B 176 Forslag til folketingsbeslutning om at sidestille fiskeopdræt med animalsk husdyrproduktion i planloven.

Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2023-24
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 01-03-2024

Fremsat: 01-03-2024

Fremsat den 1. marts 2024 af Kristian Bøgsted (DD), Jens Henrik Thulesen Dahl (DD), Dennis Flydtkjær (DD), Susie Jessen (DD), Peter Skaarup (DD) og Inger Støjberg (DD)

20231_b176_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 1. marts 2024 af Kristian Bøgsted (DD), Jens Henrik Thulesen Dahl (DD), Dennis Flydtkjær (DD), Susie Jessen (DD), Peter Skaarup (DD) og Inger Støjberg (DD)

Forslag til folketingsbeslutning

om at sidestille fiskeopdræt med animalsk husdyrproduktion i planloven

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag i 2024, der sidestiller fiskeopdræt med animalsk husdyrproduktion i planloven. Det skal sikre en effektiv og bæredygtig udvikling af akvakulturen.

Bemærkninger til forslaget

Akvakultur refererer til opdræt af fisk, skaldyr og planter under kontrollerede forhold. Danmark har stolte traditioner inden for fiskeopdræt, men svære rammevilkår, og statslige opkøbsordninger har reduceret antallet af dambrug markant. På blot 12 år er antallet af akvakulturanlæg i Danmark faldet fra 347 til 203 anlæg. Alligevel er produktionen steget med 30 pct. I dag kommer 10 pct. af de danske konsumfisk fra akvakultur (»Akvakultur i Danmark«, danskakvakultur.dk).

I 2022 fremlagde den tidligere socialdemokratiske regering udspillet »Strategi for en bæredygtig akvakultursektor 2021-2027«. Strategien fungerer i dag som Danmarks strategi for akvakultur. Af strategien fremgår det, at fremtidens fiskeri i højere grad skal foregå i landbaserede saltvands- og ferskvandsopdræt (»Strategi for en bæredygtig akvakultur 2021-2027«, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, 2022).

Erhvervet har også udtalte ambitioner og strategier til at opnå en bæredygtig og klimaeffektiv udvikling af erhvervet (»Strategi for dansk akvakultur 2021-2027«, Dansk Akvakultur, 2021). Herunder fremgår det, at akvakultur har et stort potentiale som en miljøeffektiv proteinkilde, men det kræver, at fremtidens planlov skaber bedre rammer for udvikling af erhvervet (»Planloven står i vejen for grøn omstilling af fiskeproduktion«, danskakvakultur.dk, den 7. april 2022).

Planloven (lovbekendtgørelse nr. 1157 af 1. juli 2020 med ændringer) skal sikre en sammenhængende planlægning, der både medvirker til at værne om Danmarks natur, miljø og landskab og skabe gode rammer for vækst og udvikling i hele landet.

Planlovens § 36 indeholder undtagelser fra krav om landzonetilladelse. § 36, stk. 1, nr. 3, undtager erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri for landbrug, skovbrug og fiskeri - dog omfatter denne undtagelse ikke fiskeopdræt. § 36, stk.1, nr. 4, undtager »mindre byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for driften af eksisterende dambrug på en landbrugsejendom«, men det fremgår af »Vejledning om landzoneadministration«, at undtagelsen ikke omfatter halbyggeri til overdækning af bassiner, lysmaster, støjende renseforanstaltninger, høje fodersiloer, nødiltbeholdere m.v., da det kan medvirke til, at dambruget får en industriel karakter (Vejledning nr. 10076 af 5. juni 2018 om landzoneadministration - planlovens §§ 34-38). Det gør det svært dels at modernisere eksisterende traditionelle anlæg til recirkuleringsteknologi, dels at etablere nye anlæg ved eksisterende landbrugsejendomme.

Derfor ønsker forslagsstillerne, at fiskeopdræt sidestilles med animalsk husdyropdræt i planloven. Erhvervet har klare ambitioner og strategier for at opnå en bæredygtig og klimaeffektiv udvikling. Det er tydeligt, at erhvervet ser potentialet i akvakultur som en miljøvenlig proteinkilde. Men der er behov for, at planloven skaber mere optimale rammer for erhvervets udvikling (»Forslag til udviklingsplan for dansk akvakultur«, Dansk Akvakultur, 2023).

Skriftlig fremsættelse

Kristian Bøgsted (DD):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at sidestille fiskeopdræt med animalsk husdyrproduktion i planloven.

(Beslutningsforslag nr. B 176)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.