Det er ikke sådan, når Moderaternes ordfører lige er lidt hurtigere, end jeg havde regnet med. Sorry.
Jeg vil gerne starte med at sige, at vi i SF støtter det her lovforslag. Det gør vi naturligvis, fordi der er tale om en trepartsaftale og vi bakker op om den danske model og op om, at de her aftaler bliver lavet i samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Alligevel har jeg et par kommentarer. Jeg vil ikke gå i detaljer med, præcis hvad der teknisk ligger i det her lovforslag, for det har tidligere ordførere gjort. Men særlig vil jeg gerne have fokus på færdiggørelsestaxameteret, som nu afskaffes.
Bare for at give en lille smule historisk kontekst vil jeg sige, at færdiggørelsestaxameteret blev taget fra undervisningstaxameteret, dengang man indførte det. Da man indførte færdiggørelsestaxameteret for at lave et incitament til skolerne for at få flere elever til at blive færdige på erhvervsuddannelserne, tog man det fra undervisningen. Nu tager man så pengene fra færdiggørelsestaxameteret og bruger dem på lærepladstaxameteret. Så man fjerner penge, der engang har været brugt til undervisning, og bruger dem nu på lærepladsopsøgende arbejde.
I må ikke misforstå mig: Jeg er absolut for, at vi laver meget mere i forhold til lærepladsopsøgende arbejde. Det er enormt vigtigt, at elever får en læreplads for at kunne komme videre med deres erhvervsuddannelser, og det er enormt vigtigt, at skolerne understøtter det arbejde. Men det bekymrer mig, når man tager nogle penge, skolerne i første omgang har haft til undervisning, og så tager en bonus, som de efterfølgende har fået for, at eleverne blev færdige på deres uddannelser, og som de nu kun får, hvis eleverne får en læreplads. Jeg håber ikke, at den her bekymring behøver at være så stor, for lige om lidt laver vi forhåbentlig en kæmpe investering i erhvervsuddannelserne, som derfor får flere penge til undervisning, men jeg synes, at det skulle nævnes alligevel.
Derudover har man jo med det nye lærepladstaxameter også ændret det. Når man ændrer det fra færdiggørelsestaxameteret til lærepladstaxameteret, ændrer man det også til, at skolerne ikke får tilskud for elever, der allerede har en læreplads, når de starter i grundforløbet, og heller ikke for elever og lærlinge i ny mesterlære. Og som jeg også sagde, da jeg stillede spørgsmål til den tidligere ordfører, kan det jo måske give meget god mening, at man selvfølgelig ikke får penge for lærepladsopsøgende arbejde rettet mod elever, der allerede har en læreplads. Men når pengene er taget fra undervisningen i første omgang, betyder det altså, at skolerne får færre penge mellem hænderne, og det synes jeg er problematisk.
Så vil jeg sige noget i forhold til lærepladstaxameteret. Jeg synes også, det er noget rod, at de skoler, der har størst udfordringer med og er dårligst til at få elever i lære, kommer til at være de skoler, der får færrest penge i fremtiden. At de har de udfordringer, kan der være mange årsager til. Det kan være den demografi, der er omkring skolen; det kan også være, at skolen skal lave et bedre stykke arbejde. Jeg har en reel bekymring for, at det bare vil gøre de skoler dårligere stillet til at hjælpe eleverne med at få en læreplads, så det håber jeg at ministeren vil være med til at holde øje med. Jeg håber ikke, at de her bekymringer behøver at være særligt reelle. For forhåbentlig lige om lidt laver vi en kæmpe investering i erhvervsuddannelserne, men jeg synes, at det skulle nævnes alligevel. Jeg ved også, at der er skoler derude, der er meget bekymret for det her. Det kan man godt forstå med den økonomi, de har haft de senere år.
Til sidst vil jeg bare stemme i i forhold til det høringssvar, der er kommet fra Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier i forhold til at få skrevet øget bæredygtighed og grøn omstilling ind som perspektiver i formålsparagraffen. Jeg synes, at det er så ærgerligt, at der ikke længere er flertal for det, især når den her regering siger, at erhvervsuddannelserne er nogle af de vigtigste i forhold til den grønne omstilling i Danmark, og det, Venstres ordfører siger om, at formålsparagraffen skal være langtidsholdbar, er jeg fuldstændig enig i. Man skal ikke skrive alt muligt ind i formålsparagraffen. Jeg er ked af at sige det, men den grønne omstilling og klimaudfordringerne klarer vi ikke i morgen, og derfor mener jeg, at man sagtens kan skrive det her ind i formålsparagraffen og gøre det tydeligere over for skolerne, hvor vigtig en indsats det her er. Det kommer vi sikkert til at diskutere igen på et andet tidspunkt, men nu, hvor det var en del af høringssvarene, ville jeg alligevel knytte en kommentar til det og bare sige, at jeg synes, at det er virkelig, virkelig ærgerligt, at der ikke er flere partier i Folketinget, der mener, at det skal være en prioritet.
Når det så er sagt, bakker SF selvfølgelig op om det her, fordi det er en trepartsaftale og arbejdsmarkedets parter selvfølgelig skal være med til at aftale de her ting. Så skulle jeg hilse fra Enhedslisten og sige, at de også bakker op om det.