B 140 Forslag til folketingsbeslutning om anerkendelse af en selvstændig palæstinensisk stat.

Udvalg: Udenrigsudvalget
Samling: 2023-24
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 29-02-2024

Fremsat: 29-02-2024

Fremsat den 29. februar 2024 af Trine Pertou Mach (EL), Karsten Hønge (SF), Christian Friis Bach (RV) og Sascha Faxe (ALT)

20231_b140_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 29. februar 2024 af Trine Pertou Mach (EL), Karsten Hønge (SF), Christian Friis Bach (RV) og Sascha Faxe (ALT)

Forslag til folketingsbeslutning

om anerkendelse af en selvstændig palæstinensisk stat

Folketinget pålægger regeringen at anerkende Palæstina som en uafhængig og selvstændig stat inden for grænserne fra før 1967 og i forlængelse heraf give staten Palæstina fulde diplomatiske rettigheder i Danmark.

Folketinget opfordrer Israel og Palæstina til at arbejde for fred og forsoning gennem fredsaftaler baseret på international ret og FN-resolutioner, herunder gensidig anerkendelse af staten Israel og staten Palæstina.

Bemærkninger til forslaget

En officiel anerkendelse af Palæstina som en selvstændig, ligeværdig stat og forhandler i en fredsproces mellem to ligeværdige parter sender et stærkt politisk signal om, at varig og retfærdig fred kræver politiske løsninger. Det er samtidig den eneste vej til reelt at afslutte konflikten mellem Israel og Palæstina. En holdbar og forhandlet fred skal bygge på international lov og respekt for menneskerettighederne.

Den årtier lange besættelse og de folkeretsstridige bosættelser er barrierer for fred og må bringes til ophør. Verdenssamfundet må skifte spor og insistere på en politisk holdbar løsning af konflikten. Danmark må tage aktivt medansvar for at realisere en retfærdig og varig fred, hvilket også er den linje, Danmark har lagt udenrigspolitisk gennem mange år. Sammen med andre lande har Danmark i årtier arbejdet for realiseringen af en tostatsløsning og for at skabe et fundament for en levedygtig og demokratisk palæstinensisk stat.

Fordi Palæstinas grænser er uafklarede og må være genstand for fredsforhandlinger, må en dansk anerkendelse af staten Palæstina umiddelbart gælde det territorium, som er defineret af grænserne forud for seksdageskrigen i juni 1967. Palæstina må - mens vi afventer fredsforhandlinger - defineres som Vestbredden inklusive Østjerusalem samt Gaza med det tilhørende kystområde og territorialfarvand.

En forhandlet og retfærdig fred, hvor Israel og Palæstina kan leve fredeligt side om side i hver sin stat, kommer ikke i stand, så længe besættere med en overvældende militærmagt og militær og politisk støtte fra USA og andre toneangivende vestlige lande står over for det palæstinensiske folk.

Der er brug for, at lande som Danmark går forrest og bryder det diplomatiske og politiske dødvande for at skabe en højere grad af øjenhøjde og ligevægt mellem den palæstinensiske og den israelske regering.

139 af FN's 193 medlemslande har i skrivende stund anerkendt Palæstina som stat. Ud over de fleste afrikanske, latinamerikanske og asiatiske lande gælder det en række centraleuropæiske EU-lande og vores nære nordiske partnere Island og Sverige. De to sidstnævnte lande anerkendte Palæstina i henholdsvis 2011 og 2014. Der henvises til »Map Shows Countries in Support of Palestinian State«, www.newsweek.com, den 23. februar 2024.

På det seneste har den britiske udenrigsminister, David Cameron, givet udtryk for, at den britiske regering overvejer en fuld diplomatisk anerkendelse af Palæstina. Forslagsstillerne er enige med den britiske udenrigsminister i, at det palæstinensiske folk har brug for »uigenkaldelige fremskridt« (»irreversible progress«) frem mod en tostatsløsning, og at en diplomatisk anerkendelse kan være et sådant uigenkaldeligt fremskridt. Der henvises til artiklen »UK considering recognising Palestine state, Lord Cameron says«, www.bbc.com, den 30. januar 2024.

Også i USA's regering er der bevægelse. Mediet Axios rapporterede den 31. januar 2024, at USA's udenrigsminister, Antony Blinken, har bedt sit ministerium undersøge mulighederne for en amerikansk og international anerkendelse af Palæstina som stat. Der henvises til artiklen »Scoop: State Department reviewing options for possible recognition of Palestinian state«, www.axios.com, den 31. januar 2024.

Danmark opgraderede i 2012 Palæstinas status ved at give det palæstinensiske repræsentationskontor titel af »Mission of Palestine«. I 2013 blev Palæstinas Mission i Danmark yderligere opgraderet, så missionens udsendte personale arbejder på vilkår svarende til dem, som en anerkendt stats diplomater har i Danmark, jf. Udenrigsudvalget, alm. del - svar på spørgsmål 134, folketingsåret 2012-13.

Både Fatahs styre på Vestbredden og Hamas' styre i Gaza savner demokratisk legitimitet. Det er afgørende vigtigt, at der inden for en overskuelig fremtid afholdes frie og fair valg med internationale observatører, så det palæstinensiske folk kan få ét parlament, én præsident og én regering, der på baggrund af et demokratisk mandat kan handle på Palæstinas vegne.

En dansk anerkendelse af Palæstina kan bidrage til at skubbe på i den proces, der ligesom den internationale anerkendelse af Palæstina må ses som en nødvendig forudsætning for en forhandlet, retfærdig og varig fred og en stabil tostatsløsning.

Skriftlig fremsættelse

Trine Pertou Mach (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om anerkendelse af en selvstændig palæstinensisk stat.

(Beslutningsforslag nr. B 140)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.