Betænkning afgivet af
Udlændinge- og Integrationsudvalget den 9. april 2024
1. Ændringsforslag
Udlændinge- og integrationsministeren
har stillet 3 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, V, DD, M, KF og DF) indstiller forslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (EL, RV og ALT) indstiller lovforslaget til forkastelse. Mindretallet vil stemme for de
stillede ændringsforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (SF) vil ved 2. behandling af
lovforslaget redegøre for sin stilling til lovforslaget og
til de stillede ændringsforslag.
Et tredje
mindretal i udvalget (LA) vil ved 2. behandling af
lovforslaget redegøre for sin stilling til lovforslaget og
til de stillede ændringsforslag.
Et fjerde
mindretal i udvalget (SIU) vil ved 2. behandling af
lovforslaget redegøre for sin stilling til lovforslaget og
til de stillede ændringsforslag.
Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke
medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske bemærkninger i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Alternativet
Alternativets medlem af udvalget finder, at
det er et forkert signal at sende, at kommunerne aktivt skal
opsøge udlændinge og forsøge at motivere dem
til at forlade landet. Nogle af disse mennesker er født og
opvokset i Danmark, og Danmark er deres hjem. Man risikerer at
modvirke en vellykket integration, når man aktivt
forsøger at lokke bestemte grupper af mennesker ud af landet
og behandler dem som andenrangsborgere. Det er også
værd at bemærke, at Københavns Kommune klart
udtrykker, at de ikke oplever, at repatrieringsordningen bliver
misbrugt forud for udrejse, og at lovændringerne kan
føre til, at færre vil benytte sig af
repatrieringsordningen. Kommunens bekymring går på, at
borgere allerede i den indledende fase både hos jobcenteret
og Dansk Flygtningehjælp, når de bliver
præsenteret for den nye ydelsesstruktur, vil have flere
betænkeligheder i forhold til den permanente tilbagevenden,
idet 25.000 kr. - som første rate vil komme til at
bestå af - ikke virker tilstrækkelig
»attraktivt«. Kommunen har en bekymring for, at der
allerede dér vil være mange, der vil afstå fra
at repatriere. Denne bekymring deles af Dansk
Flygtningehjælp, som også mener, at der er risiko for,
at de nye ændringer i repatrieringsordningen vil betyde, at
færre mennesker vil gøre brug af den.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af udlændinge- og
integrationsministeren, tiltrådt af et flertal (S, V, DD, M, KF, EL, RV, DF og
ALT):
1) I
den under nr. 4 foreslåede
affattelse af § 7 a ændres i
stk. 2, nr. 3, 5. pkt.,
»repatrieringsstøtten« til: »hjælpen
til repatriering«.
[Præcisering]
Til § 2
2) I
nr. 1 affattes den
indledende tekst således: »Efter § 3
indsættes i kapitel 3:«
[Lovteknisk præcisering]
Til § 3
3) Nr. 1
affattes således:
»1. I § 9
c, stk. 2, ændres »Der kan efter
ansøgning« til: »Der kan efter afgørelse
fra Hjemrejsestyrelsen om, at en udlænding er
udsendelseshindret, som lægges til grund ved
Udlændingestyrelsens afgørelse af
sagen,«.«
[Lovteknisk præcisering af,
hvor i § 9 c, stk. 2, ændringen skal foretages, og
præcisering af, at det er ved Udlændingestyrelsens
afgørelse, at Hjemrejsestyrelsens afgørelse skal
lægges til grund]
Bemærkninger
Til nr. 1
Den foreslåede ændring er en
præcisering, idet den nuværende formulering
»repatrieringsstøtte« almindeligvis henviser til
såvel hjælp til repatriering som reintegrationsbistand.
Da der rettelig menes den kommune, der har udbetalt den
første del af hjælp til repatriering, foreslås
»repatrieringsstøtte« ændret til
»hjælp til repatriering«.
Til nr. 2
Den foreslåede ændring er en
lovteknisk præcisering. Det er med den nuværende
formulering ikke klart, om den foreslåede nye bestemmelse
skal indsættes i kapitel 3 eller 4 i hjemrejseloven. Den
foreslåede ændring præciserer, at den
foreslåede nye bestemmelse indsættes i kapitel 3.
Til nr. 3
Da der står
»ansøgning« to steder i udlændingelovens
§ 9 c, stk. 2, er det med den nuværende formulering
fejlagtigt ikke præciseret, hvor den foreslåede
ændring skal ske. Ændringsforslaget skal derfor for det
første præcisere, at det alene er første gang,
»ansøgning« nævnes, at den
foreslåede ændring skal ske. Ændringsforslaget
skal for det andet præcisere, at det er ved
Udlændingestyrelsens afgørelse af sagen, at
Hjemrejsestyrelsens afgørelse skal lægges til
grund.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 8. februar
2024 og var til 1. behandling den 22. februar 2024. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udlændinge-
og Integrationsudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
udlændinge- og integrationsministeren sendte den 8. november
2023 dette udkast til udvalget, jf. UUI alm. del - bilag 20. Den 8.
februar 2024 sendte udlændinge- og integrationsministeren
høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 6 bilag
på lovforslaget.
Thomas Skriver Jensen (S) fmd. Bjørn Brandenborg (S)
Frederik Vad (S) Louise Mehnke (S) Gunvor Wibroe (S) Malte Larsen
(S) Rasmus Stoklund (S) Thomas Jensen (S) Torsten Schack Pedersen
(V) Preben Bang Henriksen (V) Erling Bonnesen (V) Heidi Bank (V)
Mohammad Rona (M) Nanna W. Gotfredsen (M) Aki-Matilda
Høegh-Dam (SIU) Peter Skaarup (DD) Inger Støjberg
(DD) Steffen Larsen (LA) Helena Artmann Andresen (LA) Brigitte
Klintskov Jerkel (KF) Per Larsen (KF) Kim Edberg Andersen (DD) Pia
Kjærsgaard (DF) nfmd. Carl
Valentin (SF) Anne Valentina Berthelsen (SF) Mads Olsen (SF) Rosa
Lund (EL) Zenia Stampe (RV) Christina Olumeko (ALT)
Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 50 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 22 | |
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg
(DD) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Liberal Alliance (LA) | 15 | |
Moderaterne (M) | 14 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 10 | |
Enhedslisten (EL) | 9 | |
Radikale Venstre (RV) | 7 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 7 | |
Alternativet (ALT) | 5 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 5 | |