Skriftlig fremsættelse (8. februar
2024)
Ældreministeren (Mette Kierkgaard):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
velfærdsaftaler på ældreområdet
(Forlængelse af velfærdsaftalerne på
ældreområdet)
(Lovforslag nr. L 109)
Lov om
velfærdsaftaler på ældreområdet
udmønter Aftale om velfærdsaftaler på
ældreområdet, der blev indgået af den
daværende regeringen (Socialdemokratiet), Radikale Venstre,
Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Frie Grønne og
Alternativet den 17. december 2020. Loven giver således
hjemmel til de velfærdsaftaler, den tidligere regering har
indgået med Langeland, Middelfart og Viborg Kommuner på
ældreområdet.
Velfærdsaftaler understøtter regeringens ambitioner om
en omfattende frisættelse af den offentlige sektor, herunder
på ældreområdet, og er en tillidsbaseret
måde at udvikle velfærden i den offentlige sektor
på.
Lovforslaget har
til formål at sikre stabilitet og forudsigelighed for de tre
omfattede kommuner, mens der arbejdes med regeringens ambition om
at frisætte den offentlige sektor herunder arbejdet med
forslag til en ny ældrelov, der skal skabe bedre rammer for
en alderdom med livsglæde og tid til nærvær og
omsorg.
Derfor
foreslås det med lovforslaget at give hjemmel til, at
velfærdsaftalerne med Langeland, Middelfart og Viborg
Kommuner kan fortsætte frem til og med den 30. juni 2025.
Lovforslaget har
været sendt i offentlig høring i perioden fra den 17.
november 2023 til den 18. december 2023.
Det
foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2024.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.