Skriftlig fremsættelse (28. februar
2024)
Transportministeren (Thomas Danielsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om anlæg af en 3.
Limfjordsforbindelse
(Lovforslag nr. L 112)
Formålet med lovforslaget er at
udmønte dele af den politiske aftale om Infrastrukturplan
2035, da lovforslaget bemyndiger transportministeren til at
anlægge en ca. 20 km 4-sporet motorvej vest om Aalborg via
Egholm med forbindelse til E45 Nordjyske Motorvej i syd og E39
Hirtshalsmotorvejen i nord, herunder at 1) anlægge en
sænketunnel under Limfjordens sydlige løb, 2)
anlægge lavbroer over Limfjordens nordlige løb
(Nørredyb), 3) indvinde et areal af Limfjorden syd for
Egholm, og 4) anlægge og omlægge kommunale veje og
stier, som bl.a. omfatter omlægning af Dall Møllevej
og forlængelse af Mølholmsvej.
Endvidere bemyndiges transportministeren
til at anlægge en lokalvej med dertilhørende bro til
Egholm, hvis Aalborg Kommune tilvælger det.
Som der er praksis for i forbindelse med
anlægslove inden for Transportministeriets ressort, vil loven
udgøre miljøgodkendelsen af de udførte
miljøkonsekvensvurderinger af projektet.
Til brug for anlæg af projektet
indeholder lovforslaget en række bestemmelser, som regulerer
forhold som miljø, klageadgang, domstolsprøvelse m.v.
Lovforslaget udgør på nogle punkter en fravigelse af
procedurer og myndighedskompetence i plan-, natur- og
miljølovgivningen, herunder afskæring af klageadgange.
Plan-, natur- og miljøhensyn vil uanset denne fravigelse
fortsat blive varetaget under anlæggets udførelse.
Endvidere indeholder lovforslaget et
forslag til, at Vejdirektoratet etablerer en ordning, hvor der kan
ydes tilskud til facadeisolering af helårsboliger, der er
særligt støjramte efter anlægget af
motorvejen.
Herudover foreslås det, at Aalborg
Kommune yder medfinansiering af projektet på 600 millioner
kroner. Endvidere afholder Aalborg Kommune alle udgifter til
anlægget af en lokalvej med dertilhørende bro til
Egholm, hvis kommunen tilvælger det.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.