Skriftlig fremsættelse (28. februar
2024)
Justitsministeren
(Peter Hummelgaard):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven (Styrket
beskyttelse af offentligt ansatte i sager om aktindsigt)
(Lovforslag nr. L 116)
Der er over de senere år sket en
stigning i antallet af sager, hvor offentligt ansatte
udsættes for vold, trusler eller chikane i forbindelse med
deres arbejde.
En undersøgelse udarbejdet af
Fængselsforbundet i 2020 viste, at mere end en fjerdedel af
de adspurgte medlemmer havde oplevet chikane i deres fritid
begået af tidligere indsatte. Undersøgelsen viste
også, at over halvdelen af de adspurgte havde oplevet, at
deres navn var blevet udleveret til en indsat i forbindelse med en
aktindsigtssag, og at mange af de adspurgte oplevede de indsattes
aktindsigt som et stort og voksende problem.
Oplysninger om den ansattes navn kan - ved
hjælp af sociale medier eller internettet i øvrigt -
anvendes til at fremsøge andre oplysninger om den ansatte,
f.eks. om den pågældendes private bopæl,
familieforhold eller fritidsinteresser, som kan misbruges til at
udøve pression eller chikane m.v. over for den ansatte. Det
er med til at øge utrygheden blandt offentligt ansatte.
De nuværende regler om aktindsigt
tager efter regeringens opfattelse ikke i tilstrækkelig grad
hensyn til offentligt ansattes tryghed og sikkerhed.
Lovforslaget indeholder på den
baggrund for det første et forslag om ændring af
offentlighedsloven, så det i videre omfang bliver muligt at
afslå at behandle en anmodning om aktindsigt, der er
motiveret af retsstridige eller chikanøse hensigter. Med
forslaget sænkes tærsklen for, hvornår en
anmodning må antages at skulle tjene et retsstridigt eller
chikanøst formål eller lignende, betydeligt. Forslaget
ændrer ikke på pressens eller forskeres adgang til at
søge aktindsigt i den offentlige forvaltning.
For det andet indeholder lovforslaget et
forslag om ændring af forvaltningsloven, så den i loven
forudsatte adgang til at kunne afslå at behandle anmodninger
om partsaktindsigt, der er motiveret af retsstridige eller lignende
hensigter, bliver lovfæstet. Forslaget vil tydeliggøre
adgangen til at afvise sådanne aktindsigtsanmodninger, men
det vil ikke indebære en ændring af retstilstanden.
For det tredje indeholder lovforslaget et
forslag om ændring af offentlighedslovens regler om
aktindsigt i personalesager, så der i videre omfang tages
hensyn til offentligt ansattes tryghed ved vurderingen af, om den
ansattes navn skal udleveres i forbindelse med en aktindsigtssag.
Denne ændring forudsættes også at kunne finde
anvendelse i relation til andre sager om aktindsigt efter
offentlighedsloven og sager om partsaktindsigt efter
forvaltningsloven.
Ændringerne har til formål at
styrke beskyttelsen af offentligt ansatte i sager om
aktindsigt.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.