L 126 Forslag til lov om ændring af sundhedsloven, lov om social service, lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed og lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.

(Flytning af ansvar fra kommuner til regioner for misbrugsbehandling i forbindelse med regional integreret dobbeltdiagnosebehandling og omlægning af de særlige pladser på psykiatrisk afdeling).

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V)
Udvalg: Sundhedsudvalget
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 16-05-2024

Optrykt: 16-05-2024

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 16. maj 2024

20231_l126_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 16. maj 2024

Forslag

til

Lov om ændring af sundhedsloven, lov om social service, lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed og lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.

(Flytning af ansvar fra kommuner til regioner for misbrugsbehandling i forbindelse med regional integreret dobbeltdiagnosebehandling og omlægning af de særlige pladser på psykiatrisk afdeling)

§ 1

I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 247 af 12. marts 2024, som ændret ved lov nr. 907 af 21. juni 2022, § 2 i lov nr. 1778 af 28. december 2023 og lov nr. 1779 af 28. december 2023, foretages følgende ændringer:

1. Efter kapitel 17 a indsættes:

»Kapitel 17 b

Integreret behandling af en psykisk lidelse og en samtidig rusmiddelproblematik

§ 82 c. Regionsrådet i bopælsregionen påbegynder senest 14 dage efter regionens modtagelse af henvisning behandling af personer, som er visiteret til integreret behandling af en psykisk lidelse og en samtidig rusmiddelproblematik.

Stk. 2. Regionsrådet i bopælsregionen udleverer vederlagsfrit lægemidler, der ordineres som led i behandling af rusmiddelproblematikken, til personer nævnt i stk. 1, uanset hvor behandlingen finder sted.«

2. I § 87, stk. 2, indsættes som 5. pkt.:

»For en person, som er visiteret til integreret behandling af en psykisk lidelse og en samtidig rusmiddelproblematik, er fristen efter 1. pkt. dog 14 dage regnet fra tidspunktet for regionens modtagelse af henvisningen til tidspunktet for behandlingens påbegyndelse.«

3. I § 141, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»1. pkt. omfatter ikke personer, som er indlagt på sygehus eller visiteret til integreret behandling af en psykisk lidelse og en samtidig rusmiddelproblematik.«

4. I § 142, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»1. pkt. omfatter ikke personer, som er indlagt på sygehus eller visiteret til integreret behandling af en psykisk lidelse og en samtidig rusmiddelproblematik.«

5. I § 142, stk. 3, indsættes som 2. pkt.:

»1. pkt. omfatter ikke personer, som er indlagt på sygehus eller visiteret til integreret behandling af en psykisk lidelse og en samtidig rusmiddelproblematik.«

6. Efter § 213 e indsættes:

»§ 213 f. Regionsrådet skal efter anmodning oplyse Styrelsen for Patientsikkerhed om, på hvilke behandlingssteder i regionen der foretages integreret behandling af en psykisk lidelse og en samtidig rusmiddelproblematik.«

7. § 238 a ophæves.

§ 2

I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 67 af 22. januar 2024, som ændret ved § 1 i lov nr. 217 af 5. marts 2024 og § 1 i lov nr. 329 af 9. april 2024, foretages følgende ændringer:

1. I § 101, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»1. pkt. omfatter ikke personer, som er indlagt på sygehus eller visiteret til integreret behandling af en psykisk lidelse og en samtidig rusmiddelproblematik, jf. kapitel 17 b i sundhedsloven.«

2. § 108, stk. 4, ophæves.

Stk. 5-7 bliver herefter stk. 4-6.

§ 3

I lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023, som ændret ved § 1 i lov nr. 737 af 13. juni 2023, § 2 i lov nr. 739 af 13. juni 2023 og § 1 i lov nr. 1778 af 28. december 2023, foretages følgende ændring:

1. I § 41, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »stk. 4,«: »af læger ansat ved regionale institutioner, hvor integreret behandling af en psykisk lidelse og en samtidig rusmiddelproblematik finder sted, eller ved private og kommunale institutioner, som en region benytter som led i sådan behandling,«.

§ 4

I lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 185 af 1. februar 2022, foretages følgende ændring:

1. Kapitel 12 a ophæves.

§ 5

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2024, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 1, nr. 1-6, § 2, nr. 1, og § 3 træder i kraft den 1. september 2024.

Stk. 3. Regler udstedt i medfør af § 108, stk. 5-7, i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 67 af 22. januar 2024, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af § 108, stk. 4-6, i lov om social service, jf. denne lovs § 2, nr. 2.

§ 6

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. §§ 3 og 4 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger. §§ 3 og 4 kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter.