Fremsat den 15. november 2023 af Helene Liliendahl Brydensholt (ALT),
Sascha Faxe (ALT),
Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen (ALT),
Christina Olumeko (ALT) og Franciska Rosenkilde (ALT)
Forslag til folketingsbeslutning
om opgørelse af minimumsnormeringer for
pædagogisk personale i daginstitutioner på
institutionsniveau og i børnehøjde
Folketinget pålægger regeringen at
sikre, at de lovbundne minimumsnormeringer for pædagogisk
personale i daginstitutioner skal gælde på
institutionsniveau og i børnehøjde og ikke som et
årligt gennemsnit på kommunalt niveau.
Bemærkninger til forslaget
Med lov nr. 2594 af 28. december 2021 om
ændring af dagtilbudsloven indføres krav til, hvor
meget pædagogisk personale der skal være ansat i
daginstitutioner, de såkaldte minimumsnormeringer. Fra den 1.
januar 2024 skal der således være minimum en
pædagogisk personale til tre børn i vuggestuer og
minimum en pædagogisk personale til seks børn i
børnehaver på et kommunalt gennemsnit baseret på
en opgørelse, der ikke viser normeringen ude på
stuerne i de enkelte vuggestuer og børnehaver. Loven
udmønter den politiske aftale af 5. december 2020 mellem den
daværende socialdemokratiske regering, Radikale Venstre,
Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet. Til
indfasning af loven har kommunerne i 2020 til 2023 fået
midler til at ansætte mere pædagogisk personale i
daginstitutionerne.
Den 20. juni 2023 valgte regeringen og
børne- og undervisningsministeren ikke at videreføre
den del af den oprindelige aftale om minimumsnormeringer, som
skulle sikre drøftelse af normeringer på
institutionsniveau og praktisk oplevede normeringer: »Der
gennemføres ikke drøftelse af eventuelle
minimumsnormeringer på institutionsniveau i 2023, ligesom der
ikke udvikles et egentligt redskab til opgørelse af den
praktisk oplevede normering i de enkelte daginstitutioner«
(»Regeringen igangsætter initiativer, der løfter
kvaliteten i daginstitutionerne«, Børne- og
Undervisningsministeriets hjemmeside, den 7. juni 2023). Med
beslutningsforslaget ønsker forslagsstillerne, at regeringen
gennemfører denne del af den oprindelige politiske aftale om
minimumsnormeringer.
Kommunalt selvstyre må vige for barnets
tarv
Forslagsstillerne mener ikke, at det kommunale
selvstyre bør have forrang i forhold til at sikre
børns basale rettigheder til at få tilstrækkelig
voksenkontakt i deres første leveår.
Da Norge indførte minimumsnormeringer,
var netop kommunernes selvstyre genstand for debat. I Norge
anerkendte ministeriet, at det kommunale selvstyre måtte
begrænses af hensyn til barnets tarv, hvorved kommuner ikke
burde have handlefrihed i relation til at opgøre normeringer
i daginstitutioner (Børnenes bureaus høringssvar til
lovforslaget om minimumsnormeringer i daginstitutioner og styrket
tilsyn med dagtilbud m.v., jf. L 92, bilag 2, folketingsåret
2021-22, og »Prop. 67 L (2017 -2018), Proposisjon til
Stortinget (forslag til lovvedtak), Endringer i barnehageloven mv.
(minimumsnorm for grunnbemanning, plikt til å samarbeide om
barnas overgang fra barnehage til skole og SFO mv.«,
www.regjeringen.no, den 6. april 2018)).
Forslagsstillerne mener, at vi i Danmark
bør have samme udgangspunkt som i Norge, og at vi bør
sikre, at vores børn får nok voksenkontakt i vores
daginstitutioner.
De fleste vil nok finde det absurd, hvis et
klasseloft var baseret på et kommunalt gennemsnit af alle
klasser i alle skoler i en hel kommune, da det åbenlyst
aldrig ville garantere kvotienten i den enkelte klasse. Der er i
denne sammenhæng ingen forskel på en skoleklasse og
på en stue i en vuggestue eller i en børnehave.
Tidligere børne- og undervisningsminister Pernille
Rosenkrantz-Theil (S) har da også tidligere bekræftet,
at reglerne om opgørelsen af minimumsnormering på et
kommunalt gennemsnit i stedet for på institutionsniveau
gør, at loven tillader i hvert fald en voksen til ti
børn, jf. svar på BUU alm. del - svar på
spørgsmål 380 (folketingsåret 2020-21), selv om
loven skulle sikre langt færre børn pr. voksen. Det
kommunale gennemsnit står således i vejen for, at der
sikres et minimum af voksenkontakt på alle institutioner. Som
det er nu, lever loven ifølge forslagsstillerne ganske
enkelt ikke op til sit formål.
Vigtigt at skelne mellem generelle og sociale
normeringer
Forslagsstillernes opfattelse er, at
kommunerne har det bedste kendskab til deres egne institutioner og
dermed skal have frihed til at administrere de såkaldte
sociale normeringer. Men det er vigtigt at sondre mellem to typer
af normeringer:
1. et nationalt fastlagt lovkrav om
minimumsnormeringer, som har med alle børns
grundlæggende ret til omsorg og nærvær at
gøre, og
2. sociale normeringer, som tildeles på
baggrund af et barns særlige, individuelle behov.
Minimumsnormeringer på institutionsniveau er i
overensstemmelse med FN's børnekonvention
FN's børnekonventions artikel 27, stk.
1, giver børn ret til den levestandard, der kræves for
barnets fysiske, psykiske, åndelige, moralske og sociale
udvikling. dagtilbudsloven giver også børn en ret til
at trives, jf. dagtilbudslovens § 7. Hvis vuggestuer og
børnehaver skal kunne leve op til disse rettigheder, som
helt små børn har krav på, er det
afgørende med nok voksenkontakt til børnene.
Denne voksenkontakt kan blandt andet fremmes,
hvis der indføres minimumsnormeringer på
institutionsniveau, og hvis eventuelle sociale normeringer, som
sårbare børn måtte have brug for,
fratrækkes opgørelsen over minimumsnormeringen,
ligesom personale, der ikke er til stede i institutionen,
eksempelvis på grund af sygdom og kursus, også
fratrækkes.
Institutionsniveau er både borgernært og
en samfundsøkonomisk gevinst
Det har allerede voldsomme konsekvenser for
vores børns trivsel, at der ikke er nok voksne omkring dem i
børnehaver og vuggestuer (»Flere børn med tegn
på mistrivsel i børnehaver og vuggestuer«, FOA,
den 21. april 2023), og da dette må antages at have en afledt
effekt, får det i stigende omfang konsekvenser for
arbejdsmarkedet, da forældre påvirkes af deres
børns trivsel.
Forslagsstillerne mener, at det vil skabe
tryghed for forældrene, at kvaliteten i vores
daginstitutioner løftes, bl.a. gennem et lovkrav om
minimumsnormeringer på institutionsniveau som beskrevet i den
oprindelige aftaletekst i aftalen om minimumsnormeringer af 5.
december 2020. Det kommunale gennemsnit er i vejen for, at der
sikres et reelt grundlag for at sikre vores børns
voksenkontakt i daginstitutionerne. Den form for gennemsigtighed og
dokumentation, som et lovkrav og en opgørelsesmetode
på institutionsniveau indebærer, vil bidrage til, at de
politiske beslutninger på dagtilbudsområdet kommer
meget tættere på børnenes hverdag, og der vil
derfor i høj grad være tale om et borgernært
tiltag. Der er efter forslagsstillernes mening heller ingen tvivl
om, at den forebyggende indsats vil blive solidt
understøttet. Således er der tale om tiltag, som der
er god samfundsøkonomi i (»Nobelpristager:
Lærerig barndom kan give bedre afkast end aktier«,
Politiken, den 1. september 2016).
Beslutningsforslaget skal også ses i
sammenhæng med den stigende tendens til, at forældre
fravælger daginstitutioner og passer egne børn eller
går ned i tid på grund af den dalende kvalitet i
dagtilbud. F.eks. dokumenterer seneste rapport fra VIVE og EVA, at
38 pct. af dagtilbuddene har en utilstrækkelig kvalitet
(»Kvalitet i dagtilbud - National undersøgelse af
kvalitet i pædagogiske læringsmiljøer og rammer
i kommunale daginstitutioner og dagplejen for 0-2-årige
børn«, EVA og VIVE, 2023). Tilsvarende viser en
undersøgelse fra Epinion, at hver femte forælder er
gået ned i tid på grund af udfordringer med kvaliteten
i daginstitutionerne (»Kvaliteten er ikke god nok:
Forældre skruer ned for arbejdstiden for selv at passe
børn«, Politiken, den 30. marts 2023). Tallene vidner
om, at dalende kvalitet i vores dagtilbud kan være en af
årsagerne til børns stigende mistrivsel, og at det kan
have konsekvenser for arbejdsmarkedet. Et tiltag om
minimumsnormering på institutionsniveau skal ses som led i at
styrke børns trivsel for derved at vende udviklingen til
gavn for hele samfundet.
Skriftlig fremsættelse
Helene Liliendahl
Brydensholt (ALT):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
opgørelse af minimumsnormeringer for pædagogisk
personale i daginstitutioner på institutionsniveau og i
børnehøjde.
(Beslutningsforslag nr. B 80)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.