Betænkning afgivet af Socialudvalget
den 30. maj 2024
1. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, V, M, RV og Jon Stephensen (UFG)) indstiller
beslutningsforslaget til forkastelse
ved 2. (sidste) behandling.
Et mindretal i
udvalget (DD, LA, KF, EL, DF og ALT) indstiller
beslutningsforslaget til vedtagelse
uændret.
Et andet
mindretal i udvalget (SF) vil stemme hverken for eller imod
beslutningsforslaget.
Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
2. Politiske bemærkninger
Socialdemokratiet, Venstre,
Moderaterne og Radikale Venstre
Socialdemokratiets, Venstres, Moderaternes
og Radikale Venstres medlemmer i udvalget er enige om, at det er
afgørende, at børn og unge i udsatte positioner
får den hjælp og støtte, som de har behov for.
Dette gælder, uanset om støttebehovet hænger
sammen med sociale udfordringer hos barnet, den unge eller
familien, som tilfældet vil være, hvis det knytter sig
til forældres afhængighed af stoffer eller alkohol. Det
er dog centralt at fremhæve, at der også er et stort
fokus på, at der i forbindelse med mennesker med et misbrug
er andre pårørende end børn og unge under 25
år, hvorfor partierne med denne politiske bemærkning
ønsker at fremhæve, hvilke behov og muligheder der er
for behandling til pårørende generelt og ikke med en
aldersbegrænsning på 25 år og kun målrettet
børn og unge.
Partierne er samtidig enige om, at en
behandlingsgaranti vil indbefatte en direkte kobling mellem et
problem og den indsats, der skal iværksættes. Dette
vurderes at indebære et opgør med det gældende
system, som er bygget op omkring en konkret og individuel
socialfaglig vurdering af, hvad der er behov for i det enkelte
tilfælde. Samtidig risikeres det med en decideret
behandlingsgaranti, som gives automatisk og uden en
forudgående konkret og individuel vurdering, indirekte at
nedprioritere andre grupper af børn og unge, som har behov
for støtte af andre årsager.
Det konstateres dog også, at det ikke
altid er tydeligt, hvilke indsatser kommunen har mulighed for at
iværksætte på baggrund af en konkret og
individuel vurdering i forhold til at sikre behandling til
børn og unge, der er belastede af en opvækst med
voksne, der er stof- eller alkoholafhængige. Dette er
væsentligt, hvis Socialudvalget skal have mulighed for
løbende at danne et overblik over, hvordan børn og
unge i udsatte positioner får den hjælp og
støtte, som de har behov for.
Der er i forlængelse heraf et
ønske om at få afdækket, hvilke indsatser der
kan iværksættes af kommunerne i forhold til at sikre
behandling til børn og unge, der er belastede af en
opvækst med voksne, der er stof- eller
alkoholafhængige. Afdækningen skal præsenteres
for Folketingets Socialudvalg inden udgangen af
folketingsåret 2024-25. Det ønskes desuden, at det -
så vidt det er muligt datamæssigt - i forbindelse med
afdækningen afklares, hvilke konkrete indsatser
målgruppen modtager efter barnets lov og aldersfordelingen
for modtagerne. Dette skal bidrage til at skabe viden om, hvordan
det samlede billede af tilbud om behandling efter barnets lov
på baggrund af en opvækst i en familie med alkohol-
eller stofmisbrug ser ud.
Partierne kan på den baggrund ikke
støtte beslutningsforslaget.
Socialistisk Folkeparti
Socialistisk Folkepartis medlemmer af
udvalget mener, at det er vigtigt at sikre den rette hjælp
til både mennesker med misbrug og børn, der vokser op
i hjem med misbrug, og at en behandlingsgaranti til børn og
unge fra familier med stof- eller alkoholafhængighed er en
rigtig god idé. Alt for mange børn og unge i Danmark
vokser i dag op i familier med misbrug, og vi ved fra forskningen,
hvordan det desværre kan trække lange og tunge spor ind
i voksenlivet. Partiet konstaterer dog derudover, at der, for
så vidt angår udgiften på 70 mio. kr.
årligt, er tale om et skøn fra 2014, og noterer
desuden at der ikke er anvist finansiering. Som partiet også
har givet udtryk for under førstebehandlingen og
udvalgsbehandlingen, vil partiet dog meget gerne arbejde videre med
forslaget om en behandlingsgaranti og støtter derfor
intentionerne i forslaget. Partiet vil derfor stemme hverken for
eller imod beslutningsforslaget.
3. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 1.
marts 2024 og var til 1. behandling den 3. maj 2024.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Socialudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets
sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i
forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under
beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 1 møde.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag
på beslutningsforslaget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
1 skriftlig henvendelse om beslutningsforslaget.
Deputationer
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
3 deputationer, der mundtligt har redegjort for deres holdning til
beslutningsforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
2 spørgsmål til social- og boligministeren til
skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.
Kim Aas (S) Birgitte Vind (S)
Camilla Fabricius (S) Gunvor Wibroe (S) Matilde Powers (S) Rasmus
Horn Langhoff (S) Maria Durhuus (S) Sara Emil Baaring (S) Anni
Matthiesen (V) Linea Søgaard-Lidell (V) Jon Stephensen (UFG)
Hans Andersen (V) Rosa Eriksen (M) Nanna W. Gotfredsen (M) fmd. Karin Liltorp (M) Marlene
Harpsøe (DD) Karina Adsbøl (DD) Katrine Daugaard (LA)
nfmd. Alexander Ryle (LA)
Brigitte Klintskov Jerkel (KF) Mette Abildgaard (KF) Kim Edberg
Andersen (DD) Mette Thiesen (DF) Theresa Berg Andersen (SF)
Charlotte Broman Mølbæk (SF) Anne Valentina Berthelsen
(SF) Victoria Velasquez (EL) Lotte Rod (RV) Torsten Gejl (ALT)
Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 50 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 22 | |
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg
(DD) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Liberal Alliance (LA) | 15 | |
Moderaterne (M) | 14 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 10 | |
Enhedslisten (EL) | 9 | |
Radikale Venstre (RV) | 7 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 7 | |
Alternativet (ALT) | 5 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 5 | |