Fremsat den 1. marts 2024 af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) og Lisbeth Bech-Nielsen (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om techgiganternes ansvar for mistrivsel blandt
børn og unge
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af 2024 at fremsætte lovforslag, der sikrer,
at virksomheder bag platforme for sociale medier, pornosider samt
dating- og sugardatingsites kan gøres erstatningsansvarlige
for skadevirkninger på børn og unge som følge
af brug af deres produkter. Lovgivningen skal være baseret
på, at det er virksomhederne, der skal påvise det, hvis
det ikke er benyttelsen af deres platform, der har medført
skadevirkningen, på linje med sikkerhedskravene til
eksempelvis medicinalfirmaers produkter.
Bemærkninger til forslaget
Man kan ikke længere komme uden om, at
den digitale verden tilbyder muligheder såvel som risici for
dem, der træder ind i den. Særlig børn og unge,
der til tider er mere velbevandrede i det digitale end deres
forældre, står i en udsat position, da sociale medier,
pornosider samt dating- og sugardatingsider præsenterer dem
for materiale, der bevisligt har skadelige virkninger på
deres udvikling og trivsel. Forslagsstillerne så gerne, at
virksomhederne bag disse hjemmesider tog større initiativ
til at beskytte børn og unge online. Men processen går
for langsomt og bør derfor fremskyndes gennem
regulering.
Derfor foreslår forslagsstillerne, at
virksomhederne bag digitale tjenester og sociale medier kan
gøres erstatningsansvarlige i de tilfælde, hvor der
kan påvises lægeligt anerkendte skadevirkninger
på børn og unge som følge af deres brug af
virksomhedernes ydelser og produkter. Forslagsstillerne mener
endvidere, at det skal være op til virksomheden at
påvise, at deres ydelse og/eller produkt ikke har medvirket
til den anmeldte skadevirkning, hvis dette ansvar skal have en
effekt. Der stilles i forvejen lignende krav til
medicinalindustrien, så tilgangen er kendt og
velafprøvet.
Det centrale ved dette beslutningsforslag er
at stille børn og unge bedre i deres møde med
internettet. Flere studier viser en klar sammenhæng mellem
mistrivsel og brugen af digitale produkter, se f.eks. »Study
Probes Connection Between Excessive Screen Media Activity and
Mental Health Problems in Youth«, Yale School of Medicine,
den 21. marts 2023, og »Associations Between Infant Screen
Use, Electroencephalography Markers, and Cognitive Outcomes«,
JAMA Network Pediatrics, den 30. januar 2023.
Da der altså kan påvises en
sammenhæng mellem brugen af digitale produkter og
skadevirkninger på børn og unge, bør der
nødvendigvis også medfølge et ansvar for disse
skader, som der er ved skader påført af fysiske
produkter, jf. produktansvarsloven.
I januar måtte direktør og ejer
af Metakoncernen, Mark Zuckerberg, anerkende over for den
amerikanske Kongres, at en lang række dødsfald blandt
børn og unge hang sammen med onlinemistrivsel
(»Pludselig vendte Mark Zuckerberg sig om under høring
i Senatet og sagde undskyld«, politiken.dk, den 31. januar
2024). Samtidig slog Zuckerberg fast, at Metakoncernen ser
løsningen på manglende beskyttelse af børn og
unge online i en større forældreansvarsrolle på
Metas platforme (»Testimony of Mark Zuckerberg, Hearing
before the UnitidStates Senate Committee on the Judiciary«,
den 31. januar 2024, judiciary.senate.gov. Forslagsstillerne mener
ikke, det er rimeligt at lade forældrene stå alene over
for techvirksomhederne og deres algoritmer. De har ofte en
omsætning på størrelse med mindre nationers bnp.
Det er kort sagt ikke en fair kamp. Erfaringen fra USA viser os, at
presset for en forandring ikke kommer fra virksomhederne selv.
Derfor må det komme udefra.
Den tidligere regering nedsatte i juni 2022
den såkaldte techekspertgruppe med et bredt mandat til at
undersøge problemstillinger forbundet med de større
techvirksomheders produkter og services (»Ny ekspertgruppe
skal støtte regeringens håndtering af
tech-giganter«, Erhvervsministeriet, den 29. juni 2022,
em.dk). Baggrunden var bl.a., at de større digitale
platforme var arnested for mistrivsel blandt danske børn og
unge. I juni 2023 udkom ekspertgruppens anbefalinger, hvor de
på flere områder foreslog, at man skulle lægge
ansvaret for skadeligt indhold over på virksomhederne, hvis
platforme blev brugt til at dele det skadelige indhold
(»Demokratisk kontrol med tech-giganternes
forretningsmodeller«, Erhvervsministeriet, den 12. juni 2023,
em.dk).
I august 2023 blev Trivselskommissionen
så nedsat med fokus på bl.a. »Det gode digitale
liv« blandt børn og unge (»Regeringen
nedsætter Trivselskommissionen«, Børne- og
Undervisningsministeriet, den 11. august 2023, uvm.dk).
Trivselskommissionen skal i den forbindelse se på
problemstillinger forbundet med børn og unges forbrug af
digitale tjenester og sociale medier med henblik på
konsekvenserne for deres trivsel og tryghed (»Om
Trivselskommissionen«, trivselskommissionen.dk, den 24.
januar 2024). Man har så at sige nedsat én kommission
for så at se bort fra dens anbefalinger, hvorefter man har
nedsat en ny kommission, der undersøger selvsamme
problemstilling, om end med en anden ordstilling.
Forslagsstillerne finder det foruroligende, at
børn og unges mistrivsel i den digitale verden er blevet en
politisk varm kartoffel, der sendes videre fra regering til
regering og fra syltekrukke til syltekrukke. Forslagsstillerne
anerkender, at flere omsiggribende tiltag nødvendigvis
må gennemføres i EU-regi. Vi mener dog, at det er
muligt på nationalt plan at stille techvirksomhederne
erstatningsmæssigt til ansvar for de skadevirkninger, deres
indhold har på danske børn og unge, når der
lægeligt kan vises en sammenhæng mellem skade og
forbrug af platforme for sociale medier, pornosider samt dating- og
sugardatingsider. Forslagsstillerne mener, det er nødvendigt
at pålægge virksomhederne et sådant ansvar, og at
dette ansvar vil udgøre virksomhedernes motivation til at
igangsætte egne initiativer til at styrke børn og
unges digitale trivsel og tryghed.
Skriftlig fremsættelse
Karina Lorentzen
Dehnhardt (SF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
techgiganternes ansvar for mistrivsel blandt børn og
unge.
(Beslutningsforslag nr. B 171)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.