Mange tak for ordet, og også tak til alle ordførerne for de mange positive indlæg, vi har hørt i dag. Også i Grønland er der umiddelbart blevet set positivt på lovforslaget, som det grønlandske selvstyre førstebehandlede den 5. april 2024, og som der blev afgivet betænkning over i onsdags.
Som jeg har sagt flere gange her i salen, er det vigtigt for mig, at der er grønlandsk opbakning til de lovændringer, som gennemføres for Grønland. For det er det grønlandske folk, der skal bestemme, hvad der skal gælde i Grønland, og det er i sagens natur dem med et indgående kendskab til det grønlandske samfund og grønlandske forhold, som også er bedst egnede til at vurdere, hvordan det grønlandske retssystem skal indrettes. Mine embedsmænd er derfor i tæt dialog med naalakkersuisut om lovforslagets videre behandling i Inatsisartut, og jeg kan i den forbindelse forstå, at lovforslaget forventes færdigbehandlet i Inatsisartut på tirsdag i næste uge. Mine embedsmænd er desuden i dialog med udvalgets sekretariat om tilrettelæggelsen af den videre behandling af lovforslaget her i Folketinget.
Nu vil jeg gå over til selve forslaget. Der er ingen tvivl om, at et stærkt justitsområde er en forudsætning for et velfungerende og trygt samfund. Det er i den forbindelse afgørende, at vi arbejder for, at standarden på danske ansvarsområder i Grønland følger standarden i Danmark med respekt for de forhold og forskelle, der gælder i og mellem vores lande, og at vi prioriterer at opdatere lovgivningen på danske ansvarsområder. Det gælder ikke mindst i forhold til den grønlandske retspleje, og med lovforslaget, som vi behandler i dag, tager vi endnu et skridt i den rigtige retning for at styrke det her område.
Naalakkersuisut har anmodet om, at der i den grønlandske retsplejelov indføres den samme mulighed for at henvise principielle civile retssager til behandling ved Grønlands landsret i første instans, som er gældende i Danmark. Regeringen kan tilslutte sig naalakkersuisuts ønske og foreslår på den baggrund, at der i retsplejeloven for Grønland indsættes en regel om, at en civil retssag kan henvises til Grønlands landsret til behandling i første instans efter anmodning fra en part, hvis sagen er af principiel karakter og den har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller den er af væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt. Der vil som altovervejende hovedregel være tale om sager, hvor Procesbevillingsnævnet efter de gældende regler måtte forventes at give tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret som tredje instans.
Med de bemærkninger skal jeg endnu en gang takke for indlæggene, og jeg ser frem til den videre behandling her i Folketinget, og jeg står naturligvis til rådighed for en besvarelse af de spørgsmål, der måtte opstå i den forbindelse. Tak for ordet. Qujanaq.