Fremsat den 20. februar 2024 af Morten Messerschmidt (DF),
Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF),
Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF),
Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om indførelse af et
velfærdsforbehold
Folketinget pålægger regeringen at
arbejde for et nyt dansk forbehold, nemlig et
velfærdsforbehold. Dette forbehold skal sikre, at danske
velfærdsordninger ikke er underlagt EU-regler, og at Danmark
derfor ikke skal udbetale velfærdsydelser som
studiestøtte (su), børne- og ungeydelse,
kontanthjælp eller andre tilsvarende ydelser til borgere fra
andre EU-lande, medmindre det er Folketinget, og ikke EU, der har
besluttet det.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en delvis
genfremsættelse af beslutningsforslag B 38,
folketingsåret 2019-20, med justeringer i forslaget og
bemærkningernes formuleringer. Der henvises til
www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2019-20, tillæg
A, B 38 som fremsat.
Nærværende forslag tager
udgangspunkt i EU-Domstolens afgørelser, der har haft
indflydelse på Danmarks velfærdssystem. En betydelig
bekymring er »velfærdsturisme«, hvor EU-borgere
potentielt kan flytte til Danmark for at opnå adgang til
landets generøse velfærdsydelser. I Danmark er
velfærdsydelser som studiestøtte og børne- og
ungeydelse universelle og uafhængige af forældrenes
indkomst. For eksempel er en dansk studiestøtte (su)
på omtrent 880 euro om måneden før skat, og
børne- og ungeydelsen er i gennemsnit omkring 160 euro om
måneden pr. barn.
Forslagsstillerne finder det urimeligt, at EU
kan afgøre, hvornår eksempelvis børnepenge, su,
dagpenge og kontanthjælp skal udbetales til andre EU-landes
borgere, der måtte opholde sig i Danmark eller i andre
EU-lande for børnenes vedkommende. Danske vælgere er
på intet tidspunkt ved folkeafstemning blevet konfronteret
med det forhold, at EU-traktaterne ville føre til den form
for integration af socialpolitikken. Folketinget har eksempelvis
på su-området forsøgt at inddæmme
udbetalingerne, men uden held. I 2013 blev det med et bredt flertal
vedtaget, at Danmark »kun« skal udbetale su til
udenlandske studerende for højst 437 mio. kr. om året.
Blot 5 år senere blev dette loft overskredet, idet
uddannelses- og forskningsministeren i oktober 2018 kunne oplyse,
at su-udgifterne nu var oppe på 483 mio. kr. I 2022
forventedes udgifterne at udgøre 877 mio. kr. Heraf er de
650 mio. kr. til personer, der har ret til ydelsen som vandrende
arbejdstagere, jf. Uddannelses- og Forskningsudvalget, alm. del,
svar på spørgsmål 127, folketingsåret
2023-24.
Dansk Folkeparti har i
Beskæftigelsesudvalget med spørgsmålene 94-97,
jf. Beskæftigelsesudvalget, alm. del, folketingsåret
2023-24, forsøgt at afklare omfanget af udgifter til
EU-borgere inden for en lang række ydelser. De endelige svar
på disse spørgsmål var endnu ikke kommet forud
for færdiggørelsen af dette beslutningsforslag.
Det er vigtigt at sikre, at Danmarks
velfærdsmodel kan bevares, mens landet fortsat opfylder sine
forpligtelser som EU-medlem. Et velfærdsforbehold vil
muliggøre, at Danmark kan fastsætte egne regler for
tildeling af velfærdsydelser, uafhængigt af EU's
lovgivning.
En undersøgelse har vist, at EU-borgere
generelt har været nettobidragydere til det danske
velfærdssystem, dog med store forskelle mellem de enkelte
borgere, afhængigt af fra hvilket land de kommer (»Nej,
østarbejdere snylter ikke: Staten tjener i gennemsnit 21.205
kr. pr. EU-borger om året«, Politiken, den 6. december
2016), men dette ændrer ikke det overordnede princip om, at
Danmark bør have kontrol over sit eget
velfærdssystem.
Det er derfor afgørende at have et
velfærdsforbehold, der sikrer, at Danmark har kontrol over,
hvornår og hvordan dets velfærdsydelser tildeles
borgere fra andre EU-lande.
Som situationen vedrørende su viser,
stiger udgifterne til EU-borgeres underhold, helt uden at
Folketinget har mulighed for at træffe afgørelse
herom. Især EU-Domstolen har gennem et utal af domme udvidet
unionsborgeres ret til sociale ydelser i andre EU-lande end deres
eget, hvilket ikke bare udgør et økonomisk problem
for de danske skatteydere, men også undergraver dansk
suverænitet.
Dertil kommer, at EU-Domstolen kontinuerligt
udvider adgangen for EU-borgere til at få del i
velfærdsydelser som senest med en dom fra december 2023 i en
sag om moderen til en rumænsk arbejdstager, der har ophold i
Irland. Moderen som forsørges af den rumænske
arbejdstager, har fået ret til irsk invalidepension, selv om
vedkommendes opholdsgrundlag ellers var, at hun blev
forsørget af den rumænske arbejdstager, hvilket ikke
længere er tilfældet, når der er tildelt
invalidepension. Herefter overtager Irland
forsørgelsesopgaven med den pågældende, selv om
vedkommende aldrig har bidraget til det irske samfund
(EU-Domstolen, den 21. december 2023, sag C-488/21).
Forslagsstillerne ønsker derfor, at den
danske regering forpligter sig til at arbejde for et nyt forbehold,
nemlig et velfærdsforbehold. Dette kan med fordel modelleres
over det sommerhusforbehold, som Danmark siden 1973 har nydt godt
af. Dette lyder i Lissabontraktatens protokol således:
»Uanset bestemmelserne i traktaten kan Danmark opretholde den
gældende lovgivning om erhvervelse af ejendomme, der ikke er
helårsboliger.«
Forslagsstillerne ønsker sig en
tilsvarende formulering i et nyt forbehold: »Uanset
bestemmelserne i traktaten kan Danmark i sin egen lovgivning
definere, hvem der kan modtage sociale ydelser fra den danske
stat«.
Et sådant
forbehold vil sikre, at alle beslutninger om udbetaling af su,
dagpenge, børnepenge eller andre ydelser til EU-borgere, der
befinder sig i Danmark, altid har et flertal i Folketinget bag sig.
Naturligvis kan et flertal i Folketinget tilslutte sig den
eksisterende retsstilling i EU. Det kræver blot, at der netop
er et flertal. I dag udbetales der reelt midler på basis af
regler, som med stor sandsynlighed ikke har et flertal bag sig.
Således har skiftende statsministre og partiledere udtalt sig
kritisk om den EU-regulerede adgang for EU-borgere til danske
socialydelser:
- Lars Løkke
Rasmussen, februar 2014: »Vi kan ikke have et system, hvor
man, bare fordi man planter sine træsko i en
jordbærmark en dag, så kan sende store
børnechecks hjem til lande, hvor leveomkostningsniveauet er
meget, meget lavere, og hvor antallet af børn måske
også er højere« (»Løkke sender
bredside mod Thorning i strid om børnepenge«, B. T.,
den 25. februar 2014).
- Mette
Frederiksen, juni 2018 (statsminister pr. 27. juni 2019): »De
danske velfærdsydelser er som udgangspunkt for os, der bor og
lever i Danmark« (»S til regeringen: Stem nej til
EU-forslag om dagpenge«, Jyllands-Posten, den 13. juni
2018).
- Troels Lund
Poulsen, juni 2018: »Arbejder man i Danmark og har
børn i et andet land, så skal man have
børnepenge, som svarer til priserne i det
pågældende land. Alt andet vil være urimeligt.
Man skal huske på, at i nogle lande er leveomkostningerne en
tredjedel af de danske« (»Danmark fastholder krav om
børnepenge«, nyhed på www.regeringen.dk, den 21.
juni 2018).
Trods skiftende statsministre er problemet
imidlertid langtfra løst. Faktisk bliver det kun
løbende værre, i takt med at EU-Domstolen afsiger
stadig mere vidtgående domme. Der er derfor hastende behov
for, at Danmark sætter sin fod ned. Det kan ske, ved at
statsministeren på næste møde i Det
Europæiske Råd stiller krav om et dansk
velfærdsforbehold.
Skriftlig fremsættelse
Morten
Messerschmidt (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
indførelse af et velfærdsforbehold.
(Beslutningsforslag nr. B 114)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.