L 121 Forslag til lov om ændring af konkurrenceloven.

(Krav om anmeldelse af visse fusioner under omsætningstærsklerne, indførelse af mulighed for markedsefterforskning og bødeudmåling m.v.).

Af: Erhvervsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 28-02-2024
1. behandlet / henvist til udvalg 14-03-2024
Betænkning afgivet 02-05-2024
2. behandlet/direkte til 3. behandling 16-05-2024
3. behandlet, vedtaget 21-05-2024
Ministerområde:
Erhvervsministeriet
Resumé:
Der foreslås en række ændringer af lovgivningen, så der sikres en mere effektiv konkurrence.

Det foreslås bl.a., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan kræve visse fusioner, som er under de fastsatte omsætningstærskler, anmeldt, med henblik på at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan vurdere, om en fusion vil hæmme den effektive konkurrence betydeligt, navnlig som følge af skabelsen eller styrkelsen af en dominerende stilling.

Det foreslås endvidere at indføre mulighed for, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan indlede en markedsefterforskning af adfærd eller strukturer i en eller flere erhvervssektorer for at afgøre, om der er forhold, der tydeligt svækker den effektive konkurrence med skadevirkninger for forbrugere eller andre virksomheder.

Med henblik på at sikre, at bøder for overtrædelse af konkurrencereglerne i højere grad afspejler den økonomiske skadevirkning af visse overtrædelser, foreslås det at ændre principperne for beregning af bøder til virksomheder m.v. og til fysiske personer.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2024.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 89 (S, V, DD, SF, M, EL, RV, ALT og UFG), imod stemte 19 (LA, KF og DF), hverken for eller imod stemte 1 (Theresa Scavenius (UFG)).