Fremsat den 1. marts 2024 af Pelle Dragsted (EL),
Jette Gottlieb (EL),
Runa Friis Hansen (EL),
Anne Hegelund (EL), Rosa Lund (EL),
Trine Pertou Mach (EL),
Søren Egge Rasmussen (EL),
Søren Søndergaard (EL) og Victoria Velasquez (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om et loft over indlånsrentemarginalen
Folketinget pålægger regeringen i
denne folketingssamling at fremsætte et lovforslag, der
indfører et loft på 1,5 procentpoint over marginalen
mellem bankernes indlånsrente på borgernes nemkonti og
bankernes indskudsbevisrente i Nationalbanken.
Bemærkninger til forslaget
Mange borgere i Danmark er hårdt presset
økonomisk efter år med inflation og faldende
realløn. Det samme gælder mange små
erhvervsdrivende. Samtidig har de danske storbanker formået
at generere historisk store overskud på ryggen af borgere og
virksomheder.
Danske Bank genererede i 2023 det
største overskud nogensinde på 21,3 mia. kr. Banken
har i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet selv
konstateret, at rekorden skyldes de høje renter, der
opkræves hos kunderne (»Scorer kassen på stigende
renter: Danske Bank lander største overskud i 153
år«, www.finans.dk, den 2. februar 2024).
Samme historiske overskud ses i andre danske
storbanker som Nordea (»Nordea lander overskud på knap
37 milliarder kroner«, finanswatch.dk, den 5. februar 2024),
og finanssektoren forventer selv, at overskuddet for 2024 ligger i
samme størrelsesorden.
De store overskud skyldes primært en
voksende rentemarginal - forskellen på renten mellem
bankernes udlån og deres indlån har ikke været
større siden 2005. Mens bankerne har sat deres renter
på udlån op, har de nemlig ikke ladet deres
indlånsrenter følge med. Bankerne nyder godt af de
højere renter på deres risikofrie indskud i
Nationalbanken, men sender ikke denne rentefordel videre til deres
kunder - borgere og små virksomheder. I årene med
negative renter satte bankerne deres gebyrer op, fordi de ikke
tjente tilstrækkeligt på rentemarginalen. Men de har
ikke tilsvarende sat gebyrerne ned, efter at rentemarginalen er
steget markant.
Indlånsmarginalen
Rentemarginalen refererer til forskellen
mellem den rente, som en bank tilbyder kunder for at deponere deres
penge - f.eks. på en opsparingskonto - og den rente, som
banken selv kan opnå ved at investere eller låne
pengene ud.
Indlånsmarginalen er forskellen mellem
bankernes indlånsrenter og den rente, som bankerne selv kan
hæve på deres indestående i Danmarks
Nationalbank. Den voksende rentemarginal er primært drevet af
indlånsmarginalen.
Bankerne tager så at sige
rentegevinsten, når borgernes penge på deres
lønkonti/anfordringskonti indsættes på bankernes
konto i Nationalbanken.
Manglende konkurrence
I Danmark er der i dag ikke nogen regulering
af bankernes rentemarginaler, hvilket betyder, at bankerne har
frihed til at fastsætte deres egne indlånsrenter inden
for markedets rammer.
Teoretisk set vil konkurrencen på et
marked medføre, at forbrugerne vil kunne få en lavere
rentesats, idet aktørerne på markedet vil
forsøge at underbyde hinanden. Imidlertid er konkurrencen
på det danske bankmarked ikke effektiv, og bankerne
forsøger blot i meget begrænset omfang at underbyde
hinanden. Renten på anfordringskonti er meget ensartet
på tværs af bankerne.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har i deres
rapport om konkurrencen på bankmarkedet fra august 2022
(»Konkurrencen på bankmarkedet for privatkunder«,
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, august 2022) gjort
opmærksom på, at der er rum for en styrket konkurrence
på bankområdet. Ikke mindst anføres faldet i
antallet af banker fra ca. 220 i 1990 til 63 i 2019 som en
medvirkende faktor.
Den manglende konkurrence viser sig også
netop i, at bankernes afkast vurderes at være højere
end det, man kan forvente som normalafkast for en sektor med en
meget høj egenkapitalandel. Således konkluderer
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen: »Hvis der tages
udgangspunkt i et skøn for markedsrisikopræmien
på 6-7 pct., medfører det, at afkastkravet for danske
banker vil ligge mellem 4,8 og 7 pct. over den risikofrie rente,
som er målt ved renten på en 10-årig
statsobligation.« (»Konkurrencen på bankmarkedet
for privatkunder«, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, august
2022, side 67). I 2023 var egenkapitalforrentningen i de danske
pengeinstitutter før skat omkring 15 pct. - altså
langt over, hvad styrelsen vurderer som et normalafkast.
Inden for økonomisk teori er det
afgørende i spørgsmålet om behovet for
offentlig regulering netop, hvorvidt markedsaktører bredt
set faktisk kan konkurrere med de eksisterende aktører, der
har såkaldt markedsmagt til at sætte priserne så
højt, at de opnår det, man kan kalde overnormal
profit, undertiden også kaldet økonomisk profit. Kan
private aktører ikke udfordre den såkaldte
markedsmagt, som nogle af aktørerne besidder, kan der ud fra
et økonomisk perspektiv argumenteres for politisk
indgriben.
Når netop disse forhold kan konstateres
i dagens Danmark, er det ikke hæmmende for det, konkurrencen
gerne skulle tilvejebringe - et lavere prisniveau for almindelige
bankkunder - hvis man regulerer sektoren, hvilket regeringen
pålægges med dette beslutningsforslag. Det er omvendt
netop fraværet af effektiv regulering, der er til stor skade
for borgerne, der skal aflevere en stadig større del af
deres levegrundlag til bankerne.
Loft over indlånsrentemarginalen
Tilbage i 1970'erne blev der indført en
rentemarginallov i Danmark, men den var konstrueret på en
uhensigtsmæssig måde. Konstruktionen i loven gjorde, at
det var muligt for et pengeinstitut at overvælte en
højere rente, der blev budt for aftaleindskud, på
udlånsrenten, fordi dette kunne finde sted inden for loftet
over rentemarginalen. På den baggrund fik loven den
utilsigtede virkning, at der generelt opstod højere
rentesatser på både udlåns- og indlånssiden
(»Rentemarginalen«, lex.dk).
Med dette forslag er det ikke den samlede
rentemarginal, der reguleres. I stedet indføres et loft over
indlånsmarginalen mellem borgernes nemkonti og
indskudsbevisrenten - den rente, som bankerne selv får
på deres indskud i Nationalbanken.
Borgere er forpligtet til at have en nemkonto,
hvortil løn eller offentlige ydelser udbetales. Det er ikke
fair, at de stigende nationalbankrenter ikke afspejles i renten
på borgernes nemkonti. Derfor foreslår
forslagsstillerne med dette forslag, at der indføres et loft
på 1,5 procentpoint på forskellen mellem den til enhver
tid gældende indskudsbevisrente i Nationalbanken og den
rente, bankerne giver borgerne på deres nemkonti.
Med den gældende indskudsbevisrente
på 3,6 pct. (pr. 20. februar 2024) vil det betyde, at renten
på nemkonti mindst skal udgøre 2,1 pct. - betydeligt
over, hvad renten er på de store bankers
anfordringskonti.
På denne måde vil forslaget
beskytte borgerne mod bankernes urimelige rentepraksis og sikre, at
de stigende renter på indlån kommer borgerne og ikke
kun bankerne til gode.
Skriftlig fremsættelse
Pelle Dragsted
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om et
loft over indlånsrentemarginalen.
(Beslutningsforslag nr. B 149)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.