Skriftlig fremsættelse (29. februar
2024)
Indenrigs- og
sundhedsministeren (Sophie Løhde):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om
ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.
(Styrkelse af mindreårige patienters rettigheder, anvendelse
af metaldetektorer, videregivelse af oplysninger til politi i
forbindelse med fælles udkørsel til borgere,
m.v.)
(Lovforslag nr. L 128)
Det er en afgørende prioritet for
regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), at det
psykiatriske område bliver løftet markant og varigt,
efter at psykiatrien længe har været underprioriteret
og udfordret. Udfordringerne i psykiatrien er også afspejlet
i udviklingen af anvendelsen af tvang over for børn og unge
på psykiatriske afdelinger, hvor der de senere år er
sket en væsentlig stigning.
Med Aftale om 10-årsplanen for
psykiatrien og mental sundhed fra september 2022 blev rammen sat
for den politiske forpligtelse til at udvikle det samlede
psykiatriområde og indsatsen for bedring af den mentale
sundhed i Danmark over en 10-årig periode. Aftalen byggede
økonomisk oven på de 600 mio. kr. til psykiatrien
afsat med finansloven for 2020. Aftalen tog udgangspunkt i de
prioriterede indsatsområder og dertil knyttede anbefalinger
fra Sundhedsstyrelsens og Social- og Boligstyrelsens faglige
oplæg. Aftalen fra 2022 var det første skridt i en
langsigtet udvikling af det samlede psykiatriområde og
indsatsen for bedring af den mentale sundhed i Danmark.
Med Aftale om en bedre psykiatri fra
november 2023 blev der taget de næste vigtige skridt videre
mod en bedre psykiatri. Aftalen tog hul på yderligere
anbefalinger fra det faglige oplæg og skal
ses som led i regeringens tilkendegivelser
om fortsat at ville løfte psykiatrien og sikre en fuldt
finansieret 10-årsplan for
psykiatrien frem mod 2030.
Udfordringerne i psykiatrien er også
afspejlet i udviklingen af anvendelsen af tvang over for
børn og unge på psykiatriske afdelinger, hvor der de
senere år er sket en væsentlig stigning.
Regeringen stiller bl.a. derfor forslag om,
at der sker en styrkelse af rettigheder for mindreårige
patienter under 15 år, således at mindreårige
patienter under 15 år får de samme
retssikkerhedsmæssige garantier, som patienter der er fyldt
15 år. Det betyder, at mindreårige patienter under 15
år får ret til at til en patientrådgiver og til
at klage til Det Psykiatriske Patientklagenævn, hvis
patienten ikke giver informeret samtykke til behandling, uanset et
eventuelt informeret samtykke fra forældremyndighedens
indehaver.
Det er endvidere regeringens ønske,
at sikkerheden på de psykiatriske afdelinger og ambulatorier
højnes. Regeringen stiller på denne baggrund forslag
om, at det vil blive muligt at anvende metaldetektorer på
psykiatriske afdelinger og ambulatorier ved mistanke om, at
patienter eller andre, der søger adgang til afdelinger eller
ambulatorier, søger at medbringe farlige genstande som
eksempelvis knive eller skydevåben. Regeringen stiller
desuden forslag, om det vil blive muligt at anvende
metaldetektorerne rutinemæssigt på retspsykiatriske
afdelinger og ambulatorier.
Regeringen stiller derudover forslag om, at
sundhedspersoner i forbindelse med fælles udkørsel til
personer med eventuelle psykiske lidelser eller udfordringer, kan
videregive relevante sundhedsoplysninger til politiet om de
personer, der foretages fælles udkørsel til.
Formålet er at sikre, at politiet og sundhedspersonerne kan
vurdere den mest hensigtsmæssige håndtering af den
pågældende person.
Som følge af en utilsigtet
konsekvens af en gældende ordning for rettens prøvelse
af spørgsmål om frihedsberøvelse og
tvangsfiksering af psykiatriske patienter efter retsplejelovens
kapitel 43 a, stiller regeringen derudover forslag om, at en
psykiatrisk patients krav om erstatning behandles efter reglerne i
kapitel 43 a, uanset om der for retten er tvist om lovligheden af
frihedsberøvelse eller tvangsfiksering.
Endelig stiller regeringen forslag om at
ophæve to revisionsbestemmelser som vedrører
bestemmelserne om notatpligt for den faste vagt for
bæltefikserede patienter, faste intervaller for den
lægelige vurdering, og kapitel 5 b om særlige regler
for personer anbragt i varetægtssurrogat, således at
disse bibeholdes i deres nuværende form. Der stilles samtidig
forslag om at det vil blive muligt for indenrigs- og
sundhedsministeren at ændre hyppigheden af, hvor ofte notater
vil skulle udarbejdes af den faste vagt for bæltefikserede
patienter.
Idet jeg i øvrigt tillader mig at
henvise til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal
jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings
velvillige behandling.