B 92 Forslag til folketingsbeslutning om permanent og teknologisk intelligent grænsekontrol ved de danske grænser.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2023-24
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 05-12-2023

Fremsat: 05-12-2023

Fremsat den 5. december 2023 af Mikkel Bjørn (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF), Morten Messerschmidt (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF)

20231_b92_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 5. december 2023 af Mikkel Bjørn (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF), Morten Messerschmidt (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om permanent og teknologisk intelligent grænsekontrol ved de danske grænser

Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingsår at tage initiativ til en permanent og teknologisk intelligent grænsekontrol ved de danske grænser, der kombinerer øget kontrol med teknologisk intelligente tiltag.

Bemærkninger til forslaget

Danmark er et selvstændigt land. Som en naturlig del heraf spiller grænsekontrol en helt nødvendig rolle i opretholdelsen af denne selvstændighed. Derfor ønsker forslagsstillerne, at der bliver indført en permanent grænsekontrol med dertilhørende teknologisk intelligente løsninger.

Forslagsstillerne ønsker følgende tiltag ved de danske grænser:

Den permanente grænsekontrol skal målrettes de områder, hvor risikoen for ulovlig indrejse og kriminalitet er størst.

Kontrollen skal prioritere de mest risikobetonede personer, og der skal lempes på kontrollen for lokale borgere og andre, der har et legitimt ærinde ved grænsen.

Grænsekontrollen skal være baseret på en systematisk, teknologisk og analysebaseret indsats, der tager udgangspunkt i erfaringer fra andre lande og er i samarbejde med de øvrige EU-lande.

Grænsekontrollen skal afvise asylansøgere og migranter ved de danske grænser med argumentet om, at man ikke er forfulgt, når man står lige uden for den danske grænsejord.

Udrejsekontrol, som sikrer, hvem og særlig hvad der fragtes ud af Danmark, hvilket f.eks. vil være omrejsende kriminelle og deres tyvekoster.

I tillæg til den foreslåede ordning pålægges regeringen at sikre udrejse af udlændinge, der allerede befinder sig i Danmark, til deres hjemland eller en lejr i et tredjeland, som skal forestå asylbehandlingen og et eventuelt senere ophold, herunder beskyttelse, såfremt de reelt er flygtninge.

Folketinget pålægger regeringen at afsætte de nødvendige midler til at implementere de foreslåede tiltag og sikre en hensigtsmæssig og effektiv grænsekontrol.

Forslagsstillerne er vidende om, at ovenstående forslag vil kræve, at Danmark må udtræde af Schengensamarbejdet, men det er for forslagsstillerne en nødvendighed for at kunne ordentligt sikre Danmarks grænser og dermed passe på Danmark og danskerne.

Skriftlig fremsættelse

Mikkel Bjørn (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om permanent og teknologisk intelligent grænsekontrol ved de danske grænser.

(Beslutningsforslag nr. B 92)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.