Beretning afgivet af Retsudvalget den 29.
februar 2024
1. Politiske bemærkninger
Udvalget
Udvalget noterer sig, at der siden Hamas'
terrorangreb i Israel den 7. oktober 2023 er oplevet en opblussen i
antisemitismen i Danmark. Udvalget finder, at det er
fuldstændig uacceptabelt, at konflikten mellem Israel og
Hamas i Gaza bliver brugt af herboende personer til at skabe
utryghed blandt særlig jøder i Danmark. Danmark skal
være et land, som er trygt for alle, og danske jøder
skal kunne færdes trygt og leve i fred.
Udvalget er enige om, at der er behov for
at kende roden til og omfanget af problemet med antisemitisme,
herunder omfanget af chikane mod jøder i Danmark, hvis vi
skal kunne sikre en effektiv beskyttelse af herboende
jøder.
Udvalget har i den forbindelse noteret sig,
at den daværende regering i januar 2022 offentliggjorde sin
»Handlingsplan mod antisemitisme«. Handlingsplanen
indeholder 15 initiativer, som skal sætte bredt ind mod
antisemitisme. Udvalget noterer sig, at handlingsplanen bl.a.
indeholder et initiativ om styrket monitorering af antisemitiske
hændelser i Danmark gennem en årlig bevillig på
300.000 kr. til Det Jødiske Samfunds Afdeling for
Kortlægning og Videndeling af Antisemitiske Hændelser
(AKVAH) i perioden 2022-2025. Det noteres i den forbindelse, at Det
Jødiske Samfund inden for kort tid forventes at
offentliggøre antallet af antisemitiske hændelser i
2023.
Videre indeholder handlingsplanen bl.a. et
initiativ om at igangsætte og kortlægge forskning om
antisemitisme i Danmark, herunder undersøgelse af
antisemitismens udbredelse, udtryksformer, årsagsfaktorer,
virkemekanismer og påvirkninger i det danske samfund,
så det i højere grad afdækkes, hvor i samfundet
antisemitismen trives. Udvalget noterer sig i den forbindelse, at
Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme (CDE) under
Udlændinge- og Integrationsministeriet i første
kvartal af 2024 forventer at offentliggøre tre delrapporter
og en samlet rapport om forskellige nationale miljøer med
henblik på at illustrere antisemitismen i en dansk kontekst.
Undersøgelsernes data er indsamlet før terrorangrebet
den 7. oktober 2023.
Udvalget noterer sig videre, at der med
midler fra handlingsplanen er etableret »Alliancen mod online
antisemitisme« (#AMOS-projektet), hvorigennem Jødisk
Informationscenter, Nordic Safe Cities, Analyse & Tal samt
Common Consultancy har undersøgt, hvor udbredt online
antisemitisme er i den offentlige debat på Facebook i
Danmark, og hvordan den kommer til udtryk.
Udvalget noterer sig de ovennævnte
iværksatte initiativer som følge af handlingsplanen og
ser frem til offentliggørelsen af de ovennævnte
rapporter, som vil bidrage med mere relevant viden på
området.
Udvalget har desuden noteret sig, at
Rigspolitiet i lyset af konflikten mellem Israel og Hamas i Gaza
har iværksat en styrket politimæssig indsats i forhold
til antisemitiske hændelser i Danmark, ligesom politikredsene
er anmodet om at have skærpet opmærksomhed på, om
anmeldelser af strafbare forhold - f.eks. hadtale, chikane, vold,
hærværk og lign., der vurderes at være relateret
til konflikten - kan indeholde et hadmotiv, som skal efterforskes
og henføres under straffelovens § 266 b.
Udvalget har endelig noteret sig, at
justitsministeren sammen med øvrige relevante ministre vil
invitere Folketingets partier til en orientering om afrapportering
på ovennævnte kortlægningsinitiativer samt status
på de øvrige relevante initiativer i handlingsplanen
med henblik på en drøftelse af, om det eventuelt
måtte give anledning til mulige nye eller forstærkede
initiativer på området, herunder f.eks. en
kortlægning af omfanget af chikane mod jøder i Danmark
efter den 7. oktober 2023.
Enhedslisten
Et mindretal i udvalget (EL) bemærker
desuden, at der generelt er et stort problem med hadforbrydelser
mod minoriteter, og at Folketinget og regeringen bør
gøre mere for at bekæmpe det.
Javnaðarflokkurin havde ved
beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke
adgang til at komme med politiske bemærkninger i
beretningen.
2. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 15.
november 2023 og var til 1. behandling den 11. januar 2024.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Retudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets
sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i
forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under
beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 4 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 1 bilag
på beslutningsforslaget.
P.u.v.
Steffen Larsen
formand