B 129 Forslag til folketingsbeslutning om at afskaffe koncernreglen for medfølgende udenlandske ægtefæller.

Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2023-24
Status: 1. beh./Henvist til udvalg

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 28-02-2024

Fremsat den 28. februar 2024 af Sólbjørg Jakobsen (LA), Steffen Larsen (LA), Alex Vanopslagh (LA), Helle Bonnesen (KF), Søren Pape Poulsen (KF), Katrine Robsøe (RV) og Martin Lidegaard (RV)

20231_b129_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 28. februar 2024 af Sólbjørg Jakobsen (LA), Steffen Larsen (LA), Alex Vanopslagh (LA), Helle Bonnesen (KF), Søren Pape Poulsen (KF), Katrine Robsøe (RV) og Martin Lidegaard (RV)

Forslag til folketingsbeslutning

om at afskaffe koncernreglen for medfølgende udenlandske ægtefæller

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen 2024 at fremsætte et lovforslag, der afskaffer reglen om, at medfølgende udenlandske ægtefæller ikke må arbejde for samme koncern uden særskilt tilladelse (koncernreglen).

Bemærkninger til forslaget

Formålet med beslutningsforslaget er at afskaffe reglen om, at udenlandske ægtefæller som medfølgende familiemedlemmer ikke må arbejde for samme koncern som ægtefællen, der har med en opholds- og arbejdstilladelse (koncernregel), uden særskilt tilladelse, så det bliver lettere for udlændinge at tage beskæftigelse i Danmark (koncernreglen).

I dag er medfølgende familiemedlemmer til udenlandske arbejdstagere som udgangspunkt fritaget for krav om arbejdstilladelse. Det betyder, at medfølgende familiemedlemmer, fra det øjeblik de meddeles opholdstilladelse, kan tage arbejde uden at skulle søge arbejdstilladelse hertil. Dette er imidlertid ikke tilfældet, hvis det medfølgende familiemedlem ønsker at arbejde for samme virksomhed, som ægtefællens opholds- og arbejdstilladelse er stadfæstet til, eller hvis det medfølgende familiemedlem ønsker at arbejde for en virksomhed, der har tæt sammenhæng med den virksomhed, som ægtefællens opholds- og arbejdstilladelse er stadfæstet til. I sådanne tilfælde vil det medfølgende familiemedlem skulle søge om arbejdstilladelse hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). Bestemmelsen finder dog ikke anvendelse for medfølgende familiemedlemmer omfattet af EU-retten. Der henvises til forarbejderne til udlændingelovens § 9 m, stk. 2, i lovforslag nr. L 92, folketingsåret 2020-21, lovforslag som fremsat.

Det bemærkes, at en udlænding, der arbejder uden fornøden tilladelse, kan straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år, jf. udlændingelovens § 59, stk. 3. Samtidig kan den, som beskæftiger en udlænding uden fornøden arbejdstilladelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, jf. udlændingelovens § 59, stk. 5.

Den stramme lovgivning betyder f.eks., at et medfølgende familiemedlem ikke må arbejde på samme hospital eller andre hospitaler i regionen, som ægtefællens opholds- eller arbejdstilladelse er tilknyttet, medmindre det medfølgende familiemedlem har modtaget en arbejdstilladelse hertil fra SIRI.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at koncernreglen medfører konkrete barrierer for, at erhvervslivet og velfærden kan få fuld gavn af de kompetencer, som disse udlændinge fra tredjelande besidder. F.eks. kan udenlandske medarbejdere såsom internationale eksperter, forskere og talenter bidrage til dansk økonomi og det danske samfund med nye idéer, ekspertise, økonomisk vækst og skatteindtægter (»Når internationale talenter støder mod den danske mur«, Jens Hjarsbech, januar 2024, Axcelfuture, udgivet af Lundbeckfonden og Novo Nordisk Fonden).

En afskaffelse af koncernreglen vil gøre det lettere for udlændinge at tage beskæftigelse i Danmark og samtidig mindske bureaukratiet i. Endelig er en afskaffelse af koncernreglen særlig aktuel i en tid, hvor flere brancher oplever stor mangel på arbejdskraft.

Skriftlig fremsættelse

Sólbjørg Jakobsen (LA):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at afskaffe koncernreglen for medfølgende udenlandske ægtefæller.

(Beslutningsforslag nr. B 129)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.