Tak for det. I Radikale Venstre bakker vi også varmt op om forslaget. Vi er også villige til at gå længere, men små skridt i den rigtige retning er jo vigtigt. Jeg vil også gerne kvittere for det fantastiske arbejde, som fru Nanna W. Gotfredsen har lavet i mange år, også før fru Nanna W. Gotfredsen blev valgt til Folketinget.
Jeg havde selv fornøjelsen af at være ude med Gadejuristen for nylig, og jeg tror, at alle, der er med på sådan en tur og møder nogle af de her brugere, bliver flove over vores samfund. For det, vi plejer at være enige om skal tegne et socialt samfund, er, hvordan man behandler de svageste, og det her er de absolut svageste, som vi jager, og som vi straffer. Jeg kan næsten ikke finde noget, der er mere forkert end lige præcis det.
Men jeg tror, at det der møde med virkeligheden på gaden kontra den debat, vi har herinde, jo også illustrerer, hvad noget af problemet er med politik, nemlig at nogle debatter bliver meget symbolske og principielle herinde, altså at man ikke føler, man kan tage de her skridt, fordi det er en slags blåstempling af misbrug. Men på en eller anden måde synes jeg både, det bliver frakoblet virkeligheden, men det bliver også sådan en privilegieblindhed, at den pæne middelklasse kan støtte sig selv i, at det er forkert at bruge stoffer. Måske tror vi også, at hvis vi holder vores sti ren herinde, bliver vores børn og unge ikke eksponeret for stoffer. Men det, der bare sker, er, at dem, der så falder ned i hullet, i misbruget, er overladt til sig selv – i det her samfund, som skulle være et af de bedste velfærdssamfund i verden. Det er en skamplet.
Tak for civilsamfundets stemmer, som har råbt op i mange år og nu også er lykkedes med at komme herind med forslaget. Det tror jeg bl.a. er, fordi en af dem er blevet valgt til Folketinget. Det er rigtig godt, at det ikke kun er sådan nogle som mig selv, der har været aktiv i ungdomspolitik næsten hele mit liv, skulle jeg til at sige, og læst på statskundskab osv., men at der altså også indimellem kommer stemmer ind fra virkeligheden, som har løbet panden så mange gange mod muren, at man tænker, at nu er der kun én måde at få det her igennem på, og det er, at man selv kommer til at sidde herinde. Det tror jeg er grunden til, at vi i dag tager det her skridt. Da forslaget endte i min indbakke – vi har jo ikke været indkaldt til forhandlinger, jeg ved egentlig ikke helt hvorfor – tænkte jeg straks: Det her er Nanna, der er kommet i Folketinget og har fået det her igennem. Og vi har jo også alle sammen sendt en tak til fru Nanna W. Gotfredsen.
Vi har jo også alle sammen folk derude i vores baglande, som har mødt fru Nanna W. Gotfredsen og fulgt den her kamp i mange år og er blevet engageret i den her kamp, fordi de netop også har set virkeligheden. Nogle af dem, som også virkelig har kæmpet for det her i mit parti, er jo dem, der er valgt i København, i det hele taget dem, der er valgt i nogle af de store byer, hvor de her mennesker søger hen, fordi det trods alt er det mest trygge sted at være som misbruger. Derfor har vi jo politikere – og det tror jeg egentlig er på tværs af alle partier – der sidder derude og bevæger sig rundt i virkeligheden og ser, at den her symbolske boble, vi nogle gange befinder os i herinde, bare er så langt væk fra virkeligheden. Jeg tror, at det måske er en af grundene til, at, så vidt jeg har forstået, stort set alle partier bakker op om det her forslag i dag. Det er både, fordi vi har været på tur med Gadejuristen osv. og talt med fru Nanna W. Gotfredsen, men selvfølgelig også, fordi fru Nanna W. Gotfredsen og Gadejuristen og flere har talt med de politikere, som vi hver især har valgt i de store byer, og som står med de her problemer. Derfor er det her forslag jo noget, som alle jer, der befinder jer i virkeligheden, har presset på for i mange år, og jeg håber så meget, at det kan være en indgang til endnu mere.
Nu nævnte fru Nanna W. Gotfredsen den portugisiske model. Det vil vi også meget gerne kigge på, sådan at vi kan gå endnu længere i forhold til at hjælpe dem, som er faldet ned i misbruget, men selvfølgelig også til at hjælpe de unge, der måske er på vej ind i misbruget, og som vi kan nå at vende om, inden de ender derhenne. Det må være målet for en narkotikapolitik. Med de ord vil jeg sige tak, fordi vi er nået hertil. Radikale Venstre støtter forslaget.