Fremsat den 15. november 2023 af Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen (ALT),
Helene Liliendahl Brydensholt (ALT) og Christina Olumeko (ALT)
Forslag til folketingsbeslutning
om ændring af valgretsalderen til
europaparlamentsvalg til 16 år
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte et lovforslag, der sikrer, at valgretsalderen til
europaparlamentsvalg sænkes til 16 år, i tide
således at lovforslaget kan vedtages og træde i kraft
før valget til Europa-Parlamentet i 2024.
Bemærkninger til forslaget
Det følger af § 3, stk. 1, i
bekendtgørelse nr. 293 af 7. marts 2022 af lov om valg af
danske medlemmer til Europa-Parlamentet, at en person har
opnået alderen for valgret til Europa-Parlamentet, når
denne person har opnået alderen for valgret til
Folketinget.
De gældende betingelser for at
opnå valgret til Folketinget er fastsat i grundlovens §
29. Valgretsalderen er ikke fastsat i selve grundlovens § 29,
men det følger af bestemmelsen i § 29, stk. 2, 1. pkt.,
at valgretsalderen er den, som har opnået flertal ved
folkeafstemning i overensstemmelse med lov af 25. marts 1953. Ved
denne folkeafstemning blev valgretsalderen fastsat til 23 år.
Valgretsalderen er efterfølgende gradvis blevet nedsat til
den gældende valgretsalder på 18 år ved brug af
fremgangsmåden i stk. 2, 2. og 3. pkt.
Ifølge en vurdering den 16. december
2015 fra den daværende justitsminister vil en ændring
af valgretsalderen for kommunale og regionale valg kræve, at
valgretsalderen til Folketingsvalg ændres tilsvarende,
hvilket skal ske i overensstemmelse med den særlige
procedure, der er foreskrevet i grundlovens § 29, stk. 2, 2.
og 3. pkt., hvilket bl.a. indebærer en folkeafstemning om
sænkelsen (svar på Social- og Indenrigsudvalget, alm.
del - spørgsmål 47, folketingsåret 2015-16).
Imidlertid finder grundlovens §§ 29 og 86 (om
valgretsalderen for valg til bl.a. kommunalbestyrelser) ikke
anvendelse ved valg af medlemmer til Europa-Parlamentet, hvorfor
Folketinget vil kunne beslutte at sænke valgretsalderen for
valg til Europa-Parlamentet, uden at fremgangsmåden i
grundlovens § 29, stk. 2, 3. pkt., skal følges.
Med andre ord kræver en sænkning
af valgretsalderen til europaparlamentsvalg til 16 år blot,
at Folketinget vedtager det i form af en lovændring.
Valg til Europa-Parlamentet er vigtigt, fordi
Europa-Parlamentet er den eneste EU-institution, der vælges
direkte af europæerne. Derfor spiller Europa-Parlamentet en
altafgørende rolle for det europæiske demokrati - ikke
mindst fordi de kriser, der håndteres på
europæisk plan, har global karakter. Det bliver tydeligt med
bl.a. finanskrisen, flygtningekrisen, covid-19 og klimakrisen. Det
er kriser, som har konsekvenser langt ind i fremtiden. Netop derfor
er Europa-Parlamentet også relevant for ungdommen, som ikke
bør vente, til de fylder 18 år, før de kan
få indflydelse på løsningerne. Derfor skal de
unge og de næste generationer selvfølgelig
høres, når EU udvikler, diskuterer og vedtager
politik.
Næstkommende europaparlamentsvalg er
allerede primo juni 2024. Derfor er det afgørende, at
Folketinget træffer beslutningen om at sænke
valgretsalderen snarest, så oplysningsinitiativer kan
sættes i gang. Det er vigtigt, at alle stemmer på et
oplyst grundlag - det gælder unge såvel som
ældre.
Tyskland, Belgien, Malta og Østrig har
givet 16-årige muligheden for at stemme til
europaparlamentsvalget i 2024 (»Voting age for European
elections«, At a Glance, European elections 2024,
Europa-Parlamentet, august 2023). Den mulighed skal danske unge
også have. Erfaringer fra bl.a. Østrig peger på,
at førstegangsvælgere i alderen 16-17 år er
velforberedte, og deres høje valgdeltagelse kan føre
til, at de også i fremtiden deltager i højere grad
(»5.2 Youth participation in representative democracy -
Austria«, YouthWiki, Europa-Kommissionen, den 17. oktober
2023). At give unge muligheden for at stemme er altså ikke
kun en fordel nu og her, men også en langsigtet investering i
vores demokrati.
Demokratiet er noget af det vigtigste, vi har,
og det bør være i konstant udvikling. Tiden er moden
til, at de unge formelt inddrages i demokratiet - og jo mere vi kan
gøre for at inkludere dem, jo mere oplysning, debat og
dialog om EU kan vi skabe i fællesskab. Dette har Alliancen
for 16 års valgret til EP-valg senest påpeget gennem en
informationskampagne.
Skriftlig fremsættelse
Nikoline Erbs
Hillers-Bendtsen (ALT):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
ændring af valgretsalderen til europaparlamentsvalg til 16
år.
(Beslutningsforslag nr. B 57)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.