunktet i
den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 5.
Ændringen vil således betyde, at
behandling uden informeret samtykke efter reglerne i kapitel 5 i
sundhedsloven, uanset patientens alder, vil være en
tvangsforanstaltning. Dette er en afvigelse fra udgangspunktet i
sundhedslovens § 17, stk. 1, som indeholder en
aldersgrænse på 15 år, samt krav om en
modenhedsvurdering i § 17, stk. 2, hvorefter
forældremyndighedens indehavere kan give informeret samtykke
for mindreårige patienter, der er fyldt 15 år,
såfremt sundhedspersonen efter en individuel vurdering
skønner, at patienten ikke selv er i stand til at
forstå konsekvenserne af sin stillingtagen. Psykiatriloven
afviger allerede på nuværende tidspunkt fra
sundhedslovens aldersgrænse, idet psykiatriloven ikke
indeholder krav om en modenhedsvurdering af mindreårige
patienter, der er fyldt 15 år.
Det vil endvidere betyde, at begrebet
magtanvendelse med de forslåede ændringer ikke
længere vil kunne anvendes i forbindelse med behandling af
patienter under 15 år. Det forudsættes, at
forældremyndighedens indehavere inddrages og informeres om
den mindreårige patients stillingtagen. Den mindreårige
patients informerede samtykke, eller mangel herpå, skal
noteres i journalen. Der henvises til § 17 i
bekendtgørelse nr. 1225 af 8. juni 2021 om autoriserede
sundhedspersoners patientjournaler (journalføring,
opbevaring, videregivelse, overdragelse m.v.).
Der vil ikke være en nedre grænse
for, hvornår mindreårige patienter kan afvise at give
informeret samtykke til behandling. Indenrigs- og
Sundhedsministeriet henviser i denne forbindelse til sundhedslovens
§ 16, stk. 3, hvoraf det fremgår, at information om
helbredstilstand og behandlingsmuligheder skal gives på en
hensynsfuld måde og være tilpasset til modtagerens
individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed,
erfaring m.v. Således vil sundhedspersoner skulle tilpasse
informationer om behandlingsmuligheder ud fra den mindreårige
patients alder og modenhed.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet henviser
endvidere til mindstemiddel- og proportionalitetsprincippet, som
fremgår af psykiatrilovens § 4, stk. 1-4 som bl.a.
indebærer, at jo mere indgribende en tvangsforanstaltning er,
og jo yngre den mindreårige patient er, jo mere vil tale for,
at behandlingens formål kan opnås ved brug af
alternative metoder. Således fremgår det af
bemærkningerne til § 1, at et alvorligt indgreb som
eksempelvis tvangsfiksering i udgangspunktet ikke anvendes over for
mindreårige, jf. Folketingstidende, 2014-15, tillæg A,
L 137 som fremsat, side 9. Ministeriet bemærker på
denne baggrund, at ministeriet formoder, at det i praksis er meget
sjældent forekommende at der vil blive iværksat
tvangsforanstaltninger for mindre børn. Ifølge data
fra Sundhedsdatastyrelsens Elektroniske Indberetningssystem (SEI)
blev der registreret anvendelse af magtanvendelse for færre
end fem mindreårige patienter på syv til ni år i
2021 og 2022. For så vidt angår patienter på 10
år, blev der registreret anvendelse af magtanvendelse for
hhv. seks patienter i 2021 og ni patienter 2022.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
bemærker for så vidt angår de sjældent
forekommende tilfælde af iværksættelse af
tvangsforanstaltninger iværksat over for mindre børn,
at det forventeligt vil være forbundet med udfordringer at
indhente et informeret samtykke til behandling fra det mindre barn.
Dette da det mindre barn rimeligvis vil kunne mangle
forudsætninger for at forstå behovet for behandling, og
som samtidig ikke bør stilles over for beslutninger, det
mindre barn ikke kan overskue.
Særligt for de mindre børn vil
det derfor kunne forventes, at der som oftest ikke kan indhentes et
informeret samtykke, hvilket i praksis vil medføre, at der
vil være tale om tvangsforanstaltninger ved
iværksættelse af behandling. Konsekvensen heraf vil
være, at det mindre barn vil få ret til at få
beskikket en patientrådgiver, ligesom barnet vil få ret
til at klage til Det Psykiatriske Patientklagenævn.
Det forudsættes, at
patientrådgiverens samtale med det mindre barn også vil
skulle ske ud fra barnets forudsætninger og modenhed, og at
samtaler med patientrådgiveren også som overvejende
udgangspunkt altid vil skulle ske med deltagelse af
forældremyndighedens indehavere, som således vil blive
inddraget i behovet for eller ønsket om at klage.
Derudover foreslås det at ophæve
psykiatrilovens § 4, stk. 6, hvorefter patienter under 15
år og forældremyndighedens indehavere skal tilbydes en
opfølgende samtale, hvis forældremyndighedens
indehavere har givet samtykke til behandlingen. Dette som
konsekvens af, at der med de foreslåede ændringer vil
være tale om tvang, såfremt patienter under 15
år, ikke giver informeret samtykke, uanset
forældremyndighedens indehaveres samtykke.
Patienter under 15 år vil i stedet blive
omfattet af psykiatrilovens § 4, stk. 5, hvor det
fremgår, at patienten skal tilbydes en eller flere samtaler
efter ophør af enhver tvangsforanstaltning.
På baggrund af de foreslåede
ændringer af psykiatrilovens § 1 foreslås det at
udvide psykiatrilovens § 4, stk. 5, således at
forældremyndighedens indehavere til patienter under 15
år også skal tilbydes en opfølgende samtale
efter ophør af enhver form for tvang.
Patienter under 15 år vil endvidere
få ret til at få beskikket en patientrådgiver,
jf. psykiatrilovens § 24, og få ret til at klage, jf.
psykiatrilovens § 35.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr.
1-4, samt bemærkningerne hertil.
2.2. Anvendelse af
metaldetektorer på psykiatriske afdelinger og psykiatriske
ambulatorier
2.2.1. Gældende ret
Det fremgår af psykiatrilovens § 1,
stk. 1, at indlæggelse, ophold og behandling på
psykiatrisk afdeling sker på baggrund af informeret samtykke
efter reglerne i kapitel 5 i sundhedsloven, medmindre andet
følger af denne lov. Det fremgår af psykiatrilovens
§ 1, stk. 2, at frihedsberøvelse og anvendelse af anden
tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling
på psykiatrisk afdeling kun må finde sted efter
reglerne i denne lov.
Det fremgår af psykiatrilovens § 19
a, stk. 1, nr. 1-4, at ved mistanke om, at der er medikamenter,
rusmidler eller farlige genstande på den psykiatriske
afdeling, kan overlægen med henblik på at sikre, at
disse ikke er blevet indført eller vil blive forsøgt
indført til en eller flere patienter i afdelingen, uden
retskendelse beslutte, at en patients post skal åbnes eller
kontrolleres, at en patient skal afgive udåndingsprøve
eller urinprøve, at en patients stue og ejendele skal
undersøges, eller at der skal foretages kropsvisitation af
en patient.
Det fremgår af psykiatrilovens § 19
a, stk. 2, at ved mistanke som nævnt i stk. 1 kan
overlægen med henblik på at sikre, at medikamenter,
rusmidler eller farlige genstande ikke er blevet indført
eller vil blive forsøgt indført til en eller flere
patienter på afdelingen, beslutte at der skal anvendes
kropsscannere og bagagescannere ved undersøgelse af en
patient eller personer, der søger adgang til den
psykiatriske afdeling.
For så vidt angår medikamenter,
rusmidler og farlige genstande, kan der være tale om
genstande eller midler, der kan udgøre en fare for patienten
selv eller andre, hvis genstandene findes på afdelingen.
Farlige genstande kan eksempelvis være knive eller andre
våben, men det kan også være genstande, som man
normalt ikke ville betragte som farlige, f.eks.
værktøj, nåle eller glasflasker. Af rusmidler
kan nævnes narkotiske stoffer eller alkohol. For så
vidt angår medikamenter kan det være alle former for
medicin, både receptpligtig medicin og
håndkøbsmedicin.
Hjemlen til at åbne og kontrollere post
indebærer, at både breve og pakker kan
undersøges. Posten kan alene undersøges for, om de
nævnte genstande, medikamenter, rusmidler eller farlige
genstande, findes i posten. Der er ikke hjemmel til at læse
indholdet af posten. En beslutning om undersøgelse af stue
og ejendele omfatter f.eks. undersøgelse af skabe og skuffer
på stuen, men også patientens personlige tasker og
andre ejendele kan med hjemmel i denne bestemmelse
undersøges.
Formålet med bestemmelsen er bl.a. at
sikre patienternes behandlingsmuligheder og sikkerheden for
såvel patienter som personale, ved at søge at
forhindre, at patienter begår personfarlig kriminalitet under
indlæggelsen.
Der fremgik indtil 2015 et krav om begrundet
mistanke forud for iværksættelse af kontrollen. Dette
blev dog ændret ved lov nr. 579 af 4. maj 2015 om
ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, hvor
kravet om begrundet mistanke bortfaldt. Med ændringen i 2015
skal der nu alene foreligge en mistanke forud for
iværksættelse af kontrol og åbning af post,
undersøgelse af patientens stue eller ejendele og
kropsvisitation. Det forstås herved, at overlægen eller
det øvrige personale på afdelingen blot skal have en
rimelig grund til at formode, at der er indført
medikamenter, rusmidler eller farlige genstande på
afdelingen, eller at disse er forsøgt indført, jf.
bekendtgørelse nr. 1102 af 11. september 2015 om
åbning og kontrol af post, undersøgelse af
patientstuer samt kropsvisitation m.v. på psykiatrisk
afdeling.
Det bemærkes i denne forbindelse, at
mindstemiddelprincippet i psykiatrilovens § 4, stk. 2, altid
skal iagttages. Det følger heraf, at der i en given
situation altid skal anvendes den mindst muligt indgribende
foranstaltning, og at den tidsmæssige udstrækning skal
begrænses til det absolut nødvendige. I
mindstemiddelprincippet ligger endvidere, at f.eks. kropsvisitation
skal udføres så skånsomt som muligt og med
størst mulig hensyntagen til patienten, så der ikke
forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.
Vedrørende psykiatrilovens § 19,
stk. 2, fremgår det af bemærkningerne til bestemmelsen,
jf. Folketingstidende 2018-19, tillæg A, L 164 som fremsat,
side 10, at der ved kropsscannere forstås apparater, der kan
undersøge personer visuelt ved gennemstråling af
tøj for at afsløre eventuelle skjulte genstande uden
for kroppen. Det fremgår ligeledes af bemærkningerne i
forhold til andre, der søger adgang til en psykiatrisk
afdeling, at undersøgelsen ved brug af kropsscannere efter
lovforslaget normalt kun vil kunne finde sted i forbindelse med en
adgangskontrol. Det fremgår endvidere, at
undersøgelserne i forhold til besøgende ikke vil
kunne gennemtvinges, men at de pågældende vil kunne
nægtes adgang til afdelingen, hvis de ikke vil lade sig
undersøge.
Det fremgår af psykiatrilovens § 19
a, stk. 3, at kravet om mistanke efter stk. 1 ikke gælder for
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland, og retspsykiatriske afdelinger i forbindelse med
anvendelse af kropscannere og bagagescannere, jf. stk. 2.
2.2.2. Indenrigs- og
Sundhedsministeriets overvejelser
Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets
vurdering, at der er behov for at højne sikkerheden på
de psykiatriske afdelinger og ambulatorier.
Dette bl.a. på baggrund af flere
tragiske hændelser de senere år, eksempelvis et drab
på et retspsykiatrisk ambulatorium i juli 2023, hvor en
patient med en kniv fik adgang til et offentligt tilgængeligt
venteområde i ambulatoriet.
Formålet med forslaget er således
at sikre, at afdelinger og ambulatorier har de rette
værktøjer til at sikre et tilstrækkeligt
højt sikkerhedsniveau på psykiatriske afdelinger og
ambulatorier, eksempelvis ved brug af metaldetektorer, som vil
kunne anvendes for at undersøge, om patienter eller
besøgende forsøger at medbringe farlige genstande som
eksempelvis knive eller skydevåben.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet formoder
ikke at muligheden for at anvende metaldetektorer vil have relevans
for alle afdelinger og ambulatorier i alle regioner. Således
er der eksempelvis stor forskel på sikkerhedsniveauet
på en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling og en
afdeling for personer anbragt i varetægtssurrogat, ligesom
nogle regioner har lav tilstrømning af eksempelvis personer
anbragt i varetægtssurrogat.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet finder det
dog afgørende, at det lokalt vil være muligt for
sundhedspersonale, som finder behov herfor, at anvende
metaldetektorer.
2.2.3. Den foreslåede
ordning
2.2.3.1. Anvendelse af
metaldetektorer på psykiatriske afdelinger, retspsykiatriske
afdelinger og afdelinger for personer anbragt i
varetægtssurrogat
Det foreslås at udvide psykiatrilovens
§ 19 a, stk. 2 til også at omfatte brug af
metaldetektorer på psykiatriske afdelinger, så
overlægen kan beslutte, at der skal anvendes metaldetektorer
ved mistanke om, at medikamenter, rusmidler eller farlige genstande
uretmæssigt søges medbragt til afdelingen.
Forslaget vil medføre, at det udover
anvendelse af krops- og bagagescannere vil blive muligt at anvende
metaldetektorer på psykiatriske afdelinger for at
undersøge patienter eller besøgende.
Formålet er at sikre, at de psykiatriske
afdelinger har de rette værktøjer til at sikre et
tilstrækkeligt højt sikkerhedsniveau på
psykiatriske afdelinger og ambulatorier.
Med metaldetektorer forstås
håndholdte apparater, som ved brug af magnetiske felter kan
indikere forekomsten af metal eller genstande af metal ved lyd
eller vibrationer ved undersøgelse af personer uden på
tøjet.
Det er ikke hensigten med forslaget, at
ændre mistankekravet, jf. § 19 a, stk. 1. Således
skal overlægen eller det øvrige personale på
afdelingen med de foreslåede bestemmelser have en rimelig
grund til at formode, at farlige genstande forsøges
indført på afdelingen, for at anvende
metaldetektorer.
For så vidt angår det
nærmere indhold af muligheden for begrænsninger i den
foreslåede bestemmelse i § 19 a, stk. 2, henvises der
til forarbejderne som dannede baggrund for § 19 a, jf.
Folketingstidende, 2018-2019, tillæg A, L 164 som fremsat,
side 9.
Det foreslås endvidere med en
ændring af psykiatrilovens 19 c, stk. 1, nr. 3, at
bestemmelsen udvides til også at ville omfatte brug af
metaldetektorer på afdelinger for personer anbragt i
varetægtssurrogat.
For så vidt angår det
nærmere indhold af muligheden for begrænsninger i den
foreslåede bestemmelse i § 19 c, stk. 1, nr. 3, henvises
der til forarbejderne som dannede baggrund for § 19 c, jf.
Folketingstidende, 2021-2022, tillæg A, L 84 som fremsat,
side 20.
Derudover foreslås det at udvide
psykiatrilovens § 19 a, stk. 3, således at kravet om
mistanke ikke gælder for Sikringsafdelingen under
Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland og retspsykiatriske
afdelinger.
Forslaget vil medføre, at personalet
rutinemæssigt vil kunne anvende metaldetektorer på
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling og
retspsykiatriske afdelinger.
Således vil det være muligt at
foretage rutinemæssig anvendelse af metaldetektorer på
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland, retspsykiatriske afdelinger og afdelinger for
personer anbragt i varetægtssurrogat ved undersøgelse
af patienter eller andre, der søger adgang til de
psykiatriske afdelinger, f.eks. besøgende,
pårørende m.fl.
Det forudsættes, at
mindstemiddelsprincippet i psykiatrilovens § 4, stk. 2,
iagttages ved brug af metaldetektorer, og at der således
udvises et passende hensyn i forbindelse med undersøgelsen
af patienter, pårørende eller andre, som søger
adgang til den psykiatriske afdeling. Det bemærkes endvidere,
at bekendtgørelse nr. 1121 af 12. november 2019 af lov om
retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og
oplysningspligter kan finde anvendelse i forbindelse med brug af
metaldetektorer.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
understreger, at det ikke forventes, at afdelingerne har et
sikkerhedsniveau tilsvarende kriminalforsorgen, da der er tale om
hospitaler og ambulatorier, som bliver administreret at det
almindelige sundhedspersonale, og hvis primære fokus er den
sundhedsfaglige behandling af patienterne.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet understreger
endvidere, at det ikke er forventningen, at alle psykiatriske
afdelinger vil finde behov for at anvende metaldetektorer.
Således er formålet med bestemmelsen at give hjemmel
til de afdelinger, som finder behov for at anvendelse
metaldetektorer.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr.
6-10, samt bemærkningerne hertil.
2.2.3.2. Anvendelse af
metaldetektorer på psykiatriske ambulatorier og
retspsykiatriske ambulatorier
Det foreslås at indsætte et nyt
stk. 8 i psykiatrilovens § 19 a, hvor det vil fremgå, at
overlægen uden retskendelse kan beslutte, at der skal
anvendes metaldetektorer ved undersøgelse af patienter eller
personer, der søger adgang til de psykiatriske ambulatorier.
Kravet om mistanke efter stk. 1, gælder ikke for
retspsykiatriske ambulatorier.
Forslaget vil indebære, at
overlægen kan beslutte at der kan anvendes metaldetektorer
på psykiatriske og retspsykiatriske ambulatorier.
Det fremgår af psykiatrilovens § 1,
stk. 2, at frihedsberøvelse og anvendelse af anden tvang i
forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på
psykiatrisk afdeling kun må finde sted efter reglerne i denne
lov.
Således er den foreslåede
bestemmelse i psykiatrilovens § 19 a, stk. 8, hvorefter der
vil kunne anvendes metaldetektorer på psykiatriske og
retspsykiatriske ambulatorier, en modifikation til udgangspunktet
om, at psykiatrilovens bestemmelser alene omfatter personer, der
indlægges på psykiatrisk afdeling.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
bemærker i denne forbindelse, at psykiatriloven allerede
indeholder undtagelser til dette udgangspunkt. Således
fremgår det af psykiatrilovens § 10 a, stk. 1, at hvis
en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt person har forladt en
psykiatrisk afdeling, og den pågældende ikke frivilligt
er vendt tilbage, kan overlæge beslutte, at den
pågældende skal føres tilbage til afdelingen med
politiets bistand.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
bemærker endvidere, at indgreb i henhold til psykiatrilovens
§ 19 a ikke betragtes som tvangsforanstaltninger i
psykiatrilovens forstand. Dette understøttes af, at det i
forbindelse med vedtagelsen af psykiatrilovens § 19 a alene
blev fastsat, at overlægens beslutninger skal tilføres
journalen, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, L 140 som
fremsat, side 4249. Der blev således ikke i forbindelse med
vedtagelsen af bestemmelsen fastsat regler om, at indgreb i henhold
til § 19 a skal registreres som tvang.
Endelig bemærkes det, at
mindstemiddelsprincippet i psykiatrilovens § 4, stk. 2, som
det er tilfældet ved brug af metaldetektorer på
psykiatriske afdelinger, skal iagttages ved brug af metaldetektorer
på psykiatriske og retspsykiatriske ambulatorier, og at der
således udvises et passende hensyn i forbindelse med
undersøgelsen af patienter, pårørende eller
andre, som søger adgang til det psykiatriske
ambulatorium.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr.
6-10 samt bemærkningerne hertil.
2.3. Videregivelse af
oplysninger mellem sundhedspersoner og politi i forbindelse med
fælles udkørsel til borgere med psykiske
lidelser
2.3.1. Gældende ret
2.3.1.1. Psykiatrilovens regler om
videregivelse af oplysninger
Det fremgår af psykiatrilovens § 13
c, at den psykiatriske afdeling kan videregive oplysninger om
patienters rent private forhold til andre myndigheder,
privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl., hvis videregivelsen
må anses for nødvendig af hensyn til indgåelse
af og tilsyn med overholdelse af en udskrivningsaftale eller en
koordinationsplan. I samme omfang kan myndigheder,
privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. videregive oplysninger
om patienter til den psykiatriske afdeling og andre myndigheder,
privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl.
Det fremgår af psykiatrilovens § 19
e, at den psykiatriske afdeling i relevant omfang skal videregive
oplysninger om personer, der er anbragt i varetægtssurrogat,
til politiet, anklagemyndigheden eller kriminalforsorgen, hvis
videregivelsen af oplysningerne er nødvendige for, at
politiet, anklagemyndigheden eller kriminalforsorgen kan vurdere
undvigelsesrisiko, farlighed og trusselsniveau for de
pågældende personer.
2.3.1.2. Sundhedslovens regler om
videregivelse af oplysninger
Det fremgår af sundhedslovens § 40,
stk. 1, at en patient har krav på, at sundhedspersoner
iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres
erhverv erfarer eller får formodning om angående
helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i
denne lov.
Sundhedslovens § 43 regulerer
sundhedspersoners videregivelse af helbredsoplysninger og andre
fortrolige oplysninger fra patientjournaler m.v., når
videregivelsen sker til andre formål end
patientbehandling.
Det fremgår af sundhedslovens § 43,
stk. 1, at sundhedspersoner med patientens samtykke til andre
formål end behandling kan videregive oplysninger om
patientens helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger til
sundhedspersoner, myndigheder, organisationer, private personer
m.fl.
Sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1 - 5,
angiver forskellige situationer, hvor der kan ske en fravigelse fra
hovedreglens princip om, at der altid skal foreligge et samtykke
til videregivelse.
Det følger af forarbejderne til §
43, stk. 2, at der aldrig efter stk. 2 må ske videregivelse
af oplysninger i et videre omfang, end det er påkrævet
efter formålet, jf. bemærkningerne til § 26, jf.
Folketingstidende 1997-98, tillæg A, side 541. § 26 i
lov om patienters retsstilling blev videreført i
sundhedslovens § 43 ved lov nr. 546 af 24. juni 2005
(sundhedsloven).
Det fremgår af sundhedslovens § 43,
stk. 2, nr. 1, at videregivelse af de i stk. 1 nævnte
oplysninger kan ske uden patientens samtykke, når det
følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov,
at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at
have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds
sagsbehandling.
Det følger af forarbejderne til
sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1, at der kun er pligt til at
videregive sådanne oplysninger, der må antages at have
væsentlig betydning for den modtagende myndigheds
sagsbehandling. Reglen vil navnlig have betydning i de situationer,
hvor den rekvirerende myndighed fremsætter en meget bred
formuleret begæring om at modtage oplysninger om en konkret
patient. Det indebærer, at såfremt en patientjournal
indeholder oplysninger, der ikke kan antages at have
væsentlig betydning for den modtagende myndigheds
sagsbehandling, må disse oplysninger ikke videregives. Det
kan f.eks. være oplysninger om ægteskabelige forhold og
forholdet til ens pårørende, der må antages at
være uden betydning for den myndighed, der anmoder om
oplysningerne. Den pågældende sundhedsperson skal inden
videregivelse frasortere de irrelevante oplysninger, enten ved
overdækning i forbindelse med kopiering eller ved at
tilbageholde dele af journalen. I nogle tilfælde vil det
være mest hensigtsmæssigt at udfærdige en
erklæring, redegørelse el.lign. til den
pågældende myndighed, jf. Folketingstidende 1997-98,
tillæg A, side 542, bemærkningerne til § 26, stk.
1, nr. 1.
Der findes i gældende lovgivning en
række bestemmelser, som fastsætter pligt for
sundhedspersoner til at udlevere oplysninger til andre myndigheder.
Som eksempel kan nævnes psykiatrilovens § 19 e, som er
beskrevet ovenfor under punkt 2.3.1.1.
Det fremgår af sundhedslovens § 43,
stk. 2, nr. 2, at videregivelse af de i stk. 1 nævnte
oplysninger kan ske uden patientens samtykke, når
videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af en
åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til
patienten, sundhedspersonen eller andre.
Det følger af forarbejderne til
bestemmelsen, at bestemmelsen er en værdispringsregel, der
som udgangspunkt forudsætter en konkret vurdering i hvert
enkelt tilfælde. Bestemmelsen er kun relevant, hvor der ikke
er fastsat udtrykkelige pligtudleveringsbestemmelser som
nævnt i nr. 1. Bestemmelsens anvendelsesområde er
yderligere beskrevet i Folketingstidende 1997-98, tillæg A,
side 542-543, bemærkningerne til § 26, stk. 2, nr.
2.
2.3.2. Evaluering af fælles
udrykningsteams - pilotprojekt for fælles udrykningsteams
mellem politi- og sundhedsmyndigheder fra september 2021
Med aftale om satspuljen på
sundhedsområdet for 2019-2022, afsatte satspuljepartierne med
satspuljeinitiativet 1.17 i efteråret 2018 midler til et
pilotprojekt om fælles udrykningsteams til opgaver, der
involverer psykiatriske patienter. De fælles
udkørselsteams bestod af to politibetjente og en psykiatrisk
sygeplejerske, der samarbejdede om at løse opgaven. Med
pilotprojektet ønskede man at iværksætte et
forsøg på at etablere et styrket
tværgående samarbejde mellem politi og
sundhedsmyndigheder, således at personer med psykiske
lidelser i højere grad oplever en tryg og tilpasset
håndtering samt tidligst muligt får den rette
hjælp.
I september 2021 offentliggjorde Rigspolitiet
evalueringen "Fælles udrykningsteams - pilotprojekt for
fælles udrykningsteams mellem politi- og sundhedsmyndigheder.
" Evalueringen konkluderer, at samarbejdet mellem politi og
psykiatri er blevet styrket, og at opgaveløsningen i
højere grad er helhedsorienteret og har borgeren i fokus.
Resultaterne viser, at tilstedeværelsen af de to fagligheder
supplerer hinanden betydeligt i mødet med borgeren og giver
øget tid og ro til opgaven. Dette giver netop mulighed for
at skabe dialog på borgerens præmisser og opbygge
tillid, hvorfor overleveringen af patienten til psykiatrien bliver
mere rolig. Evalueringen viser herudover, at de fælles
udrykningsteams i sjældne tilfælde har behov for at
anvende tvang i mødet med borgeren. Samtidig muliggør
de, at det efterfølgende indlæggelsesforløb
bliver mindre komplekst og med mindre anvendelse af magt.
Evalueringen viser således, at de fælles
udkørselsteams har levet op til satspuljeinitiativets
forventninger.
Dog påpeger evalueringen også, at
der er et forbedringspotentiale, idet de fælles
udkørselsteams er begrænsede af en manglende juridisk
afklaring af, hvordan journalisering og deling af informationer
mellem politiet og sundhedsmyndigheder skal foregå. Dette
implicerer blandt andet, at sygeplejersken ikke kan oplyse
politibetjentene om borgerens tilstand.
2.3.3. Indenrigs- og
Sundhedsministeriets overvejelser
På baggrund af erfaringerne fra
Rigspolitiets evaluering af de fælles udrykningsteams, og da
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har kendskab til, at flere
politikredse enten har videreført ordningen eller
planlægger at gøre det, ønsker ministeriet at
sikre, at der er hjemmel for sundhedspersonalet til at videregive
nødvendige og relevante oplysninger til politiet i
forbindelse med fælles udkørsler med politi og
sundhedspersonale.
Således vil det være gavnligt for
de borgere, som får bistand fra de udkørende teams, at
både politi og sundhedspersonale har kendskab til den
pågældendes relevante sygdomshistorik, således at
politi og sundhedspersonale kan vurdere den bedst mulige
håndtering af situationen og dialogen med den
pågældende. Derudover vil det højne sikkerheden
for politi og sundhedspersonale, at der eksempelvis skal
videregives oplysninger om, at den pågældende har en
sygdomshistorik, hvor der tidligere har været erfaringer med
udadreagerende adfærd.
Der stilles på den baggrund forslag om,
at sundhedspersoner, som deltager i fælles udkørsler
med politiet, mundtligt eller skriftligt skal videregive
oplysninger om personer, hvor der er mistanke om eller kendskab
til, at personen har en psykisk lidelse, hvis videregivelsen af
oplysningerne er nødvendig for, at politiet kan foretage en
vurdering af håndteringsmuligheder og
sikkerhedsforanstaltninger.
2.3.4. Den foreslåede
ordning
Det foreslås at indsætte et nyt
kapitel 5 c med en ny bestemmelse som psykiatrilovens § 19 f,
hvorefter sundhedspersoner i relevant omfang skal videregive
oplysninger til politiet om personer, hvor der er mistanke om eller
kendskab til, at personen har en psykisk lidelse, og for hvem
politiet og sundhedspersoner i fællesskab foretager
udkørsel til, hvis videregivelsen af oplysningerne er
nødvendig for, at politiet kan foretage en vurdering af
håndteringsmuligheder og sikkerhedsforanstaltninger i
forbindelse med den fælles udkørsel.
Den foreslåede bestemmelse vil
være en pligtudleveringsbestemmelse som nævnt i
sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1.
Formålet er at skabe en klar og
tilstrækkelig hjemmel, der sikrer, at sundhedspersoner, der
sammen med politiet foretager fælles udkørsel til
personer med eventuelle psykiske lidelser eller udfordringer, skal
videregive nødvendige oplysninger til politiet.
Således vil politiet i samarbejde med sundhedspersonen kunne
vurdere den mest hensigtsmæssige håndtering af den
pågældende person. Videregivelsen vil endvidere kunne
bidrage til politiets vurdering af, om der potentielt skal
iværksættes sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse
med kontakten til den pågældende person.
Forslaget vil indebære, at i de
situationer, hvor sundhedspersonale sammen med politiet foretager
fælles udkørsel til personer med eventuelle psykiske
lidelser eller udfordringer, skal sundhedspersonalet mundtligt
eller skriftligt dele nødvendige og relevante oplysninger
med politiet, i forbindelse med at sundhedspersonalet og politiet
skal foretage en fælles udkørsel.
Med forslaget vil sundhedspersoner endvidere
skulle dele oplysninger med politiet som led i en eventuel
forberedelse af mødet med den enkelte person forud for den
fælles udkørsel. Det kan eksempelvis være
situationer, hvor sundhedspersonen inden den fælles
udkørsel sender nødvendige og relevante oplysninger
til politiet, eller på et fælles møde med
politiet inden udkørslen mundtligt videregiver
nødvendige og relevante oplysninger om personen.
Således vil politiet og
sundhedspersonalet med afsæt i de samme oplysninger om den
pågældende kunne drøfte relevante
håndteringsmuligheder og eventuelle
sikkerhedsforanstaltninger inden besøget hos den
pågældende person. Sundhedspersonalet og politiet vil
på denne måde kunne drøfte relevante
dispositioner, eksempelvis om tvangsindlæggelse kan blive
aktuelt, og i bekræftende fald sikre, at håndteringen
af den pågældende person sker så skånsomt
som muligt.
Drøftelserne vil således sikre
grundlaget for den mest hensigtsmæssige håndtering af
den pågældende, ligesom det vil sikre sikkerheden for
sundhedspersoner og politi, idet politiet kan foretage en vurdering
af eventuelle sikkerhedstiltag, hvis der er kendskab til, at den
pågældende person har været udadreagerende. Det
bemærkes, at det ikke er et krav, at indholdet af en ordning
om fælles udkørsel er identisk med de rammer, der er
fastsat i forbindelse med satspuljeprojektet om fælles
udrykningsteams. Det er dog en forudsætning, at
sundhedspersoner deltager i en fælles udkørsel med
politiet til borgere, hvor der er kendskab til, at borgeren har en
psykisk lidelse, eller hvor dette må formodes.
Der gives med forslaget ikke mulighed for, at
politiet kan få adgang til at slå op i patientjournaler
og andre elektroniske systemer, der supplerer patientjournalen. Det
vil således fortsat alene være muligt for
sundhedspersonale at foretage opslag. Det bemærkes i den
forbindelse, at autoriserede sundhedspersoner uden patientens
samtykke, til andre formål end behandling, i fornødent
omfang kan indhente oplysninger om patientens helbredsforhold ved
opslag i elektroniske patientjournaler og andre systemer, som
supplerer patientjournalen, når det er nødvendigt for
at kunne videregive oplysninger efter § 43, stk. 2, nr. 1, jf.
sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 4.
Det bemærkes endvidere, at videregivelse
af oplysninger uden patientens samtykke til andre formål end
patientbehandling skal fremgå af patientjournalen i
nødvendigt omfang, herunder hvilke oplysninger der er givet,
til hvem og på hvilket grundlag, jf. § 29, stk. 3, i
bekendtgørelse nr. 1225 af 8. juni 2021 om autoriserede
sundhedspersoners patientjournaler (journalføring,
opbevaring, videregivelse, overdragelse m.v.).
Med forslaget gives der alene mulighed for at
dele nødvendige og relevante oplysninger med henblik
på at varetage opgaven. Oplysninger, der kan være
relevante og nødvendige, vil primært være
oplysninger om den pågældendes eventuelle psykiske
lidelser, tidligere selvmordsforsøg, udadreagerende samt
selvskadende adfærd m.v. Det vil endvidere kunne være
alvorlig somatisk sygdom, som det vil være relevant, at
politiet har kendskab til i forbindelse med håndteringen af
den pågældende. Oplysninger af ren sundhedsfaglig
karakter, som ikke vurderes at være relevante for, at
politiet kan vurdere håndteringen af den
pågældende, og eventuelt iværksætte
sikkerhedstiltag, må ikke videregives i medfør af
bestemmelsen. Endelig foreslås det, at indenrigs- og
sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om
videregivelse af oplysninger efter denne bestemmelse.
2.4. Rettens
prøvelse af spørgsmål om erstatning for
frihedsberøvelse eller tvangsfiksering på psykiatriske
afdelinger efter retsplejelovens kapitel 43 a
2.4.1. Gældende ret
2.4.1.1. Psykiatriloven
Det fremgår af psykiatrilovens §
37, stk. 1, at Det Psykiatriske Patientklagenævn ved
Nævnenes Hus efter anmodning fra patienten eller
patientrådgiveren skal indbringe sine afgørelser
vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse,
tilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering,
oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen under
Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland og aflåsning
af døre i afdelingen for retten efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 43 a.
Psykiatriloven blev oprindeligt indført
som lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse og anden
tvang i psykiatrien. Efter denne lovs § 34 kunne
tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse forlanges indbragt
umiddelbart for domstolene, dvs. uden forudgående behandling
i administrative klagemyndigheder.
Det fremgår endvidere bl.a. af
principbetænkning nr. 1068/1986 om tvang i psykiatrien,
kapitel 17, at overlægens ansvar for at modtage patienten som
tvangsindlagt kan gøres gældende under en klage over
selve tvangsindlæggelsen og dermed efterfølgende under
en retssag ført i henhold til retsplejelovens kapitel 43 a
om prøvelse af administrativt bestemt
frihedsberøvelse.
Ved lov nr. 403 af 26. juni 1998 om
ændring af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i
psykiatrien, retsplejeloven og straffeloven (Revision af
psykiatriloven m.v.) blev reglerne om domstolsprøvelse og
klageadgang nyaffattet, og i den forbindelse blev psykiatrilovens
§ 34 videreført som § 37. Med denne
lovændring blev den gældende ordning indført,
hvorefter klage over tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse skal indbringes for oprindelig de lokale
patientklagenævn og siden 2005 for Det Psykiatriske
Patientklagenævn og først herefter for domstolene.
Indtil lovændringen i 1998 havde
patientklagenævnene kun haft kompetence i sager om
tvangsbehandling mv., idet sager om tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse skulle indbringes umiddelbart for
domstolene.
Det fremgår endvidere, at dette
følger af, at der efter grundlovens § 71, stk. 6, skal
være adgang til på begæring at få forelagt
lovligheden af en administrativ frihedsberøvelse for en
domstol. Det beror på en konkret vurdering, om en konkret
tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering eller aflåsning af
døre i afdelingen udgør frihedsberøvelse, hvis
lovlighed efter begæring skal forelægges for en domstol
i henhold til grundlovens § 71, stk. 6. Med henblik på
at styrke patienternes retssikkerhed findes det
hensigtsmæssigt, at det kommer til at fremgå direkte af
psykiatriloven, at alle afgørelser fra de psykiatriske
patientklagenævn ved statsforvaltningerne vedrørende
tvangsfikseringer, beskyttelsesfikseringer og aflåsning af
døre i afdelingen skal prøves ved domstolene, hvis
patienten eller patientrådgiveren anmoder herom.
2.4.1.2. Retsplejeloven
Det fremgår af § 468 i
retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1655 af 25.
december 2022, som er placeret i lovens kapitel 43 a om
prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse,
at reglerne i dette kapitel, når andet ikke er bestemt ved
lov, finder anvendelse ved frihedsberøvelse uden for
strafferetsplejen, der ikke er besluttet af en dømmende
myndighed.
Det fremgår af retsplejelovens §
469, stk. 1, at begærer den, der administrativt er
berøvet sin frihed, eller den, som handler på hans
vegne, at frihedsberøvelsens lovlighed prøves af
retten, skal den myndighed, som har besluttet
frihedsberøvelsen eller nægtet at ophæve den,
forelægge sagen for byretten på det sted, hvor den,
hvis frihedsberøvelse, der er spørgsmål om, har
bopæl (hjemting), jf. § 235. Sager om
tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse,
tilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering,
oppegående tvangsfiksering og aflåsning af døre
i afdelingen i henhold til lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
samt sager om tvangsindlæggelse, tilbageholdelse og
tilbageførsel efter §§ 10 og 12 i lov om
anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile
forelægges dog, så længe patienten ikke er
udskrevet, for byretten på det sted, hvor vedkommende sygehus
eller afdeling er beliggende. Sager om prøvelse af
afgørelser, påbud og foranstaltninger efter
epidemiloven, som har karakter af frihedsberøvelse,
forelægges for byretten på det sted, hvor
frihedsberøvelsen har fundet sted.
Formålet med retsplejelovens kapitel 43
a er, at adgangen til domstolsprøvelse af administrativt
bestemt frihedsberøvelse skal være så let og
omkostningsfri som muligt for den, hvis frihedsberøvelse
sagen angår. Ordningen indebærer navnlig, at sagen skal
indbringes for retten af myndigheden, når den
frihedsberøvende anmoder om det, at retten beskikker en
advokat for den frihedsberøvede, at retten har ansvaret for,
at sagen er tilstrækkeligt oplyst, at udgifter til
bevisførelse og vederlag til den beskikkede advokat i
almindelighed betales af statskassen, og at der i almindelighed
ikke skal betales sagsomkostninger til modparten uanset sagens
udfald.
Det fremgår endvidere af retsplejelovens
§ 469, stk. 6, at krav om erstatning af det offentlige for
ulovlig frihedsberøvelse efter begæring skal
pådømmes under sagen om frihedsberøvelsens
lovlighed. Retten kan dog udskyde
erstatningsspørgsmålet til behandling efter
afgørelsen om frihedsberøvelsens lovlighed. Der vil i
givet fald alene være tale om at udskyde behandlingen af
erstatningsspørgsmålet til senere under den sag, der
er indbragt i medfør af retsplejelovens kapitel 43 a. Retten
kan ikke henvise den frihedsberøvede til at anlægge en
almindelig civil retssag om erstatningskravet.
Reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a blev
indsat ved lov nr. 173 af 11. juni 1954 om ændringer i lov om
rettens pleje. Det fremgår bl.a. af bemærkningerne, som
dannede baggrund for retsplejelovens § 468, at man fandt det
rigtigst, at de gældende regler om borgerlige sager fandt
anvendelse med sådanne ændringer, som er
nødvendige eller ønskelige, navnlig for at den
frihedsberøvede kunne påkalde domstolsprøvelsen
hurtigt og uden besvær, samt uden hans økonomiske
forhold skulle være til hindring herfor.
Det fremgår endvidere for så vidt
angår bemærkningerne, som dannede baggrund for
retsplejelovens § 469, stk. 6, at det er fundet mest praktisk
og rimeligt at give den, som kræver frihedsberøvelsen
forelagt for domstolene, en let adgang til samtidig at få
krav om erstatning af det offentlige for ulovlig
frihedsberøvelse pådømt, men af praktiske
grunde foreslås det, at retten kan udskyde
erstatningsspørgsmålet til behandling efter
afgørelsen om frihedsberøvelsens lovlighed,
således at denne afgørelse, der bør
træffes snarest muligt, ikke sinkes af
erstatningsspørgsmålet, hvis klarlæggelse kan
kræve yderligere oplysninger. Det er i den foreslåede
bestemmelse alene tale om en udsættelse af
erstatningsspørgsmålet behandling efter de i dette
kapitel indeholdte regler, ikke henskydelse af
spørgsmålet til senere særskilt behandling efter
den borgerlige retsplejes almindelige regler.
2.4.1.3. Dom fra Højesteret om anvendelse af
retsplejelovens kapitel 43 a i sag om godtgørelse for
tvangsfiksering
Højesteret afsagde den 11. januar 2023
dom (sagsnummer BS-140077/2022-HJR) i en sag, som angik en patient,
som havde været ulovligt tvangsfikseret under en
indlæggelse på en psykiatrisk afdeling (Ugeskrift for
Retsvæsen 2023 side 1358). Det Psykiatriske
Patientklagenævn havde truffet afgørelse om, at
fikseringen af patienten var ulovlig, og den region, som havde
ansvaret for den psykiatriske afdeling, hvor patienten havde
været indlagt, anfægtede ikke nævnets
afgørelse. Patienten begærede herefter sagen indbragt
for domstolene med det formål at få godtgørelse
i anledningen af fikseringerne.
Højesteret fastslog, at retsplejelovens
kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt
frihedsberøvelse ikke fandt anvendelse, da retsplejelovens
§ 469, stk. 6, efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder
indebærer, at spørgsmål om godtgørelse
kun kan behandles efter kapitel 43 a, hvis der for retten er tvist
om, hvorvidt frihedsberøvelsen er lovlig.
Højesteret bemærkede, at
Højesteret var opmærksom på, at patienten var
processuelt dårligere stillet med hensyn til at opnå
godtgørelse, end hvis patienten ikke havde fået
medhold i Det Psykiatriske Patientklagenævn. Dette kunne dog
ikke føre til et andet resultat, og en anden retsstilling
ville forudsætte en lovændring. Endelig bemærkede
Højesteret, at den foreliggende sag adskilte sig fra
tilfælde, hvor den pågældende begærede
sagen indbragt for retten alene med påstand om
godtgørelse, men hvor regionen anfægtede
klagenævnets afgørelse og gjorde gældende, at
tvangsfikseringen var lovlig, og at der derfor ikke er grundlag for
godtgørelse. I sådanne tilfælde ville sagen
behandles efter retsplejelovens kapitel 43 a, jf. herved
Højesterets domme af 31. januar 2017 (Ugeskrift for
Retsvæsen 2017 side 1314 - sagsnummer 59/2016) og 26. oktober
2022 (Ugeskrift for Retsvæsen 2023 side 378 - sagsnummer
BS-20214/2021-HJR).
2.4.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser
Retssikkerheden for psykiatriske patienter er
af høj prioritet for regeringen. Det er derfor
afgørende, at psykiatriske patienter har mulighed for at
få prøvet lovligheden af frihedsberøvelse eller
tvangsfiksering ved Det Psykiatriske Patientklagenævn og
eventuelt ved retten, herunder at patienterne får mulighed
for at kræve erstatning for en eventuel ulovlig
frihedsberøvelse eller tvangsfiksering.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet er med
dommen fra Højesteret af 11. januar 2023 blevet
opmærksomme på, at retsplejelovens kapitel 43 a ikke
finder anvendelse ved spørgsmål om godtgørelse
for frihedsberøvelse eller tvangsfiksering, hvor der ikke
samtidig er tvist om lovligheden. Der henvises for en nærmere
beskrivelse af dommen til de almindelige bemærkninger, afsnit
2.4.1.3.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet stiller
på denne baggrund forslag om, at retten uanset om der er en
tvist om, hvorvidt en frihedsberøvelse eller tvangsfiksering
er lovlig, skal behandle spørgsmål om erstatning efter
retsplejelovens kapitel 43 a.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
bemærker i den forbindelse, at det efter ministeriets
opfattelse må antages at være en utilsigtet konsekvens
af den gældende ordning, at en patient i tilfælde, hvor
regionen ikke anfægter Det Psykiatriske
Patientklagenævns afgørelse om, at en
frihedsberøvelse og tvangsfiksering har været ulovlig,
processuelt er dårligere stillet end patienter i
tilfælde, hvor der efter Det Psykiatriske
Patientklagenævns afgørelse stadig er tvist om
lovligheden, herunder i situationer, hvor patienten ikke har
fået medhold i nævnet.
2.4.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at indsætte et 2.
pkt. i § 37, stk. 1, hvorefter patientens krav om erstatning
behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, uanset om
der for retten er tvist om lovligheden af frihedsberøvelse
eller tvangsfiksering i henhold til stk. 1.
Forslaget vil medføre, at der gives
hjemmel til, at patienter kan få prøvet
spørgsmål om erstatning efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 43 a, såfremt patienten har
fået medhold i en afgørelse fra Det Psykiatriske
Patientklagenævn om frihedsberøvelse, tvangsbehandling
eller fiksering, jf. psykiatrilovens § 37, stk. 1, og hvor der
ikke er tvist om nævnets afgørelse.
Med ændringen vil patienter, som har
fået medhold i nævnet, og som ønsker at få
prøvet spørgsmålet om
erstatningsgodtgørelse i retten, processuelt blive stillet
som patienter, som enten ikke har fået medhold i
nævnet, eller situationer, hvor den indstævnede region
bestrider afgørelsen fra nævnet, og således vil
disse patienter få adgang til en lettere og omkostningsfri
adgang til domstolsprøvelse.
Det foreslåede § 37. stk. 1, 2.
pkt., indebærer en fravigelse af retsplejelovens § 469,
stk. 6, da det ikke længere vil være et krav, at der er
tvist om lovligheden, for at få behandlet et erstatningskrav
efter reglerne i kapitel 43 a.
3. Lovforslagets
forhold til databeskyttelsesforordningen
Databeskyttelsesforordningens artikel 6
fastlægger mulighederne for at behandle almindelige
personoplysninger. Det fremgår af
databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, at behandling kun
er lovlig, hvis og i det omfang mindst ét af de forhold, der
er nævnt i bestemmelsen, gør sig gældende,
herunder bl.a. hvis den registrerede har givet samtykke til
behandling af sine personoplysninger til et eller flere specifikke
formål, jf. artikel 6, stk. 1, litra a, eller hvis behandling
er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i
samfundets interesse, eller som henhører under offentlig
myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået
pålagt, jf. artikel 6, stk. 1, litra e.
Det følger endvidere af artikel 6, stk.
2, at medlemsstaterne kan opretholde eller indføre mere
specifikke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af
databeskyttelsesforordningens bestemmelser om behandling med
henblik på overholdelse af bl.a. artikel 6, stk. 1, litra e,
ved at fastsætte mere præcist specifikke krav til
behandling og andre foranstaltninger for at sikre lovlig og rimelig
behandling.
Det følger herudover af
databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 3, at grundlaget for
behandling i henhold til stk. 1, litra e, skal fremgå af
EU-retten eller af medlemsstaternes nationale ret, som den
dataansvarlige er underlagt. Formålet med behandlingen skal
være fastlagt i dette retsgrundlag eller for så vidt
angår den behandling, der er omhandlet i stk. 1, litra e,
være nødvendig for udførelsen af en opgave i
samfundets interesse, eller som henhører under offentlig
myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået
pålagt. Dette retsgrundlag kan indeholde specifikke
bestemmelser med henblik på at tilpasse anvendelsen af
bestemmelserne i forordningen, herunder de generelle betingelser
for lovlighed af den dataansvarliges behandling, hvilke enheder
personoplysninger må videregives til,
formåls-begrænsninger m.v.
Databeskyttelsesforordningens artikel 9
fastsætter muligheden for at behandle følsomme
personoplysninger. Det følger at
databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, at behandling af
personoplysninger om race eller etnisk oprindelse, politisk,
religiøs eller filosofisk overbevisning eller
fagforeningsmæssigt tilhørsforhold samt behandling af
genetiske data, biometriske data med det formål entydigt at
identificere en fysisk person, helbredsoplysninger eller
oplysninger om en fysisk persons seksuelle forhold eller seksuelle
orientering er forbudt.
Databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk.
2, fastsætter en række tilfælde, hvor behandling
af personoplysninger, som ellers er omfattet af
behandlingsforbuddet i stk. 1, alligevel kan finde sted, hvis der
samtidig hermed er et lovligt grundlag for behandling i artikel 6.
Efter databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra a, er
det f.eks. tilfælde, hvis den registrerede har givet
udtrykkeligt samtykke til behandling af sådanne
personoplysninger til et eller flere specifikke formål,
medmindre det i EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret er
fastsat, at det i stk. 1 omhandlede forbud ikke kan hæves ved
den registreredes samtykke.
Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets
opfattelse, at den foreslåede bestemmelse i lovforslagets
§ 1, nr. 13, kan vedtages inden for rammerne af
databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, jf.
artikel 6, stk. 2 og 3. Der vil desuden være hjemmel til at
behandle følsomme oplysninger efter
databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra h, jf.
artikel 9, stk. 3.
Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets
opfattelse, at den behandling af personoplysninger, som den
foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 13, vil
give mulighed for, er nødvendig af hensyn til forebyggende
medicin, medicinsk diagnose, ydelse af social- og sundhedsomsorg
eller -behandling eller forvaltning af social- og sundhedsomsorg og
-tjenester på grundlag af EU-retten eller medlemsstaternes
nationale ret, jf. artikel 9, stk. 2, litra h, samt artikel 9, stk.
3.
Det bemærkes i den forbindelse, at
formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at
politiet i samarbejde med sundhedspersonen vil kunne vurdere den
mest hensigtsmæssige håndtering af den
pågældende person. Videregivelsen vil endvidere kunne
bidrage til politiets vurdering af, om der potentielt skal
iværksættes sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse
med kontakten til den pågældende person.
Det bemærkes videre, at der med
lovforslaget alene gives mulighed for at dele nødvendige og
relevante oplysninger med henblik på at varetage opgaven.
Oplysninger, der kan være relevante og nødvendige, vil
primært være oplysninger om den pågældendes
eventuelle psykiske lidelser, tidligere selvmordsforsøg,
udadreagerende samt selvskadende adfærd m.v. Det vil
endvidere kunne være alvorlig somatisk sygdom, som det vil
være relevant at politiet har kendskab til i forbindelse med
håndteringen af den pågældende. Oplysninger af
ren sundhedsfaglig karakter, som ikke vurderes at være
relevante for, at politiet kan vurdere håndteringen af den
pågældende, og eventuelt iværksætte
sikkerhedstiltag, må ikke videregives i medfør af
bestemmelsen.
Det bemærkes desuden, at de
dataansvarlige offentlige eller private behandlingssteder, som vil
benytte sig af den foreslåede mulighed for at kunne give
forældremyndighedsindehavere adgang til deres børns
helbredsoplysninger, i medfør af den foreslåede §
39 a i sundhedsloven og regler udstedt i medfør heraf, vil
skulle overholde databeskyttelsesforordningens krav til
behandlingssikkerhed, herunder databeskyttelsesforordningens
artikel 32 om behandlingssikkerhed.
4. Økonomiske
konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det
offentlige
De foreslåede ændringer om
mindreårige patienter under 15 års ret til at give
informeret samtykke til behandling og dertil følgende ret
til at klage til Det Psykiatriske Patientklagenævn, jf.
psykiatrilovens § 37, og til at få beskikket en
patientvejleder, jf. psykiatrilovens § 24, vil forventeligt
betyde en merudgift på 110.000 kr. i permanente midler til
Styrelsen for Patientklager, som sekretariatsbetjener Det
Psykiatriske Patientklagenævn.
Der er i aftale om løft af psykiatrien
varigt afsat 1 mio. kroner til Det Psykiatriske
Patientklagenævn for at styrke patientrettigheder for
mindreårige patienter gennem bedre klagemuligheder og mindre
forbedringstiltag.
Forslaget om rettens prøvelse af
spørgsmål af erstatning for frihedsberøvelse
eller tvangsfiksering på psykiatriske afdelinger efter
retsplejelovens kapitel 43 a, forventes at have begrænsede
merudgifter for domstolene, som vurderes at kunne afholdes inden
for domstolenes eksisterende økonomiske rammer.
De foreslåede ændringer om
mindreårige patienter under 15 års ret til at give
informeret samtykke til behandling, anvendelse af metaldetektorer
på psykiatriske afdelinger og psykiatriske ambulatorier, og
videregivelse af oplysninger mellem sundhedspersoner og politi i
forbindelse med fælles udkørsel til borgere med
psykiske lidelser, forventes ikke at få økonomiske
konsekvenser af betydning for regionerne.
De foreslåede ændringer om
mindreårige patienter under 15 års ret til at give
informeret samtykke til behandling, anvendelse af metaldetektorer
på psykiatriske afdelinger og psykiatriske ambulatorier, og
videregivelse af oplysninger mellem sundhedspersoner og politi i
forbindelse med fælles udkørsel til borgere med
psykiske lidelser, forventes ikke at få økonomiske
konsekvenser for kommunerne.
5. Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Lovforslaget forventes ikke at medføre
økonomiske eller administrative konsekvenser for
erhvervslivet.
Innovations- og iværksættertjekket
vurderes ikke at være relevant for lovforslaget.
6. Administrative
konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative
konsekvenser for borgerne.
7. Klimamæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ingen klimamæssige
konsekvenser.
8. Miljø- og
naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljø- og
naturmæssige konsekvenser.
9. Forholdet til
EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
10. Hørte
myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra
den 29. november 2023 til den 3. januar 2024 været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer
m.v.:
3F, Advokatrådet, Alzheimerforeningen,
Ankestyrelsen, Bedre Psykiatri, Brancheforeningen for Private
Hospitaler og Klinikker, Danmarks Apotekerforening, Dansk Erhverv,
Dansk Handicap Forbund, Dansk Industri, Dansk IT - Råd for
IT-og persondatasikkerhed, Dansk Kiropraktor Forening, Dansk
Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog Forening, Dansk
Psykoterapeutforening, Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk
Selskab for Klinisk Farmakologi, Dansk Selskab for
Patientsikkerhed, Dansk Selskab for Retsmedicin, Dansk
Socialrådgiverforening, Dansk Standard, Dansk
Sygeplejeråd, Danske Fodterapeuter, Danske Fysioterapeuter,
Danske Handicaporganisationer, Danske Patienter, Danske Regioner,
Danske Seniorer, Danske Ældreråd, Datatilsynet, Den
Danske Dommerforening, Den Danske Dyrlægeforening, Den
Nationale Videnskabsetiske Komité, Det Centrale
Handicapråd, Det Etiske Råd, Diabetesforeningen,
Dignity - Dansk Institut mod Tortur, Ergoterapeutforeningen,
Erhvervsstyrelsen, Farmakonomforeningen, Finanstilsynet, FOA,
Forbrugerrådet, Foreningen af Kliniske Diætister,
Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer
i Danmark, Foreningen af Speciallæger, Forsikring &
Pension, Færøernes Landsstyre, Grønlands
Selvstyre, Hjernesagen, Hjerteforeningen, Institut for
Menneskerettigheder, Jordemoderforeningen, KL, Kost- og
Ernæringsforbundet, Kræftens Bekæmpelse,
Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere
(LAP), Landsforeningen LEV, Landsforeningen mod spiseforstyrrelser
og selvskade (LMS), Landsforeningen SIND, Lægeforeningen,
Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber,
Patientforeningen, Patientforeningen i Danmark,
Patientforeningernes Samvirke, Praktiserende Lægers
Organisation, Psykiatrifonden, Psykolognævnet, Radiograf
Rådet, Region Hovedstaden, Region Midtjylland, Region
Nordjylland, Region Sjælland, Region Syddanmark, Regionernes
Lønnings- og Takstnævn, Retspolitisk Forening,
Scleroseforeningen, Sjældne Diagnoser,
Socialpædagogernes Landsforbund, Udviklingshæmmedes
Landsforbund, Yngre Læger, ÆldreForum, og
Ældresagen.
| | | 11. Sammenfattende skema | | | | Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | | Forslaget om mindreårige patienters
rettigheder vurderes at have økonomiske konsekvenser for
Styrelsen for Patientklager, som sekretariatsbetjener Det
Psykiatriske Patientklagenævn, på 110.000 kr. | | | | | | Der er i aftale om løft af
psykiatrien varigt afsat 1 mio. kroner til Det Psykiatriske
Patientklagenævn for at styrke patientrettigheder for
mindreårige patienter gennem bedre klagemuligheder og mindre
forbedringstiltag. | | | | | | Forslaget om rettens prøvelse af
spørgsmål af erstatning for frihedsberøvelse
eller tvangsfiksering på psykiatriske afdelinger efter
retsplejelovens kapitel 43 a, forventes at have begrænsede
merudgifter for domstolene, som vurderes at kunne afholdes inden
for domstolenes eksisterende økonomiske rammer. | Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Klimamæssige konsekvenser | Ingen | Ingen | Miljø- og naturmæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter. | | Ja | Nej | Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering (der i relevant
omfang også gælder ved implementering af
ikke-erhvervsrettet EU-regulering) (sæt X) | | X | | | | | | | | | |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
Det fremgår af psykiatrilovens § 1,
stk. 1, at indlæggelse, ophold og behandling på
psykiatrisk afdeling sker på baggrund af informeret samtykke
efter reglerne i kapitel 5 i sundhedsloven, medmindre andet
følger af denne lov.
Det fremgår af psykiatrilovens § 1,
stk. 2, at frihedsberøvelse og anvendelse af anden tvang i
forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på
psykiatrisk afdeling kun må finde sted efter reglerne i denne
lov.
Det fremgår af psykiatrilovens § 1,
stk. 3, at ved tvang forstås i denne lov anvendelse af
foranstaltninger, for hvilke der ikke foreligger et informeret
samtykke.
Det fremgår af psykiatrilovens § 1,
stk. 4, at tvang ikke foreligger i de tilfælde, hvor en
patient er under 15 år, og der foreligger informeret samtykke
fra forældremyndighedsindehaveren. Det fremgår
endvidere af § 1, stk. 5, at for patienter, der er omfattet af
stk. 4, skal der ikke forsøges indhentet samtykke fra
forældremyndighedens indehaver, værgen eller de
nærmeste pårørende, hvis omgående
gennemførelse af en foranstaltning i henhold til denne lov
er nødvendig for at afværge, at en patient
udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for
at lide skade på legeme eller helbred eller udøver
hærværk af ikke ubetydeligt omfang. Endelig
fremgår det af § 4, stk. 6, at mindreårige under
15 år, hvis forældre har givet samtykke til
behandlingen, skal tilbydes en opfølgende samtale efter
ophør af indgrebet. Det samme gælder den
mindreåriges forældre. Sundhedsstyrelsen
fastsætter nærmere regler herom.
Det fremgår derudover af sundhedslovens
§ 16, stk. 1, at patienten har ret til at få information
om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om
risiko for komplikationer og bivirkninger.
Det fremgår endvidere af § 16, stk.
3, at informationen skal gives løbende og give en
forståelig fremstilling af sygdommen, undersøgelsen og
den påtænkte behandling. Informationen skal gives
på en hensynsfuld måde og være tilpasset
modtagerens individuelle forudsætninger med hensyn til alder,
modenhed, erfaring m.v.
Endelig fremgår det af sundhedslovens
§ 17, stk. 1, at en patient, der er fyldt 15 år, selv
kan give informeret samtykke til behandling.
Forældremyndighedens indehaver skal tillige have information,
jf. § 16, og inddrages i den mindreåriges stillingtagen.
Det fremgår endvidere af § 17, stk. 2, at såfremt
sundhedspersonen efter en individuel vurdering skønner, at
patienten, der er fyldt 15 år, ikke selv er i stand til at
forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, kan
forældremyndighedens indehaver give informeret samtykke.
Det foreslås, at § 1, stk. 4, ophæves, og at der
indsættes nye stk. 4-6.
I det foreslåede § 1, stk. 4, foreslås det, at en
patient, der er fyldt 15 år, selv giver informeret samtykke
til behandling, indlæggelse og ophold på psykiatrisk
afdeling.
Forslaget er en konsekvens af forslaget om at
ophæve den gældende § 1, stk.
4.
Forslaget vil indebære, at der i
psykiatriloven fastsættes en bestemmelse om, at patienter,
der er fyldt 15 år, selv giver informeret samtykke til
behandling efter reglerne i sundhedslovens kapitel 5.
Det vil videre betyde, at den
modenhedsvurdering, der foretages efter sundhedslovens § 17,
stk. 2, ikke skal finde anvendelse for patienter, som er fyldt 15
år på psykiatriske afdelinger.
I den foreslåede § 1, stk. 5, foreslås det, at for patienter
under 15 år kan forældremyndighedens indehaver give
informeret samtykke til behandling, indlæggelse og ophold
på psykiatrisk afdeling, jf. dog stk. stk.6.
Den foreslåede bestemmelse vil
medføre, at forældremyndighedens indehavere som
udgangspunkt kan give informeret samtykke på vegne af
mindreårige patienter under 15 år.
I den foreslåede § 1, stk. 6, foreslås det, at uanset det
informerede samtykke efter stk. 5 foreligger der tvang, hvis
patienter under 15 år ikke selv giver informeret samtykke til
behandling. For patienter under 15 år kan
forældremyndighedens indehaver give informeret samtykke til
behandling, indlæggelse og ophold på psykiatrisk
afdeling.
Såfremt forældremyndighedens
indehavere ønsker at give informeret samtykke til
behandlingen, skal dette fremgå af patientjournalen. Der
henvises til § 17 i bekendtgørelse nr. 1225 af 8. juni
2021 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler
(journalføring, opbevaring, videregivelse, overdragelse
m.v.).
Den foreslåede bestemmelse vil
medføre, at patienter under 15 år vil få
mulighed for give informeret samtykke til behandling efter reglerne
i sundhedslovens kapitel 5, og således kunne afvise at
samtykke til behandling, hvorefter der vil være tale om
tvang. Dette vil betyde, at patienter under 15 år vil
få ret til at få beskikket en patientrådgiver og
til at klage til Det Psykiatriske Patientklagenævn.
Således vil patienter under 15 år få samme
retssikkerhedsmæssige garantier som patienter, der er fyldt
15 år. Med ændringen vil behandling uden informeret
samtykke uanset patientens alder være tvangsbehandling, og
begrebet magtanvendelse vil således ikke kunne anvendes i
forbindelse med behandling af patienter under 15 år.
Der vil ikke være en nedre grænse
for, hvornår mindreårige patienter kan afvise at give
informeret samtykke til behandling. Indenrigs- og
Sundhedsministeriet henviser i denne forbindelse til sundhedslovens
§ 16, stk. 3, hvoraf det fremgår, at information om
helbredstilstand og behandlingsmuligheder skal gives på en
hensynsfuld måde og være tilpasset til modtagerens
individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed,
erfaring m.v. Således vil sundhedspersoner skulle tilpasse
informationer om behandlingsmuligheder ud fra den mindreårige
patients alder og modenhed.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet henviser
endvidere til mindstemiddel- og proportionalitetsprincippet, som
fremgår af psykiatrilovens § 4, stk. 1-4 som bl.a.
indebærer, at jo mere indgribende tvangstiltag er, og jo
yngre den mindreårige patient er, jo mere vil tale for, at
behandlingens formål kan opnås ved brug af alternative
metoder.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Det fremgår af psykiatrilovens § 1,
stk. 4, at tvang ikke foreligger i de tilfælde, hvor en
patient er under 15 år, og der foreligger informeret samtykke
fra forældremyndighedsindehaveren. Det fremgår
endvidere af § 1, stk. 5, at for patienter, der er omfattet af
stk. 4, skal der ikke forsøges indhentet samtykke fra
forældremyndighedens indehaver, værgen eller de
nærmeste pårørende, hvis omgående
gennemførelse af en foranstaltning i henhold til denne lov
er nødvendig for at afværge, at en patient
udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for
at lide skade på legeme eller helbred eller udøver
hærværk af ikke ubetydeligt omfang. Endelig
fremgår det af § 4, stk. 6, at mindreårige under
15 år, hvis forældre har givet samtykke til
behandlingen, skal tilbydes en opfølgende samtale efter
ophør af indgrebet. Det samme gælder den
mindreåriges forældre. Sundhedsstyrelsen
fastsætter nærmere regler herom.
Det foreslås at § 1, stk. 5, der bliver til stk. 7, ændres således, at stk. 4 bliver til stk.
5.
Dette er en konsekvens af den foreslåede
ændring i § 1, nr. 1.
Til nr. 3 og 4
Det fremgår af psykiatrilovens § 4,
stk. 5, at efter ophør af enhver tvangsforanstaltning, skal
patienten tilbydes en eller flere samtaler. Sundhedsstyrelsen
fastsætter regler herom. Det fremgår endvidere af stk.
6, at mindreårige under 15 år, hvis forældre har
givet samtykke til behandlingen, skal tilbydes en opfølgende
samtale efter ophør af indgrebet. Det samme gælder den
mindreåriges forældre. Sundhedsstyrelsen
fastsætter nærmere regler herom.
Det foreslås at ændre § 4, stk. 5, således at der
indsættes et nyt 2. pkt., hvorefter det fremgår, at det
samme gælder for patienter under 15 års
forældremyndighedsindehavere.
Den forslåede ændring vil
medføre, at det sikres, at forældremyndighedens
indehavere for patienter under 15 år, også vil blive
tilbudt en eller flere samtaler.
Det foreslås endvidere at ophæve
§ 4, stk. 6. Dette skal ses i
sammenhæng med de foreslåede ændringer i §
1, nr. 1, hvorefter der vil være tale om tvang, såfremt
patienter under 15 år ikke giver informeret samtykke, uanset
forældremyndighedens indehaveres samtykke. Det vil betyde, at
patienter under 15 år vil blive omfattet af psykiatrilovens
§ 4, stk. 5, hvor det fremgår, at patienten skal
tilbydes en eller flere samtaler efter ophør af enhver
tvangsforanstaltning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 5
Det fremgår af psykiatrilovens §
15, stk. 1, at beslutning om tvangsfiksering og beslutning om, at
der foruden bælte skal anvendes hånd- eller fodremme,
træffes af overlægen, efter denne har tilset
patienten.
Det fremgår endvidere af psykiatrilovens
§ 4 a, at bestemmelserne i § 9, stk. 2, § 10, stk.
1, § 10 a, stk. 1, 1. pkt., § 11, § 12, stk. 4,
§ 13, stk. 2, 1.pkt., §§ 15 og 18 g, § 19 a,
stk. 1, 2, 6, og 7, §§ 19 c og d, og § 21, stk. 2,
ikke er til hinder for, at en beslutning i overlægens
fravær træffes af en anden læge. I sådanne
tilfælde skal overlægen efterfølgende tage
stilling til beslutningen.
Der er i bekendtgørelse nr. 1075 af 27.
oktober 2019 om anvendelse af anden tvang end
frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger fastsat
regler som bl.a. specificerer forståelsen af reglerne om
tvangsfiksering efter § 15.
Det fremgår derudover af
bemærkningerne til § 6 i lov nr. 1185 af 8. juni 2021 om
ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed, lov om tobaksvarer m.v., lov om
elektroniske cigaretter m.v. og forskellige andre love, jf.
Folketingstidende 2020-21, A, L 204 som fremsat, side 38, at
overlægen i situationer, hvor en læge har besluttet at
iværksætte tvangsfiksering i overlægens
fravær, jf. psykiatrilovens § 4 a og § 15, stk. 1,
efterfølgende vil skulle tilse patienten og tage stilling
til beslutning herom.
Det foreslås at indsætte et stk. 3, i §
15, hvorefter indenrigs- og sundhedsministeren
fastsætter nærmere regler om tvangsfiksering efter
§ 15, herunder anvendelse af hånd- eller fodremme.
Forslaget vil indebære at der skabes
klare rammer for at fastsætte regler for forståelsen og
omfanget af bæltefiksering, herunder fiksering med
hånd- og fodremme om tvangsfiksering efter § 15.
Det præciseres, at der ikke er et
generelt krav om, at overlægen skal tilse patienten, efter
den ansvarlige læges beslutning om at iværksætte
tvangsfiksering i overlægens fravær, medmindre dette ud
fra en konkret vurdering vurderes nødvendigt.
Overlægen er således alene forpligtet til at tage
stilling til beslutning om iværksættelse af
tvangsfiksering, som det fremgår af ordlyden af § 4 a.
Det fremgår af bemærkningerne til § 15, at
ændringen er en konsekvens af en lovændring fra 2015,
hvorefter adskillelsen mellem kompetence til
iværksættelse af tvangsfiksering og anvendelse af
midler udover bælte ikke er nødvendig, jf.
Folketingstidende 2020-2021, A, L 204 som fremsat, side 38.
Dette er endvidere fastslået i
Østre Landsrets dom U. 2023.5482 af 7. september 2023
(Ugeskrift for Retsvæsen 2023 - side 18), hvor retten fandt,
der ikke med vedtagelsen af lov nr. 1185 af 8. juni 2021 kan
antages at være indført et krav om, at overlægen
i alle tilfælde, hvor en beslutning om tvangsfiksering i
medfør af psykiatrilovens § 4 a i overlægens
fravær er truffet af en anden læge,
efterfølgende skal se patienten. Retten har lagt vægt
på, at tilsvarende bemærkning ikke fremgår af den
del af lovforslagets bemærkninger, der angår § 4
a, men at det i lovforslagets bemærkninger om § 4 a
derimod fremgår, at ændringen af § 4 a alene er en
konsekvens af ændringen af § 15.
Til nr. 6 og 7
Det fremgår af psykiatrilovens §
16, stk. 1, at en patient, der er tvangsfikseret med bælte,
skal have fast vagt.
Det fremgår af § 16, stk. 2, at den
faste vagt skal udarbejde en objektiv beskrivelse af patientens
aktuelle tilstand, mens patienten er tvangsfikseret med
bælte. Sundhedsministeren fastsætter nærmere
regler om, hvor ofte den faste vagt skal observere patientens
aktuelle tilstand, hvad vagten skal observere, og hvad vagten skal
notere.
Psykiatrilovens § 16, stk. 2., 2. pkt.
blev vedtaget på baggrund af et ændringsforslag til
lovforslag L 84 som dannede baggrund for indførelsen af
notatpligten, jf. Folketingstidende, 2021-22, tillæg B, L
84.
Det fremgår af bemærkningerne til
§ 1, nr. 2, i ændringsforslaget, at sundhedsministeren
skal fastlægge klare retningslinjer for, hvor ofte den faste
vagt skal observere, hvad vagten skal observere, og hvad vagten
skal notere. Det forudsættes herved, at det i
retningslinjerne fastlægges, at notater skal foretages som
minimum hvert 15. minut. Dette er parallelt til
bekendtgørelsen om anvendelse af sikringsmidler i
kriminalforsorgens institutioner, hvorefter en indsat, der er
tvangsfikseret, skal have en fast vagt, og der skal ske notat om
tilsynet med den indsatte hvert kvarter.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i
evaluering af psykiatrilovens bestemmelser om notatpligt for den
faste vagt for bæltefikserede patienter, intervallet for de
lægelige tilsyn i forbindelse med spørgsmålet om
anvendelse af tvangsfiksering og særlige regler for
surrogatanbragte af 29. november 2023 vurderet, at der er grundlag
for at foretage en nærmere undersøgelse af, hvorvidt
kravet om at der skal udarbejdes et notat hvert 15. minut er
meningsfyldt, om det bidrager til arbejdet med at nedbringe tvang,
eller om der bør fastsættes intervaller af
længere varighed.
Det foreslås at § 16, stk. 2, 2.pkt. ophæves. Det
foreslås endvidere at indsætte et stk. 3, i §
16, hvorefter indenrigs- og sundhedsministeren
fastsætter nærmere regler om, hvor ofte den faste vagt
skal observere patientens aktuelle tilstand, hvad vagten skal
observere, og hvad vagten skal notere.
Med forslaget vil indenrigs- og
sundhedsministeren kunne ændre hyppigheden af, hvor ofte
notatet vil skulle udarbejdes. Det vil således ikke
være hjemmel til at ophæve selve notatpligten. Det
bemærkes endvidere, at der fortsat skal tages højde
for det overordnede formål med notatpligten om at sikre, at
bæltefikseringer ikke udstrækkes i længere tid
end nødvendigt, og at give den ansvarlige læge et
værktøj til at vurdere patientens tilstand, samt at
styrke retssikkerheden for bæltefikserede patienter.
Forud for en eventuel ændring af
hyppigheden af hvor ofte notatet vil skulle udarbejdes, vil
relevante interessenter blive inddraget. Desuden vil Folketingets
Sundhedsudvalg og Tilsynet i henhold til grundlovens § 71
blive orienteret forud for en sådan ændring.
Til nr. 8
Overskriften til kapitel 5 a har
følgende ordlyd:
ȁbning og kontrol af post,
afgivelse af udåndingsprøve eller urinprøve,
undersøgelse af patientstuer og ejendele, kropsvisitation og
anvendelse af kropsscannere, bagagescannere og narkohunde
m.v.«
Det foreslås, at der i overskriften til kapitel
5 a tilføjes henvisning til
»metaldetektorer«.
Med lovforslagets § 1, nr. 9, er der
stillet forslag om, at der i en række bestemmelser i
psykiatriloven skabes hjemmel til, at der ved mistanke om, at der
er eller søges bragt medikamenter, rusmidler eller farlige
genstande ind på psykiatriske afdelinger, kan anvendes
metaldetektorer ved undersøgelse af patienter eller andre,
der søger adgang hertil, f.eks. besøgende,
pårørende m.fl.
Forslaget vil betyde, at overskriften til
kapitel 5 a vil afspejle den nye indgrebstype, som foreslås
introduceret med lovforslagets § 1, nr. 8, 9, 10, 11 og
12.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 9
Psykiatrilovens § 19 a giver mulighed for
at iværksætte en række indgreb på
psykiatriske afdelinger, herunder bl.a. åbning og kontrol af
en patients post, undersøgelse af patientstuer og anvendelse
af kropsscannere.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger i afsnit 2.2.1.
Det foreslås at ændre § 19 a, stk. 2 og 3, således at der efter »og
bagagescannere« indsættes »og
metaldetektorer«.
Den foreslåede ændring af §
19 a, stk. 2, vil betyde, at der gives hjemmel til, at
overlægen kan beslutte, at der kan anvendes metaldetektorer
på psykiatriske afdelinger.
Den foreslåede ændring af §
19 a, stk. 3, vil betyde, at kravet om mistanke heller ikke vil
skulle gælde for så vidt angår overlægens
beslutning om at anvende metaldetektorer på
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland og retspsykiatriske afdelinger.
Formålet med forslaget er at sikre et
tilstrækkeligt højt sikkerhedsniveau på
psykiatriske afdelinger, som eksempelvis kan ske ved brug af
metaldetektorer, som enten vil anvendes ved mistanke om, at
patienter eller andre, der søger adgang til afdelinger
søger at medbringe farlige genstande som eksempelvis knive
eller skydevåben, eller på retspsykiatriske afdelinger
rutinemæssigt for patienter og besøgende.
Det forudsættes, at
mindstemiddelsprincippet i psykiatrilovens § 4, stk. 2,
iagttages ved brug af metaldetektorer, og at der således
udvises et passende hensyn i forbindelse med undersøgelsen
af patienter, pårørende eller andre, som søger
adgang til den psykiatriske afdeling.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 10 og 11
Det fremgår af psykiatrilovens § 1,
stk. 1, at indlæggelse, ophold og behandling på
psykiatrisk afdeling sker på baggrund af informeret samtykke
efter reglerne i kapitel 5 i sundhedsloven, medmindre andet
følger af denne lov. Det fremgår af psykiatrilovens
§ 1, stk. 2, at frihedsberøvelse og anvendelse af anden
tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling
på psykiatrisk afdeling kun må finde sted efter
reglerne i denne lov.
Det fremgår af psykiatrilovens § 19
a, stk. 1, nr. 1-4 at ved mistanke om, at der er medikamenter,
rusmidler eller farlige genstande på den psykiatriske
afdeling, kan overlægen med henblik på at sikre, at
disse ikke er blevet indført eller vil blive forsøgt
indført til en eller flere patienter i afdelingen, uden
retskendelse beslutte, at en patients post skal åbnes eller
kontrolleres, at en patient skal afgive udåndingsprøve
eller urinprøve, at en patients stue og ejendele skal
undersøges, eller at der skal foretages kropsvisitation af
en patient.
Det fremgår af psykiatrilovens § 19
a, stk. 7, at overlægen kan beslutte, at medikamenter,
rusmidler, farlige genstande og mobiltelefoner eller lignende
kommunikationsudstyr, som bliver fundet ved indgreb efter stk. 1,
2, 6 og §§ 19 c og d tages i forvaring. Overlægen
skal overlade til politiet at afgøre, om medikamenter,
rusmidler og farlige genstande besiddes i strid med den almindelige
lovgivning, herunder lovgivningen om euforiserende stoffer og
lovgivningen om våben m.v.
Det foreslås at ændre 19 a, stk. 7, 1.pkt., således at der
efter »6« indsættes »,8«.
Forslaget vil betyde, at overlægen kan
beslutte, at medikamenter, rusmidler, farlige genstande og
mobiltelefoner eller lignende kommunikationsudstyr, som bliver
fundet ved indgreb efter stk. 1, 2, 6 og §§ 19 c og d,
også vil omfatte indgreb efter den foreslåede nye
§ 19 a, stk. 8.
Der ser ikke hermed tiltænkt en
indholdsmæssig ændring af den gældende
bestemmelse, men alene en tilføjelse af den forslåede
bestemmelse i § 19 a, stk. 8.
Det foreslås endvidere at der i § 19 a indsættes et nyt § 19
a, stk. 8, hvorefter overlægen
ved mistanke efter stk. 1, uden retskendelse kan beslutte, at der
skal anvendes metaldetektorer ved undersøgelse af patienter
eller personer, der søger adgang til de psykiatriske
ambulatorier. Kravet om mistanke efter stk. 1, gælder ikke
for retspsykiatriske ambulatorier.
Forslaget vil betyde, at der gives hjemmel
til, at overlægen kan beslutte, at der kan anvendes
håndholdte metaldetektorer på psykiatriske og
retspsykiatriske ambulatorier.
Den foreslåede bestemmelse er en
modifikation til udgangspunktet om, at psykiatrilovens bestemmelser
alene omfatter personer, der indlægges på psykiatrisk
afdeling.
Det forudsættes, at
mindstemiddelsprincippet i psykiatrilovens § 4, stk. 2,
iagttages ved brug af metaldetektorer, og at der således
udvises et passende hensyn i forbindelse med undersøgelsen
af patienter, pårørende eller andre, som søger
adgang til det psykiatriske ambulatorium.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 12
Psykiatrilovens § 19 a giver mulighed for
at iværksætte en række indgreb på
psykiatriske afdelinger, herunder bl.a. åbning og kontrol af
en patients post, undersøgelse af patientstuer og anvendelse
af kropsscannere.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger i afsnit 2.2.1.
Det foreslås at ændre § 19 a, stk. 8, således at der
efter »og bagagescannere« indsættes »og
metaldetektorer«.
Forslaget vil betyde, at der gives hjemmel
til, at overlægen kan beslutte, at der kan anvendes
metaldetektorer på afdelinger for personer anbragt i
varetægtssurrogat.
Formålet med forslaget er sikre et
tilstrækkeligt højt sikkerhedsniveau på
afdelinger for personer anbragt i varetægtssurrogat, som
eksempelvis kan ske ved brug af metaldetektorer, som enten vil
anvendes ved mistanke om at patienter eller andre, der søger
adgang til afdelinger, søger at medbringe farlige genstande
som eksempelvis knive eller skydevåben, eller på
retspsykiatriske afdelinger rutinemæssigt for patienter og
besøgende.
Mindstemiddelsprincippet i psykiatrilovens
§ 4, stk. 2, skal iagttages ved brug af metaldetektorer, og at
der således udvises et passende hensyn i forbindelse med
undersøgelsen af patienter, pårørende eller
andre, som søger adgang til afdelinger for personer anbragt
i varetægtssurrogat.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 13
Sundhedslovens §§ 40 og 43 opstiller
generelle rammer for sundhedspersoners tavshedspligt og
videregivelse af helbredsoplysninger og andre fortrolige
oplysninger til andre formål end behandling. Psykiatriloven
indeholder nogle bestemmelser om videregivelser af oplysninger om
patienter på psykiatriske afdelinger.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger i afsnit 2.3.1.1.
Det foreslås at indsætte et nyt
kapitel 5 c om videregivelse af
oplysninger mellem sundhedspersoner og politi i forbindelse med
fælles udkørsel til borgere med psykiske lidelser, bestående af § 19 f.
Det foreslås i § 19 f, stk. 1, at sundhedspersoner i
relevant omfang skal videregive oplysninger til politiet om
personer, hvor der er mistanke om eller kendskab til, at personen
har en psykisk lidelse, og for hvem politiet og sundhedspersoner i
fællesskab foretager udkørsel til, hvis videregivelsen
af oplysningerne er nødvendige for, at politiet kan foretage
en vurdering af håndteringsmuligheder og
sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med den fælles
udkørsel.
Det foreslås endvidere med § 19 f, stk. 2, at indenrigs- og
sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om
videregivelse af oplysninger efter denne bestemmelse.
Formålet er at skabe hjemmel, der
sikrer, at sundhedspersoner, der sammen med politiet foretager
fælles udkørsel til personer med eventuelle psykiske
lidelser eller udfordringer, kan videregive oplysninger til
politiet, når det er nødvendigt for, at politiet og
sundhedspersonerne kan vurdere den mest hensigtsmæssige
håndtering af den pågældende person.
Den foreslåede bestemmelse er en
pligtudleveringsbestemmelse som nævnt i sundhedslovens §
43, stk. 2, nr. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil
medføre, at i de situationer, hvor sundhedspersonale sammen
med politiet foretager fælles udkørsel til personer
med eventuelle psykiske lidelser eller udfordringer, skal
sundhedspersonalet mundtligt eller skriftligt dele
nødvendige og relevante oplysninger med politiet, i
forbindelse med, at sundhedspersonalet og politiet skal foretage en
fælles udkørsel. Med forslaget vil sundhedspersoner
endvidere skulle dele oplysninger med politiet som led i en
eventuel forberedelse af mødet med den enkelte person forud
for den fælles udkørsel. Det kan eksempelvis
være situationer, hvor sundhedspersonen inden den
fælles udkørsel sender nødvendige og relevante
oplysninger til politiet, eller på et fælles
møde med politiet inden udkørslen mundtligt
videregiver nødvendige og relevante oplysninger om
personen.
Det bemærkes i den forbindelse, at
autoriserede sundhedspersoner uden patientens samtykke, til andre
formål end behandling, i fornødent omfang kan indhente
oplysninger om patientens helbredsforhold ved opslag i elektroniske
patientjournaler og andre systemer, som supplerer patientjournalen,
når det er nødvendigt for at kunne videregive
oplysninger efter § 43, stk. 2, nr. 1, jf. sundhedslovens
§ 42 d, stk. 2, nr. 4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 14
Det følger af psykiatrilovens §
24, stk. 2, og psykiatrilovens kapitel 10, at en patient kan klage
over enhver anvendelse af tvang til Det Psykiatriske
Patientklagenævn.
Det følger af § 34 i
psykiatriloven, at der oprettes et psykiatrisk
patientklagenævn ved Nævnenes Hus, bestående af
direktøren for Nævnenes Hus som formand samt to
medlemmer. Det følger endvidere, at Nævnenes Hus
varetager Det Psykiatriske Patientklagenævns
sekretariatsopgaver og afholder udgifterne til nævnets
virksomhed.
Ved kongelig resolution af 22. november 2023
er det bestemt, at ressortansvaret for Det Psykiatriske
Patientklagenævn overføres fra erhvervsministeren til
indenrigs- og sundhedsministeren pr. 1. december 2023.
Med henblik på at lovfastsætte, at
ressortansvaret er blevet overført til indenrigs- og
sundhedsministeren, foreslås det at ændre henvisningen
til Nævnenes Hus i psykiatrilovens § 24, stk. 2, 3. pkt., § 25, stk. 1, 1.
pkt., stk. 3, 3. pkt., og stk. 4, 2.
pkt., to steder i § 34, stk. 1, 1. pkt., to steder i §
34, stk. 2, i § 34, stk. 3, § 35, § 36, stk. 1, 1.
pkt., stk. 3, 1. og 3, pkt., og
stk. 4, § 37, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., § 38, stk. 1, og § 39, stk. 1 og 2, til Styrelsen for Patientklager.
Det betyder, at det fastsættes i loven,
at Styrelsen for Patientklager overtager den funktion og de
opgaver, som på nuværende tidspunkt varetages af
Nævnenes Hus.
Til nr. 15
Det fremgår af psykiatrilovens §
37, stk. 1, at Det Psykiatriske Patientklagenævn ved
Nævnenes Hus efter anmodning fra patienten eller
patientrådgiveren skal indbringe sine afgørelser
vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse,
tilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering,
oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen under
Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland og aflåsning
af døre i afdelingen for retten efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 43 a.
Det fremgår af retsplejelovens §
468 i lovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt
bestemt frihedsberøvelse, at reglerne i dette kapitel,
når andet ikke er bestemt ved lov, finder anvendelse ved
frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen, der ikke er
besluttet af en dømmende myndighed.
Det fremgår af retsplejelovens §
469, stk. 6, at krav om erstatning af det offentlige for ulovlig
frihedsberøvelse efter begæring skal
pådømmes under sagen om frihedsberøvelsens
lovlighed. Retten kan dog udskyde
erstatningsspørgsmålet til behandling efter
afgørelsen om frihedsberøvelsens lovlighed. Der vil i
givet fald alene være tale om at udskyde behandlingen af
erstatningsspørgsmålet til senere under den sag, der
er indbragt i medfør af retsplejelovens kapitel 43 a. Retten
kan ikke henvise den frihedsberøvede til at anlægge en
almindelig civil retssag om erstatningskravet.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 2.4.1.2.
Det foreslås at indsætte et 2.
pkt. i § 37, stk. 1, hvorefter patientens krav om erstatning
behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, uanset om
der for retten er tvist om lovligheden af frihedsberøvelse
eller tvangsfiksering i henhold til stk. 1.
Den foreslåede ændring vil
medføre, at patienter som efter lovforslagets
ikrafttræden har fået medhold i nævnet, og som
ønsker at få prøvet spørgsmålet om
erstatningsgodtgørelse i retten, processuelt vil blive
stillet som patienter, som enten ikke har fået medhold i
nævnet, eller situationer, hvor den indstævnede region
bestrider afgørelsen fra nævnet, og således vil
disse patienter få adgang til en lettere og omkostningsfri
domstolsprøvelse.
Baggrunden for ændringen er en dom fra
Højesteret af 11. januar 2023 (sagsnummer BS-14077/2022-HJR)
som fastslog, at retsplejelovens kapitel 43 a ikke fandt anvendelse
i en sag, som angik en patient, som havde været ulovligt
tvangsfikseret under en indlæggelse på en psykiatrisk
afdeling, og hvor der for retten ikke var tvist om, hvorvidt
frihedsberøvelsen var lovlig, og da Psykiatriske
Patientklagenævn havde truffet afgørelse om, at
fikseringen af patienten var ulovlig, og den ansvarlige region ikke
havde anfægtet nævnets afgørelse (Ugeskrift for
Retsvæsen 2023 side 1358).
Det må efter Indenrigs- og
Sundhedsministeriets opfattelse antages at være en utilsigtet
konsekvens af den gældende ordning, at en patient i
tilfælde, hvor regionen ikke anfægter Det Psykiatriske
Patientklagenævns afgørelse om, at en
frihedsberøvelse og tvangsfiksering har været ulovlig,
processuelt er dårligere stillet end patienter i
tilfælde, hvor der efter Det Psykiatriske
Patientklagenævns afgørelse stadig er tvist om
lovligheden, herunder i situationer, hvor patienten ikke har
fået medhold i nævnet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til §
2
Det fremgår af psykiatrilovens §
16, stk. 1, at en patient, der er tvangsfikseret med bælte,
skal have fast vagt.
Det fremgår af psykiatrilovens §
16, stk. 2, at den faste vagt skal udarbejde en objektiv
beskrivelse af patientens aktuelle tilstand, mens patienten er
tvangsfikseret med bælte. Det bemærkes, at bestemmelsen
er indsat ved § 1, nr. 1, i lov nr. 2617 af 28. december 2021
om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.
og sundhedsloven (Notatpligt for den faste vagt for
bæltefikserede patienter, interval mellem lægelige
vurderinger m.v.), men § 16, stk. 2, 2. pkt., er ved en fejl
ikke taget med i bekendtgørelse nr. 185 af 1. februar 2022
af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.
Det fremgår endvidere af psykiatrilovens
§ 21, stk. 4, at så længe en tvangsfiksering
opretholdes, skal der foretages fornyet lægelig vurdering af
spørgsmålet om fortsat anvendelse af
tvangsfikseringen, så ofte som forholdene tilsiger det, dog
mindst tre gange i døgnet, som skal være jævnt
fordelt, efter at beslutningen om anvendelse af tvangsfiksering er
truffet. Den første vurdering skal foretages senest 4 timer
efter, at beslutningen om anvendelse af tvangsfiksering er truffet.
Efterfølgende vurderinger foretages skal foretages med
højest 10 timers mellemrum. 2. og 3. pkt. finder ikke
anvendelse, såfremt patienten sover, og det ud fra en
lægefaglig vurdering vurderes skadeligt at vække
patienten.
Det fremgår af § 4 i lov nr. 2617
af 28. december 2021 om ændring af lov om anvendelse af tvang
i psykiatrien m.v. og sundhedsloven (Notatpligt for den faste vagt
for bæltefikserede patienter, interval mellem lægelige
vurderinger, m.v.), at sundhedsministeren fremsætter forslag
om revision af lovens § 1, nr. 1 og 9 i folketingsåret
2023-24.
Dette fremgår af
tillægsbetænkningen (Folketingstidende 2021-2022,
tillæg B, over L 84 A) over bemærkningerne til
lovforslaget, som dannede baggrund for indførelsen af §
16, stk. 2, og § 21, stk. 4 (Folketingstidende 2021-2022,
tillæg A, L 84 som fremsat, side 1).
Det fremgår bl.a. af
tillægsbetænkningens bemærkninger, at det er
væsentligt som lovgiver at holde sig for øje, om loven
faktisk medfører de forbedringer af patienternes
retssikkerhed, som er hensigten med lovforslaget. Det fremgår
endvidere, at det findes hensigtsmæssigt, at
sundhedsministeren, for så vidt angår de nævnte
forslag, evaluerer loven 2 år efter lovens
ikrafttrædelse, dvs. den 1. januar 2024. Endelig
fremgår det, at sundhedsministeren senest den 1. marts 2024
skal fremsætte lovforslag om revision af loven.
Det foreslås at § 4 ophæves.
Forslaget vil indebære, at der ikke skal
fremsættes forslag om revision af psykiatrilovens § 16,
stk. 2, og af psykiatrilovens § 21, stk. 4.
Baggrunden for forslaget er, at Indenrigs- og
Sundhedsministeriet i evaluering af psykiatrilovens bestemmelser om
notatpligt for den faste vagt for bæltefikserede patienter,
intervallet for de lægelige tilsyn i forbindelse med
spørgsmålet om anvendelse af tvangsfiksering og
særlige regler for surrogatanbragte af 29. november 2023 har
vurderet, at bestemmelserne på nuværende tidspunkt ikke
bør justeres eller ophæves.
For så vidt angår ministeriets
vurdering om bestemmelsen om notatpligt for den faste vagt for
bæltefikserede patienter, fremgår det dog af
evalueringen, at ministeriet finder, at der er grundlag for at
foretage en nærmere undersøgelse af, hvorvidt kravet
om at der skal udarbejdes et notat hvert 15. minut er meningsfyldt,
om det bidrager til arbejdet med at nedbringe tvang, eller om der
bør fastsættes intervaller af længere varighed.
Der henvises på denne baggrund til lovforslagets § 1,
nr. 6, hvor der stilles forslag om, at § 16, stk. 2, 2. pkt.
ophæves, og at der indsættes et stk. 3, i § 16,
hvorefter indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter
nærmere regler om, hvor ofte den faste vagt skal observere
patientens aktuelle tilstand, hvad vagten skal observere, og hvad
vagten skal notere.
For så vidt angår ministeriets
vurdering angående bestemmelsen intervallet for de
lægelige tilsyn i forbindelse med spørgsmålet om
anvendelse af tvangsfiksering, lagde ministeriet bl.a. vægt
på, at samtlige interessenter, bl.a. Danske Regioner og Dansk
Psykiatrisk Selskab, har givet udtrykt for, at bestemmelsen
bør fastholdes i dens nuværende form.
Til §
3
Med psykiatrilovens kapitel 5 b er der i
§§ 19 b -19 e fastsat særlige regler for personer
anbragt i varetægtssurrogat, jf. lov nr. 2618 af 28. december
2021 om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
m.v. (Husordener på psykiatriske afdelinger,
sikkerhedskontroller i retspsykiatrien, særlige regler for
surrogatanbragte m.v.).
Det fremgår af § 19 b, at
regionsrådende kan oprette særlige afdelinger for
personer anbragt i varetægtssurrogat, for at sikre et
tilstrækkeligt sikkerhedsniveau på de psykiatriske
afdelinger.
Det fremgår af § 19 c, at
overlægen på afdelinger for personer anbragt i
varetægtssurrogat for at sikre hensynet til orden og
sikkerhed uden retskendelse kan beslutte, at den anbragtes post
skal åbnes eller kontrolleres, den anbragtes stue eller
ejendele skal undersøges, eller at der kan anvendes
kropsscannere, bagagescannere, og magnetiske detektorer for
mobiltelefoner ved undersøgelse af en anbragt eller
personer, som søger adgang til afdelingen, med henblik
på at sikre, at medikamenter, rusmidler, farlige genstande
eller mobiltelefoner og lignende kommunikationsudstyr ikke er
blevet indført eller vil blive indført i afdelingen.
Det fremgår af § 19 c, stk. 2, at bestemmelserne i
§ 2 a-c finder tilsvarende anvendelse på afdelingerne
for personer anbragt i varetægtssurrogat.
Det fremgår af § 19 d, at
overlægen kan beslutte at afskære eller begrænse
den anbragtes mulighed for at medtage, besidde eller råde
over mobiltelefonen og lignende kommunikationsudstyr på
afdelingen, hvis den anbragtes medtagelse, besiddelse eller
råden er uforenelig med hensynet til orden og sikkerhed.
Det fremgår af § 19 e, at den
psykiatriske afdeling i relevant omfang skal videregive oplysninger
om personer, der er anbragt i varetægtssurrogat, til
politiet, anklagemyndigheden eller kriminalforsorgen, hvis
videregivelsen af oplysningerne er nødvendige for, at
politiet, anklagemyndigheden eller kriminalforsorgen kan vurdere
undvigelsesrisiko, farlighed og trusselsniveau for de
pågældende personer.
Det fremgår af § 3 i lov nr. 2618
af 28. december 2021 om ændring af lov om anvendelse af tvang
i psykiatrien m.v. (Husordener på psykiatriske afdelinger,
sikkerhedskontroller i retspsykiatrien, særlige regler for
surrogatanbragte, m.v.), at sundhedsministeren fremsætter
forslag om revision af kapitel 5 b i lov om anvendelse af tvang i
psykiatrien m.v. som indsat ved denne lovs § 1, nr. 6, i
folketingsåret 2023-24.
Det fremgår af
tillægsbetænkningen (Folketingstidende 2021-2022,
tillæg B, tillægsbetænkning over L 84 B) over
bemærkningerne til lovforslaget, som dannede baggrund for
indførelsen af kapitel 5 b (Folketingstidende 2021-2022,
tillæg A, L 84 som fremsat, side 1).
Det fremgår bl.a. af
tillægsbetænkningens bemærkninger, at det er
væsentligt som lovgiver at holde øje med lovens
virkning i praksis, herunder om de særlige afdelinger for
personer anbragt i varetægtssurrogat fungerer efter
hensigten, og omfanget og karakteren af indgreb og
begrænsninger over for personer anbragt i
varetægtssurrogat. Det findes derfor hensigtsmæssigt,
at sundhedsministeren (nu indenrigs- og sundhedsministeren)
evaluerer loven 2 år efter lovens ikrafttræden, dvs.
den 1. januar 2024. Endelig fremgår det, at
sundhedsministeren senest den 1. marts 2024 skal fremsætte
lovforslag i Folketinget om revision af loven.
Det fremgår af bemærkningerne til
lovændringen, der dannede baggrund for indførelsen af
kapitel 5 b, at formålet med at give hjemmel til yderligere
begrænsninger for varetægtssurrogater er at
højne sikkerheden for personale og andre patienter, samt at
undgå lignende undvigelser som i 2019, hvor en person i
varetægtssurrogat undveg fra en retspsykiatrisk afdeling med
bistand fra en besøgende, som havde medbragt
skydevåben.
Det foreslås, at § 3 ophæves.
Forslaget vil indebære, at der ikke skal
fremsættes forslag om revision af psykiatrilovens kapitel 5
b.
Baggrunden for forslaget er, at Indenrigs- og
Sundhedsministeriet i evaluering af psykiatrilovens bestemmelser om
notatpligt for den faste vagt for bæltefikserede patienter,
intervallet for de lægelige tilsyn i forbindelse med
spørgsmålet om anvendelse af tvangsfiksering og
særlige regler for surrogatanbragte af 29. november 2023 har
vurderet, at psykiatrilovens kapitel 5 b fungerer efter hensigten,
og at bestemmelsen således ikke bør justeres eller
ophæves.
Ministeriet har bl.a. lagt vægt på
høringssvar fra Danske Regioner, som i forbindelse med deres
høringssvar henviste til, at regionerne oplever at tiltagene
i kapitel 5 b giver mulighed for at øge sikkerheden for
patienter såvel som medarbejdere på de
pågældende afsnit.
Til §
4
Det foreslås i stk. 1, at loven skal
træde i kraft den 1. juni 2024.
Det foreslås i stk. 2, at § 1, nr.
1-4, finder ikke anvendelse for patienter under 15 år, for
hvem der er iværksat tvangsforanstaltninger eller
frihedsberøvelse før lovens ikrafttræden.
Forslaget indebærer, at der ikke vil
være tale om tvang, såfremt der er tale
mindreårige patienter under 15 år, for hvem der er
iværksat tvangsforanstaltninger eller frihedsberøvelse
før den 1. juni 2024, og hvor forældremyndighedens
indehavere har givet informeret samtykke. Der vil derimod
være tale om magtanvendelse. Således vil
mindreårige patienter under 15 år i disse
tilfælde og før lovens ikrafttrædelse ikke have
ret til at få beskikket en patientrådgiver og til at
klage til Det Psykiatriske Patientklagenævn, uanset om
tvangsforanstaltningen eller frihedsberøvelsen
udstrækkes til efter lovens ikrafttræden. Det vil sige
at en magtanvendelse, som er påbegyndt før lovens
ikrafttrædelse fortsat vil være at betragte som en
magtanvendelse efter lovens ikrafttrædelse og indtil den
ophører.
Det foreslås i stk.
3, at regler udstedt i medfør af § 19 a, stk. 8,
i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v., jf.
lovbekendtgørelse 185 af 1. februar 2022, forbliver i kraft,
indtil de ophæves eller afløses af regler udsted i
medfør af § 19 a, stk. 9, i lov om anvendelse af tvang
i psykiatrien, jf. denne lovs § 1, nr. 11.
Til §
5
Det følger af psykiatrilovens §
47, at loven ikke gælder for Færøerne, men at
den ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i
kraft for Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger.
Det foreslås, at loven ikke skal
gælde for Færøerne og Grønland, men at
loven ved kongelig anordning helt eller delvist kan sættes i
kraft for Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger. Loven kan endvidere
sættes i kraft på forskellige tidspunkter.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt
med gældende lov
Gældende
formulering | Lovforslaget | | | | § 1 | | I lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 185 af 1. februar 2022,
foretages følgende ændringer: | § 1.
Indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk
afdeling sker på baggrund af informeret samtykke efter
reglerne i kapitel 5 i sundhedsloven, medmindre andet følger
af denne lov. Stk.
2. - Stk.
3. - | | Stk. 4. Tvang
ikke foreligger i de tilfælde, hvor 1) en patient er under 15 år og 2) der foreligger informeret samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren. | 1. § 1, stk. 4, ophæves, og i stedet
indsættes: »Stk. 4.
Patienter der er fyldt 15 år, giver selv informeret samtykke
til behandling, indlæggelse og ophold på psykiatrisk
afdeling. | Stk. 5. For
patienter, der er omfattet af stk. 4, skal der ikke forsøges
indhentet samtykke fra forældremyndighedens indehaver,
værgen eller de nærmeste pårørende, hvis
omgående gennemførelse af en foranstaltning i henhold
til denne lov er nødvendig for at afværge, at en
patient 1) udsætter sig selv eller andre for
nærliggende fare for at lide skabe på legeme eller
helbred eller 2) udøver hærværk af
ikke ubetydeligt omfang. | Stk. 5. For
patienter under 15 år kan forældremyndighedens
indehaver give informeret samtykke til behandling,
indlæggelse og ophold på psykiatrisk afdeling, jf. dog
stk. stk.6. | | Stk. 6. Uanset
det informerede samtykke efter stk. 5 foreligger der tvang hvis
patienter under 15 år ikke selv giver informeret samtykke til
behandling.« | | Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 7 og
8. | § 1.
Indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk
afdeling sker på baggrund af informeret samtykke efter
reglerne i kapitel 5 i sundhedsloven, medmindre andet følger
af denne lov. Stk.
2. - Stk.
3. - Stk.
4. - | | Stk.
5. - | 2. I § 1, stk. 5, der bliver stk. 7,
ændres »stk. 4« til: »stk. 5«. | § 4. Tvang
må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er
muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken.
Når forholdene tillader det, skal patienten have rimelig
betænkningstid. Stk.
2. - Stk.
3. - Stk.
4. - | | Stk. 5. Efter
ophør af enhver tvangsforanstaltning, skal patienten
tilbydes en eller flere samtaler. Sundhedsstyrelsen
fastsætter regler herom. | 3. I § 4, stk. 5, indsættes efter 1.
pkt. som nyt punktum: »Det samme gælder for
forældremyndighedens indehaver til patienter under 15
år.« | § 4. Tvang
må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er
muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken.
Når forholdene tillader det, skal patienten have rimelig
betænkningstid. Stk.
2. - Stk.
3. - Stk.
4. - Stk. 5. | | Stk. 6.
Mindreårige under 15 år, hvis forældre har givet
samtykke til behandlingen, skal tilbydes en opfølgende
samtale efter ophør af indgrebet. Det samme gælder den
mindreåriges forældre. Sundhedsstyrelsen
fastsætter nærmere regler herom. | 4. § 4, stk. 6, ophæves. | § 15.
Beslutning om tvangsfiksering og beslutning om, at der foruden
bælte skal anvendes hånd- eller fodremme, træffes
af overlægen, efter at denne har tilset patienten. | 5. I § 15 indsættes som stk. 3: »Stk. 3.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere
regler om tvangsfiksering efter denne bestemmelse, herunder
anvendelse af hånd- eller fodremme.« | § 16. En
patient, der er tvangsfikseret med bælte, skal have fast
vagt. | | Stk. 2. Den
faste vagt skal udarbejde en objektiv beskrivelse af patientens
aktuelle tilstand, mens patienten er tvangsfikseret med
bælte. Sundhedsministeren fastsætter nærmere
regler om, hvor ofte den faste vagt skal observere patientens
aktuelle tilstand, hvad vagten skal observere, og hvad vagten skal
notere. | 6. § 16, stk. 2, 2. pkt.
ophæves. | | 7. I § 16 indsættes som stk. 3: »Stk. 3.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere
regler om, hvor ofte den faste vagt skal observere patientens
aktuelle tilstand, hvad vagten skal observere, og hvad vagten skal
notere.« | | 8. I overskriften til kapitel 5 a og i § 19
indsættes efter »bagagescannere«:
»metaldetektorer«. | § 19 a. Ved
mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige
genstande i afdelingen, kan overlægen med henblik på at
sikre, at disse ikke er blevet indført eller vil blive
forsøgt indført til en eller flere patienter i
afdelingen beslutte, 1) at en patientens post skal åbnes
og kontrolleres, 2) at en patient skal afgive
udåndingsprøve eller urinprøve 3) at en patients stue og ejendele skal
undersøges, eller 4) at der skal foretages kropsvisitation af
en patient. | | Stk. 2. Ved
mistanke som nævnt i stk. 1 kan overlægen med henblik
på at sikre, at medikamenter, rusmidler eller farlige
genstande ikke er blevet indført eller vil blive
forsøgt indført ti len eller flere patienter i
afdelingen beslutte, at der skal anvendes kropsscannere og
bagagescannere ved undersøgelse af en patient eller
personer, der søger adgang til den psykiatriske
afdeling. Stk. 3. Kravet
om mistanke efter stk. 1 gælder ikke for Sikringsafdelingen
under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, og
retspsykiatriske afdelinger i forbindelse med anvendelse af
kropsscannere og bagagescannere, jf. stk. 2. Stk.
4. --- Stk.
5. --- Stk.
6. --- Stk.
7. --- Stk. 8.
Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte
nærmere regler om åbning og kontrol af patienters post,
patienters afgivelse af udåndingsprøve eller
urinprøve, undersøgelse af patientstuer og patienters
ejendele, kropsvisitation af patienter, anvendelse af kropsscannere
og bagagescannere og anvendelse af narkohunde. | 9. I § 19 a, stk. 2 og 3, indsættes efter »og
bagagescannere«: »og metaldetektorer«. | § 19 a. Ved
mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige
genstande i afdelingen, kan overlægen med henblik på at
sikre, at disse ikke er blevet indført eller Side 65 65 vil
blive forsøgt indført til en eller flere patienter i
afdelingen beslutte, 1) at en patientens post skal åbnes
og kontrolleres, 2) at en patient skal afgive
udåndingsprøve eller urinprøve 3) at en patients stue og ejendele skal
undersøges, eller 4) at der skal foretages kropsvisitation af
en patient. Stk.
2. --- Stk.
3. --- Stk.
4. --- Stk.
5. --- Stk.
6. --- | | Stk. 7.
Overlægen kan beslutte, at medikamenter, rusmidler og farlige
genstande og mobiltelefoner eller lignende kommunikationsudstyr,
som bliver fundet ved indgreb efter stk. 1, 2, 6, og §§
19 c og d tages i forvaring. Overlægen skal overlade til
politiet at afgøre, om medikamenter, rusmidler og farlige
genstande besiddes i strid med den almindelige lovgivning, herunder
lovgivningen om euforiserende stoffer og lovgivningen om
våben m.v. | 10. I § 19 a, stk. 7,1. pkt., indsættes
efter »6«: »,8« | | 11. I § 19 a, indsættes efter stk. 7 som
nyt stykke: »Stk. 8.
Ved mistanke efter stk. 1, kan overlægen uden retskendelse
beslutte, at der skal anvendes metaldetektorer ved
undersøgelse af patienter eller personer, der søger
adgang til de psykiatriske ambulatorier. Kravet om mistanke efter
stk. 1 gælder ikke for retspsykiatriske
ambulatorier.« Stk. 8 bliver herefter stk. 9. | | 12. I §
19 a, stk. 8, som bliver stk. 9, indsættes efter »og
bagagescannere«: »og metaldetektorer«. | | 13. Efter kapitel
5 b indsættes: »Kapitel 5 c Videregivelse af
oplysninger mellem sundhedspersoner og politiet i forbindelse med
fælles udkørsel til borgere med psykiske
lidelser § 19 f.
Sundhedspersoner skal i relevant omfang videregive oplysninger om
personer som politiet og sundhedspersoner i fællesskab
foretager udkørsel til, hvis der er mistanke om eller
kendskab til, at personen har en psykisk lidelse og hvis
oplysningerne er nødvendige for at politiet kan foretage en
vurdering af håndteringsmuligheder og
sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med fælles
udkørsel. Stk. 2.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere
regler om videregivelse af oplysninger stk. 1.« | § 24. Der
beskikkes en patientrådgiver for enhver, der
tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives
tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt,
indgivelse af beroligende middel med magt, beskyttelsesfiksering,
anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige
dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer
mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen
efter § 18 f, stk. 1, nr. 2, samt oppegående
tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland, jf. dog § 40, stk. 4. | | Stk. 2.
Patientrådgiveren skal vejlede og rådgive om patienten
med hensyn til alle forhold i forbindelse med indlæggelse,
ophold og behandling på psykiatrisk afdeling.
Patientrådgiveren skal endvidere bistå patienten med
iværksættelse og gennemførelse af eventuelle
klager. Patientrådgiveren skal så vidt muligt
være til stede ved klagens behandling i Det Psykiatriske
Patientklagenævn ved Nævnenes Hus. | 14. I § 24, stk. 2, 3. pkt., § 25, stk. 1, 1.
pkt., stk. 3, 3. pkt., og stk. 4, 2.
pkt., to steder i § 34, stk. 1, 1. pkt., to steder i §
34, stk. 2, § 34, stk. 3, § 35, § 36, stk. 1, 1.
pkt., stk. 3, 1. og 3, pkt., og
stk. 4, § 37, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., § 38, stk. 1, og § 39, stk. 1 og 2, ændres »Nævnenes
Hus« til: »Styrelsen for Patientklager.« | Kapitel 10 (§ 25,
stk. 1, 3 og 4, § 34, § 35, § 36, stk. 1, 3 og 4,
§ 37, § 38, stk. 1, § 39) | | § 37. Det
Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus skal
efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren skal
indbringe sine afgørelser vedrørende
tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse,
tilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering,
oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen under
Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland og aflåsning
af døre i afdelingen for retten efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 43 a. | 15. I § 37, stk. 1, indsættes som 2. pkt.: »Patientens krav om erstatning
behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, uanset om
der for retten er tvist om lovligheden af frihedsberøvelse
eller tvangsfiksering i henhold til stk. 1.« | | § 2 | | I lov nr. 2617 af 28. december 2021
(Notatpligt for den faste vagt for bæltefikserede patienter,
interval mellem lægelige vurderinger, m.v.), foretages
følgende ændring: | § 4.
Sundhedsministeren fremsætter i folketingsåret
2023-2024 forslag om revision af lovens § 1, nr. 1 og 9. | 1. § 4 ophæves. | | § 3 | | I lov nr. 2618 af 28. december 2021
(Husordener på psykiatriske afdelinger, sikkerhedskontroller
i retspsykiatrien, særlige regler for surrogatanbragte m.v.),
foretages følgende ændring: | § 3.
Sundhedsministeren fremsætter forslag om revision af kapitel
5 b i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. som indsat ved
denne lovs § 1, nr. 6, i folketingsåret 2023-24. | 1. § 3 ophæves. | | § 4 | | Loven træder i kraft 1. juni
2024. | | § 5 | | Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning sættes helt eller delvist i kraft for
Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger. |
|