B 102 Forslag til folketingsbeslutning om at beskytte beskyttede havområder mod fiskeri med bundslæbende redskaber i tråd med EU's handlingsplan for fiskeri.

Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2023-24
Status: 2. beh./Forkastet

Betænkning

Afgivet: 15-05-2024

Afgivet: 15-05-2024

Betænkning afgivet af Miljø- og Fødevareudvalget den 15. maj 2024

20231_b102_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Miljø- og Fødevareudvalget den 15. maj 2024

1. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, DD, LA, M, KF og DF) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse ved 2. (sidste) behandling.

Et mindretal i udvalget (SF, EL, RV og ALT) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

2. Politiske bemærkninger

Enhedslisten

Enhedslistens medlemmer af udvalget noterer sig med skuffelse, at regeringen ikke er villig til at bakke op om beslutningsforslaget, der handler om at gennemføre EU᾽s handlingsplan »Beskyttelse og genopretning af marine økosystemer med henblik på et bæredygtigt og modstandsdygtigt fiskeri« og Kommissionens opfordring til alle EU-medlemslande til at udfase bundslæbende fiskeri i alle beskyttede havområder senest i 2030.

Havet er i krise, og den danske miljøminister har udnævnt sig selv til havets minister. Alligevel er det Enhedslistens oplevelse, at den danske regerings tilgang til beskyttelsen af vores havnatur og -miljø er alt for fodslæbende og uambitiøs. EL har derfor både i denne og tidligere folketingsperioder fremsat flere forslag til henholdsvis at nedbringe udledningerne af kvælstof og beskytte beskyttede havområder mod bundslæbende fiskeri.

Enhedslisten noterer sig også, at andre EU-lande er længere fremme end Danmark, når det gælder beskyttelsen af havnaturen. Senest har Grækenland vedtaget et forbud mod bundslæbende fiskeri i beskyttede havområder.

Enhedslisten noterer endvidere, at processen omkring dette beslutningsforslag ikke har været optimal. Således var ministerens svartid for de første 7 spørgsmål, der blev stillet, på 7 uger, hvilket gav meget kort tid til at stille opfølgende spørgsmål, og de opfølgende spørgsmål var endnu ikke besvaret 2 dage før planlagt betænkningsafgivelse.

Det er Enhedslistens håb, at den danske regering snart vil være med til endelig at sætte naturen først ved at vedtage trawlforbud i beskyttede havområder senest i forbindelse med forhandlingerne om fremtidens fiskeri på baggrund af Fiskerikommissionens anbefalinger.

3. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 9. januar 2024 og var til 1. behandling den 22. februar 2024. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljø- og Fødevareudvalget.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 3 møder.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag på beslutningsforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 17 spørgsmål til miljøministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret med undtagelse af spørgsmål nr. 10-17, som forventes besvaret inden 2. behandling.

Anne Paulin (S) Kim Aas (S) Bjarne Laustsen (S) Camilla Fabricius (S) Tanja Larsson (S) Ida Auken (S) Kasper Roug (S) Kris Jensen Skriver (S) Thomas Jensen (S) Erling Bonnesen (V) nfmd. Torsten Schack Pedersen (V) Anni Matthiesen (V) Hans Christian Schmidt (V) Charlotte Bagge Hansen (M) Karin Liltorp (M) Hans Kristian Skibby (DD) fmd. Kristian Bøgsted (DD) Alexander Ryle (LA) Carsten Bach (LA) Mette Abildgaard (KF) Per Larsen (KF) Kim Edberg Andersen (DD) Peter Kofod (DF) Carl Valentin (SF) Marianne Bigum (SF) Søren Egge Rasmussen (EL) Trine Pertou Mach (EL) Katrine Robsøe (RV) Sascha Faxe (ALT)

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)50
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)22
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg (DD)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Liberal Alliance (LA)15
Moderaterne (M)14
Det Konservative Folkeparti (KF)10
Enhedslisten (EL)9
Radikale Venstre (RV)7
Dansk Folkeparti (DF)7
Alternativet (ALT)5
Siumut (SIU)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)5