L 104 Forslag til lov om ændring af lov om social service og forskellige andre love.

(Ligestilling af krisecentertilbud til mænd m.v.).

Af: Minister for ligestilling Marie Bjerre (V)
Udvalg: Ligestillingsudvalget
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 07-02-2024

Fremsættelse: 07-02-2024

Skriftlig fremsættelse (7. februar 2024)

20231_l104_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (7. februar 2024)

Ministeren for ligestilling (Marie Bjerre):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om social service og forskellige andre love (Ligestilling af krisecentertilbud til mænd m.v.)

(Lovforslag nr. L 104)

Lovforslaget har til formål at sikre en ligestilling af krisecentertilbud, så mænd udsat for vold i en nær relation og deres eventuelt ledsagende børn kan få støtte og omsorg på krisecentre i lighed med kvinder.

Lovforslaget følger op på aftalen om finansloven for 2023 mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti og på dele af regeringens Handlingsplan mod partnervold og partnerdrab fra sommeren 2023.

Kvinder bliver i højere grad udsat for vold i nære relationer, volden er ofte grovere, og langt flere kvinder end mænd dræbes af deres partner eller ekspartner. Men mænd er også udsat for partnervold, og de har i dag ikke samme muligheder for ophold på et krisecenter og dertilhørende hjælp. Med lovforslaget foreslås det, at mænd udsat for vold i en nær relation kan få støtte og omsorg på krisecentre efter § 109 i lov om social service i lighed med kvinder. Ligesom de kan være ledsaget af eventuelle børn. Samtidig præciseres det, at personer under opholdet på krisecentre modtager omsorg og støtte under hensyntagen til de kønsmæssige aspekter ved vold i nære relationer.

Derudover foreslås det at tydeliggøre de juridiske rammer for indsatsen på krisecentre, hvor målgruppen for og formål med ophold samt ansvarsfordeling mellem tilbud og kommuner under og efter et ophold præciseres.

Endelig foreslås det i barnets lov, at børn og unge, som har oplevet fysisk eller psykisk vold i nære relationer, kan modtage behandling af en psykolog med kun én forældremyndighedsindehavers samtykke.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.