Fremsat den 23. april 2024 af Theresa Scavenius (UFG)
Forslag til folketingsbeslutning
om at nedsætte en taskforce, der skal
sørge for tilstrækkelig miljømæssig
kontrol og tilstrækkeligt tilsyn med listevirksomheder
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af 2024 at nedsætte en taskforce, hvis opgave
skal være at intensivere kontrollen med listevirksomheders
miljørisici, med henblik på at virksomhederne
overholder lovgivningen.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en uændret
genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 186,
folketingsåret 2023-24. Der henvises til
www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2023-24, tillæg
A, B 186 som fremsat.
Taskforcens overordnede formål er at
give borgerne sikkerhed for, at staten fører kontrol med
potentielle miljøkatastrofer. Det er en prioritet for
Folketinget, at borgerne er trygge og ved, at Folketinget tager
ansvar for at sikre borgernes sikkerhed og sundhed og landets natur
og miljø. Med dette forslag arbejder Folketinget for at
nedsætte miljørisici gennem forebyggende arbejde
såsom tilsyn og kontrol med landets mest forurenende
virksomheder.
Anledningen til beslutningsforslaget er de
aktuelle sager om Nordic Waste (»Efter Nordic Waste-skandalen
i Randers: Kommuner vil tjekke godkendelser til
risikovirksomheder«, dr.dk, den 22. januar 2024) og
Stålvalseværket ved Roskilde Fjord (»En
miljøkatastrofe lurer i Stålvalseværkets
slaggebunker«, politiken.dk, den 20. februar 2024). Men
behovet går langt videre og er baseret på flere
års kritik. Bl.a. kritiserede Rigsrevisionen sidste år
Miljøstyrelsen for manglende tilsyn med særligt
forurenende virksomheder samt mangelfuld håndhævelse af
miljøbeskyttelsesloven (»Beretning om tilsyn og
afgiftskontrol med spildevand«, Rigsrevisionen, Beretning nr.
2/2023).
Forslagsstilleren har en reel bekymring for,
at der ligger mange ukendte miljørisici, -skandaler og
-katastrofer, som alt for sent vil komme i myndighedernes
søgelys. Derfor bør Folketinget tage politisk
stilling til, hvorvidt det er på tide at tage initiativ til
et ekstra skærpet tilsyn med alle listevirksomheder, som er
landets potentielt mest forurenende virksomheder.
I regeringsgrundlaget står der, at
regeringen vil arbejde for færre tilsyn og mindre kontrol:
»Sikre endnu bedre samarbejde mellem myndigheder og
erhvervsliv. (. . .) En del af dette arbejde skal indebære,
at myndigheders kontrol og tilsyn med virksomheder i højere
grad målrettes de virksomheder, hvor risikoen for
omgåelse af reglerne og snyd vurderes størst.
Virksomheder, der efterlever reglerne, skal i langt mindre grad
udsættes for kontrol og have vejledende kontrol. Målet
er en samlet lettelse af byrderne på erhvervslivet.«
(»Ansvar for Danmark - Det politiske grundlag for Danmarks
regering«, Regeringen, 2022).
Forslagsstilleren mener, at regeringens
ønske om færre tilsyn og mindre kontrol bør
bekymre Folketinget set i lyset af de aktuelle sager og den
generelle kritik af tilsynsindsatsen. Det er ifølge
forslagsstilleren regeringens politiske linje at beskytte landets
mest forurenende virksomheders ret til at forurene frem for at
sikre landet mod miljørisici, som kan være skadelige
for naturen, folkesundheden og økonomien.
Forslaget om en taskforce er inspireret af
tidligere indsatser på fødevareområdet. I 2006
oprettede Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender en
taskforce i Fødevarestyrelsen for at bekæmpe
salmonella (»Dansk særstatus og nye initiativer for
Salmonella og Campylobacter i dansk og importeret kød og
æg«, Fødevarestyrelsen, 2006. Det var et
supplement til den eksisterende fødevarekontrol og det
eksisterende fødevareberedskab for at skabe tryghed for
borgerne.
Listevirksomheder er virksomheder, anlæg
eller indretninger, hvor der er risici for omfattende forurening,
og som derfor er omfattet af godkendelsespligt, jf.
bekendtgørelse nr. 1083 af 9. august 2023 om godkendelse af
listevirksomhed. For listevirksomheder gælder, at de ikke
må anlægges påbegyndes, udvides eller
ændres, før godkendelsesmyndigheden har godkendt
aktiviteten, jf. § 33 i lovbekendtgørelse nr. 48 af 12.
januar 2024 om miljøbeskyttelse
(miljøbeskyttelsesloven).
Ifølge miljøbeskyttelseslovens
§ 35, stk. 2, fastsætter miljøministeren
nærmere regler om godkendelse af listevirksomheder.
Ministeren kan herunder bestemme, at der skal gælde
særlige krav for bestemte listevirksomheder, herunder krav om
foranstaltninger mod forsætlige skadevoldende handlinger. Der
kan findes hjemmel i eksisterende lovgivning til, at
miljøministeren intensiverer kontrollen med
listevirksomhederne ved at nedsætte en taskforce, der
foretager kontrolprøver på listevirksomheders drift og
udledninger. Jf. miljøbeskyttelseslovens § 65, stk. 2,
nr. 2, fører kommunen tilsyn med, at vilkår fastsat i
forbindelse med godkendelser, jf. § 34, overholdes.
Virksomheden fører egenkontrol, og kommunens tilsyn er
stikprøvebaseret, hvilket indebærer at indsamle
udskrifter af virksomhedens egne måleresultater, jf. Karnovs
note nr. 1071 til § 65 i miljøbeskyttelsesloven. For
omtrent 400 af landets mest forurenende listevirksomheder er
Miljøstyrelsen godkendelses- og tilsynsmyndighed, herunder
virksomheder, hvor miljøministeren har overtaget
godkendelses- og tilsynskompetencen, jf.
miljøbeskyttelseslovens § 82 (»Opgaver og
ansvarsområder - Miljøgodkendelse og tilsyn med
virksomheder«, Miljøstyrelsen, mst.dk). I
»Miljøtilsynsplan 2022-2026« fremgår det,
at Miljøstyrelsens tilsynsindsats er et basistilsyn hvert
tredje år og derudover prioriterede tilsyn hos virksomheder
med potentielt størst forureningsrisiko
(»Miljøtilsynsplan 2022-2026 - For
Miljøstyrelsens tilsyn med industrivirksomheder«,
Miljøstyrelsen, 2021).
Den foreslåede taskforce skal
føre kontrol ud over den gældende tilsynsmyndigheds
tilsynsindsats. Taskforcens konkrete arbejdsmetode og samarbejde
med tilsynsmyndighederne skal diskuteres i et kommissorium, hvor
opgaverne prioriteres med henblik på at opnå
højest mulig sikkerhed for borgeres sundhed, naturen og
miljøet.
Skriftlig fremsættelse
Theresa Scavenius
(UFG):
Jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
nedsætte en taskforce, der skal sørge for
tilstrækkelig miljømæssig kontrol og
tilstrækkeligt tilsyn med listevirksomheder.
(Beslutningsforslag nr. B 201)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.