B 53 Forslag til folketingsbeslutning om at tydeliggøre og samle reglerne om servicehunde i én lov.

Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2023-24
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 14-11-2023

Fremsat: 14-11-2023

Fremsat den 14. november 2023 af Andreas Karlsen (KF), Mona Juul (KF), Mai Mercado (KF) og Søren Pape Poulsen (KF)

20231_b53_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 14. november 2023 af Andreas Karlsen (KF), Mona Juul (KF), Mai Mercado (KF) og Søren Pape Poulsen (KF)

Forslag til folketingsbeslutning

om at tydeliggøre og samle reglerne om servicehunde i én lov

Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingsår at tydeliggøre og samle reglerne om servicehunde i én lov, så det sikres, at reglerne om brug af servicehunde fremover reguleres samlet ét sted. En samlet lov har til formål at gøre det enkelt og overskueligt for myndigheder og borgere m.v. at finde rundt i de mange regler vedrørende brugen af servicehunde.

Bemærkninger til forslaget

I Danmark er reglerne om anvendelse af servicehunde reguleret i flere love under forskellige ministerier. Eksempelvis ligger reglerne om officielt id og certificeringskrav under Social-, Bolig- og Ældreministeriet, mens reglerne om forsikring, mærkning og registrering hører under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Det gør det uoverskueligt og kompliceret for både brugerne af servicehunde, myndigheder og private at overholde og forstå gældende regler på området.

Det er forslagsstillernes vurdering, at der er behov for en markant regulering af ordningen, da der i dag hersker tvivl om reglerne med den konsekvens, at brugere af servicehunde f.eks. diskrimineres eller er i tvivl om gældende ret. Som reglerne er i dag, kan alle potentielt erhverve sig en vest og kalde sin hund for en servicehund. Der er således behov for at få præciseret og samlet reglerne om erhvervelse af servicehunde, herunder regler om tilladelser, veste, træning, officielt id og indkvartering af servicehunde i det offentlige rum i én lov.

I Danmark er der flere eksempler på, at der hersker tvivl om reglerne. Som eksempel kan nævnes en episode, som er omtalt på jv.dk (JydskeVestkysten) den 20. oktober 2023 i artiklen »Kvinde med psykiatrisk servicehund traumatiseret efter oplevelse i bybus - busselskaber lægger sig fladt ned: - Vi beklager og lærer af det«, hvor en kvinde blev nægtet at medtage sin servicehund i en bus, hvis ikke hun ville betale for den.

Ligebehandlingsnævnet har ligeledes taget stilling til flere sager, der omhandler brugen af servicehunde.

I USA er lovgivningen samlet, hvilket har haft en positiv effekt.

I henhold til The Americans with Disabilities Act (ADA) skal delstats- og lokalregeringer, virksomheder og nonprofi‍torganisationer, der betjener offentligheden, som regel tillade, at servicehunde følger personer med handicap overalt i faciliteter, hvor offentligheden har adgang.

Endvidere fastslår ADA, at en servicehund skal være under kontrol af sin fører. Det betyder, at servicehunde skal være i sele, i snor eller fastgjort, medmindre brugerens handicap forhindrer brugen af disse enheder eller disse enheder forstyrrer servicehundens sikre og effektive udførelse af opgaver.

Forslagsstillerne mener derfor, at der er brug for én samlet lov som regulerer brugen af servicehunde, og at der med fordel f.eks. kan findes inspiration i ADA.

En samlet lov om brug af servicehunde har således til formål at sikre, at det bliver klart og tydeligt for alle, hvilke regler der gælder for brug af servicehunde, herunder f.eks. regler om tilladelse, veste, træning, officielt id og etablering af klare retningslinjer for indkvartering af servicehunde i det offentlige rum. En samlet lov vil også sikre, at virksomheder og myndigheder undgår diskrimination af personer med et handicap, der bruger servicehunde.

Økonomiske konsekvenser

Forslagets økonomiske konsekvenser skal under de videre forhandlinger anvises af de partier, der støtter forslaget.

Skriftlig fremsættelse

Andreas Karlsen (KF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at tydeliggøre og samle reglerne om servicehunde i én lov.

(Beslutningsforslag nr. B 53)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.