Fremsat den 7. november 2023 af Rosa Lund (EL),
Jette Gottlieb (EL),
Runa Friis Hansen (EL),
Anne Hegelund (EL), Peder Hvelplund (EL),
Trine Pertou Mach (EL),
Søren Egge Rasmussen (EL),
Søren Søndergaard (EL) og Victoria Velasquez (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om at give partnervoldsudsatte
familiesammenførte ret til egen opholdstilladelse ved
samlivsbrud
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte lovforslag inden udgangen af indeværende
folketingsår, som giver familiesammenførte
partnervoldsudsatte ret til at få forlænget eller ikke
at få inddraget deres opholdstilladelse ved samlivsbrud,
såfremt de kan leve op til de øvrige krav i
udlændingelovens § 19, stk. 7.
Formålet med forslaget er at give
familiesammenførte voldsudsatte bedre mulighed for at
forlade en voldelig partner ved at mindske risikoen for, at de
herved mister deres opholdstilladelse.
Bemærkninger til forslaget
Ifølge Socialstyrelsens
undersøgelse af vold i nære relationer har
næsten halvdelen af kvinder på de danske
kvindekrisecentre etnisk minoritetsbaggrund
(»Undersøgelse om vold i nære relationer
2022«, Socialstyrelsen, den 27. maj 2022). Disse kvinder bor
på krisecentre, fordi de ellers lever i voldelige forhold.
Mange af disse kvinder er familiesammenførte med en
herboende partner, hvorfor deres opholdstilladelser er
samlivsbetinget. Det stiller familiesammenførte voldsudsatte
i en sårbar situation, da de risikerer at miste deres
opholdstilladelse, hvis de forlader partneren.
Læg hertil, at de herved kan risikere at
miste kontakten til deres børn og at blive hjemsendt til
lande, hvor fraskilte kvinder er meget dårligt stillede. Det
betyder, at mange familiesammenførte partnervoldsudsatte
bliver hos deres voldelige partner.
Det er på trods af, at
udlændingelovens § 19, stk. 7, faktisk giver
myndighederne mulighed for at forlænge eller undlade at
inddrage en opholdstilladelse ved et samlivsbrud, hvis dette
skyldes vold.
Bestemmelsen kommer dog sjældent i brug
og er så uigennemskuelig, at det ifølge forskere er de
færreste voldsudsatte, der tør løbe risikoen
(»Frygt for udvisning binder kvinder til voldelige
ægtemænd«, Anika Liversage, Politiken, den 1.
december 2021).
En af årsagerne hertil er, at
bestemmelsen kun giver mulighed og altså ikke ret til egen
opholdstilladelse, selv når den voldsudsatte kan leve op til
bestemmelsens øvrige krav om dokumentation og
integrationsvillighed.
Gældende lovgivning
En opholdstilladelse meddelt efter
udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, § 9 c, stk. 1,
eller § 9 q, stk. 2, (familiesammenføring af
ægtefæller eller faste samlevere) er betinget af, at
parret har fælles bopæl. Hvis dette samliv
ophører, er der som udgangspunkt grundlag for at inddrage
eller nægte at forlænge opholdstilladelsen, fordi denne
betingelse for opholdstilladelsen ikke længere er til stede,
jf. udlændingelovens § 19, stk. 1.
Det fremgår dog af
undtagelsesbestemmelsen i udlændingelovens § 19, stk. 7,
at der ved afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse
som familiesammenført til en ægtefælle eller
fast partner skal tages særligt hensyn til, om
opholdsgrundlaget ikke længere er til stede, som følge
af at udlændingen eller dennes barn har været udsat for
overgreb, misbrug eller anden overlast m.v. her i landet.
Hvis sådanne årsager er baggrunden
for samlivsophøret, vurderer Udlændingestyrelsen,
hvorvidt forholdene er omfattet af udlændingelovens §
19, stk. 7. I givet fald kan Udlændingestyrelsen træffe
afgørelse om at forlænge eller at undlade at inddrage
opholdstilladelsen.
Når Udlændingestyrelsen behandler
en sag herom, skal den voldsudsatte dokumentere
voldsudøvelsen, og det skal sandsynliggøres, at det
er den reelle årsag til samlivsophævelsen. Dertil
lægges der vægt på, hvorvidt den voldsudsatte har
udvist vilje til at lade sig integrere i det danske samfund, for
eksempel ved at være jobsøgende, modtage
danskundervisning og deltage aktivt i foreningslivet.
Problemer ved gældende
lovgivning
Det faktum, at bestemmelsen anvendes så
sjældent, skyldes formentlig først og fremmest, at for
få kender muligheden, og hernæst, at dem, der
gør, sjældent tør løbe risikoen ved at
miste deres opholdstilladelse ved et samlivsbrud og derfor
vælger at blive i voldelige forhold. Det skyldes
ifølge forskere, at bestemmelsen stiller høje krav
til dokumentation og integrationsvillighed, men også, at
muligheden for at opretholde sin opholdstilladelse selv i
tilfælde, hvor den voldsudsatte lever op til disse
høje krav, stadig ikke er garanteret. Seniorforsker hos VIVE
- Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Anika Liversager påpeger, at bestemmelsen er »så
uigennemskuelig, at kvinder i praksis ikke tør læne
sig op ad den«, jf. artiklen i Politiken som omtalt
ovenfor.
Ændringsforslag til gældende
lovgivning
Det foreslås, at udlændingelovens
§ 19, stk. 7, omformuleres således, at
familiesammenførte voldsudsatte skal have ret til - og ikke
bare mulighed for - at få forlænget eller ikke at
få deres opholdstilladelse inddraget ved samlivsbrud, hvis de
lever op til de øvrige krav for anvendelse af
bestemmelsen.
Skriftlig fremsættelse
Rosa Lund
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
give partnervoldsudsatte familiesammenførte ret til egen
opholdstilladelse ved samlivsbrud.
(Beslutningsforslag nr. B 40)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.