B 195 Forslag til folketingsbeslutning om, at en ansøger skal anerkende staten Israel for at erhverve dansk indfødsret ved naturalisation.

Udvalg: Indfødsretsudvalget
Samling: 2023-24
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 19-03-2024

Fremsat: 19-03-2024

Fremsat den 19. marts 2024 af Kristian Bøgsted (DD), Jens Henrik Thulesen Dahl (DD), Dennis Flydtkjær (DD), Susie Jessen (DD), Peter Skaarup (DD) og Inger Støjberg (DD)

20231_b195_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 19. marts 2024 af Kristian Bøgsted (DD), Jens Henrik Thulesen Dahl (DD), Dennis Flydtkjær (DD), Susie Jessen (DD), Peter Skaarup (DD) og Inger Støjberg (DD)

Forslag til folketingsbeslutning

om, at en ansøger skal anerkende staten Israel for at erhverve dansk indfødsret ved naturalisation

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af folketingsåret 2023-24 at indføre en betingelse om, at udlændinge, der ønsker at erhverve dansk indfødsret, ved underskrivelse af erklæringen om troskab og loyalitet over for Danmark og det danske samfund også skal skrive under på, at de anerkender staten Israels eksistensberettigelse.

Bemærkninger til forslaget

Den 7. oktober 2023 udførte terrororganisationen Hamas et brutalt terrorangreb på staten Israel, hvor omkring 1.200 israelere blev dræbt (»Israel nedjusterer drabstal i Hamas-angreb«, dr.dk, den 10. november 2023).

Kort tid efter Hamas begik dette modbydelige terrorangreb mod israelske civile, stod flere hundrede mennesker på Den Røde Plads på Nørrebro med palæstinensiske flag for at demonstrere mod »den israelske aggression mod Gaza« (»Efter voldelige angreb: Demonstration for Palæstina i København«, tv2.dk, den 8. oktober 2023). Ikke nok med det har vi set propalæstinensiske demonstranter kalde til jihad (hellig krig), og en person er sågar den 22. februar 2024 blevet kendt skyldig for terrorbilligelse efter at have billiget terrorangrebet mod Israel den 7. oktober 2023 (»Influencer dømt for terrorbilligelse«, altinget.dk, den 22. februar 2024). Yderligere tre personer er tiltalt for samme lovovertrædelse. Dette viser med al tydelighed, at der i Danmark trives stærke antisemitiske holdninger, som på ingen måde er forenelige med de danske værdier.

Forslagsstillerne er forfærdede over, at mange herboende indvandrere stadig væk mentalt befinder sig i Gaza i stedet for Danmark og støtter antisemitiske demonstrationer.

På den baggrund mener forslagsstillerne, at der er behov for at stramme reglerne for erhvervelse af dansk indfødsret ved naturalisation, så ansøgere fremover - i forbindelse med ansøgningsprocessen - anerkender Israels eksistensberettigelse i form af en underskreven erklæring. Behovet for denne helt særlige anerkendelse skal naturligvis ses i lyset af konflikten i Mellemøsten, og at staten Israel har en helt særlig historie, der desværre er præget af både jødeforfølgelse og utallige terrorangreb.

Anerkendelse af Israel som betingelse for at få dansk indfødsret

Reglerne om erhvervelse af dansk indfødsret ved naturalisation er fastsat i cirkulæreskrivelse om naturalisation (nr 9461 af 17. juni 2021). Det generelle udgangspunkt for erhvervelse af dansk indfødsret ved lov er, at man overholder en række betingelser. Man skal bl.a. have haft 9 års uafbrudt ophold i Danmark, og man skal have tidsubegrænset opholdstilladelse. Desuden kan man få en karensperiode eller miste muligheden for at opnå indfødsret, hvis man har begået visse former for kriminalitet. Endvidere må man eksempelvis ikke have forfalden gæld til det offentlige, modtage offentlige forsørgelsesydelser eller stå uden for arbejdsmarkedet, og man skal have et vist niveau af danskkundskaber.

Ud over disse betingelser gælder det også, at udlændingen skal have bestået indfødsretsprøven, deltage i en kommunal grundlovsceremoni og afgive en erklæring om troskab og loyalitet over for Danmark og det danske samfund. Disse elementer har til formål, at ansøgeren viser, at denne har kendskab til Danmark og det danske samfund og deler de danske værdier.

Alt dette er ifølge forslagsstillerne fornuftige regler, der pålægger udlændinge at have en sund tilknytning til det danske samfund for at kunne opnå dansk indfødsret. Forslagsstillerne mener dog, at der kan gøres mere for at sikre, at de personer, der opnår dansk statsborgerskab, reelt har taget danske værdier til sig. Samtidig er det vigtigt for forslagsstillerne, at personer, der opnår dansk indfødsret, tager afstand fra terrororganisationer som Hamas, hvis erklærede formål er udslettelsen af Israel.

Derfor ønsker forslagsstillerne med beslutningsforslaget at pålægge regeringen at indføre et krav om, at udlændinge, der ønsker at erhverve dansk indfødsret, også skal skrive under på, at de anerkender staten Israels eksistensberettigelse. Anerkendelsen af staten Israel skal indgå som om en del af den nuværende erklæring om troskab og loyalitet.

Beslutningsforslaget skal ses i sammenhæng med, at den tyske delstat Sachsen-Anhalt har gjort det til en forudsætning for erhvervelse af tysk statsborgerskab, at ansøgeren anerkender Israels ret til at eksistere (»I tysk delstat skal nye statsborgere anerkende Israel«, altinget.dk, den 13. december 2023).

En benægtelse af Israels ret til at eksistere krænker grundlæggende værdier, som demokratiske stater som Danmark bygger på. Derfor støtter forslagsstillerne, at erhvervelsen af dansk statsborgerskab ligeledes skal forudsættes af en anerkendelse af Israels eksistensberettigelse.

Skriftlig fremsættelse

Kristian Bøgsted (DD):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om, at en ansøger skal anerkende staten Israel for at erhverve dansk indfødsret ved naturalisation.

(Beslutningsforslag nr. B 195)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.