Skriftlig fremsættelse (7. februar
2024)
Transportministeren (Thomas Danielsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
infrastruktur for alternative drivmidler til transport (Ændringer som følge af vedtagelsen af
forordning om etablering af infrastruktur for alternative
drivmidler).
(Lovforslag nr. L 105)
Lovforslaget har til formål at bringe
dansk ret i overensstemmelse med og fastsætte supplerende
bestemmelser til AFI-forordningen. Forordningen fastsætter
bl.a. fælles tekniske specifikationer og krav til
brugerinformation, datalevering og betalingskrav for infrastruktur
for alternative drivmidler. AFI-forordningen er trådt i kraft
og finder anvendelse fra den 13. april 2024.
Som følge af AFI-forordningen
foreslås en række bestemmelser i AFI-loven med
lovforslaget ophævet eller ændret, således at
loven fremover ikke vil regulere de forhold, der er reguleret i
AFI-forordningen. Med AFI-forordningen ophæves bl.a.
AFI-direktivet, hvilket betyder, at AFI-loven ikke vil skulle
indeholde bestemmelser, som implementerer direktivet.
Med lovforslaget vil AFI-lovens
bestemmelser om kommuner og regioners mulighed for at indgå
aftaler med ladeoperatører, som ikke vedrører
AFI-forordningen, kunne fastholdes med mindre tilpasninger.
Endelig foreslås der med lovforslaget
vedtaget regler, som vil kunne supplere AFI-forordningen. Det
gælder f.eks. placering af opgaven med tilsyn med markedet
for opladningsinfrastruktur.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.
Da der er tale om erhvervsrettet
lovgivning, skal jeg venligst opfordre til, at lovforslaget
vedtages fire uger før den 13. april 2024, hvor det
foreslås, at forslaget skal træde i kraft.