L 108 Forslag til lov om socialt frikort.

Af: Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S)
Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 21-05-2024

Optrykt: 21-05-2024

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 21. maj 2024

20231_l108_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 21. maj 2024

Forslag

til

Lov om socialt frikort

Definition

§ 1. Ved et socialt frikort forstås en mulighed for, at bor‍geren kan tjene op til 41.280 kr. (2024-niveau) skattefrit pr. kalenderår ved ordinært og ustøttet arbejde for virksomheder med dansk cvr-nummer, offentlige myndigheder m.v., uden at indtægten fradrages i forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser.

Udstedelse og virkning af sociale frikort

§ 2. Kommunalbestyrelsen i borgerens handlekommune træffer på baggrund af en ansøgning fra en borger afgørelse om udstedelse af et socialt frikort.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen udsteder et socialt frikort til borgere med særlige sociale problemer, som

1) opfylder betingelserne for at modtage hjælp eller støtte efter afsnit V i lov om social service,

2) hverken har været under ordinær SU-berettiget uddannelse eller har haft en skattepligtig arbejdsindkomst på over 10.320 kr. (2024-niveau) inden for det seneste år og

3) opfylder opholdskravet for ret til uddannelseshjælp eller kontanthjælp i § 11 i lov om aktiv socialpolitik.

Kontrol af sociale frikort

§ 3. Kommunalbestyrelsen skal mindst en gang hvert andet ka‍len‍derår kontrollere, om borgere med et socialt frikort, som kommunen er handlekommune for, fortsat opfylder betingelserne for at få udstedt et socialt frikort, jf. § 2, stk. 2. Kommunalbestyrelsen er dog ikke forpligtet til at foretage kontrollen efter 1. pkt. i det kalenderår, hvor det sociale frikort er udstedt.

Stk. 2. Opfylder en borger ikke længere betingelserne, jf. § 2, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om at deaktivere borgerens sociale frikort. Afgørelse om deaktivering har virkning fra afgørelsestidspunktet.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra betingelsen vedrørende skattepligtig indkomst, jf. stk. 2, 1. pkt., jf. § 2, stk. 2, nr. 2, hvis borgeren kan fremvise dokumentation for, at vedkommende har indgået aftale med en arbejdsgiver om at anvende sit sociale frikort i forbindelse med en ansættelse og arbejdsgiveren efterfølgende har indberettet lønindtægten til indkomstregisteret (eIndkomst).

Egenbetaling og øvrig støtte

§ 4. Indtægt på baggrund af et socialt frikort indgår ikke i beregningen af borgerens betaling, jf. §§ 163 og 163 a i lov om social service, for botilbud efter kapitel 20 i lov om social service og udslusningsboliger efter lov om almene boliger m.v. eller i beregningen af borgerens betaling, jf. § 188 i barnets lov, for døgnophold og udslusningsophold efter kapitel 13 i barnets lov.

Stk. 2. Et socialt frikort erstatter ikke øvrig støtte og tilbud til borgeren, som kommunalbestyrelsen er forpligtet til at yde efter lovgivningen.

Optjening af ret til betalt ferie ved indtægt med et socialt frikort

§ 5. Lov om ferie finder ikke anvendelse for indtægt med et socialt frikort, jf. dog stk. 5 og 6.

Stk. 2. En borger, der har fået udstedt et socialt frikort, optjener 2,08 dages betalt ferie for hver måneds ansættelse. Ved ansættelse i kortere tid end 1 måned sker optjeningen forholdsmæssigt med 0,07 dages betalt ferie for hver dags ansættelse, dog højst 2,08 dage. Ferien kan afholdes, når den er optjent (samtidighedsferie).

Stk. 3. Arbejdsgiveren skal med et rimeligt varsel meddele borgeren, hvornår ferien skal holdes. Der skal i videst muligt omfang tages hensyn til borgerens ønske.

Stk. 4. Feriebetaling udgør 12,5 pct. af den optjente løn. Ved ansættelsesforholdets ophør udbetales feriebetalingen for ikke afholdt ferie direkte til borgeren. Feriebetalingen indgår i opgørelsen af borgerens maksimale indtægt, jf. § 1, på baggrund af et socialt frikort.

Stk. 5. § 6, stk. 2 og 3, og §§ 12-14 i lov om ferie finder anvendelse for borgeren.

Stk. 6. § 46, stk. 1, 1. pkt., og stk. 4, i lov om ferie finder anvendelse for borgerens arbejdsgiver.

Stk. 7. Overskrider borgeren den maksimale indtægt i § 1, vil feriedage, der er optjent fra det tidspunkt, hvor overskridelsen sker, og feriebetalingen herfor ikke længere være omfattet af stk. 1-6. Optjening, betaling og afholdelse vil derefter ske efter den til enhver tid gældende lov om ferie.

Indberetning af indtægt og it-understøttelse af ordningen

§ 6. Som betingelse for at en indtægt er omfattet af et socialt frikort og dermed af reglerne i denne lov, skal arbejdsgiveren indberette oplysninger om ansættelsen, herunder oplysninger om indtægten m.v., til den fælleskommunale it-løsning, der skal understøtte ordningen. It-løsningen etableres, drives, vedligeholdes og videreudvikles af et af KL 100 pct. ejet aktieselskab (selskabet).

Stk. 2. Formålene med it-løsningen, jf. stk. 1, er følgende:

1) At give kommunen mulighed for at oprette, deaktivere og genaktivere sociale frikort.

2) At give arbejdsgiveren mulighed for at registrere oplysninger om ansættelsesperioder og lønindtægter for medarbejdere med et socialt frikort.

3) At give arbejdsgiveren mulighed for at se oplysninger, herunder ansættelsesperioder og lønindtægter, for samtlige af arbejdsgiverens nuværende og tidligere medarbejdere med et socialt frikort.

4) At give borgeren mulighed for at se oplysninger om sine nuværende og tidligere ansættelser, herunder lønindtægter, opnået med brug af et socialt frikort.

5) At give kommunen, arbejdsgiveren og borgeren mulighed for at se borgerens saldo på det sociale frikort.

6) At give kommunen adgang til oplysninger, herunder ansættelsesperioder og lønindtægter, for samtlige af de borgere med et socialt frikort, som kommunen er handlekommune for, og at give kommunen mulighed for at overgive de nævnte oplysninger til borgerens nye handlekommune i tilfælde, hvor handlekommuneforpligtelsen skifter.

7) At give kommunen, Social-, Bolig- og Ældreministeriet, Social- og Boligstyrelsen, Beskæftigelsesministeriet og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering adgang til personoplysninger om brugen af sociale frikort, herunder kommunefordelte oplysninger om visitationer, deaktiveringer, genaktiveringer og ansættelsesperioder m.v.

8) At give Social-, Bolig- og Ældreministeriet, Social- og Boligstyrelsen, Beskæftigelsesministeriet og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering adgang til efter anmodning vederlagsfrit at få udtræk med personoplysninger fra it-løsningen.

Stk. 3. Social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om følgende i forbindelse med:

1) Udbud, etablering og vedligeholdelse.

2) Krav til it-løsningen.

3) Kommunens forpligtelser.

4) Arbejdsgiverens forpligtelser.

5) Selskabets forpligtelser.

6) Finansiering.

7) Tilsyn med selskabet samt regnskab og revision.

Klage til Ankestyrelsen

§ 7. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter denne lov kan påklages til Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Regulering

§ 8. Beløbene i § 1 og § 2, stk. 2, nr. 2, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringen sker første gang den 1. januar 2025. De beløb, der fremkommer efter regulering, afrundes til nærmeste hele kronebeløb.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 9. Loven træder i kraft den 1. januar 2025.

Stk. 2. Borgere, der den 31. december 2024 har et socialt frikort efter lov om forsøg med et socialt frikort, får videreført deres sociale frikort, så dette kan anvendes i 2025 og frem. Deaktiverede sociale frikort videreføres, jf. 1. pkt., dog som deaktiverede. Videreførte sociale frikort efter 1. og 2. pkt. er fra den 1. januar 2025 omfattet af denne lov.

Ændring i anden lovgivning

§ 10. I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 42 af 13. januar 2023, som ændret bl.a. ved § 39 i lov nr. 753 af 13. juni 2023 og senest ved § 13 i lov nr. 328 af 9. april 2024, foretages følgende ændring:

1. I § 7, nr. 32, udgår »forsøg med et«.

Territorialbestemmelse

§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.