L 119 A Forslag til lov om ændring af lov om forskellige forbrugsafgifter.

(Afgiftsforhøjelser på nikotinprodukter og røgfri tobak og justering af overgangsregler ved afgiftsforhøjelser på røgfri tobak, nikotinprodukter og nikotinholdige væsker).

Af: Skatteminister Jeppe Bruus (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 02-04-2024

Optrykt: 02-04-2024

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 2. april 2024

20231_l119a_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 2. april 2024

Forslag

til

Lov om ændring af lov om forskellige forbrugsafgifter

(Afgiftsforhøjelser på nikotinprodukter og røgfri tobak og justering af overgangsregler ved afgiftsforhøjelser på røgfri tobak, nikotinprodukter og nikotinholdige væsker)

§ 1

I lov om forskellige forbrugsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1445 af 21. juni 2021, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 2616 af 28. december 2021 og senest ved § 14 i lov nr. 1795 af 28. december 2023, foretages følgende ændringer:

1. I § 13 ændres »461 kr. og 37 øre« til: »1.147 kr. og 8 øre«.

2. I § 13 b, stk. 1, ændres »5,5 øre« til: »10 øre«.

3. I § 13 d, stk. 6, indsættes efter »afgiftsforhøjelsens ikrafttræden«: », jf. dog stk. 9«.

4. I § 13 d, stk. 7, indsættes efter »afgiftsforhøjelsens ikrafttræden«: », jf. dog stk. 10«.

5. I § 13 d indsættes som stk. 8-11:

»Stk. 8. Registrerede oplagshavere skal senest 3 måneder efter en afgiftsforhøjelses ikrafttræden anmode told- og skatteforvaltningen om godtgørelse af ikkebrugte stempelmærker, der var gældende før afgiftsforhøjelsens ikrafttræden.

Stk. 9. Afgiftspligtige varer, som en registreret oplagshaver sælger fra egne detailudsalg, og som er påført stempelmærker, der var gældende før en afgiftsforhøjelses ikrafttræden, må ikke sælges i erhvervsmæssigt øjemed her i landet, når der er forløbet 3 måneder fra afgiftsforhøjelsens ikrafttræden. Den registrerede oplagshaver skal udarbejde en lageropgørelse over virksomhedens afgiftspligtige varer påsat stempelmærker, der var gældende før en afgiftsforhøjelses ikrafttræden, som skal sælges i virksomhedens egne detailudsalg, og virksomhedens ikkebrugte stempelmærker, der var gældende før en afgiftsforhøjelses ikrafttræden. Lageropgørelsen efter 2. pkt. skal indsendes til told- og skatteforvaltningen senest 14 dage efter afgiftsforhøjelsens ikrafttræden. Lageropgørelsen efter 2. pkt. skal afspejle den registrerede oplagshavers lagerstatus for virksomhedens egne detailudsalg på tidspunktet for afgiftsforhøjelsens ikrafttræden. Varer, som indgår i lageropgørelsen efter 2. pkt., skal holdes adskilt fra de øvrige varer i virksomhedens oplag, og det skal være muligt ud fra lageropgørelsen og virksomhedens regnskab at identificere de varer på oplaget, som indgår i lageropgørelsen. Alene afgiftspligtige varer, som er medtaget i lageropgørelsen efter 2. pkt., må sælges med stempelmærker, der var gældende før en afgiftsforhøjelses ikrafttræden efter 1. pkt., i den registrerede oplagshavers egne detailudsalg.

Stk. 10. Afgiftspligtige varer, som er påført stempelmærker, der var gældende før en afgiftsforhøjelses ikrafttræden, må ikke opbevares i lokalerne til den registrerede oplagshavers egne detailudsalg, når der er forløbet 4 måneder fra afgiftsforhøjelsens ikrafttræden og disse lokaler er adskilt fra oplagshaverens godkendte lokaler.

Stk. 11. For registrerede oplagshavere omfattet af stk. 9 og 10 skal antallet af ikkebrugte stempelmærker, som er omfattet af den registrerede oplagshavers anmodning efter stk. 8, svare til det antal, der er anført på lageropgørelsen i stk. 9, 2. pkt. Er dette ikke tilfældet, eller indsender den registrerede oplagshaver ikke rettidigt en anmodning efter stk. 8, opkræver told- og skatteforvaltningen et beløb svarende til differencen mellem den gamle og den nye afgift af det manglende kvantum.«

6. I § 22, stk. 1, nr. 2, ændres »3-7« til: »3-10 eller stk. 11, 1. pkt.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juni 2024.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen kan fra og med den 15. april 2024 til og med den 31. maj 2024 mod fuld sikkerhedsstillelse udlevere stempelmærker efter forbrugsafgiftsloven til de registrerede oplagshavere til følgende afgiftssatser:

1) For røgfri tobak, som er lovligt at markedsføre efter lov om tobaksvarer m.v.: 1.147 kr. og 8 øre pr. kg.

2) For nikotinprodukter, som ikke er afgiftspligtige efter § 13 eller § 13 a, stk. 1, i lov om forskellige forbrugsafgifter eller tobaksafgiftsloven: 10 øre pr. mg nikotin.

Stk. 3. Varer med stempelmærker omfattet af stk. 2 må ikke overgå til forbrug i perioden fra og med den 15. april 2024 til og med den 31. maj 2024.

Stk. 4. Virksomheder, der ikke er registreret som oplagshaver, må til og med den 31. maj 2024 ikke opbevare varer, som er påført stempelmærker omfattet af stk. 2.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.