Betænkning afgivet af Miljø-
og Fødevareudvalget den 7. februar 2024
1. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, V, M, LA, DD og KF) indstiller beslutningsforslaget
til forkastelse ved 2. (sidste)
behandling.
Et mindretal i
udvalget (SF, EL, DF, ALT og Kim Edberg Andersen (UFG)) indstiller
beslutningsforslaget til vedtagelse
uændret.
Et andet
mindretal i udvalget (RV) vil stemme hverken for eller imod
beslutningsforslaget ved 2. (sidste) behandling.
Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
2. Politiske bemærkninger
Dansk Folkeparti
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget
støtter borgerforslaget, da vi finder det yderst vigtigt, at
dyrene behandles ordentligt, at myndighederne får
øgede ressourcer og beføjelser til at gribe ind ved
overtrædelse af dyrevelfærdsloven, og at domstolene
efterfølgende får mulighed for at idømme
passende straffe.
Radikale Venstre
Radikale Venstres medlemmer af udvalget vil
gerne takke de borgere, der har engageret sig i at lave og
støtte borgerforslaget. Radikale Venstre deler
borgerforslagets ønske om at styrke indsatsen for
dyrevelfærd i Danmark. Det er ikke en menneskeret at have
dyr. Det er et privilegium, og det bærer med sig et
betydeligt ansvar for at behandle dyrene ordentligt. Derfor
støtter RV den del af forslaget, der handler om at
øge straffen og særlig styrke mulighederne for at
frakende erhvervsdrivende retten til at have dyr.
Radikale Venstre kan dog ikke tilslutte sig
det specifikke forslag om et særligt dyrepoliti. RV mener,
der er brug for øget og mere målrettet kontrol af
dyrevelfærden, men ved ulovlige forhold ønsker vi at
bevare enhedspolitiet og mener, at samspillet mellem politi og
dyrlæger giver det bedste beredskab.
Radikale Venstre stemmer derfor hverken for
eller imod forslaget.
3. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 17.
november 2023 og var til 1. behandling den 28. november 2023.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Miljø- og Fødevareudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets
sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i
forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under
beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 3 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag
på beslutningsforslaget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
1 skriftlig henvendelse om beslutningsforslaget.
Deputationer
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
1 deputation, der mundtligt har redegjort for sin holdning til
beslutningsforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
2 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig
besvarelse, som ministeren har besvaret.
Anne Paulin (S) Kim Aas (S) Bjarne
Laustsen (S) Camilla Fabricius (S) Tanja Larsson (S) Ida Auken (S)
Kasper Roug (S) Kris Jensen Skriver (S) Thomas Jensen (S) Erling
Bonnesen (V) nfmd. Mads Fuglede
(V) Anni Matthiesen (V) Hans Christian Schmidt (V) Charlotte Bagge
Hansen (M) Karin Liltorp (M) Hans Kristian Skibby (DD) fmd. Kristian Bøgsted (DD)
Alexander Ryle (LA) Carsten Bach (LA) Mette Abildgaard (KF) Per
Larsen (KF) Kim Edberg Andersen (UFG) Peter Kofod (DF) Carl
Valentin (SF) Marianne Bigum (SF) Søren Egge Rasmussen (EL)
Trine Pertou Mach (EL) Katrine Robsøe (RV) Sascha Faxe
(ALT)
Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 50 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 23 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Moderaterne (M) | 15 | |
Liberal Alliance (LA) | 15 | |
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg
(DD) | 14 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 10 | |
Enhedslisten (EL) | 9 | |
Radikale Venstre (RV) | 7 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 7 | |
Alternativet (ALT) | 5 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 5 | |