Det sidste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 13:

Forslag til folketingsbeslutning om, at personer med insulinkrævende diabetes skal have ret til at få tildelt en sensorbaseret glukosemåler (borgerforslag).

Af Leif Lahn Jensen (S), Lars Christian Lilleholt (V), Henrik Frandsen (M), Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Peter Skaarup (DD), Ole Birk Olesen (LA), Mai Mercado (KF), Peder Hvelplund (EL), Martin Lidegaard (RV), Mette Thiesen (DF), Helene Liliendahl Brydensholt (ALT), Kim Edberg Andersen (NB) og Aaja Chemnitz (IA).

(Fremsættelse 05.10.2023).

Det er et borgerforslag, så der er jo en række folketingsmedlemmer, der har fremsat det, og jeg vil undlade at læse dem alle sammen op.

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er indenrigs- og sundhedsministeren. Værsgo.

Tak for det. Vi behandler nu et beslutningsforslag om at give personer med insulinkrævende diabetes ret til at få tildelt en sensorbaseret glukosemåler. Beslutningsforslaget er fremsat på baggrund af et borgerforslag, som har opnået minimum 50.000 underskrifter, og formålet er, at borgere med diabetes får en bedre behandling og en lettere hverdag. Det formål kan man kun have sympati for, og vi er fra regeringens side meget optaget af, at vi får styrket og forbedret indsatsen på diabetesområdet.

En glukosemåler kan være et rigtig godt værktøj for mange, der lever med diabetes, til at kunne få større indsigt i deres sygdom og komme i bedre sygdomskontrol. Det er en nyere teknologi, som over de senere år er blevet udbredt til flere og flere. Det er rigtig godt, for vi skal skabe de bedste forudsætninger for, at borgere med diabetes, men også andre kroniske sygdomme bedre selv kan tage ansvar for håndteringen af deres sygdom, så følgesygdomme kan undgås og sundhedsvæsenet kan bruge ressourcerne bedst muligt.

Men det er også bekymrende at se de forskelle, der er på tværs af landet, i forhold til hvor mange med diabetes der får tilbudt teknologien. Nødvendig behandling må selvfølgelig aldrig afhænge af patientens postnummer. Det gør det alt for mange steder i vores sundhedsvæsen i dag. Derfor er det også en god nyhed, at Danske Regioners Behandlingsråd tidligere i år anbefalede, at alle voksne patienter med type 1-diabetes skal tilbydes sensorbaserede glukosemålere med alarm under hensyntagen til borgernes individuelle behov.

Jeg kan forstå på Danske Regioner, at alle regioner nu har givet tilsagn om, at de vil følge Behandlingsrådets anbefaling og dermed implementere det. Jeg kan også forstå, at der er flere regioner, som i deres seneste budgetaftaler her for 2024 har afsat penge til sensorbaserede glukosemålere. Det synes jeg er rigtig positivt.

Det ændrer dog ikke på det helt principielle, at borgerens behandling netop skal afgøres af den enkeltes behov og dermed jo på baggrund af en konkret og individuel lægefaglig vurdering af den enkeltes sygdom og behandlingsbehov, uanset om man har type 1-diabetes eller man har type 2-diabetes, og som led i vurderingen kan det jo f.eks. være relevant at se på, om den enkelte borger har særlige udfordringer med at regulere sit blodsukker eller har andre lidelser.

Dette er min ene anke imod dette forslag, nemlig at jeg synes, at vi i hvert fald politisk skal være varsomme med at gribe ind i en faglig beslutning, i forhold til hvad der er den rigtige indsats over for patienterne. Jeg har det jo sådan, at dem, der har behovet, skal have det tilbudt – og det er ikke alle – men hvem der har behovet, er en lægefaglig vurdering.

Den anden anke, og det er selvfølgelig den lidt mere kedelige her en fredag eftermiddag, angår finansieringen. Vi støtter generelt ikke beslutningsforslag, som er ufinansierede. Hvor kedeligt det end lyder, skal pengene jo komme et sted fra, og vi kan dermed heller ikke medvirke til at bruge penge på noget, som der ikke er anvist finansiering til.

Ikke desto mindre, og det er vigtigt for mig at sige, er det en vigtig prioritet for regeringen, at borgere med diabetes og andre får gavn af nye behandlingsteknologier. Det er også baggrunden for, at vi med den brede aftale i Folketinget, tilbage ved sundhedsaftalen, afsatte midler til også at kunne styrke udbredelsen af behandling i eget hjem.

Der er konkret afsat 500 mio. kr. Det er dog engangsmidler og dermed ikke varige driftsmidler hen over en længere periode, men en del af disse midler mener jeg også er relevante i forhold til at kunne bruges til at understøtte anvendelsen af teknologi, f.eks. på diabetesområdet, og det er jeg sådan set meget optaget af. Den nærmere udmøntning af de 500 mio. kr. skal aftales med Danske Regioner og Kommunernes Landsforening. Jeg forventer, at vi er færdige med forhandlingerne og kan indgå en aftale inden udgangen af året, og her har jeg også en helt klar forventning og et ønske om, at pengene også kommer diabetespatienter til gavn. Tak for ordet.

Fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og også tak for svaret, minister. Jeg synes jo selv, at det giver rigtig, rigtig god mening, når det er sådan, at der kommer nye teknologier, som kan være med til at forebygge, at ens sygdom forværrer sig, og at man dermed kan spare sundhedsvæsenet for udgifter, og man kan måske også spare nogle besøg hos lægen og andet.

Altså, hvad tænker ministeren om, at vi måske er for langsomme til at tage ny teknologi i anvendelse, som kan give borgerne højere livskvalitet og ovenikøbet også forebygge, at kroniske sygdomme udvikler sig hastigt?

Ministeren.

Det mener jeg generelt at vi på en række områder bredt i det danske sundhedsvæsen er for dårlige og for langsomme til. Der er en tendens til, at hvis det ikke lige er opfundet inden for egen kommune eller egen region, så er man meget dårlig til at implementere det i naboregionen, fordi man hellere vil opfinde sin egen løsning.

Der er også en udfordring i forhold til finansieringssystemerne i vores sundhedsvæsen, fordi vi har det, man populært set kalder for høste-så-problematikker, forstået på den måde, at det ikke altid er dér, hvor der skal afholdes en udgift, at gevinsten også kommer ind, i sundhedsvæsenet. Der skal der jo være en bedre sammenhæng, så man også undgår noget af den kassetænkning, som der er på vores sundhedsområde. Det kommer også til udtryk, når det er, vi snakker om implementering af forskellige teknologiske løsninger, som jo kan være med til at sikre, at vi kan sørge for, at flere patienter fremover kan blive behandlet og modtage behandling i eget hjem frem for f.eks. at skulle ind til kontroller eller andet på ambulatoriet på sygehuset.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Vi lavede en aftale om den her nye teknologi til børn allerede tilbage 2017. Altså, det er 6 år siden. Jeg synes, der er gået virkelig lang tid, inden man måske når frem til langt om længe at kunne sikre, at eksempelvis patienter med type 1-diabetes kan modtage den her nye teknologi. Det, jeg i virkeligheden synes er et paradoks, og som jeg synes er rigtigt påpeget i borgerforslaget, er, at vi jo ikke bliver syge, afhængigt af hvor vi bor, men at det ser ud, som om behandlingen er afhængig af, hvor vi bor.

Hvad tænker ministeren om den her geografiske forskel og det postnummerlotteri, som der bliver peget på her?

Ministeren.

Vi er fra regeringens side meget optaget af at bekæmpe både den geografiske, men også sociale ulighed, som vi har i vores sundhedsvæsen, altså at det alt for mange steder afhænger af, hvor du er bosiddende, eller hvilke ressourcer du eller dine pårørende har som mennesker i forhold til at kunne navigere igennem et komplekst sundhedsvæsen.

I forhold til det konkrete beslutningsforslag er jeg jo glad for, at regionerne sådan set også nu har stemplet ind – vi kan godt blive enige om, det kunne være rart, hvis det var sket noget før osv. – i forhold til Behandlingsrådets anbefaling, for så vidt angår patienter med type 1-diabetes. Jeg har det jo så også sådan lidt på den måde, at jeg synes, at svagheden så kommer ved, at det skal afhænge af, om man har type 1-diabetes eller type 2-diabetes. Det afgørende må være, om man har behovet, og at det i sidste ende er en lægefaglig vurdering i forhold til det.

Dermed tak til ministeren. Første ordfører er hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet.

Mange tak, formand. Tak til forslagsstillerne bag borgerforslaget om at få rejst debatten her i Folketinget omkring sensorbaserede glukosemålere. Det er virkelig et rigtig vigtigt element i den gode behandling for mange af de borgere, der rammes af insulinkrævende diabetes. Sensorbaserede glukosemålere er et tydeligt eksempel på, hvordan ny teknologi kan lette hverdagen for rigtig mange patienter. Det er, fordi det bliver mere nøjagtigt. Det bliver lettere, og man undgår dermed de meget hyppige blodsukkermålinger med fingerblod. Dermed er man med til også at få reguleret sin sygdom meget bedre.

Det er også med til at forebygge mange af de senkomplikationer, som man ved, der kan være ved sygdommen. Det er også med til at forebygge indlæggelser og dermed også til, at der laves et mindre stort træk på vores sundhedsvæsen.

Den her form for ny teknologi spiller også en rigtig vigtig rolle i den nødvendige udvikling for, at vi kan opbygge det nære sundhedsvæsen, og det skal vi selvfølgelig støtte fra Folketingets side. Vi har bl.a. også i forbindelse med sundhedsaftalen fra maj måned 2022 afsat 500 mio. kr., et engangsbeløb, til nye teknologier, der kan styrke hjemmebehandling, f.eks. teknologien bag sensorbaserede glukosemålere. Derfor er jeg også langt hen ad vejen enig i intentionen bag forslaget her, og jeg er også enig i, at det er vigtigt, at vi har en rimelig ensartet praksis på tværs af landet, så vi altså ikke ser de virkelig store forskelle mellem regionerne.

Som jeg forstår det, er alle regioner i gang med at indføre sensorbaserede glukosemålere til alle patienter med type 1-diabetes, og det sker med baggrund i den anbefaling, som er kommet fra regionernes behandlingsråd. Men det er vigtigt at tilføje, at det er efter en individuel og konkret vurdering. Det skal naturligvis være den rigtige løsning til den rigtige patient. For vi skal altså holde fast i, at det ikke er os politikere, som skal beslutte konkrete behandlingsformer eller devices til behandling; det skal være en sundhedsfaglig vurdering.

Der ligger altså allerede en plan for type 1-diabetikerne, og forslaget nævner også type 2-diabetikerne. Der vil også her være grund til, at nogle patienter får adgang til sensorbaserede glukosemålere, og igen er det altså rigtig vigtigt at holde fast i, at det skal ske med baggrund i en sundhedsfaglig vurdering. Vi har som sagt fra Folketingets side understøttet hjemmebehandlingen med 500 mio. kr. til investering i ny teknologi og udstyr, og det kan være med til at understøtte bedre hjemmebehandling i regioner og kommuner.

Endelig er der altså også den omstændighed, at forslaget her ikke anviser en finansiering. Det er selvfølgelig vigtigt, at der følger penge med, for ellers skal regionerne ud at finde penge andre steder, hvilket går ud over allerede igangsatte aktiviteter. Det beløb, det drejer sig om, hvis man tager forslaget i sin fulde størrelse her, er små 300 mio. kr. om året.

Vi kan fra socialdemokratisk side ikke støtte forslaget, som det ligger her, men vi ser virkelig frem til det videre arbejde. For vi skal have styrket behandlingen af de danske diabetespatienter, og vi skal også have styrket det nære sundhedsvæsen. Tak.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre.

Tak for ordet. Vi har fra Venstres side stor sympati for borgerforslaget. Sensorbaserede glukosemålere har vist sig at kunne gøre en stor forskel for danskere med insulinkrævende diabetes. Derfor har vi også fra Venstres side presset på for, at flere skulle have mulighed for at få adgang til den nye teknologi, og at der skulle være en mere ensartet adgang på tværs af landet. Bl.a. vil jeg fremhæve vores gruppeformand, Lars Christian Lilleholt, som utrætteligt arbejder med den her sag. Derfor er vi også rigtig glade for, at alle regioner nu også har meddelt, at alle patienter med type 1-diabetes tilbydes en sensorbaseret glukosemåler. Det er vi glade for, men der skal også her lyde en opfordring til alle regioner om, at de får givet tilbuddet så hurtigt som muligt, så der ikke er patienter, der skal vente for længe på, at de også får den her mulighed.

Den anden del af borgerforslaget er vi desværre ikke i mål med endnu. Det drejer sig om behandling af borgere med insulinkrævende type 2-diabetes. Vi anerkender, at rigtig mange i den målgruppe også vil have gavn af den nye teknologi. Vi mener også, at de skal have mulighed for at få behandlingen i de tilfælde, hvor det sundhedsfagligt anbefales. Vi mener i øvrigt generelt, at vi skal være blandt de lande, hvor patienter hurtigst får gavn af de nye fremskridt, som ny teknologi kan give patienter, og det er heldigvis også en ambition, der er afspejlet i regeringsgrundlaget, som vi kommer til at arbejde videre med.

Vi har dog stadig væk behov for at blive klogere, i forhold til hvad omfanget af behovet for sensorbaserede glukosemålere er for patienter med type 2-diabetes. Vi har også behov for at blive klogere på, hvilke barrierer der i dag gør, at der på tværs af landet er alt for stor forskel på, hvem der i denne gruppe får gavn af teknologien.

Sidst, men ikke mindst, fremgår der ikke en finansiering af forslaget, som flere ordførere også tidligere har været inde på. Som ministeren også sagde, er der dog lavet en sundhedsaftale sidste år, hvor der er afsat 500 mio. kr. til udbredelsen af ny teknologi, og hvor sensorbaserede glukosemålere faktisk også er nævnt som en mulighed, der kan understøttes. Det kræver dog en nærmere dialog med aftaleparterne og også med KL og Danske Regioner, før de her penge kan udmøntes. Jeg vil dog på Venstres vegne sige, at vi er meget positive over for at kigge på, hvordan nogle af disse midler kan være med til at skubbe på med hensyn til brugen af sensorbaserede glukosemålere, også til type 2-diabetespatienter, og vi ser frem til den videre dialog med partierne bag aftalen og interessenterne på området.

Jeg er også helt enig med både forslagsstillerne og ministeren i, at vi skal kigge på, hvilke barrierer der er i forhold til den bedst mulige behandling og det bedst mulige samspil – eller måske nærmere det manglende samspil – og hvordan samspillet mellem kommuner og regioner kan gøres bedre, så vi får skabt de bedst mulige rammer for den her patientgruppe. Derfor ser jeg også rigtig meget frem til Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger til, hvordan vi kan gøre det her samspil bedre til gavn for patienterne, så vi ikke også risikerer den her meget store geografiske forskel i, hvor hurtigt patientgrupper får adgang til ny teknologi.

Konklusionen er altså, at vi ikke kommer til at stemme for forslaget. Men vi lover, at vi kommer til at arbejde videre i forhold til at få skabt løsninger, der kan være med til at opfylde intentionerne i det her forslag. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Monika Rubin, Moderaterne.

Mange tak. Som det så ofte er tilfældet med borgerforslag, er det her forslag også et resultat af, at en borger ønsker at gøre en forskel for sine medmennesker. En borger har fået den nødvendige hjælp til en daglig udfordring og har et ønske om, at alle i hendes situation får den samme hjælp, som i det her tilfælde er en sensorbaseret glukosemåler. Det har jeg den dybeste respekt for. Tak for det.

Diabetes er ikke blot en sygdom. Det er en daglig udfordring, der kræver opmærksomhed og konstant monitorering af blodsukkeret, som for nogle foregår via en sensorbaseret glukosemåler, men som for de fleste foregår på den gammeldags analoge måde med at stikke sig selv i fingeren med en lillebitte nål op til 12 gange om dagen. For det skal overvåges, altså blodsukkeret, meget ofte. Et stabilt blodsukker er nemlig altafgørende, hvis mennesker med diabetes skal undgå at udvikle alvorlige følgesygdomme som hjerte-kar-sygdomme, nyresvigt, blindhed og amputation.

Derfor er en sensorbaseret glukosemåler faktisk et ret genialt redskab, og det er ikke bare en smart enhed. Det er faktisk en livline for nogle mennesker og et redskab, der giver mennesker med insulinkrævende diabetes mulighed for at forstå deres krop bedre, for at tage kontrol over og overvåge sit helbred og for at leve et mere uafhængigt liv uden frygten for et ukontrolleret blodsukkerniveau. Man skulle derfor næsten tro, at sådan en glukosemåler er det første, man får udleveret, når man får en diabetesdiagnose, men sådan er virkeligheden desværre ikke.

For kommunerne, der bevilger glukosemålerne, prioriterer forskelligt, så der er langt større chance for at få en sensorbaseret glukosemåler, hvis man bor i Brøndby, end hvis man bor i Albertslund, medmindre man selvfølgelig af egen lomme betaler cirka 10.000 kr., som sådan en koster. Det er der en del mennesker der kalder for kommunelotteri, og det kan altså ikke have sin rimelighed i et velfærdssystem som vores, hvor der faktisk burde være ens behandling for alle.

Når Sundhedsstrukturkommissionen i løbet af foråret kommer med sine anbefalinger til det fremtidige sundhedsvæsen, ser jeg især frem til, at anbefalingerne kigger på den geografiske ulighed i sundhed, herunder særlig når det gælder forebyggelsesindsatsen. For det er bl.a. forebyggelse, der er nøgleordet, hvis vi skal løse de udfordringer, som vi har i dag i vores sundhedsvæsen. Ved at prioritere forebyggelse højere får vi mere raske borgere, mindre fortravlet personale, og vi frigør formentlig endda midler, der kan bruges andre steder i vores sundhedsvæsen eller i samfundet som helhed. Og det er det, jeg på godt gammelt dansk kalder en vind-vind-situation.

Moderaterne har stor sympati for borgerforslaget, og som læge forstår jeg virkelig vigtigheden af, både på det personlige plan og på det samfundsmæssige plan, at diabetespatienter får en sensorbaseret glukosemåler. Men vi er også nødt til at anerkende, at midlerne skal følge med ønskerne, og forslaget her indeholder desværre ikke en beskrivelse af finansieringen. Moderaterne kan derfor ikke støtte borgerforslaget, som det foreligger her. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Næste ordfører på talerstolen er fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og tak til forslagsstillerne for at fremsætte det her borgerforslag. Jeg vil også sige tak til industrien, som er så ufattelig aktiv med hensyn til velfærdsteknologi. De spiller en virkelig vigtig rolle i rigtig mange patienters liv, og det er en vigtig udvikling, for vi vil egentlig helst klare os selv, og den enkelte patient er altså en vigtig ressource her.

Type 1-diabetes er en alvorlig kronisk sygdom. Der findes ingen helbredelse, men mange patienter har oplevet de meget alvorlige følgevirkninger, når det har været svært at regulere insulinen. Jeg fulgte selv en familie, hvor forældrene hver anden time i flere år og også om natten måtte stikke i deres lille datters finger for at måle et ustabilt blodsukker, fordi alternativet kunne være alvorlige følgevirkninger af for lidt eller for meget insulin. Sådan har virkeligheden nemlig set ud, også for børn.

Med en sensorbaseret glukosemåler kan patienter slippe for at stikke sig i fingrene. Uanset om patienten er på indkøb, sidder i toget, er på arbejde eller i skole, kan en sensorbaseret glukosemåler konstant aflæses og give patienterne den vigtige viden om blodsukkeret. Jeg var derfor utrolig glad for den aftale, vi fik lavet, om, at børn med diabetes kunne få en sensorbaseret glukosemåler, og det giver ingen mening, at den form for teknologi ikke skal komme alle andre diabetikere til gavn, for der er både en samfundsøkonomisk og en menneskelig gevinst ved at udbrede teknologiske løsninger, som kan forebygge alvorlig og dyr sygdom og derved også frigøre ressourcer til sundhedsvæsenet.

Det var derfor også et tema for SF, da vi sad i sundhedsforhandlingerne sidste år, hvor nærsygehuse var på dagsordenen, for det næreste sundhedsvæsen er og bliver altså det, hvor patienten kan behandles hjemmefra og i videst mulig udstrækning selv kan klare det. Derfor er jeg også begejstret for ny teknologi, som kan overvåge kol-patienter i hjemmet, så de undgår alvorlige forværringer, som kræver indlæggelser, og i stedet kan få hjælp til at skrue lidt op for ilten, før noget går rigtig galt, og jeg er begejstret for, at alvorligt syge nyrepatienter med behov for dialyse i højere grad kan klare dialysen derhjemme, så de slipper for at skulle på sygehuset flere gange om ugen, hvis vi altså bruger teknologien.

Vi afsatte, som ministeren også nævner, en halv milliard til velfærdsteknologi i aftalen sidste år. Det er godt, men det går for langsomt. Jeg synes stadig væk, det er vigtigt at investere klogt i hjælp til selvhjælp i et sundhedsvæsen, som er presset på ressourcer. Derfor vil jeg også bede sundhedsministeren om at redegøre for, i hvilket omfang vi kan sikre, at insulinkrævende diabetikere, som skal måle blodsukker dagligt, med fordel kan få tildelt den her sensorbaserede måler. Det mener vi nemlig stadig væk er sund fornuft. Vi har afsat nogle af pengene. Måske mangler der nogle, men der er altså stadig væk handlinger, der kan gøre en reel forskel, så det bliver et spørgsmål, vi kommer til at tage op i den videre udvalgsbehandling. Mon ikke nogle af de penge, vi aftalte sidste år, kan være med til og rækker til at løse en del af de elementer, der ligger i det her borgerforslag? Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra fru Monika Rubin, Moderaterne.

Mange tak for talen. Jeg er fuldstændig enig i, at vi skal blive langt bedre til at implementere teknologi i sundhedsvæsenet. I forhold til det konkrete forslag her vil jeg blot høre, om SF har et forslag til, hvor finansieringen skulle komme fra. For det koster jo, tror jeg, ca. 300 mio. kr. om året. Så hvis ordføreren vil uddybe det, tak.

Ordføreren.

Altså, jeg synes stadig væk, at der er behov for også at få afdækket, præcis hvad det er for nogle patientgrupper, der først og fremmest skal have det her tilbud. Jeg er sikker på, at patienter, som skal stikke sig selv i fingrene, kan være hjulpet af at have en sensor, som gør, at man hele tiden kan holde øje med insulinniveauet i tide, og før noget går galt. Og så afsatte vi altså 0,5 mia. kr. til velfærdsteknologi i sundhedsaftalen sidste år, som faktisk er målrettet bl.a. den her form for teknologi. I den sidste ende kommer vi jo også til at spare nogle sundhedsressourcer, hvis vi bruger pengene klogt og bruger den nye teknologi der, hvor der er behov for det.

Spørgeren.

Tak, men så vidt jeg har forstået, er det 0,5 mia. kr. hen over 6 år, ikke? Men det her koster ca. 300 mio. kr. pr. år. Så det er derfor, jeg spørger, om SF måske har en idé til finansieringsforslag til, hvordan det her kunne udmøntes, simpelt hen. Tak.

Ordføreren.

Som jeg også sagde i min tale, tror jeg, vi kommer til at bede sundhedsministeren om at redegøre for, hvordan vi kan bruge de her penge på en fornuftig måde. Jeg har ikke set, at vi har afsat 0,5 mia. kr. over 6 år. Men vi tog dem faktisk fra et anlægsbudget. For det er jo en investering i velfærdsteknologi, som skal til, hvis man skal kunne tage det i anvendelse. Så lad os prøve at se på, hvad der er muligt. Under alle omstændigheder sparer det samfundet ressourcer, og man sparer altså også de her priktest. Det skal man lige huske, når man laver de her regnestykker.

Der er ikke flere spørgsmål. Vi siger tak til ordføreren. Og så er det hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Tak for det. Med det her borgerforslag foreslås det, at personer med insulinkrævende diabetes skal sikres ret til at få tildelt en sensorbaseret glukosemåler. Det er en sundhedsteknologi, som kan måle blodsukkeret præcist og bekvemt uden et prik, men i stedet ved en lille chip placeret på overarmen. I dag bevilges målerne som behandlingsredskab i regionerne og som et hjælpemiddel i kommunerne. Det foreslås i forslaget, at den sensorbaserede glukosemåler bevilges som behandlingsredskab gennem regionerne, og at der afsættes midler til at sikre, at regionerne kan løfte den økonomiske opgave. Forslaget understøtter på den måde også anbefalingen fra regionernes Behandlingsråd, som anbefaler, at alle voksne med type 1-diabetes tilbydes en sensorbaseret glukosemåler. Men samtidig udvider forslaget også anbefalingen, så type 2-diabetikere også får mulighed for at få tildelt en måler.

Danmarksdemokraterne støtter forslaget, både fordi det er fornuftigt i et samfundsøkonomisk perspektiv, da det vil kunne forebygge indlæggelser og følgesygdomme, hvis flere mennesker med insulinkrævende diabetes får adgang til teknologien, og fordi flere borgere med diabetes vil opleve tryghed og bedre livskvalitet, fordi de ikke skal prikke sig selv i fingeren for at måle blodsukkeret flere gange i døgnet, men nemt kan monitorere deres blodsukker med data fra sensoren. Og det er vigtigt, fordi for højt eller for lavt blodsukker medfører en betydelig sundhedsrisiko for mennesker med diabetes.

Alligevel er der i dag stor forskel på, hvor mange der får bevilget glukosemåleren, afhængigt af hvad for en kommune man tilfældigvis er bosat i, og det er åbenlyst forkert, hvad også flere ordførere allerede har nævnt her i dag. Derfor bør opgaven også flyttes fra kommunerne til regionerne, så det kan sikres, at behandlingen er ens over hele landet. Danmarksdemokraterne ønsker et opgør med postnummerlotteriet i sundhedsvæsenet, så adressen på din bopæl ikke er afgørende for kvaliteten af den offentlige velfærd.

Lige præcis på det her område har vi af den grund også inkluderet forslaget om glukosemålere i vores eget finanslovsforslag. I et svar til Danmarksdemokraterne på et udvalgsspørgsmål anslås det, at det vil koste omkring 150 mio. kr. årligt at sikre alle med insulinkrævende diabetes en sensorbaseret glukosemåler. Jeg tror – i forhold til de 300 mio. kr., der er blevet nævnt et par gange – at de 300 mio. kr. også omfatter dem, der i forvejen har en. Det her handler så om, at man skal have dem, der ikke har i dag, med. Så på den måde har vi finansieret det i finanslovsforslaget. Som det også er nævnt, er det jo faktisk allerede i nogle af regionerne prioriteret at sætte penge af i 2024, så på den led skulle der i hvert fald samlet set være rigeligt med midler til at få det her gjort.

Derfor håber jeg, at vi kan samle et flertal, og jeg håber sådan set også, at vi i forbindelse med udvalgsarbejdet kan arbejde på at skærpe det forslag, der ligger, så vi målrettet også tager højde for den udvikling, der har været i regionernes tilgang og i de behov, der er, så vi kan sikre, at vi hurtigst muligt får det her sat i gang til gavn og glæde for de mennesker med diabetes, som har brug for de her sensorer. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det fru Louise Brown fra Liberal Alliance. Velkommen.

Tak for det. Diabetes kan ramme alle, og bare i Danmark er der mindst 350.000 danskere, der lever med sygdommen. Ifølge Diabetesforeningen vil der i 2030 være langt over 450.000 danskere, der har sygdommen. Der bliver altså flere og flere. Det bliver vi naturligvis nødt til at tage alvorligt, for det kan være en invaliderende sygdom, hvis ikke den bliver behandlet korrekt. Det viser sig også, at der ret stor forskel på, hvilken behandling man får tilbudt, alt efter hvor i landet man bor, og den går jo altså ikke. Det skal vi have taget hånd om.

Nu er jeg jo ikke læge, men jeg har naturligvis læst op på tingene, og der er de her to varianter af diabetes: Type 1-diabetes er ifølge Diabetesforeningen en kronisk autoimmun sygdom, som skal behandles med insulin, da kroppen ikke selv kan producere det. Det anslås, at ca. 35.000 mennesker lever med type 1-diabetes. Så er der type 2-diabetes. Type 2-diabetes er den mest udbredte type af diabetes, og Diabetesforeningen anslår, at der er 333.000 danskere med denne type diabetes. Og det er altså dem, der kommer flere og flere af. Type 2-diabetes skal ifølge Diabetesforeningen behandles med fornuftig kost – altså med fokus på motion, kost og medicin.

Men når nu der er forskel på de her to typer, kan jeg altså godt blive en smule loren ved bare at skære dem alle sammen over en kam. Jeg kender selv en gut, der har lært sin sygdom så godt at kende, at han i dag lever uden den insulin, som han tidligere har benyttet. Han har sluppet insulinen netop ved at lægge sin kost om, og det er også noget af det, som Diabetesforeningen selv peger på som en del af behandlingen. Derfor kan jeg godt blive skeptisk ved blot at give de her sensorbaserede glukosemålere til alle med type 2-diabetes, som så også har den her insulinkrævende diabetes. Og det handler sådan set ikke om, at jeg ikke under de her mennesker det apparat. Jeg mener også bare, det er vigtigt, at andre metoder er afprøvet inden, f.eks. netop kostomlægning og ændrede motionsvaner, fordi vi jo ved, det gør en forskel i mange tilfælde. Og her er det jo behandleren, som ministeren også nævnte i sin tale, der skal på banen, og derfor er det vigtigt, at behandlingen er ens, uanset hvor i landet man bor. Og det er her, jeg mener vi bør sætte ind i første omgang. Tak for ordet.

Der er en enkelt, der har ønsket en kort bemærkning. Fru Kirsten Normann Andersen, værsgo.

Tak. Jeg blev bare i tvivl om, hvad ordføreren mener, når hun taler om, at de her målere ikke skal bruges til patienter, som måske kunne have større gavn af en anden type behandling. Altså, vi er enige om, at sensorerne først og fremmest måler blodsukker, og at man skal blive ved med at måle blodsukker, hvis man stadig væk har et ustabilt blodsukker – også selv om man er gået i gang med en anden slags behandling og måske også slipper for insulin. Så sensoren kan forebygge, at man alternativt skal stikke sig i fingeren hele tiden.

Ordføreren.

Altså, der skal naturligvis måles blodsukker, men jeg har fået opfattelsen af, at man rent faktisk kan undgå at skulle det så meget, hvis man får styr på sin diabetes i en grad, hvor man ikke nødvendigvis behøver insulin på samme måde, som man gør, hvis man f.eks. har type 1-diabetes.

Jeg har heller ikke lagt mig fast på, om jeg er direkte for eller imod det her forslag, for jeg synes, det er vigtigt, at jeg bliver klogere, og at vi bliver klogere i udvalget. Og der er jo fokus på det, som vi også har hørt. Jeg har også medvirket i nogle debatter hos Diabetesforeningen, hvor vi er blevet fortalt, at regionerne med forskellig hastighed er blevet opmærksomme på det her.

Så jeg vil egentlig bare gerne lære lidt mere og lytte til, hvad Diabetesforeningen siger. Men jeg synes også, det er vigtigt, at vi ikke bare siger, at alle har krav på og ret til alting, hvis der findes andre muligheder.

Spørgeren.

Det er også blot for forståelsens skyld, for ret beset findes der jo også pumper, der kan dosere insulin, hvis man har behov for det. Men her taler vi om måling, altså den vigtige måling, som kan være forskellen på, om man får insulinchok eller ej, og vi taler om, at man hele tiden passer på sit blodsukker, uanset hvor man er henne, og uanset hvilken slags behandling man får, og at man kan slippe for at skulle stikke sig selv i fingeren med et eller andet interval igen og igen og altså kan nøjes med at bruge en telefon til at måle sit blodsukker, og det kan man gøre på 10 sekunder. Så det er blot for at høre, om vi taler om det samme.

Ordføreren.

Det gør vi så nu, eftersom du har præciseret det for mig. Og som jeg siger, er jeg stadig villig til at lytte til, hvad der ellers kommer af bemærkninger og læringer min vej.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Så er det hr. Niels Flemming Hansen fra Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Mange tak for det, hr. formand. Ja, den skarpe seer vil jo bemærke, at jeg ikke er Per Larsen, som normalt er ordfører på sundhedsområdet; der er både noget med hårfarven og, kan jeg sige, også vægten. Mit navn er Niels Flemming Hansen, og jeg har type 1-diabetes. Vi i Det Konservative Folkeparti synes, at det er et rigtig godt forslag, vi her behandler. Det er indiskutabelt, at en velreguleret diabetes er overordentlig vigtig. Det er det først og fremmest for den enkelte diabetiker, og det er det også i forhold til at forebygge følgesygdomme, som drejer sig om nervesystemet, nyresygdomme, blindhed og hjerte-kar-sygdomme, og dertil kan nogle patienter med diabetes udvikle alvorlige fodsår og reduceret blodomløb, som i værste tilfælde kan føre til amputation af tæer, fødder og ben.

Dansk Endokrinologisk Selskab anbefaler klart, at alle med type 1-diabetes og nogle typer af diabetes 2, der samtidig har behov for langtidsvirkende insulin og måltidsinsulin, tilbydes sensorbaserede glukosemålere. Og hvad er så en sensorbaseret glukosemåler? Jo, det er en lille chip, der for mit vedkommende sidder oppe på min ene skulder. Og jeg også sige, at hver 14. dag ryger den over på den anden skulder, for det er nemlig så tit, man skifter den. Den gør, at jeg kan tage min mobiltelefon og konstant se, hvad mit blodsukker ligger på. Og jeg kan sige, at på nuværende tidspunkt ligger det på 6,8. Det betyder også, at jeg ikke skal gå og frygte at falde om af lavt blodsukker, og jeg skal heller ikke gå og frygte længere at have for højt blodsukker, som kan medføre endog meget alvorlige sygdomme.

Det er sådan, at når jeg lægger mig til at sove i min lejlighed ovre i Tordenskjoldsgade om aftenen, har jeg, fordi jeg er alene i den lejlighed, en sikkerhed for, at jeg bliver vækket, hvis jeg får lavt blodsukker. Det betyder, at jeg ikke kan risikere at gå hen og dø af det, for jeg bliver vækket om natten og kan gå ud og tage min insulin, hvis det er for højt, eller jeg kan gå ud i køleskabet og tage et glas af den Coca-Cola med sukker, som konstant ligger derude. Det har altså gjort min sygdom markant lettere og markant bedre. Heldigvis har nogle regioner prioriteret sensorbaserede glukosemålere til alle type 1-diabetikere. Jeg ved ikke, om jeg er mest glad eller decideret taknemlig for at bo i Region Syddanmark i den forbindelse. Jeg ved, at de resterende regioner arbejder på at komme med, men ikke har kunnet finde pengene i budgettet. Det er skidt, og vi Konservative kan kun opfordre regeringen til at prioritere området, så alle i Danmark kan få det samme tilbud.

Vi synes også, at type 2-diabetikere, som har et ønske om det, og som samtidig har behov for langtidsvirkende insulin og måltidsinsulin, tilbydes en sensorbaseret glukosemåler som anbefalet af Dansk Endokrinologisk Selskab. Det bør regeringen prioritere i forhandlingerne i våret med regionerne, så de kan sikre lighed i sundhed, og så der ikke er de store forskelle i tilbuddet, hvor man bor. Samtidig er det vigtigt at sige, at det jo ikke kun er for den enkelte diabetiker, at det her er væsentligt. Jeg kan hjemme fra mig selv af sige, at for min hustru og mine børn er det også vigtigt, fordi de jo dermed har en sikkerhed for, at jeg har det o.k.

Desværre kan vi ikke støtte forslaget i sin nuværende form, men som sagt opfordrer vi regeringen til at træde i karakter og eventuelt indkalde til forhandlinger på området så hurtigt som muligt. Tak for ordet.

Tak. Der er indtil videre en enkelt kort bemærkning, og det er fra hr. Flemming Møller Mortensen. Værsgo.

Mange tak til ordføreren. Jeg har jo selv påpeget væsentligheden af det her emne. Jeg synes bare, at ordføreren farer lidt hårdt frem ved at sige, at regeringspartierne bør træde i karakter, og at de bør gøre noget. Ordføreren siger også, at han opfordrer regeringen til at prioritere området. Så er mit spørgsmål blot: Har Det Konservative Folkeparti i sit finanslovsforslag for 2024 prioriteret det her område med de nødvendige midler?

Ordføreren.

Det har vi desværre ikke, men det ville vi gerne, og derfor opfordrer vi regeringen til at indkalde til forhandlinger.

Spørgeren.

Det får bare tingene til at klinge en lillebitte smule hult. Det Konservative Folkeparti har ligesom Socialdemokratiet vidst, at det her borgerforslag skulle komme til behandling nu. Jeg synes blot, at det er at stå og sige ét og så gøre det stik modsatte. Men jeg kan garantere, at vi fra socialdemokratisk side prioriterer det her område. Det synes jeg så bare ikke Det Konservative Folkeparti har vist at man gør.

Ordføreren.

Jeg erkender, at det har vi ikke, og det er vi også kede af, kan jeg sige. Men jeg må bare erkende, at når vi som her har at gøre med et emne, som berører mig personligt, så bliver det meget, meget væsentligt for mig.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så er det fru Runa Friis Hansen fra Enhedslisten. Velkommen.

Det er faktisk ikke helt fair at skulle kunne udtale sensorbaseret glukosemåler på sin første dag. Så hvis jeg ikke kan det undervejs, må I tilgive mig.

Enhedslisten støtter dette borgerforslag om, at personer med insulinkrævende diabetes skal have ret til at få tildelt en sensorbaseret glukosemåler. Tak til borgerforslagsstillerne. Det burde jo egentlig ikke være nødvendigt at skulle lave et borgerforslag om at få en behandling, der er behov for, men tak for at råbe os op. Vi stemmer for, fordi der er evidens for, at sensorbaserede glukosemålere er virksomme og til gavn for mennesker med diabetes. Det giver bedre regulering af blodsukkeret og mindre risiko for følgesygdomme. Det giver også en større frihed for mennesker med diabetes.

Vi vil meget gerne gøre op med ulighed i adgangen til den teknologi, der er i dag. Enhedslisten er meget optaget af at mindske ulighed i sundhed, også den geografiske, og her har vi jo netop muligheden for det. Så vi støtter det. Når det så er sagt, bør det ikke være et borgerforslag, der skal til for at afgøre, hvilken ny medicin, teknologi eller behandlingsform der gives i vores offentlige sundhedsvæsen. Det skal ikke være sådan, at patientgrupper skal skaffe 50.000 underskrifter for at få behandling, de har gavn af.

Som jeg sagde indledningsvis, støtter Enhedslisten dette borgerforslag. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Så er det hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre. Velkommen.

Tak for ordet, formand. Tillykke til forslagsstillerne. Det er jo stadig en bedrift at engagere over 50.000 borgere til at skrive under på et borgerforslag.

Diabetes er en alvorlig kronisk sygdom, der kan give en lang række følgesygdomme. Når man lider af insulinkrævende diabetes, er det nødvendigt løbende at overvåge sit blodsukker, så man kan regulere det. Her er det klart, at det er nemmere og sikrere for den enkelte, hvis det sker automatisk, i stedet for at man flere gange dagligt skal prikke sig i fingeren og lave en blodmåling. Man skal også huske, at hvis man ikke får reguleret sit blodsukker korrekt, er der risiko for endog alvorlige følgevirkninger. Det belaster naturligvis den enkelte borger. Og i disse tider, hvor vi taler så meget om prioriteringer i sundhedsvæsenet, er det oplagt at se på, hvordan vi kan sikre bedre behandling og dermed også forebygge indlæggelser. Det er noget, vi alle sammen vinder på.

Som allerede nævnt af flere har regionernes Behandlingsråd besluttet, at man skal tilbyde sensorbaserede glukosemålere til borgere med type 1-diabetes i alle landets regioner – også selv om der som nævnt er lidt variation, i forhold til hvor hurtigt man ruller det ud. Det samme gælder dog ikke personer med insulinkrævende type 2-diabetes. Derfor ser vi også i dag en skævhed, i forhold til hvilke borgere med type 2-diabetes der får tilbudt en glukosemåler. Det skaber en ulighed i sundhed, hvor det er ens postnummer, der afgør de sundhedsydelser, man har adgang til. Det er selvfølgelig ikke rimeligt, og derfor har jeg også fuld forståelse for borgerforslaget her.

Ministeren har allerede nævnt, at der i sidste års sundhedsaftale blev sat en pulje af på en halv milliard, der skal bruges til it, teknologi og udstyr til bl.a. at understøtte hjemmebehandling. Det lyder som et oplagt match mellem formål og teknologi, og det kunne måske være en mulig finansieringskilde, hvis man vil gå i den retning.

Jeg har dog en principiel indvending, jeg gerne vil have afklaret. Der er ingen tvivl om den lægefaglige anbefaling fra Dansk Endokrinologisk Selskab. Fordelen for den enkelte borger er tydelig, og der eksisterer en ulighed i sundhed. Men der findes mange andre sygdomsområder og patientgrupper, der har de samme udfordringer. Jeg kan hurtigt komme i tanke om personer, der lider af kronisk hovedpine, eller personer med tvangsoverspisning. Vi har fået belyst, at det lidt mere afgrænsede forslag – nu, hvor vi tilbyder målere til type 1-diabetikere – koster i omegnen af 125 mio. kr. årligt. Det er stadig væk rigtig mange penge, og vi har vel en forpligtelse til at prioritere dem bedst muligt herindefra?

Derfor vil jeg spørge ministeren, om ikke vi kunne få regionernes Behandlingsråd til at se på det her forslag og komme med deres faglige anbefaling for denne patientgruppe. Det mener jeg vil være den mest rimelige proces. Tak for ordet.

Der er ingen bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så er det hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti. Velkommen.

Tak for ordet. Og tak til initiativtagerne for det her glimrende borgerforslag. Jeg er selv type 1-diabetiker, og det betyder, at jeg flere gange dagligt skal finde udstyret frem og prikke hul i fingeren og måle mit blodsukker. Det er ekstremt vigtigt at få gjort, for hvis ens blodsukker enten er for højt eller for lavt, kan man få det dårligt og i sidste ende risikere at besvime ved lavt blodsukker. På den længere bane er konsekvenserne af ikke at få reguleret sit blodsukker ordentligt mere skræmmende. Det kan føre til hjerte-kar-sygdomme og nyresygdomme.

Nu findes der så teknologi, der gør det lettere for diabetikere at teste og dermed regulere blodsukkeret, nemlig de såkaldte sensorbaserede glukosemålere. De fungerer således, at en sensor placeres på overarmen, og så kan man, som Niels Flemming Hansen også viste, køre sin smartphone hen over sensoren for at få aflæst sine værdier. Det gør det uendelig meget lettere at teste og regulere sit blodsukker, og derfor mener vi i Dansk Folkeparti, at alle, der har behovet, selvfølgelig også skal have en sensorbaseret glukosemåler.

Udgiften vil ikke være voldsom stor, og man vil samtidig se besparelser andre steder i systemet, fordi man vil se bedre regulering af blodsukkeret. Det vil derfor også mindske folks risiko for følgesygdomme for diabetikere med behov for insulin. Derfor er det også glædeligt, at alle fem regioner – godt nok i forskelligt tempo – vil implementere Behandlingsrådets anbefaling, som sikrer, at alle voksne med type 1-diabetes får adgang til sensorbaserede glukosemålere. Derfor er en stor del af ønsket i borgerforslaget sådan set også gået i opfyldelse. Type 1-diabetikere får alle adgang til sensorbaserede glukosemålere.

Men der er stadig en gruppe, som har behovet, men som ikke er sikret adgang til sensorbaserede glukosemålere, nemlig gruppen af type 2-diabetikere, der tager insulin flere gange dagligt, og det er en gruppe på omkring 14.200 personer ifølge Diabetesforeningen. Diabeteslæger anbefaler, at også den her gruppe får ret til sensorteknologien, og det vil ifølge foreningen koste 125 mio. kr. årligt at sikre, at denne gruppe også får sensorbaserede glukosemålere. Samtidig vil kommunerne kunne spare i omegnen af 51 mio. kr. årligt i udgifter til testmateriale.

Det er altså den her gruppe på 14.200 personer, som det her beslutningsforslag reelt vil få betydning for, og i Dansk Folkeparti støtter vi varmt op om, at også denne gruppe får ret til sensorbaserede glukosemålere. Regeringen har afsat 500 mio. kr. til digitale sundhedsløsninger, som kan hjælpe borgere i hverdagen, og her kunne pengene jo passende findes. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Så er det fru Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen fra Alternativet. Velkommen.

Tak for ordet, formand. I Alternativet støtter vi også borgerforslaget. Vi ønsker, at borgere med diabetes skal have den bedste behandling, vi overhovedet kan tilbyde. Derfor er det også en god idé, at patienter med insulinkrævende diabetes skal sikres ret til at få tildelt en sensorbaseret glukosemåler. I mange regioner er det allerede muligt, men vi ønsker at skabe en større lighed i sundhed, som også skal gælde rent geografisk, for at sikre, at alle har samme muligheder.

Tiltaget vil lette borgere og deres pårørende betydeligt og sikre tryghed, og desuden vil et stabilt blodsukker mindske risikoen for alvorlige følgesygdomme. Det er en forebyggelseslogik, som vi i Alternativet støtter kraftigt op om. Dermed er der også gode argumenter for at støtte forslaget, både af økonomiske årsager, men også sociale årsager, som på sigt vil sikre meget mere forebyggelse og en bedre investering i vores borgeres sundhed. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Så er det hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige.

Det er et godt forslag, og vi kommer ikke til at støtte det, og hvorfor gør vi ikke det? Jamen det er jo økonomien. Vi skal jo lige have kigget på pengene i det her. Intentionen kan vi sagtens bakke op om. Glukosemålere øger livsværdi, de øger sikkerheden for, at man bliver behandlet i tide, og listen kan laves længere og længere. Der er jo ikke grænser for, hvor positivt man kan sige det. Så er der ulempen, og det er jo, hvad det så koster. I Nordjylland har vi bare lært, at vi hele tiden skal huske lige at spørge, hvad det koster. I sidste ende skal vi huske, at vi politikere har en pose penge, og at når vi bruger penge ét sted, er der nok et andet sted, vi skal finde dem. Jeg ser ikke så gerne, at vi finder dem endnu dybere i borgernes lommer, så der skal jo nogle prioriteringer til.

Jeg er dog bekræftet i, at vi nærmest er enige i Folketinget om, at det er en god idé, og jeg kan mærke, at Socialdemokraterne sidder helt spændt som en fjeder for at få lov at spørge, om vi har taget det med til finanslovsforhandling. Det ved jeg ikke. Sidste år var jeg til finanslovsforhandling, og der gad I ikke lige at ringe og sige, om jeg var ude eller inde efterfølgende. Men hvis I ringer, skal jeg da nok komme med et indspark til det.

Vi skal bare huske som politikere, at vi på den ene side siger, at det her er en rigtig god idé, og at der er noget økonomi i det, og på den anden side er vi alle sammen ude i pressen og sige, at Wegovy er noget frygteligt noget. Men der bliver jeg bare nødt til at sige, at det også er en rigtig god medicin, hvis den bliver taget til de rigtige ting, i de rigtige mængder og for de rigtige patienter. Det bliver det næste beslutningsforslag, vi får, hvis ikke vi gør det her på den gode måde med det, vi siger til de dygtige mennesker, der har skrevet beslutningsforslaget.

Intentionen er god. Jeg køber næsten alle argumenterne, men i Nye Borgerlige vil vi gerne lige se, hvor pengene skal komme fra, og hvad der skal prioriteres væk, når vi får det samlede regnestykke. For der er selvfølgelig også samfundsmæssig økonomi i, at mennesker har velbehandlet diabetes, både i gruppe A og gruppe B. Tak for ordet.

Vi takker ordføreren. Så er det hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne. Velkommen.

Tak. Jeg bliver simpelt hen nødt til at hjælpe min wingman og min gamle partikollega Kim Edberg Andersen. Grunden til, at du ikke var til finanslovsforhandlinger sidste år, var, at det var mig, der var det. Så det er forklaringen på det. Der kan jeg så sige, at jeg dér på vegne af NB faktisk havde et forslag med på 3. mia. kr. til en øget årlig bevilling til sundhedsvæsenet. Det kan jo finansiere det her i lang tid. Som sagt havde vi fundet 6 mia. kr., hvor 3 mia. kr. blev brugt på skattelettelser, og 3. mia. kr. blev givet til sundhedsvæsenet. Så der var en forøgelse og en fast årlig forøgelse på 3. mia. kr. til sundhedsvæsenet.

Jeg brugte lige tiden på at kigge lidt på de her borgerforslag. Nu kigger jeg på formanden, og jeg håber, at man tager præcis det her op og får ændret det i forhold til borgerforslagene, så man f.eks. giver en vejledning, for der er ikke en vejledning derinde, hvor der står, at folk skal huske at have finansiering med på forslagene. Ellers skal man i forhold til de her borgerforslag måske lige gøre folk opmærksomme på, atalle partierne afviser dem. Som jeg også sagde ved sidste forslag, kan vi også tage en eller anden principbeslutning om, hvordan vi adresserer det. Jeg synes, det er ærgerligt, at man lige nu bare pr. automatik afviser borgerforslag, hver gang det handler om noget med økonomi. Jeg synes godt, vi kan gøre det bedre. Når vi nu har valgt at modtage borgerforslag, kan vi godt kvalificere dem en anelse mere, end hvad vi gør her.

Jeg synes, at hensigten bag borgerforslaget om at sikre de her personer er fornuftig. Jeg synes, det er godt. Man har i det her borgerforslag endda gjort sig den ulejlighed at prøve at finde ud af, hvad det koster. Men det er rigtigt, at der ikke står noget om finansiering, altså hvordan det er finansieret. Man kan sige, at vi jo har et gevaldigt økonomisk råderum. Så måske skulle vi bare komme en opfordring til, at man som finansiering bare kunne skrive det økonomiske råderum. Så kan politikerne jo ikke sige, at der ikke er finansiering med. Så kan man så være enig eller uenig i finansieringen i forhold til det.

Selve forslaget synes jeg er godt. Det er noget, der hjælper rigtig mange mennesker. Man kan jo stille sig selv det spørgsmål, om en af de strukturelle ændringer, som måske vil være god for Danmark, handler om at kigge på regionerne og regionernes opbygning. Altså, når nogle regioner vælger at bruge det her, mens andre ikke gør, så er det måske tid til, når vi er så lille et land, som vi er, at se på, om vi skal have en anden struktur i vores sundhedsvæsen end en, hvor det alt sammen skal være baseret på regioner, som også har store problemer med at tale sammen med hensyn til deres computersystemer og alt muligt andet.

Jeg synes, der er ved at være så mange eksempler på, at der er ting, der falder imellem stolene på grund af den måde, regionerne arbejder på, og det er administrativt dyrt. Så jeg vil håbe, at den her regering, når man nu laver sådan en sundhedsreform, også har modet til at kigge på regionerne og på deres struktur. Det sker nok ikke, men derfor kan jeg da godt anbefale, at man skal gøre det. Tak.

Tak. Der er så et enkelt spørgsmål, og det er fint. Det er til hr. Kim Edberg Andersen. Værsgo.

Jamen det er bare, fordi jeg ved, at tingene gik stærkt i Nye Borgerlige en overgang. Men jeg bliver bare lige nødt til at korrigere ordføreren. Ordføreren var finansordfører for Nye Borgerlige under 2022-finansloven. Den, jeg var ovre til, var den meget forsinkede fra 2023, der faldt der i juni måned, og der var ordføreren ikke længere medlem af Nye Borgerlige. Derfor ved jeg det; for ellers ville sådan en ung mand og uerfarent folketingsmedlem aldrig nogen sinde blive inviteret over til finansministeren og diskutere det. Jeg er klar over, at det naturligvis ville være hr. Lars Boje Mathiesen. Det var bare for lige at replicere på tidsrammen i det.

Ordføreren.

Det er jo fuldstændig korrekt, og det er også derfor, jeg reagerede, da ordføreren sagde »sidste år«. Det var ikke sidste år, for det var jo i år, man var ovre at forhandle den finanslov. Så derfor er det, jeg siger, korrekt. Hvis han havde sagt, at det var den sidste finanslov, så havde »ordfører« været korrekt, men det gjorde han ikke, for ordføreren sagde »sidste år«, og der var det jo altså faktisk mig, der stod der.

Spørgeren.

Det skal naturligvis korrigeres, for ordføreren har fuldstændig ret i, at det var sidste år og ikke den for i år, som faldt i år. Så det har ordføreren ret i. Så er vi enige. Men jeg står nu ved, at de glemte at fortælle, om jeg var ude eller inde eller de ville invitere mig igen.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Hr. Kim Edberg Andersen har jo arbejdet sammen med mig længe, og man ved jo, at Lars Boje har ret.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen slut.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse mod dette, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.