Fremsat den 3. november 2023 af Susie Jessen (DD) og Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om obligatorisk brug af landdistriktsfilteret ved
ny lovgivning
Folketinget pålægger regeringen i
indeværende folketingsår at gøre det
obligatorisk for ministerierne at bruge landdistriktsfilteret ved
ny lovgivning, således at ministerierne forud for en lovs
vedtagelse skal redegøre for et lovforslags konsekvenser for
land- og yderområder i bemærkningerne til
lovforslaget.
Bemærkninger til forslaget
For forslagsstillerne er det afgørende,
at vi har et Danmark i balance, hvor der er sikret lige muligheder
for udvikling, arbejdspladser og velfærd i hele landet,
uanset om man bor i landdistrikterne eller i en af de større
byer. Forslagsstillerne mener, at der i dag desværre ikke er
lige så gode velfærdstilbud, uddannelsesmuligheder og
arbejdspladser i landdistrikterne som i de store byer.
Forslagsstillerne mener derfor, at vi skal gøre mere for at
styrke sammenhængskraften i Danmark.
Ifølge forslagsstillerne har
SVM-regeringen (Socialdemo- kratiet, Venstre og Moderaterne) vist,
at den fører en politik, der har negative konsekvenser for
landdistrikter, f.eks. med det seneste finanslovsforslag, hvor
regeringen efter forslagsstillernes opfattelse ikke har afsat
tilstrækkelige midler til at sikre udvikling i
landdistrikterne (Folketingstidende 2023-24, tillæg D, L 1
som fremsat).
I stedet prioriterer regeringen at skære
i puljer, som er vigtige for landdistrikterne. Eksempelvis har
regeringen valgt at sætte færre penge af til
landsbyfornyelse ved at skære i landsbypuljen, som er med til
at sikre attraktive landdistrikter (Folketingstidende 2023-2024,
tillæg D, L 1 som fremsat, § 15.43.10).
Regeringen har også besluttet at
gøre bredbåndspuljen, som er afgørende for, at
borgere og virksomheder vælger at etablere og bosætte
sig i landdistrikterne, mindre (Folketingstidende 2023-2024,
tillæg D, L 1 som fremsat, § 29.72.03 og
»SVM-regeringen sætter færre penge af til
bredbånd og nedrivning end i tidligere års
finanslove«, www.altinget.dk, den 31. august 2023).
Derudover har regeringen med
finanslovsforslaget for 2024 taget penge fra en pulje, der skal
styrke den kollektive transport, hvilket forslagsstillerne finder
helt forkert, i betragtning af at busruterne i landdistrikterne i
øjeblikket enten spares helt væk eller skæres
helt ind til benet (»Millionregning er landet i flere
kommuner: Nu risikerer busruter at blive nedlagt«, www.dr.dk,
den 7. august 2023).
Udviklingen går med andre ord ikke den
rigtige vej.
Landdistriktsfilteret
I 2017 indførte den daværende
VLAK-regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative
Folkeparti) landdistriktsfilteret ved at revidere afsnit 7.1 i
»Vejledning nr. 9319 af 7. maj 2028 om
konsekvensanalyser«. Det betød, at man ændrede
den daværende praksis, så ministerierne forud for en
lovs vedtagelse har skullet foretage en konsekvensanalyse af
lovforslags konsekvenser, ikke kun for regioner, men specifikt
også for landdistrikter. Hvis ministerierne vurderer, at et
lovforslag har væsentlige konsekvenser for regioner eller
landdistrikter, skal den nærmere vurdering indgå i
bemærkningerne til lovforslaget, herunder om der er foretaget
en større konsekvensvurdering. Omvendt er der ikke krav om,
at det anføres i bemærkningerne til lovforslaget, hvis
det vurderes, at der ikke er væsentlige konsekvenser for
regioner eller landdistrikter. Det vil sige, at
landdistriktsfilteret gælder, når det vurderes, at
lovforslaget har betydning for landdistrikternes udvikling.
I 2021 lavede det daværende Indenrigs-
og Boligministeri- um en evaluering, hvoraf det fremgår, at
der i kun 22 ud af i alt 698 fremsatte lovforslag i perioden
2017-2020 er indskrevet bemærkninger om de regionale og
landdistriktsrelaterede konsekvenser. Samtidig konkluderede
evalueringen, at der også er stor variation i ministeriernes
anvendelse af konsekvensvurderingerne (»Evaluering af den
ændrede praksis for vurdering af lovforslags regionale
konsekvenser, herunder for landdistrikter«, 2020-21,
ULØ alm. del - bilag 82).
På denne baggrund mener
forslagsstillerne, at det er dybt kritisabelt, at
landdistriktsfilteret ikke har fundet anvendelse i langt flere
tilfælde.
Landdistriktsfilteret
skal gøres obligatorisk ved ny lovgivning
Forslagsstillerne ønsker med
beslutningsforslaget, at landdistriktsfilteret skal være med
til at skabe en proces under lovbehandlingen, som gør, at
Folketinget i langt højre grad har mulighed for at vurdere,
hvilke konsekvenser den pågældende lovgivning
medfører for landdistrikterne. Det skal være med til
at styrke landdistrikterne og sørge for, at de beslutninger,
der træffes i Folketinget, ikke forringer livet for borgerne
i landdistrikterne og i byerne uden for de store byer.
Samtidig skal landdistriktsfilteret være
et værktøj, der er med til at sikre, at Folketinget
kan gennemføre en lovgivning, der skaber de bedste rammer
for, at vores landdistrikter kan udvikle sig i den rigtige retning.
Det er der efter forslagsstillernes opfattelse i høj grad
brug for set i lyset af flere års centralisering, som har
haft negative konsekvenser for landdistrikterne i form af
skolelukninger, dårlige sundhedstilbud og tab af
arbejdspladser.
Som ordningen er indrettet i dag, er det kun i
tilfælde, hvor det enkelte ressortministerium vurderer et
lovforslag til at have væsentlige regionale og
landdistriktsmæssige konsekvenser, at det skal noteres i
bemærkningerne til lovforslaget. Det mener forslagsstillerne
er forkert. Derfor foreslås det, at ministerierne skal bruge
landdistriktsfilteret ved alle former for ny lovgivning. Det vil
bidrage til, at Folketinget får et langt bedre
beslutningsgrundlag, når der skal vedtages lovgivning, der
har konsekvenser for landdistrikterne.
Forslagsstillerne er overbeviste om, at et
obligatorisk landdistriktsfilter vil medvirke til, at man i
højere grad træffer de rigtige beslutninger, som vil
føre til attraktive landdistrikter, der bidrager til et
Danmark i bedre balance.
Skriftlig fremsættelse
Susie Jessen
(DD):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
obligatorisk brug af landdistriktsfilteret ved ny lovgivning.
(Beslutningsforslag nr. B 30)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.