Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af lovforslag nr. L 179:

Forslag til lov om ændring af lov om euforiserende stoffer. (Tydeliggørelse af advarselsreglen og ændring af ordningen om fritagelse fra strafforfølgning i tilknytning til stofindtagelsesrum).

Af justitsministeren (Peter Hummelgaard).

(Fremsættelse 30.04.2024).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører, jeg byder velkommen til, er fru Maria Durhuus fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet. Når vi normalt i salen her taler om euforiserende stoffer, handler det jo ofte om dem, der sælger dem, om bagmændene, de hærdede organiserede kriminelle, og den benhårde indsats, vi gør og skal gøre for at standse dem. Dette lovforslag handler på den anden side om brugerne, nærmere bestemt de, der er hårdest ramt, de allermest udsatte i vores samfund – udsatte bl.a. på grund af deres afhængighed. Det er en gruppe, som vi desværre kan komme til at overse, og som kan komme til at føle sig stigmatiseret og lukket ude, og det er en gruppe af borgere, som vi skal tage hånd om frem for at stresse eller straffe.

Med dette lovforslag kommer det til at fremgå tydeligt af loven, at en særligt udsat borger ikke skal have en bøde eller en fængselsstraf for besiddelse af narkotiske stoffer. I stedet skal der meddeles et tiltalefrafald, når visse forhold taler for det. Derudover udvider lovforslaget den såkaldte fixerumsregel, som bestemmer, at stofbrugere kan undgå straf for besiddelse, hvis han eller hun befinder sig i eller i umiddelbar nærhed af et indtagelsesrum og er på vej til rummet for at indtage stofferne. Den regel udvides nu, så straf også kan undlades, selv om den bruger ikke befinder sig i umiddelbar nærhed af et indtagelsesrum, hvis han eller hun ellers er på vej til et rum for at indtage stofferne. Det område, der udgør den umiddelbare nærhed, skal udpeges af politidirektøren i de kredse, hvor der ligger stofindtagelsesrum. Det skal gøre det klart for stofbrugerne, hvornår de befinder sig inden for området.

Vi skal tage hånd om vores mest udsatte, som lever liv med mange udfordringer, og som ikke også har brug for at have straffesager for besiddelse af de stoffer, der gør dem raske, og som de er afhængige af, hængende over hovedet. Det gavner hverken dem eller samfundet at slå hårdt ned her. Vi synes derfor, det her lovforslag indeholder gode og vigtige tilpasninger af vores lovgivning. Det løser ikke alt, men det er et skridt i retningen af en større helhed, så derfor støtter Socialdemokratiet forslaget.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Maria Durhuus fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Preben Bang Henriksen fra Venstre.

Tak for det. Regeringens lovforslag medfører ikke den helt vanvittige ændring i den måde, som tingene praktiseres på i dag i de her situationer. Også i dag kan politiet vælge at give en advarsel til de borgere, der er meget udsatte, og som i øvrigt falder ind under de her bestemmelser. Nu præciseres det i loven, at der skal gives en advarsel, hvis der er tale om eget forbrug, som vedkommende bliver taget med, og hvis der er tale om personer med væsentlige dårlige sociale forhold, stærk afhængighed af russtoffer og længerevarende misbrug. Det er så ikke længere en advarsel; nu er det blevet til et tiltalefrafald, og det er jo næsten også det samme. Jeg skal understrege, at tiltalefrafald ikke er det samme som tiltaleopgivelse. Ved opgivelse dropper man sagen, ved frafald erkender den, der er blevet stoppet, at have begået den pågældende kriminalitet, og det kan jo få virkning på anden vis. Da det er en strafferetlig sanktion, er der også mulighed for, at politiet kan konfiskere de ulovlige stoffer, som vedkommende er i besiddelse af.

Så vi kan støtte forslaget i den form, det ligger, og jeg skal da også sige, at det ekstra, der er sat på forslaget, omkring, at reglen også gælder der, hvor man er på vej i umiddelbar nærhed til sådan et autoriseret stofindtagelsesrum, altså at der også dér er mulighed for at give det her tiltalefrafald, tror jeg er en ganske udmærket regel, som jo alt andet lige også vil give politiet lidt mindre at lave. Det gør jo ikke noget, hvis det er et biprodukt. Tak.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Preben Bang Henriksen fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til fru Betina Kastbjerg fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, formand. Der er ingen tvivl om, at der i Danmark er borgere med alvorlige stofmisbrugsproblemer, og dem helbreder vi ikke ved at straffe dem. Som loven er i dag, kan man give dem en advarsel i stedet for en bødestraf, hvis man er i besiddelse af euforiserende stoffer, som er til eget brug, og når sociale forhold taler for det. Med det her lovforslag tydeliggør man de allerede gældende bestemmelser. Det vil bidrage til at skabe klarhed for både myndighederne og den omfattede persongruppe.

I Danmarksdemokraterne mener vi, det er et fint lovforslag, men vi mener også, at der stadig væk er behov for øgede sociale tiltag og initiativer, der kan sikre, at denne gruppe af borgere ikke fortabes i deres egen afhængighed. Vi har tidligere drøftet afkriminalisering af stoffer, og det er vi i Danmarksdemokraterne stadig imod, men vi ser dette lovforslag som en støtte til, at udsatte borgere ikke bliver straffet for at besidde stoffer til eget brug, og når de opfylder betingelserne i forslaget.

Jeg har tidligere været på aftentur med Stenbroens Jurister, og jeg har også planlagt en tur med Gadejuristen, og jeg ved, at begge organisationer bruger meget tid på sager, hvor misbrugerne får rejst sigtelser imod sig, men hvor det ender med, at sigtelsen frafaldes. Hvis vi kan undgå en del tiltaler, kan både disse organisationer og politiet bruge deres ressourcer på andre opgaver. Jeg ved også, at begge organisationer udleverer mange af de her gule rettighedskort, som de udsatte netop kan vise til politiet, hvis de bliver stoppet. Men jeg har desværre også den opfattelse, at politiet måske ikke helt er bekendt med de nuværende bestemmelser, så at det nu præciseres i lovgivningen, vil forhåbentlig hjælpe ved de fremadrettede møder mellem politi og misbrugere.

Af høringssvarene kan man også se, at der er positive tilkendegivelser over for lovforslaget fra alle kanter. Så i Danmarksdemokraterne støtter vi forslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Betina Kastbjerg fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til hr. Mads Olsen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. Jeg vil lige starte med at sige, at jeg tager den her tale for Karina Lorentzen Dehnhardt, der desværre ikke kunne være her i dag. Det her lovforslag har haft en ualmindelig hård fødsel. Efter at SF to gange har fremsat statsministerens eget lovforslag om et id-kort til udsatte stofbrugere, så de ikke får bøder eller får konfiskeret deres stoffer, og efter at en arbejdsgruppe blev nedsat på baggrund af det første beslutningsforslag, som ikke har ført noget som helst med sig, står vi nu med nærmest en lovfæstelse af gældende ret, dog med den tilføjelse, at advarselsreglen nu er blevet til en »skal«-forpligtelse i stedet for at være en mulighed for politiet. Det er selvfølgelig godt, især fordi der kommer en vejledningsforpligtelse med, men det er nok den mindst mulige ændring, der kan ske på området. Og så må vi jo håbe, at politiet denne gang er i stand til at vurdere, hvilke borgere der ikke skal have konfiskeret deres stoffer og ikke skal have bøder.

Som nogle af høringssvarene antyder, er man bekymret for, om der igen overlades for meget til politiets skøn, og deri er jeg enig med dem, der har afgivet høringssvar, og det er derfor, det ville være godt at evaluere loven som foreslået af disse, så vi kan se, om den virker. Derfor stiller vi også ændringsforslag herom. Jeg er ikke enig med politiet i, at man kender målgruppen godt, og at de derfor nemt kan håndtere det her. Vi har set adskillige sager, hvor man tidligere tog fejl, og man lavede ikke vurderingen, fordi man ikke havde adgang til sociale og sundhedsmæssige forhold og derfor ikke kunne, men også fordi politiet, når man tømte en pushers telefonbog uden for de største byer, sendte alle kunderne, og det var uden undtagelse, en hilsen og foretog heller ikke en vurdering af, om der var afhængige og socialt udsatte imellem.

Som SF'er er jeg heller ikke imponeret over, at man som borger kan undgå at få konfiskeret stoffer, hvis man er i nærheden af et stofindtagelsesrum, for de findes kun i fire kommuner. Det skaber en meget ulige adgang for alle borgere uden for de fire byer, og det er noget hovent af Justitsministeriet at sige: punkt 1, at man ellers vil mindske incitamentet til at bruge stofindtagelsesrummet, og punkt 2, at kommunerne jo bare kan lave nogle. Det er respektløst over for borgerne, kommunernes dårlige økonomi og afstanden til et stofindtagelsesrum. Der er ikke et i Aalborg, og der er 113 km fra Sønderborg til Vejle, hvor der er et. Så i SF stiller vi et ændringsforslag, så der ikke gøres forskel på borgerne. Jeg håber, at det skaber mere værdighed for stofbrugerne, for vi kan ikke og skal ikke straffe os ud af afhængighed. Afhængighed er et sundhedsproblem, ikke et kriminalitetsproblem.

Ja, det er en sejr, at regeringen nu endelig foretager sig noget, men jeg vil være ærlig at sige, at man kunne have gjort mere. Man kunne have lavet en ægte afkriminalisering af brugerne. Tak til Stenbroens Jurister, Brugernes Akademi og Gadejuristen og mange flere. Uden jeres vedholdenhed havde vi slet ikke nået et resultat. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Maria Durhuus fra Socialdemokratiet. Værsgo

Tak, og tak til ordføreren for talen. Jeg hæfter mig ved ordførerens holdning til stofindtagelsesrum, altså at der er for langt, og at det er uværdigt. Er ordføreren ikke enig i, at vi hellere skulle kigge på at få flere stofindtagelsesrum og på den måde sikre, at mennesker med misbrugsproblemer ikke skal dø af overdoser uovervåget og alene i stedet for at få hjælp og blive overvåget og få omsorg i en indtagelsesrum? Var det ikke bedre at få flere indtagelsesrum i stedet for at kritisere aftalen her?

Ordføreren.

Nu er jeg ikke ordfører på det her område, men som jeg forstår vores politik, er vi ikke imod stofindtagelsesrum, men vi er imod, at man har gjort sådan, at man kun kan undgå at få konfiskeret, hvis man er i nærheden eller på vej til de her fire stofindtagelsesrum. Det skaber en ulige adgang, i forhold til om du bor i en landkommune, eller om du bor uden for de her fire byer. Så det er ikke, fordi vi er imod stofindtagelsesrum, hvis jeg forstår det korrekt, det er mere, at ja, vi skal da bygge nogle flere, men der er jo også nogle økonomiske udfordringer ude i kommunerne, der gør det lettere sagt end gjort. Tak for ordet.

Fru Maria Durhuus for sin sidste korte bemærkning.

Jeg beklager, jeg ikke lige havde fanget, at du var vikar på det her lovforslag. Så tak for en god tale.

Tak for det. Vi siger tak til hr. Mads Olsen fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance.

Mange tak, hr. formand. Lovforslaget, vi her behandler, er jo et skridt i den rigtige retning, hvor politiet nu kan frafalde tiltale for besiddelse af narkotika til eget forbrug, hvis besiddelsen er en følge af stærk afhængighed, og man udvider derudover straffritagelsen for besiddelse af narkotika til eget forbrug, hvis man er i nærheden af eller på vej til et stofindtagelsesrum.

Nogle af de absolut svageste i vores samfund er stofbrugerne. De er stærkt afhængige og har i vidt omfang mistet kontrollen over deres liv. Det kan man straffe dem for, eller man kan forsøge at hjælpe dem ud af deres problemer. Når først man har ramt bunden, er det ikke længere statens magtanvendelse mod en, der virker afskrækkende. Derfor er vi i Liberal Alliance meget positivt stemt over for det forslag her, men vi så jo gerne, at det gik lidt videre.

Ligesom SF også har bemærket, er det således, at det er på turen til et stofindtagelsesrum, at man kan få dette tiltalefrafald, og det er jo egentlig bekymrende, at man ikke får det i et videre omfang, da der er så få af disse rum og der er misbrugere i flere dele af landet. For hvad er det, det her kan medføre? Jamen vi har jo politiets egne ord for, at beslaglæggelser af narkotika medfører øget kriminalitet i de områder, hvor man gør det. For misbrugerne vil have deres stof, selv om de skal stjæle igen og igen, så ved at foretage beslaglæggelser og tildele bøder i denne gruppe skubber vi blot misbrugerne ud i yderligere kriminalitet.

Det er derfor absolut fornuftigt, ikke blot for de svageste i vores samfund, men også for resten af samfundet, at vi hjælper dem i stedet for at straffe dem. At slå på samfundets svageste er ikke en løsning på deres problemer, og når man så ser på, at kriminaliteten i det omkringliggende samfund øges af, at man slår på dem, så må vi hellere overveje vores kurs.

Derfor bevæger det her forslag sig i den rigtige retning, da det styrker retssikkerheden for socialt udsatte misbrugere og det begrænser misbrugernes negative effekter på samfundet ved at gøre politiindsatsen mere human. Vi støtter derfor forslaget i Liberal Alliance. Tak.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance. Og jeg byder nu velkommen til fru Nanna W. Gotfredsen fra Moderaterne.

Tak for ordet, formand. Der er god stemning, og det er en god dag, men det er også en dag med lidt blandede følelser, og det er der så flere grunde til. Jeg burde måske bare være glad og jublende, for jeg har kæmpet den her kamp siden maj 2008, hvor det blev sat i værk, og nu giver vi så lidt mere plads til dem, der er så forsvindende lidt plads til, ved at udvide frizonerne, og vi præciserer også endeligt advarselsreglen. Det er altså det, jeg har kæmpet for i 16 år. Alligevel har jeg det lidt, som jeg havde det den 3. november 2007. Sundhedsministeren hed hr. Lars Løkke Rasmussen, og han stod pludselig som sundhedsminister og sagde: Nu gør vi det. Og det sagde han om ordination af diacetylmorfin, også kaldet heroin. Det kunne adskillige sundhedsministre have gjort, før han gjorde det; så havde vi undgået utrolig mange unødige tidlige dødsfald blandt alt for unge mennesker. Sådan er det. Derfor var den 3. november 2007 også en dag med blandede følelser.

Advarselsreglen trådte i kraft den 1. juli 2007, og jeg medgiver, at bestemmelsen i forhold til betjente osv. var håbløst formuleret. Gadejuristen prøvede dengang først med hvide kort at informere om folks rettigheder i den her forbindelse, så prøvede de med gule kort og andre fulgte trop. Der var samråd på samråd, indkaldt primært, og tak for det, af Enhedslistens fru Pernille Skipper og fru Karina Lorentzen Dehnhardt, som også har kæmpet den her kamp. Tusind tak for det. Dagbladet Information har skrevet artikel efter artikel, men lige lidt har det hjulpet, desværre. Vi skulle have en regering hen over midten, altså rød, blå, lilla, før det lykkedes. Rigtig mange har fået rigtig mange uretmæssige bøder. Det er simpelt hen næsten ikke til at holde ud, men nu er vi her.

Igen tak til SF, til Enhedslisten og også til Liberal Alliance, som særlig gik om bord fra 2014 og frem. Det har bare ikke været nok. Nu sker det, og det er så fantastisk, selv om jeg godt kunne ønske mig mere, end vi får nu. Det er ministeren klar over. Men alligevel vil jeg gerne sige tak til ministeren for at lytte og holde ud. Jeg har nok været lidt småirriterende, f.eks. når ministeren sad i en flyvemaskine, som nærmest skulle lette, før jeg holdt op med at insistere på en samtale, og jeg bliver nok ved med det. Så meget for min beklagelse.

Det er ikke bare mig, der mener det; det er også en række gode betjente, som finder det fuldstændig horribelt at konfiskere stofbrugernes næste fix, for de ved jo godt, at det afstedkommer øget kriminalitet for at få skaffet penge; det afstedkommer stimuleret illegal stofhandel. Så med det, de gør, når de konfiskerer stoffet, fremmer de alt det, vi ikke vil have. Men som sagt håber jeg, at samtalen om det fortsætter på tværs af os udsatte-ordførerne og på tværs af udvalgene.

Jeg er helt på linje med professor Nils Christie, som i 1984 skrev: Meget ville være vundet, hvis vi slet ikke havde nogen stoffer og ingen alkohol og ingen tobak og ingen sukker osv., men så god er verden bare ikke. Faktum er også, hvis vi tager f.eks. cannabis, at rigtig mange nyder cannabis, men bryder sig ikke om alkohol. Og så er der nogle få, der selvmedicinerer ekstremt i forbindelse med smerte og lidelse. De har ikke brug for at have politiet på nakken.

Med diacetylmorfinbehandlingen, dvs. heroinordinationen, fra 2010 og med fixerummene er vi lykkedes med at opnå noget, som ikke er lykkedes andre steder, nemlig at holde dødeligheden nede – på et højt, men stabilt niveau – hvor den er eksploderet andre steder. Det, vi så sidste år, var, at dødstallet igen begyndte at stige, og vi deler bekymringen i øjeblikket for børn og unge i forhold til opioider; det gør vi på tværs herinde. Og man har lyst til at sige: Lad nu være; det er livsfarligt, vil I ikke godt lade være. Det er ikke nok.

Jeg håber, vi kommer lidt videre i værdighedsarbejdet, væk fra bare den politiske samtale, så man får den oplyste samtale. Nils Christie skriver nemlig også i 1984: Den farligste brug af narkotika er den politiske brug.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Nanna W. Gotfredsen fra Moderaterne. Jeg byder nu velkommen til fru Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti.

I henhold til loven er det i dag muligt at tildele en advarsel, hvis det, der i loven bliver formuleret som en socialt udsat borger med stærk stofafhængighed, bliver taget med stoffer til eget forbrug, og det er også muligt at give en advarsel, hvis den udsatte borger er i umiddelbar nærhed af et stofindtagelsesrum – i umiddelbar nærhed. Det bliver også præciseret i loven, at der altså ikke er tale om såkaldte weekendnarkomaner som en ung, som i weekender eller til fester bruger euforiserende stoffer; målgruppen er mennesker helt ude på kanten af samfundet, som er meget afhængige af euforiserende stoffer. Politiet og de sociale myndigheder ved godt, hvem de er.

I det lovforslag, vi behandler i dag, præciseres advarselsreglen nu, og der gives en større fleksibilitet, i forhold til om en socialt udsat altså er på vej til et fixerum, selv om han/hun ikke nødvendigvis er i umiddelbar nærhed. Det bakker vi op om. Det er ikke at forveksle med, at Konservative ikke går ind for en hård og markant tilgang til euforiserende stoffer. Det gør vi. Vi vil ikke legalisere hverken hash til hverdag eller kokain til weekendbrug. Vi har en hård tilgang over for euforiserende stoffer, og vi ønsker at hæve strafferammerne. Et eksempel herpå er opioider og den såkaldte opioidfinte, hvor vi ønsker at hæve strafferammerne for salg af ulovlig receptpligtig medicin samt at kunne lukke kiosker, som bliver taget i at sælge til unge mennesker, allerede efter første gang.

Men med det lovforslag, vi behandler i dag, kan vi se, at organisationer på særlig socialområdet igennem flere år har peget på, at lovgivningen ikke er tilstrækkelig klar. Således er det her lovforslag en tydeliggørelse af allerede eksisterende regler. Det giver et mere klart retsgrundlag og dermed en bedre retssikkerhed for stofafhængige, og det er vigtigt i et retssamfund. Det bakker vi op om i Det Konservative Folkeparti, og vi synes, at lovforslaget rummer nogle væsentlige balancer, for det er meget udsatte personer, der er omfattet, og dem har vi også blik for i Det Konservative Folkeparti.

På retsområdet vil man måske synes, at det er to meget små ændringer. Men på socialområdet er det her en stor landvinding. Hvis man læser høringssvarene, bliver lovforslaget også taget positivt ned her, og Konservative stemmer for, men vil gerne rette en særlig tak. I fredags i sidste uge var det mig, der stod heroppe på talerstolen, og fru Nanna W. Gotfredsen, som rettede en tak for Konservatives kamp for at sikre bedre vilkår for dem, som er i prostitution, og det betød rigtig meget med en anerkendelse. Derfor er det også meget vigtigt i dag at rette en tak den anden vej: en tak til Moderaterne og en tak til fru Nanna W. Gotfredsen, for hvem den forrige tale ikke nødvendigvis var så let at stille sig herop og holde, til trods for at det er et område, som ligger ordføreren utrolig meget på sinde, og som ordføreren har kæmpet for hver eneste dag i utrolig mange år. Det synes jeg er vigtigt at anerkende og vigtigt at påskønne, så tusind, tusind tak, fru Nanna W. Gotfredsen.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Rosa Lund fra Enhedslisten.

Tak for det. I dag er der en stor ros til justitsministeren, og der kommer ikke engang et men efter den her sætning. Jeg synes, at arbejdet med det her lovforslag er et eksempel på, hvordan vi generelt bør gøre, når der skal laves meningsfyldt lovgivning på retsområdet.

Jeg ved, at man i ministeriet i processen med udarbejdelsen af det her lovforslag har forhørt sig hos kloge hjerner, der beskæftiger sig med de her sager til daglig, for at få lavet så godt et lovforslag som muligt. Det bliver nu engang et bedre forslag af, at man spørger dem, det drejer sig om, og det er et eksempel til efterfølgelse, synes jeg.

Det her lovforslag er en sejr for en masse mennesker, der heldigvis stædigt har insisteret på, at man skal have ret til et ordentligt liv, også selv om man indtager stoffer. Deres kamp er hver dag med til at påvirke os politikere herinde på Christiansborg, og det er det her lovforslag et bevis på. Jeg ved, at Stenbroens Jurister og BrugerForeningen har inviteret til pizza og livestreaming af den her debat, og hvis ikke jeg skulle stå her, havde jeg gerne delt glæden med dem lige nu. For det er en sejr, når man har råbt op om noget i årtier og det så rent faktisk bliver indført ved lov.

Den første finanslov, jeg var med til at lave som folketingsmedlem for Enhedslisten i 2011, havde netop også stofindtagelsesrum på. Det er jo lige præcis det, det her lovforslag nu løfter ind i lovgivningen, og det synes jeg gør i dag til en særligt stor dag, også i min egen parlamentariske karriere, hvis man kan kalde det det.

Holdningerne til, hvorvidt stoffer skal være forbudt, afkriminaliseres eller helt legaliseres, er mange. Men jeg synes, det her forslag viser, at vi på trods af disse uenigheder kan være enige om, at regler, der ikke giver mening, skal fjernes, og hvis der er noget, der ikke giver mening, er det at rende rundt og give bøder til mennesker, der har et afhængighedsforhold af et stof. Det er heldigvis noget, vi har været enige om i mange år. Derfor har vi også haft den her advarselsregel. Men det har jo været en regel, som ikke fremgår af loven, og derfor er den svær at støtte ret på. At vi nu får tydeliggjort, præcis hvad der gør sig gældende, både vedrørende stofindtagelsesrum og i forhold til bøder og advarsler, er rigtig positivt. Det letter arbejdet hos politiet, for der er nu ikke tvivl om, hvordan de skal agere i sådan nogle sager. Det gør livet bedre for dem, der var i risiko for at få bøder, men egentlig skulle have haft advarsler i stedet for. Klare, tydelige regler, der er let forståelige, er afgørende i et demokrati.

Der er i høringsprocessen rejst nogle spørgsmål, i relation til hvad der gør sig gældende i forhold til udveksling af personoplysninger mellem offentlige myndigheder, og det er ikke helt tydeligt for mig, hvad konklusionen på det er. Så jeg vil bede ministeren kigge særskilt på den del, da vi lige så godt kan få alle reglerne helt tydeliggjort, når nu vi er i gang med den her proces.

Så synes jeg, det er en rigtig god idé, hvis vi kan få en opdatering i Retsudvalget om et års tid, så vi kan se, hvad status på implementering, erfaring og effekten af den her lov er. Enhedslisten kan støtte lovforslaget, og jeg vil gerne i dag også sende en særlig hilsen til fru Pernille Skipper, som i den grad har kæmpet for at få ændret loven og præciseret den, så den kommer til at se ud, præcis som det her lovforslag gør. Enhedslisten støtter meget varmt det her lovforslag.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Rosa Lund fra Enhedslisten, og jeg byder nu velkommen til fru Zenia Stampe fra Radikale Venstre.

Tak for det. I Radikale Venstre bakker vi også varmt op om forslaget. Vi er også villige til at gå længere, men små skridt i den rigtige retning er jo vigtigt. Jeg vil også gerne kvittere for det fantastiske arbejde, som fru Nanna W. Gotfredsen har lavet i mange år, også før fru Nanna W. Gotfredsen blev valgt til Folketinget.

Jeg havde selv fornøjelsen af at være ude med Gadejuristen for nylig, og jeg tror, at alle, der er med på sådan en tur og møder nogle af de her brugere, bliver flove over vores samfund. For det, vi plejer at være enige om skal tegne et socialt samfund, er, hvordan man behandler de svageste, og det her er de absolut svageste, som vi jager, og som vi straffer. Jeg kan næsten ikke finde noget, der er mere forkert end lige præcis det.

Men jeg tror, at det der møde med virkeligheden på gaden kontra den debat, vi har herinde, jo også illustrerer, hvad noget af problemet er med politik, nemlig at nogle debatter bliver meget symbolske og principielle herinde, altså at man ikke føler, man kan tage de her skridt, fordi det er en slags blåstempling af misbrug. Men på en eller anden måde synes jeg både, det bliver frakoblet virkeligheden, men det bliver også sådan en privilegieblindhed, at den pæne middelklasse kan støtte sig selv i, at det er forkert at bruge stoffer. Måske tror vi også, at hvis vi holder vores sti ren herinde, bliver vores børn og unge ikke eksponeret for stoffer. Men det, der bare sker, er, at dem, der så falder ned i hullet, i misbruget, er overladt til sig selv – i det her samfund, som skulle være et af de bedste velfærdssamfund i verden. Det er en skamplet.

Tak for civilsamfundets stemmer, som har råbt op i mange år og nu også er lykkedes med at komme herind med forslaget. Det tror jeg bl.a. er, fordi en af dem er blevet valgt til Folketinget. Det er rigtig godt, at det ikke kun er sådan nogle som mig selv, der har været aktiv i ungdomspolitik næsten hele mit liv, skulle jeg til at sige, og læst på statskundskab osv., men at der altså også indimellem kommer stemmer ind fra virkeligheden, som har løbet panden så mange gange mod muren, at man tænker, at nu er der kun én måde at få det her igennem på, og det er, at man selv kommer til at sidde herinde. Det tror jeg er grunden til, at vi i dag tager det her skridt. Da forslaget endte i min indbakke – vi har jo ikke været indkaldt til forhandlinger, jeg ved egentlig ikke helt hvorfor – tænkte jeg straks: Det her er Nanna, der er kommet i Folketinget og har fået det her igennem. Og vi har jo også alle sammen sendt en tak til fru Nanna W. Gotfredsen.

Vi har jo også alle sammen folk derude i vores baglande, som har mødt fru Nanna W. Gotfredsen og fulgt den her kamp i mange år og er blevet engageret i den her kamp, fordi de netop også har set virkeligheden. Nogle af dem, som også virkelig har kæmpet for det her i mit parti, er jo dem, der er valgt i København, i det hele taget dem, der er valgt i nogle af de store byer, hvor de her mennesker søger hen, fordi det trods alt er det mest trygge sted at være som misbruger. Derfor har vi jo politikere – og det tror jeg egentlig er på tværs af alle partier – der sidder derude og bevæger sig rundt i virkeligheden og ser, at den her symbolske boble, vi nogle gange befinder os i herinde, bare er så langt væk fra virkeligheden. Jeg tror, at det måske er en af grundene til, at, så vidt jeg har forstået, stort set alle partier bakker op om det her forslag i dag. Det er både, fordi vi har været på tur med Gadejuristen osv. og talt med fru Nanna W. Gotfredsen, men selvfølgelig også, fordi fru Nanna W. Gotfredsen og Gadejuristen og flere har talt med de politikere, som vi hver især har valgt i de store byer, og som står med de her problemer. Derfor er det her forslag jo noget, som alle jer, der befinder jer i virkeligheden, har presset på for i mange år, og jeg håber så meget, at det kan være en indgang til endnu mere.

Nu nævnte fru Nanna W. Gotfredsen den portugisiske model. Det vil vi også meget gerne kigge på, sådan at vi kan gå endnu længere i forhold til at hjælpe dem, som er faldet ned i misbruget, men selvfølgelig også til at hjælpe de unge, der måske er på vej ind i misbruget, og som vi kan nå at vende om, inden de ender derhenne. Det må være målet for en narkotikapolitik. Med de ord vil jeg sige tak, fordi vi er nået hertil. Radikale Venstre støtter forslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Zenia Stampe fra Radikale Venstre. Jeg byder nu velkommen til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Der blev sagt noget tidligere fra talerstolen, som jeg ikke kan lade være med at replicere på. Jeg tror faktisk, det var fru Nanna W. Gotfredsen, der sagde det – og tak for den rigtig gode tale – nemlig gid man også ville forbyde sukker. Det ville jeg personligt være utrolig ked af, vil jeg sige. Så nej tak til det.

Det her lovforslag er også et, som jeg har advokeret for rigtig, rigtig længe. For flere år siden var jeg på gadetur med Stenbroens Jurister og var rundt at se på noget af København, som jeg i hvert fald ikke havde set før. Jeg var i fixerummet på Halmtorvet. Jeg var på Reden. Jeg talte med nogle af de mennesker, der lever på gaden, og jeg vil ikke kalde dem svage, for det var ikke mit indtryk, at det var svage mennesker – det var udsatte mennesker. Så det var jo nogle af samfundets allerallermest udsatte.

At høre nogle af de tragiske fortællinger gjorde så dybt, dybt et indtryk på mig, bl.a. om hvordan nogle af de her sexarbejdere skulle igennem 20, måske flere kunder på en dag for at kunne tjene nok penge til deres misbrug. Hvis de så stødte ind i en politimand, kunne de risikere at miste det stof, de lige havde købt, så de skulle om ikke starte forfra i hvert fald tage en masse flere kunder for at få råd til det igen. Det var faktisk dybt hjerteskærende. Det var nogle meget, meget udsatte mennesker, jeg så være der på reden.

Jeg vil ikke referere til nogle af de frygtelige historier, jeg hørte fra medarbejderne på Reden, om de her hovedsagelig kvinder, men det var i hvert fald noget, der gjorde så dybt indtryk på mig, at jeg faktisk var nødt til at tage helt hjem bagefter. Jeg havde simpelt hen ondt i maven, fordi jeg havde mødt noget, der var så frygteligt og så fyldt med armod og menneskelig tragedie, at jeg faktisk havde enormt svært ved at lægge det fra mig.

Lige præcis det her lovforslag handler nemlig om at sikre de allerallermest udsatte i vores samfund; dem, som har stof, som de skal bruge, fordi de er i et så dybt misbrug, at de har behov for det. Det her handler ikke om, at man bare legaliserer det eller noget som helst andet, for det er vi i Dansk Folkeparti imod. Det ved jeg godt at der er andre partier der ikke er imod, men det er vi imod. Det her handler grundlæggende set om at give de her mennesker lov til at tage det stof, de har købt, og så gå over og få den her tilfredsstillelse, fordi de har det her misbrug, og så vi forhåbentlig i højere grad kan hjælpe dem ud af det misbrug. Man tydeliggør her i lovforslaget det her med en straffritagelse, hvis man i området omkring de her fixerum er i besiddelse af stoffer, og det synes jeg er den rigtige vej at gå. Så tak for at fremsætte det her forslag.

Jeg synes i den grad, at det kan noget, at der er mennesker herinde i det danske Folketing, som har en anden baggrund en bare statskundskab. Nu rammer jeg måske en del – det beklager jeg meget. Fru Nanna W. Gotfredsen har en fantastisk baggrund. Jeg er selv skolelærer. Vi har sygeplejersker, vi har læger, vi har rigtig meget forskelligt fra hele Danmark og fra alle samfundslag, og det synes jeg faktisk gør noget ret særligt, så vi ikke alle sammen bare er skolet og uddannet til at kunne gå ind i politik, men at der altså kommer nogle mennesker ude fra den rigtige i verden. Det er sådan noget, vi mærker, når vi så sidder med et lovforslag som det her.

Jeg tror ikke, jeg har så meget andet at sige, end at det er en stor dag for nogle af samfundets mest udsatte. Jeg ser det her lov forslag som værende en udstrakt hånd og en kærlig armen rundt om skuldrene på de mennesker, som har brug for samfundet til at holde lidt om den, fordi de ikke kan selv. Det er her, hvor samfundets net griber dem, som ellers ville falde igennem, og jeg synes, at det er noget af det allerfineste, når vi kan lave lovgivning herinde, der faktisk favner de mennesker, som et stærkt samfund jo skal kunne favne og passe på, når de ikke selv kan. Så lad det være ordene herfra.

Tusind tak for at fremsætte det her lovforslag. Jeg kigger hen på justitsministeren, der er optaget – beklager forstyrelsen. Vi stemmer selvfølgelig for i Dansk Folkeparti, for vi synes, at det er et fremragende lovforslag.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi går videre, og nu er det så justitsministeren. Værsgo.

Mange tak til alle ordførerne for den, synes jeg egentlig, meget venlige modtagelse af det her lovforslag og selvfølgelig også for mange engagerede indlæg. Regeringen ønsker ligesom mange andre af Folketingets partier et trygt Danmark, og derfor er det selvfølgelig også vigtigt, at vi slår hårdt ned på de organiserede narkokriminelle, hvis kriminalitet fører afstumpet vold og utryghed med sig. Som led i det indgik regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier i november sidste år, som alle husker, en aftale om en ny bandepakke, der sikrer, at vi over en bred kam sætter hårdt ind over for banderne. Og Folketinget behandler lige nu et lovforslag, som gennemfører dele af initiativerne i bandepakken.

Regeringen er også af den holdning, at et samfund i høj grad også vurderes på, hvordan det behandler de allermest udsatte. Og der findes en særlig gruppe af meget socialt udsatte borgere med stærk afhængighed af bl.a. hårde euforiserende stoffer, der har behov for at blive mødt af en helt anden indsats og et andet menneskesyn, end de mødes med i dag. Og derfor er jeg selvfølgelig også glad for at kunne præsentere det her lovforslag, der først og fremmest sikrer, at den her gruppe af særlig udsatte borgere med stærk stofafhængighed ikke mødes med straf for besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug. For det er et svært liv, når man lever fra fix til fix. Det liv vil regeringen gerne gøre mindre svært og mere værdigt.

Med lovforslaget lægges der op til at tydeliggøre den eksisterende regel om meddelelse af advarsel, den såkaldte advarselsregel. Der lægges også op til at tydeliggøre og samtidig udvide ordningen om fritagelse fra strafforfølgning i tilknytning til stofindtagelsesrum, det, man kan kalde fixerumsreglen. Formålet er at forbedre retssikkerheden for nogle af de mest udsatte borgere i samfundet, og tydeliggørelsen af advarselsreglen sker, ved at det kommer til at fremgå direkte af loven, at de udsatte borgere i stedet for bøde- eller fængselsstraf skal meddeles et tiltalefrafald, når deres sociale forhold taler for det og besiddelsen af stofferne skyldes en stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende misbrug af hårde euforiserende stoffer

Derudover lægges der som nævnt op til at tydeliggøre og udvide fixerumsreglen. Det sker for det første, ved at muligheden for fritagelse fra straf i tilknytning til et stofindtagelsesrum, når besiddelsen sker med henblik på indtagelse i stofindtagelsesrummet, bliver skrevet direkte ind i loven. For det andet skal politidirektørerne fremover udpege og offentliggøre de områder, der betragtes som umiddelbar nærhed af et stofindtagelsesrum, og hvor der ikke skal ske strafforfølgning af brugerne af stofindtagelsesrummet. Samtidig lægges der op til at udvide ordningen, så brugerne af stofindtagelsesrummene også kan besidde stoffer til eget forbrug uden at blive strafforfulgt, hvis de er på vej til stofindtagelsesrummet med henblik på at indtage stofferne der.

Jeg mener, at vi med lovforslaget tager nogle vigtige skridt for at sikre mere værdighed og retssikkerhed for en gruppe af meget udsatte stofbrugere. Det håber jeg, og det lytter jeg mig også frem til, at der vil være bred opbakning til i Folketinget. Med de bemærkninger ser jeg frem til den videre behandling og står naturligvis til rådighed for de spørgsmål, der måtte opstå.

Tak til justitsministeren. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.