B 27 Forslag til folketingsbeslutning om at give mulighed for at fravælge halalcertificerede produkter i offentlige institutioner.

Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2023-24
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 03-11-2023

Fremsat den 3. november 2023 af Pia Kjærsgaard (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Peter Kofod (DF), Morten Messerschmidt (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF)

20231_b27_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 3. november 2023 af Pia Kjærsgaard (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Peter Kofod (DF), Morten Messerschmidt (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om at give mulighed for at fravælge halalcertificerede produkter i offentlige institutioner

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af folketingsåret 2023-24 at fremsætte lovforslag, der giver borgere i offentlige institutioner mulighed for at fravælge halalcertificerede produkter.

Bemærkninger til forslaget

I folketingsåret 2022-23 (2. samling) fremsatte forslagsstillerne beslutningsforslag nr. B 33, som skulle forbyde offentlige institutioner at servere halalcertificerede produkter. Et flertal i Folketinget stemte dog imod forslaget, og kun Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige stemte for. Der henvises til www.folketingstidende.dk, Folketingstidende, 2022-23, 2. samling, tillæg A, B 33 som fremsat, tillæg B, betænkning over B 33, og tillæg F, møde 71, kl. 09.34.

Derfor fremsætter forslagsstillerne nu dette beslutningsforslag, som skal give borgere i offentlige institutioner mulighed for at fravælge halalcertificerede produkter.

For når man bliver passet i den kommunale børnehave, går i den lokale folkeskole, frekventerer kantinen på den offentlige arbejdsplads, bliver indlagt på hospitalet eller kommer på plejehjem, vil man i alle tilfælde og uagtet ens egne ønsker i stigende grad få serveret halalcertificerede produkter, da de indgår som en naturlig del af kosten.

Halalproduktionen støtter gennem certificeringen islamiske organisationer, som så efterfølgende kan bruge midlerne til at fremme en islamisering af Danmark, bl.a. ved opførelse af moskeer, aflønning af imamer og drift af muslimske friskoler. Det mener forslagsstillerne ikke at det offentlige skal bidrage til, ligesom den enkelte borger ikke skal støtte religiøst slagtet mad mod sin vilje.

Helt grundlæggende skal udbredelsen af islam i Danmark ikke støttes, ved,at offentlige institutioner benytter sig af halalcertificerede produkter.

Derfor ønsker forslagsstillerne, at man giver mulighed for at fravælge halalcertificerede produkter i offentlige institutioner nu, hvor et flertal i Folketinget ikke ønsker at forbyde dem.

På hospitalerne kan man f.eks. allerede fravælge svinekød grundet ens religiøse overbevisning, undgå kød, hvis man er vegetar, og undgå gluten, hvis man er allergiker. Men man kan ikke fravælge halalprodukter, hvis man ikke ønsker disse produkter og samtidig ønsker at spise kød.

Halalcertificerede produkter i institutionerne er en mulighed grundet religiøse overbevisninger, og dem, der ønsker halalcertificerede produkter, gør dette, netop fordi de kun vil og kan spise noget, der er halalcertificeret. Kan der tages et hensyn til dem, der ikke ønsker at spise f.eks. oksekød, medmindre det er halalslagtet, bør det ligeledes være muligt at fravælge halalprodukter, hvis man ikke ønsker at spise det. Forslagsstillerne foreslår derfor, at alle borgere - i så fald det ikke helt kan forbydes - skal have muligheden for at fravælge halalprodukter i det omfang, det ønskes, således at de ikke bidrager til støtte til en øget islamisering af Danmark.

På denne baggrund pålægger Folketinget regeringen inden udgangen af folketingsåret 2023-24 at fremsætte lovforslag, der giver borgere i offentlige institutioner mulighed for at fravælge halalcertificerede produkter.

Skriftlig fremsættelse

Pia Kjærsgaard (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at give mulighed for at fravælge halalcertificerede produkter i offentlige institutioner.

(Beslutningsforslag nr. B 27)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.