Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 12:

Forslag til folketingsbeslutning om legalisering af aktiv dødshjælp (borgerforslag).

Af Leif Lahn Jensen (S), Lars Christian Lilleholt (V), Henrik Frandsen (M), Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Peter Skaarup (DD), Ole Birk Olesen (LA), Mai Mercado (KF), Peder Hvelplund (EL), Martin Lidegaard (RV), Mette Thiesen (DF), Helene Liliendahl Brydensholt (ALT), Kim Edberg Andersen (NB) og Aaja Chemnitz (IA).

(Fremsættelse 05.10.2023).

Dette beslutningsforslag er udsprunget af et borgerforslag.

Forhandlingen er hermed åbnet. Og den første, der får ordet, er indenrigs- og sundhedsministeren. Velkommen.

Tak for det. Vi behandler her beslutningsforslag B 12 om at legalisere aktiv dødshjælp. Det er et beslutningsforslag, der er fremsat på baggrund af et borgerforslag, der har opnået minimum 50.000 underskrifter. Med forslaget ønskes det at legalisere aktiv dødshjælp, når særlige omstændigheder er til stede. De særlige omstændigheder er dog ikke nærmere beskrevet i forslaget.

Til gengæld understreger og skildrer forslaget helt centrale dilemmaer og overvejelser om, hvad en værdig død er. Jeg vil derfor også gerne starte med at takke forslagsstillerne. Jeg synes, at forslaget er et væsentligt og vigtigt bidrag til samfundsdebatten om, hvordan vi i højere grad kan sikre en mere værdig afslutning på livet for flere.

I forslaget henvises der bl.a. til DR-dokumentaren »På tirsdag skal jeg dø«. Dokumentaren følger den 54-årige Preben, som med støtte fra sin familie rejser til Belgien for at afslutte sit liv med lægefaglig hjælp. Preben var lam i kroppen som følge af en tragisk arbejdsulykke og ønskede ikke at leve mere. Det er på mange måder en gribende dokumentar, som man ikke kan undgå at blive berørt af, og som har været med til at sætte et vigtigt fokus på et dilemmafyldt emne, som mange måske har svært ved at tale om, men som det ikke desto mindre er rigtig vigtigt at vi taler om. Debatten om dødshjælp er fyldt med svære afvejninger, følelser og holdninger, men det er en debat, som det er vigtigt at tage af hensyn til det enkelte menneskes selvbestemmelse.

Vi synes også, det fortjener en større offentlig debat, som kan være med til naturligvis at skildre nogle af de forskellige poler, der er i diskussionen, men jo også alle de mange svære dilemmaer. Alle perspektiver og synspunkter er vigtige i en debat og en samtale om det her. Vi har ikke fra regeringens side lagt os fast på nogen konklusion på forhånd. Det er vigtigt for mig at understrege, for det er vigtigt, at vi giver tid og plads til en åben debat om, hvad en mere værdig død er.

I sidste måned afgav Det Etiske Råd sin udtalelse om dødshjælp. Det gjorde rådet på opfordring fra Folketingets Sundhedsudvalg på baggrund af borgerforslaget om aktiv dødshjælp, som vi behandler her i dag. Sundhedsudvalget bemærkede i den sammenhæng, at forslaget naturligt rejser en række etiske spørgsmål, og opfordrede på den baggrund Det Etiske Råd til at afgive en udtalelse, som kunne indgå som en del af grundlaget for Folketingets kommende drøftelser og stillingtagen til forslaget.

Her vil jeg gerne kvittere for, at Det Etiske Råd har lavet et meget grundigt stykke arbejde, hvor de med afsæt i to konkrete modeller fra Nederlandene og Oregon i USA forholder sig generelt til, om man bør lovliggøre dødshjælp i Danmark. Det Etiske Råd opstiller også en række centrale spørgsmål, som rådet netop påpeger og mener at man bør forholde sig til, hvis man vil udforme en model for dødshjælp. Det gælder f.eks. spørgsmålene om, hvilke patientgrupper der eventuelt ville skulle kunne tilbydes hjælp til at dø, og hvilken rolle sundhedsvæsenet i givet fald ville skulle spille. Det er nogle vigtige og væsentlige spørgsmål.

Derfor er udtalelsen fra Det Etiske Råd også et vigtigt bidrag til debatten og med til at kvalificere den offentlige debat om en mere værdig død. Rådets arbejde viser meget tydeligt, at spørgsmålet om dødshjælp er dilemmafyldt, men også, at det skal ses i sammenhæng med den måde, man konkret vælger at tilrettelægge den enkelte model for dødshjælp på.

Derfor har regeringen nedsat Udvalget for en mere værdig død. Det består af ti medlemmer, der har kompetencer inden for sundheds- og ældreområdet og på forskellig vis i deres hverdag beskæftiger sig med åndelige, filosofiske, sundhedsmæssige og sociale spørgsmål. Et af rådets medlemmer er Lars Lior Ramsgaard, som også er med til at stå bag det borgerforslag, som vi i dag behandler her i Folketingssalen. Og blandt de øvrige medlemmer finder man eksempelvis Janus Tarp, der er en modstander af at legalisere aktiv dødshjælp i Danmark og i øvrigt en meget flittig samfundsdebattør.

Udvalget består således af en lang række medlemmer, som både er fortalere for og modstandere af aktiv dødshjælp, og der er også en række af udvalgets medlemmer, som jeg personligt ikke ved hvor står i det spørgsmål, og det er helt afgørende – ikke, at man ikke ved, hvor de står, men at vi nu har nedsat et bredt sammensat udvalg, som også kan være med til at bidrage til en offentlig debat om emnet, hvor vi kommer godt omkring alle synspunkter. Udvalget skal inddrage danskernes forståelse af de forskellige måder, som livet kan afsluttes på, og dermed også bygge oven på udtalelsen fra Det Etiske Råd.

Udvalget skal afslutte sit arbejde med et refleksionsoplæg om danskernes forståelse af en værdig død ved de forskellige måder, som livet kan afsluttes på. Refleksionsoplægget skal være med til at understøtte og nuancere beslutningsgrundlaget for en dansk model for en mere værdig død i forlængelse af den tradition, som vi i Danmark har, for pleje og behandling af palliative patienter. Oplægget forventes at være færdigt i andet halvår af 2024, og jeg fornemmer i hvert fald på debatten, at ikke alle er enige i, at der er behov for at arbejde videre med den her dagsorden eller sågar behov for, at der nu også er nedsat et udvalg, som dykker videre ned i det og arbejder seriøst med emnet – bl.a. med udtalelser om, at konklusionen er draget på forhånd.

Lad mig derfor nu endnu en gang understrege, at vi ikke fra regeringens side har taget stilling til spørgsmålet på forhånd, og at vi ikke har draget nogen konklusion på forhånd. Vi synes, at spørgsmålet om dødshjælp skal starte med en samtale – en samtale, hvor vi naturligvis ikke skal drage nogle forhastede konklusioner, men omvendt er det her også for regeringen at se et for vigtigt emne til, at vi ikke beskæftiger os mere grundigt med det. Der er brug for mere samtale, mere debat – ikke mindre, ej heller politisk.

Derfor mener vi også fra regeringens side, at udvalget er nødvendigt og vigtigt. Udvalget skal ikke bruges til at legitimere noget som helst, men det skal netop bidrage til en åben og fordomsfri samfundsdebat om et spørgsmål, som optager rigtig, rigtig mange mennesker i Danmark.

Som jeg allerede har nævnt, mener jeg, at behandlingen af forslaget i dag er en vigtig del af den debat, som vi nu skal have, om, hvordan vi kan sikre en mere værdig afslutning på livet for flere. Endnu en gang vil jeg gerne takke forslagsstillerne for at bidrage til debatten om en mere værdig død og være med til også at sætte ord på et svært emne. Jeg håber og har en formodning om, at behandlingen af forslaget i dag også kan understøtte en debat om de måder, som livet kan afsluttes på.

Jeg ser frem til at følge udvalgets arbejde og se debatten udfolde sig, og dermed er der også fra vores side et kraftigt signal om, at der jo netop skal være plads til at have diskussionen og have den svære samtale med respekt for, at der er forskellige synspunkter og holdninger, også synspunkter og holdninger, som – hvem ved – kan ændre sig, i takt med at nye nuancer og facetter bliver debatteret.

Vi vil fra regeringens side afvente udvalgets arbejde og refleksionsoplæg, der som bekendt skal være med til at nuancere og skabe et beslutningsgrundlag for en dansk model for en mere værdig død. Vi ser i regeringen frem til at modtage udvalgets arbejde, men fra vores side vil jeg endnu en gang sige tak til forslagsstillerne for at være med til at rejse en rigtig vigtig debat.

Tak til ministeren. Der er indtil videre en enkelt kort bemærkning, og det er fra hr. Per Larsen. Værsgo.

Tak for det, og tak for ministerens tale. Vi har jo i det her land tradition for i forbindelse med etiske spørgsmål at spørge Det Etiske Råd, og vi har, hvad angår spørgsmålet om aktiv dødshjælp, jo adskillige gange behandlet emnet og gør det således også nu. Man nedsætter så et parallelt udvalg, som skal behandle spørgsmålet. Jeg tænker lidt: Risikerer vi ikke på en eller anden måde at underminere De Etiske Råd og det enorme arbejde, de jo ellers påtager sig?

Ministeren.

Det mener jeg ikke vi gør. Og jeg synes sådan set heller ikke, at det her kun kan reduceres til et etisk spørgsmål. Der er mange andre vigtige facetter, som indgår i hele den her debat, og jeg synes, det er godt, at Det Etiske Råd nu også har bidraget med en fornyet udtalelse – og her skal det jo skal understreges, at de alene har set på to specifikke modeller for henholdsvis Nederlandene og Oregon i USA – hvor de netop påpeger, at der er behov for, at man arbejder videre, hvis man også gerne vil dykke længere ned i det her vigtige, men også svære spørgsmål.

Så jeg ser på ingen måde det her som noget, der underminerer Det Etiske Råd. Fra regeringens side ønsker vi at understøtte, at vi kan få en bred samfundsdebat om det her spørgsmål, hvor vi tør lade holdninger og meninger brydes, og hvor vi også tør dykke ned i nogle af de forskellige svære dilemmaer, som er forbundet med spørgsmålet, og det synes jeg vi har udpeget ti meget velkvalificerede medlemmer til at kunne bidrage til.

Spørgeren.

Kan man fremadrettet forestille sig, at man i lignende situationer – vi har jo også en sag om abort i øjeblikket – vil nedsætte parallelle fora til at drøfte den slags sager? Er det noget, regeringen påtænker?

Ministeren.

Med et glimt i øjet kan man sige, at vi allerede har nedsat et parallelt forum til at drøfte spørgsmålet om eksempelvis abort, nemlig Folketingets 179 medlemmer. Jeg har inviteret Folketingets partier til forhandlinger og drøftelser om bl.a. spørgsmålet om ugegrænsen i forhold til abort på baggrund af det grundige og vigtige stykke arbejde, som Det Etiske Råd har lavet. Jeg synes, Det Etiske Råd bidrager med rigtig mange vigtige oplæg og rapporter i deres arbejde, men jeg ønsker heller ikke en situation i Danmark, hvor vi har et råd, som har patent på at måtte diskutere etiske spørgsmål. Det skal vi også her i Folketinget turde arbejde meget mere med.

Så siger vi tak til ministeren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Så er det hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet. Velkommen.

Mange tak, formand. Også en stor tak til forslagsstillerne af det her borgerforslag for på den måde netop at være med til at sikre en meget vigtig debat, nemlig debatten om den værdige død. Det fik jeg også mulighed for at sige til forslagsstillerne, da de var i foretræde i Sundhedsudvalget for få dage siden.

Vi mennesker er forskellige. Vi er forskellige, når det kommer til, hvordan vi ønsker at leve vores liv, men vi er også helt forskellige, når det kommer til, hvilke tanker vi har om at afslutte livet. Det er en virkelig afgørende og vigtig debat, og der er sket rigtig meget de sidste måneder. Men det er virkelig også en debat, som først lige er gået i gang, og derfor er det helt afgørende, at vi får givet os rigtig god tid til den her debat, så vi kommer hele vejen rundt, får belyst, diskuteret og debatteret både de etiske aspekter, men også hvad der måtte være af andre emner som f.eks. de sundhedsfaglige aspekter.

Lad os bare starte med afklaringen af selve begrebet dødshjælp. Hvad er det, det betyder? Aktiv dødshjælp eller dødshjælp kan virkelig være mange, mange forskellige ting, og jeg tror såmænd, at hvis vi spurgte dem, der er i Folketingssalen i dag, hvad man forstår ved aktiv dødshjælp, ville vi få rigtig mange forskellige svar. Der findes også mange forskellige modeller og rammesætninger rundtomkring i andre lande, hvor man har indført en eller anden form for dødshjælp. Og det skal vi jo i hvert fald have på plads, for at vi kan tage diskussionen.

Vi har allerede gjort rigtig meget, når det gælder frihed og selvbestemmelse til en mere værdig død. Jeg var selv med, da vi tilbage i 2017 havde en diskussion blandt alle Folketingets partier, som alle set med mine øjne var med til at lave en virkelig flot politisk aftale om palliativ sedering og behandlingstestamente for netop at give selvbestemmelse og mulighed for selv at vælge en afslutning på livet og dermed også være med til at imødekomme ønsket fra uhelbredeligt syge og fra døende patienter.

Vi har naturligvis her i Folketinget en fælles forpligtelse til at følge op på, hvordan det er gået med at implementere den politiske aftale, for spørgsmålet er, om vi måske i virkeligheden allerede har rigtig mange af de redskaber og rammesætninger, som efterlyses, men bare ikke har været gode nok til at få dem brugt i praksis.

For 2 uger siden behandlede vi her Folketingssalen et lovforslag om retten til at fravælge genoplivning ved hjertestop, som også handler om retten til selvbestemmelse og retten til en værdig død. For kort tid siden fik vi Det Etiske Råds udtalelser om aktiv dødshjælp. Det er et vigtigt bidrag i debatten, og det gælder ikke kun anbefalingerne, men i lige så høj grad den store og meget grundige vidensafdækning, der ligger til grund, og som kan være med til at give debatten et endnu mere solidt og nuanceret grundlag. Det Etiske Råd understreger, at der er mange forskellige dilemmaer, vi skal forholde os til, og at der virkelig er flere forskellige modeller i spil, når man taler om aktiv dødshjælp.

Så har regeringen, også for at følge op på regeringsgrundlaget, nedsat Udvalget for en mere værdig død. Udvalget skal inddrage danskernes forståelse af de forskellige måder, som livet kan afsluttes på, og udvalgets arbejde skal munde ud i et refleksionsoplæg for den videre politiske proces.

Vi er kommet godt i gang med debatten, og vi synes i Socialdemokratiet, at vi skal tage os rigtig god tid til at fortsætte den her vigtige og afgørende debat, også for at få belyst de virkelig mange dilemmaer, som indgår. Dermed siger jeg også, at vi ikke kommer til at stemme for borgerforslaget, som det ligger i dag, men at vi skal lade forslaget og debatten i dag indgå i den fortsatte og, som jeg siger, virkelig vigtige og afgørende debat om retten til en værdig død. Tak, formand.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordet. Debatten om aktiv dødshjælp er vigtig. Der kommer en dag for os alle, hvor tiden rinder ud, og vi håber alle sammen på en værdig afslutning på livet for os selv og for vores kære. Derfor fylder debatten om, hvordan vi kommer herfra på en værdig måde, herunder også debatten om aktiv dødshjælp, meget. Af den grund vil jeg også rose forslagsstillerne bag borgerforslaget for at være med til at sikre, at det er et emne, der også kommer til debat her på Christiansborg.

Debatten er præget af mange forskellige dilemmaer. Derfor er det også vigtigt, at vi ikke stiller os i hver vores skyttegrav. Vi skal lytte til alle argumenter og holdninger, så vi får alle perspektiverne med. Vi har endnu ikke lagt os fast på en specifik holdning til aktiv dødshjælp. Emnet er for vigtigt til hurtige og måske uigennemtænkte løsninger. Derfor har vi behov for at blive klogere, inden vi kan tage endelig stilling til spørgsmålet.

Det har vi også behov for, selv om Det Etiske Råd i oktober på opfordring fra Folketinget kom med sit svar. Det Etiske Råd kunne ikke anbefale at indføre aktiv dødshjælp ud fra en gennemgang af to forskellige modeller. Det gør selvfølgelig indtryk. Det Etiske Råd peger dog også, som de tidligere talere har været inde på, på en lang række svære spørgsmål, der stadig bør besvares. Et af de spørgsmål, som vi i Venstre synes er meget vigtigt, er om kvaliteten af og rammerne for den palliative behandling, som er den smertelindring, døende bliver tilbudt i Danmark, samt omsorgen i den sidste tid. Det Etiske Råds bidrag er et vigtigt bidrag, som vil indgå i den videre samtale om en værdig død og aktiv dødshjælp i Folketinget såvel som i resten af samfundet.

For at få sat yderligere perspektiver på emnet har regeringen nedsat Udvalget for en mere værdig død. Blandt medlemmerne er der både fortalere for såvel som modstandere af aktiv dødshjælp, og udvalgets arbejde vil, som navnet antyder, også være bredere end spørgsmålet om aktiv dødshjælp. Udvalget er nedsat for at få den bedst mulige indsigt i, hvordan danskerne opfatter de forskellige muligheder for en afslutning på livet. Udvalget skal udarbejde et refleksionsnotat, som vi også vil inddrage i drøftelsen af, hvordan vi kan sikre danskerne en mere værdig død.

Som jeg antydede, er det for Venstre rigtig vigtigt med en god palliativ behandling. Det er den lindring, som langt de fleste, der skal dø, vil få brug for. Her mener vi, at patienterne har ret til ikke at skulle ligge i smerter i deres sidste tid. Af den grund er jeg også glad for, at vi allerede nu har meldt ud, at det er noget af det, vi også vil se på i den kommende kræftplan V, altså hvordan vi kan styrke den palliative behandling yderligere. På grund af de ovenstående overvejelser vil vi vente med at tage afgørende stilling til spørgsmålet om aktiv dødshjælp, indtil Udvalget for en værdig død har færdiggjort deres refleksionsoplæg. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Så er den næste ordfører fru Monika Rubin fra Moderaterne. Velkommen.

Tak. Samtalen om aktiv dødshjælp kræver dyb eftertanke og stor respekt, for det handler både om individuelle rettigheder og fælles samfundsværdier. Jeg er derfor af den opfattelse, at det er gavnligt for samtalen, at regeringen nu har nedsat udvalget for en værdig død, for der er mange juridiske og etiske spørgsmål forbundet med emnet aktiv dødshjælp, som vi er nødt til at diskutere meget, meget grundigt, inden vi tager stilling til, om vi er for eller imod.

På den ene side er der dem, der ser aktiv dødshjælp som en mulighed for at praktisere deres ret til at bestemme over eget liv og i den forbindelse også egen død. Vi kan nemlig ikke ignorere det faktum, at der er nogle mennesker, der lider så ubærligt meget fysisk eller psykisk, at de ønsker at afslutte livet. Og vi er nødt til at anerkende, at det, at der er nogle, der rejser til lande som Belgien eller Schweiz for at modtage aktiv dødshjælp, er en afspejling af, at vi ikke har den mulighed i Danmark.

På den anden side er der dem, der frygter, at hvis aktiv dødshjælp legaliseres, vil grænserne for, hvornår aktiv dødshjælp er en mulighed, gradvis rykke sig. I Holland, hvor aktiv dødshjælp har været lovligt siden 2002, viser en opgørelse fra sidste år nemlig, at mere end 5 pct. af alle dødsfald skyldes aktiv dødshjælp. Det er hver 20. dødsfald eller 8.720 mennesker. Det lyder i mine ører som et temmelig højt tal. Og fra 2024 vil det være muligt for børn helt ned til 12 år at få aktiv dødshjælp i Holland.

En anden bekymring opstår, når vi som samfund skal forholde os til, hvilke borgere med f.eks. kroniske sygdomme eller fysiske handicap der kan omfattes af det her såkaldte tilbud. For er det måske et ønske, de har, fordi de har så meget brug for hjælp i det daglige, at de føler sig til besvær, og at de føler sig som en byrde for deres familie, venner og velfærdssamfundet og derfor tænker, at døden kan være en vej ud af at føle sig som en byrde? Men intet menneske er en byrde. Alles liv har værdi.

Moderaterne har endnu ikke taget stilling til, hvorvidt vi kan støtte et lovforslag om aktiv dødshjælp eller ej, for det her er en samtale, der skal have lov til at tage tid. Helt personligt har jeg undervejs i samtalen bevæget mig fra at være imod til nu at være uafklaret om, hvorvidt jeg mener, at der skal indføres aktiv dødshjælp i Danmark eller ej, for det vil jo f.eks. også afhænge af, hvilken form for aktiv dødshjælp der er tale om. Men en ting, jeg er helt sikker på, er, at jeg er meget optaget af, at vi alle sammen skal blive bedre til at tage samtalen om liv og død, for som jeg sagde, sidst jeg stod her på talerstolen og berørte samme emne, ved jeg godt, at døden er et emne, der er fyldt med sorg og angst, men det er nødvendigt, at vi tør have de her svære samtaler.

Derfor er jeg som læge særlig glad for at få muligheden for igen her i Folketingssalen at sætte fokus på vigtigheden af at styrke den palliative behandling, hvor fokus ikke er på at forlænge livet, men på at forbedre livskvaliteten og på at lindre smerter og symptomer i den sidste tid. Den her form for behandling strækker sig nemlig ud over blot smertelindring. Den palliative behandling omfatter også psykologisk, social og åndelig støtte. Den har til hensigt at møde patientens individuelle behov og ønsker og sikre, at man som patient føler sig set og hørt i den sidste fase af sit liv. Det er derfor afgørende, at den palliative behandling er højt prioriteret og integreret i vores sundhedssystem, så vi kan sikre, at døende patienter kan opleve en værdig afslutning på livet sammen med deres pårørende.

Så for at afslutte, hvor jeg startede, ønsker vi i Moderaterne samtalen, og at vi har den sammen i hele Danmark, for vi er langtfra færdige med den her samtale. Tak.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det fru Kirsten Normann Andersen fra SF. Velkommen.

Tak til borgerne for at stille et forslag, som optager rigtig mange mennesker. Det er et stort spørgsmål, som der også er rigtig mange holdninger til. Det er også et spørgsmål, som kan sætte mange tanker og følelser i gang. Vi kan alle sammen mærke Preben, som rejste ud af landet og selv valgte at ende sine dage. Han ville ikke leve det liv, som var tilbage efter en alvorlig arbejdsulykke. Preben er ikke den eneste, som synes, at livet er blevet for svært, og i SF er vi grundlæggende frihedselskende og vil ikke gøre os til dommer over, hvad der er det rigtige valg for den enkelte.

Det er dog ikke første gang, at vi i Folketinget har en debat om aktiv dødshjælp. Debatten var vældig livlig, da jeg selv blev valgt til Folketinget for 7 år siden. Det er måske en naturlig konsekvens af, at vi er blevet meget bedre til at redde liv og også stiller livet op i forhold til ønsket om at klare os selv så godt som overhovedet muligt. Vi kender det også godt selv med ældre, som sværger, at de aldrig vil på plejehjem, eller unge, som erklærer, at de vil herfra, mens de er raske og ved deres fulde fem. Sagen er bare den, at ingen af os ved, hvad morgendagen bringer, og når behovet for hjælp, behandling eller lindring opstår, vil de fleste foretrække det og helst udskyde situationen og slutdatoen.

Men det kan vi kun, hvis vi har et sundhedsvæsen, som kan garantere, at behandling og ikke mindst lindring varer livet ud, og at ingen skal frygte at dø i smerte. Derfor var jeg også utrolig glad for aftalen om passiv dødshjælp, som har det umage navn palliativ sedering. Aftalen skal sikre, at jeg kan stoppe behandlingen og til gengæld være sikker på, at jeg får den nødvendige lindring, selv hvis det forudsætter, at jeg i sidste ende skal bedøves. Den fornyede debat om aktiv dødshjælp har ikke overbevist mig om, at vi har fået implementeret den aftale særlig godt, og derfor er jeg også glad for, at vi i Sundhedsudvalget i den her uge har besluttet, at det emne skal tages op igen og vi skal se på, hvordan aftalen er blevet implementeret.

Da det her borgerforslag rundede 50.000 stemmer, var det også oplagt at bede Det Etiske Råd om at undersøge erfaringer, muligheder og barrierer for dansk lovgivning om aktiv dødshjælp, og jeg vil virkelig gerne takke Det Etiske Råd for et meget grundigt arbejde, som nøje beskriver nogle af alle de dilemmaer, som vi jo nødvendigvis alle sammen må forholde os til, hvis vi skal lave lovgivningen. Rådet fremlagde sin udtalelse for Folketinget den 4. oktober; 16 ud af 17 medlemmer er af den overbevisning, at det i princippet er umuligt at etablere en forsvarlig regulering af dødshjælp, og anbefaler derfor, at man ikke legaliserer dødshjælp i Danmark.

Ét er at mene noget om aktiv dødshjælp, noget andet er faktisk at skulle lave den lovgivning, som måtte gøre ønsket til virkelighed. En lov skal afgrænse, hvem loven skal gælde for. Hvis vi peger på Preben, peger vi også på tusindvis af andre borgere med handicap, som bestemt ikke deler Prebens overvejelser. Kan de så ikke bare lade være med at vælge Prebens løsning? vil nogle måske spørge. Men så enkelt er det ikke. Med en lovgivning, hvor bestemte liv defineres som så uværdige, at man kan vælge aktiv dødshjælp, har vi altså også samtidig peget på en befolkningsgruppe, som efterfølgende må opfatte det sådan, at deres liv er mindre værdigt i forhold til andre liv.

At have valget vil også uagtet de bedste intentioner resultere i overvejelser om, hvorvidt krav om kompensation for handicap, behovet for omgivelsernes hensyn m.v. skal måles i forhold til, om man kan vælge livet fra, og om man i virkeligheden er blevet til besvær. Det er desværre ikke bare et tænkt eksempel, men konkrete erfaringer, som man også har gjort sig i lande, hvor aktiv dødshjælp er en mulighed.

Alternativet til at definere, hvem loven skal gælde for, er, at den skal kunne gælde for alle. Men gælder det så også det unge menneske med en svær depression? Det tror jeg faktisk de fleste mennesker ville mene var for vidtgående. Men skal det så i det mindste gælde i den sidste tid? Mange har en oplevelse af, at lægen kender slutdatoen. Det gør lægen faktisk sjældent, og selv om både lægen og vi selv kan se og mærke, når det lakker mod enden, kender vi jo først slutdatoen, når livet slutter.

Regeringen har efterfølgende, efter Det Etiske Råds udtalelse, nedsat sit eget udvalg, som skal komme med anbefalinger til en dansk model om aktiv dødshjælp. Forslagsstillerne giver selv udtryk for, at forslaget måske ikke egner sig til en egentlig afstemning, og derfor tænker jeg også, at det giver mening, at vi fortsætter drøftelserne i udvalget, hvor vi har mulighed for at se på, om der kan findes gode løsninger, i takt med at vi får ny viden om området. I hvert fald er der helt sikkert brug for mere dialog.

Undskyld, formand, men jeg fik først her for 2 sekunder siden meddelelsen om, at tiden er udløbet nu.

Det lagde formanden mærke til. Derfor var jeg også mere fleksibel, end en formand plejer at være.

Der er ingen spørgsmål, så vi siger tak til ordføreren. Så er næste ordfører hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne. Velkommen til.

Tak for det, formand. Vi behandler nu et borgerforslag om at legalisere aktiv dødshjælp, og mange tak til stillerne af borgerforslaget for at bringe debatten op. Jeg tror, at vi har brug for at tage en meget lang og meget grundig debat om det tema. I Danmarksdemokraterne støtter vi intentionen i forslaget om at sikre, at mennesker så vidt muligt oplever en værdig død. I den forbindelse anerkender vi, at en betydelig del af befolkningen mener, at aktiv dødshjælp kan være et middel til at nå det mål. Spørgsmålet er dog fyldt med etiske dilemmaer, og jeg noterer mig, at Det Etiske Råd senest har publiceret en udtalelse, hvor et stort flertal i rådet siger klart nej tak til aktiv dødshjælp. Regeringen har desuden valgt at nedsætte Udvalget for en mere værdig død, der skal nuancere regeringens beslutningsgrundlag for en dansk model for en mere værdig død.

Der er mange elementer, som kræver overvejelse i den her sammenhæng. Først skal vi komme så langt, som vi kan, med de regler og rammer, der er i dag. Vi skal sikre en meget bedre palliativ behandling, og vi skal sikre, som det også har været nævnt af flere ordførere i dag, en mere klar opfølgning på den politiske aftale om det, man kalder palliativ sedering og øget selvbestemmelse for patienter i forhold til frit valg af behandling, som blev vedtaget her i Tinget med et meget stort flertal tilbage i 2017, men som er en aftale, der i dag, så vidt jeg kan se, kun bliver brugt i meget begrænset omfang. Og vi skal ikke indføre nye regler, hvis de udfordringer, som opleves, skyldes manglende brug af de muligheder, som allerede findes.

Derudover kræver det en klart defineret ramme for aktiv dødshjælp, for at vi herinde kan tage konkret stilling for og imod. Det er også noget af det, jeg selv var med til at diskutere med stillerne af borgerforslaget for et par dage siden, altså at det konkrete forslag, der er fremsat her, er meget svært konkret at sige ja eller nej til, fordi det ikke er defineret, hvad for en model stillerne af borgerforslaget ønsker sig i forhold til særlige omstændigheder og det, der skal give adgang til aktiv dødshjælp.

Danmarksdemokraterne vil derfor foreslå, at vi i udvalget arbejder hen imod at lande en fælles beretning, der forpligter regeringen til at spille ud med deres forslag til, hvordan vi fremadrettet i højere grad kan sikre, at borgere og deres pårørende så vidt muligt oplever, at livets sidste tid er værdig. Den debat vil vi meget gerne deltage konstruktivt i, for debatten er vigtig, og den kommer til at tage den tid, den tager. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Louise Brown fra Liberal Alliance. Og inden ordføreren går på, vil jeg bare lige sige, at vi har lidt udfordringer med uret heroppe, så jeg vil selvfølgelig udvise den fleksibilitet, jeg nu kan udvise. Værsgo til ordføreren.

Tak for det, formand, og tak for ordet. I Liberal Alliance er gruppen fritstillet på lige netop det her punkt, og det betyder, at når jeg udtaler mig på talerstolen her i dag, gør jeg det udelukkende på vegne af mig selv.

Det er en helt særlig omstændighed at skulle stå her i salen i dag og tale om at forholde sig til et borgerforslag, som forslagsstillerne faktisk ikke selv mener er godt nok til at blive stemt om. Det var i hvert fald den tilbagemelding, vi fik i udvalget forleden dag. Men jeg bilder mig ind, at jeg godt ved, hvad det handler om. Vi skal have snakken, debatten – debatten om aktiv dødshjælp. Så tak til forslagsstillerne for det. Men puha, det kan altså også være en hård debat.

Jeg så også dokumentaren om Preben, der var nødt til at rejse til Belgien for at få lov til at dø. Jeg synes, det var skræmmende og i den grad uværdigt. Jeg har også for nylig medvirket i en tv-udsendelse om samme emne, hvor jeg mødte Jens, der heller ikke har lyst til at være her mere. Jens har dog lavet en aftale med sin mor om, at han bliver her, indtil hun er borte. Jeg har så stor respekt for Jens og for hans valg, ligesom jeg også har respekt for Janus, der også medvirkede i programmet, men som ikke ønsker aktiv dødshjælp indført.

Vi kan ikke bare indføre aktiv dødshjælp sådan uden videre. Vi skal tale om det, vi skal undersøge for og imod, og vi skal træffe vores beslutninger på et oplyst grundlag. Man kan være for, og man kan være imod, ligesom med alle andre lovforslag, beslutningsforslag og borgerforslag, men der er altså noget særligt over forslag, der har sin rod i noget etisk – noget, man ikke nødvendigvis kan forklare sin holdning til, fordi det bare er noget, man mærker. Og jeg har også selv mærket det. Min mor lå i 7 år med en hjerneskade, der gjorde, at hun stort set intet kunne selv ud over lige at trække vejret. Jeg ved, at det var 7 år i helvede. Hun har nemlig altid fortalt mig, at det værste, hun kunne forestille sig, var at ende sådan. Hun bad mig faktisk om at tage livet af hende, hvis hun nogen sinde skulle ende sådan. Det gjorde hun, men jeg kunne jo ikke bare slå min mor ihjel, selv om jeg gerne ville opfylde hendes ønske, for det må man jo ikke.

Jeg er egentlig ret firkantet på det her spørgsmål. Jeg ser det lidt sådan: Jeg har ikke selv bedt om at blive sat i verden, og derfor er der heller ikke nogen, der har ret til at bestemme, om jeg skal være her eller ej – ingen andre end mig selv. Der er ingen, der ved, hvordan det føles at være et andet menneske. Der er heller ingen mennesker, der kan tillade sig at bestemme, hvad et værdigt liv er. Hvad der er et værdigt liv for den ene, behøver ikke at være et værdigt liv for den anden. Og hvem er vi egentlig at dømme, hvad det gode liv er, på vegne af andre mennesker? Det er en subjektiv oplevelse, og hvis et menneske oprigtigt ønsker at dø, mener jeg, at det menneske skal have lov til at dø.

Så er der nogle, der siger, som vi før hørte nogle ordførere sige: Jamen hvis vi lader den og den gruppe af mennesker få lov til at benytte sig af aktiv dødshjælp, så siger vi samtidig, at andre i den samme situation ikke har et værdigt liv. Og til det må jeg bare sige: Hvad? Jeg forstår simpelt hen ikke den slutning. Det er overhovedet ikke logisk for mig. Det her skal i min optik ikke handle om nogle bestemte grupper i befolkningen, der skal have lov til at dø. For mig handler det bare om, at dem, der virkelig gerne vil dø, også skal have lov til det – faktisk også selv om man er sund og rask. Jamen så kan man jo bare begå selvmord! Ja, det kan man da, men kan det gøres på en værdig måde, hvor man så også selv er sikker på, at dem, der finder en, ikke bagefter bliver ramt uhensigtsmæssigt? Hvad nu, hvis man har lyst til at dø med sine elskede omkring sig?

Der er så mange spørgsmål, vi selvfølgelig skal have styr på, før vi indfører det her i vores system. Vi skal naturligvis gøre alt, hvad vi kan, for at sikre os, at det går ordentligt for sig, og at ingen føler sig presset til det. Vi er i gang med samtalen nu, og det er godt. Det Etiske Råd er kommet med deres anbefalinger, regeringen har nedsat Udvalget for en mere værdig død, som skal komme med deres refleksionsoplæg i andet halvår af 2024, og debatten har nu fokus i befolkningen. Det er vigtigt. Men det er også vigtigt, at den aftale, der blev indgået i 2017, om palliativ sedering rent faktisk bliver efterlevet, for i den er der faktisk mulighed for at hjælpe mennesker videre på en fin og værdig måde. Men det er dog stadig en særlig del af befolkningen – hvad med de andre? Tak for ordet.

Tak til fru Louise Brown. Så er det hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, formand, og tak til forslagsstillerne for at stille det her borgerforslag med forslaget om, at aktiv dødshjælp legaliseres, når særlige omstændigheder til stede. Med den formulering kan alle jo lægge deres egen fortolkning i, hvornår der er særlige omstændigheder. TV 2's »Operation X« viser i øjeblikket et afsnit med titlen »Nødråb i natten«, hvor man bl.a. følger 19-årige Mathias, som er multihandicappet og behøver hjælp til alt døgnet rundt. Mathias bliver svigtet på det groveste, grænsende til vanrøgt, alt imens dem, som er ansat til at hjælpe ham, ser tv og slapper af ved computeren. Mathias råber på hjælp i timevis. Jeg tænker, at Mathias, hvis det her forslag, vi nu behandler, bliver vedtaget, vil være i risiko for at blive kategoriseret som værende i særlige omstændigheder. Hvor vil jeg så hen med den frygt? Jo, hvis vi åbner for aktiv dødshjælp, ser jeg en risiko for, at livet devalueres og mister sin værdi, og det ønsker jeg bestemt ikke. Livet er unikt, og vi skal ikke slå ihjel.

Vi skal derimod sikre patienter og mennesker med behov for hjælp en kærlig, omsorgsfuld behandling, som udøves med respekt og opfylder borgernes behov. Sådan skal det være, hvad enten det er de multihandicappede, de psykisk syge, de ældre eller mennesker, der er blevet demente eller har fået en hjerneskade eller på anden måde har behov for andres hjælp og omsorg. Vi må aldrig komme dertil, som man ser det i andre lande, hvor man har indført aktiv dødshjælp. Ser man til Holland, er der eksempler på ældre demente, som bliver tilbudt dødshjælp frem for fortsat behandling. I Canada er der ifølge nyhedsbureauet AP flere historier, hvor syge tilbydes dødshjælp. Et eksempel er Roger Foley, der lider af degenerativ hjernesygdom, som han var blevet indlagt med i den canadiske by London i staten Ontario. Han blev så rystet over sundhedspersonalets vedholdende omtale af dødshjælp som et svar på hans sygdom, at han optog en samtale. Nyhedsbureauet AP har hørt optagelsen, hvor hospitalets direktør for etik og patientrettigheder først fortæller Roger, at hans indlæggelse koster det, der svarer til godt og vel 7.600 kr. i døgnet, og derefter, da Foley spørger, hvad han kan sætte i værk på længere sigt, tilbyder Roger, at han kan få hjælp til at dø. Jeg havde ikke selv talt om dødshjælp, det var dem, der bragte det på banen, sagde han til AP.

Det løber mig selvfølgelig koldt ned ad ryggen, når jeg læser de her eksempler fra lande, der har indført aktiv dødshjælp. Jeg er simpelt hen bange for en glidebane. Vi skal derimod sikre, at mennesker, der er døende, og som er uhelbredeligt syge, altid sikres en værdig og fredfyldt død. Det handler om palliation, altså smertelindring, så den døende ikke lider unødigt. Det kan være på hospice, på hospitalet eller i eget hjem, hvor de palliative teams kan rykke ud med deres ekspertise i smertelindring.

Jeg er også godt klar over, at der er en situation, hvor intentionerne om en værdig død ikke altid opfyldes, og det skal vi så til gengæld blive bedre til, og ingen skal i min optik dø i lidelse. Folketingets partier har rent faktisk, som også andre ordførere har gjort rede for her, lavet en aftale tidligere, som vi nu har besluttet vi skal have genbesøgt i Folketingets Sundhedsudvalg. Spørgsmålet er jo det her med, hvor nært forestående døden skal være, for at en patient kan få tilbudt behandling, altså om døden vurderes til at være nogle timer eller få døgn væk, eller om det drejer sig om flere dage og uger. Det skal præciseres, om det drejer sig om dage eller uger.

Så er det også gældende, at patienter altid kan frasige sig behandling ved dødelig sygdom eller bede om smertelindring, og det skal selvfølgelig også efterleves. Det gælder eksempelvis også for mennesker, som f.eks. er i respirator, og som ønsker, at respiratoren bliver slukket. I Det Konservative Folkepartis folketingsgruppe er der en overvejende majoritet imod at indføre aktiv dødshjælp i Danmark, men der er også enkelte medlemmer af gruppen, som er for. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Lars Boje Mathiesen.

Spørgsmålet her handler jo om tildeling af rettigheder til individer. Jeg tror, vi er enige om, at uheldige sager, uhensigtsmæssige sager, hvor systemet, det offentlige, svigter borgerne, skal man undgå. Der gælder det samme for aktiv dødshjælp, som der gør for pleje af ældre på sygehusene, fejloperationer og alt muligt andet, der går galt. Der skal man gøre sit bedste for at undgå fejl, og når der sker fejl, skal man evaluere på, hvorfor fejlene er sket, og prøve på at rette op på dem. Men jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren, hvorfor man skal fratage folk en rettighed, på grund af at det offentlige system forvaltes på en dårlig måde, som det skete i det tilfælde, der var i Canada.

Ordføreren.

Jamen jeg er, som jeg også prøvede at gøre rede for i min ordførertale, bange for, at vi risikerer at komme ud på en glidebane, hvor vi netop, som man kan se det i nogle af de lande, der har indført aktiv dødshjælp, også finder på at foreslå det som en løsning på et sygdomsforløb. Jeg synes simpelt hen, det er forfærdeligt at tænke på, at man på den måde devaluerer behandlingen og måske tilbyder dødshjælp i stedet for. Det synes jeg bestemt ikke om.

Spørgeren.

Men der taler ordføreren jo så om, at grundet inkompetence hos de mennesker, som skal administrere det, vil man ikke give en rettighed til folk. Jeg synes, det er en trist måde at anskue samfundet på, at man ikke vil give folk rettigheder, på grund af at man mener, at de mennesker, som skal administrere de rettigheder, ikke har kompetencerne til det. Så skal man jo sørge for, at de får kompetencerne til det, og at de magter at administrere de rettigheder, man så giver til borgerne.

Ordføreren.

Jeg synes, at i samme øjeblik man giver en rettighed til, at der er nogle, der kan afslutte en andens liv, så kommer man altså også i det dilemma, at der kan være nogle, der er i en krisesituation eller synes, at livet her og nu måske ikke er værd at leve, som også påberåber sig den rettighed og vil benytte den, og det synes jeg er uhensigtsmæssigt på alle måder.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Runa Friis Hansen fra Enhedslisten. Værsgo.

Det her er min første tale på talerstolen, men jeg har hørt, at I skulle være søde. Enhedslisten støtter ikke det her borgerforslag om legalisering af aktiv dødshjælp. Det betyder ikke, at det ikke er en både svær og meget følelsesladet sag. Vi takker forslagsstillerne for at få debatten herind i Folketingssalen, og som altid gør det stort indtryk med et borgerforslag.

Enhedslisten støtter ikke aktiv dødshjælp. Vi er for passiv dødshjælp og for aktiv livshjælp. Vi ønsker ikke at risikere, at ældre, alvorligt syge, mennesker med handicap eller folk med psykiske lidelser skal føle sig presset til at vælge en hurtig død for ikke at lægge deres pårørende eller samfundet til last. Vi ønsker at øge støtten til at holde døende smertefrie og sikre, at de bliver smertedækket, også når det forkorter livet, og at øge muligheden for støtte i eget hjem eller på hospice, både til døende og til pårørende. I Enhedslisten støtter vi aktiv livshjælp: at vi som borgere får den hjælp og støtte, vi har brug for, også for at kunne være i live. I Enhedslisten støtter vi passiv dødshjælp og mener, at der er brug for langt flere hospicepladser og langt bedre palliativ behandling, hellere i dag end i morgen.

Når vi i Enhedslisten ikke støtter det her forslag, handler det om at beskytte dem, der lever med svære handicap eller udfordringer, og som i perioder eller resten af livet har brug for en masse foranstaltninger, som betales af vores fælles kasse – og det koster. De mennesker må aldrig nogen sinde skubbes ud i overvejelser om, om de nu lægger deres pårørende eller vores samfund til last. De skal ikke tænke, at det var bedre, hvis de tog herfra i dag. Det skal ikke være sådan, som vi bl.a. har set det i Canada, at fordi det bliver svært at få den rette hjælp, så skal en eller anden offentlig medarbejder informere om muligheden for at tage ens eget liv. Nej, det, vi må gøre i første omgang, er, at rette op på de mangler, så den hjælp, folk skal have, bliver givet. Formanden for Det Etiske Råd sagde det meget fint, da de fremlagde deres udtalelse for nylig: Det skal være en ret at være til besvær.

Jeg tror meget, at debatten handler om, hvilke mennesker, situationer og forhold man holder borgerforslaget op over for, og der lander vi i Enhedslisten altså på ikke at støtte aktiv dødshjælp og dermed ikke dette borgerforslag. Tak for ordet.

Tillykke med de første ord. (Runa Friis Hansen (EL): Tak). Og vi er søde. Der er i hvert fald ikke nogen korte bemærkninger. Jeg har set folk gøre det noget værre. Det var dejligt at høre de første ord; der kommer flere ord fra den kant.

Næste ord kommer fra hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre.

Mange tak, formand, og tillykke med den første tale til fru Runa Friis Hansen. Det er jo et svært, men vigtigt emne, vi skal diskutere her i salen i dag. Tillykke til stillerne af borgerforslaget med at samle over 50.000 underskrifter. Det viser jo noget om det folkelige engagement i debatten og opbakningen til det forslag, vi debatterer her. Selve forslagets ordlyd er jo egentlig ret simpel:

»Aktiv dødshjælp er strafbart efter § 239 i straffeloven. Med forslaget ønskes det at legalisere aktiv dødshjælp, når særlige omstændigheder er til stede.«

Men her stopper det simple så også, hvilket de tidligere taler også har vist. Det er et emne, der helt forståeligt vækker store følelser, og som også deler både os herinde i Folketinget og befolkningen generelt. Er man for eller imod, og er det overhovedet så simpelt et spørgsmål? Vi har også haft diskussionen internt i den radikale folketingsgruppe, og vi er som så mange andre delte. Nogle er varme fortalere, andre er lodret imod, og flere er i tvivl. Derfor har vi da også besluttet, at når og hvis der skal stemmes om forslaget her, bliver vi fritstillet til at stemme efter egen overbevisning. For os er det den eneste logiske konklusion på en svær debat. Men jeg vil gerne sætte nogle flere ord på diskussionen og på argumenterne for og imod aktiv dødshjælp, for der er argumenter, også gode argumenter, både for og imod at indføre aktiv dødshjælp i Danmark.

På den ene side står den enkeltes autonomi. Retten til at bestemme over sit eget liv og sin egen død er afgørende vigtigt, og det er naturligvis noget, vi i Radikale Venstre også står vagt om. Ligesom alle har ret til et værdigt liv, har vi også alle ret til en værdig død. Hvis man med åbne øjne har besluttet, at man ikke kan leve videre med de smerter, den sygdom eller de fremtidsudsigter, man har, skal man så ikke have lov til selv at beslutte, at nu er tiden kommet? Jo. Men det, der skaber uenighed, er konsekvensen af den beslutning. For én ting er at hævde sin egen ret til at afslutte sit eget liv, noget ganske andet er at bede andre om at afslutte det for en, og her er der en modsætning, særlig fordi den faggruppe, der ville skulle varetage opgaven, nemlig Lægeforeningen, er imod aktiv dødshjælp. Deres lægeløfte indebærer at gavne deres medmennesker, ikke at slå dem ihjel.

Men hvad så, hvis man i stedet for laver en model ligesom i de lande, der tillader assisteret selvmord? Her fratager man lægen den opgave direkte at afslutte patientens liv, fordi personen jo selv skal tage pillerne og derved også tage den sidste beslutning på sig. Det er et personligt valg, et ønske om at tage sig af dage, men man får hjælp til at skaffe de nødvendige midler. Det er klart, at det løser nogle af udfordringerne, og tallene viser da også, at der er markante forskelle i antallet af personer, der benytter sig af de to modeller, altså aktiv dødshjælp og assisteret selvmord. Men det vil jo stadig kræve, at der er en læge eller en anden sundhedsfaglig person, der udskriver pillerne og udleverer dem til patienten, vel vidende hvad konsekvensen er.

Mange peger på, at vi hellere skal arbejde for bedre pleje i den sidste tid, så ingen skal dø med unødige smerter, og at den palliative behandling skal have mere fokus. Vi skal sørge for rammer, der hjælper vores læger med at tage den svære samtale, som Dansk Selskab for Patientsikkerhed kalder det. Det er samtalen om fremtidsudsigterne og om fordele og ulemper ved fortsat behandling, og at nogle gange er den bedste behandling ingen behandling. Prisen ved at blive holdt i live i dage, uger og måneder kan nogle gange være for høj. Den samtale skal vi fremme, så patienterne bliver oplyst om deres muligheder og konsekvenserne ved deres beslutning.

Er jeg så selv for eller imod aktiv dødshjælp? Jeg er splittet. Hvis jeg var blevet spurgt om det her for nogle år siden, havde jeg klart svaret ja uden at tøve. I dag er jeg ikke helt så overbevist. Selvfølgelig skal jeg selv kunne beslutte, om jeg vil leve med terminal kræft eller ulidelige smerter – eller hvad med en alvorlig degenerativ demenssygdom? Men hvem skal tage ansvaret på sig for min død, og hvem skal beslutte, om en sygdom er alvorlig nok til, at denne mulighed skal eksistere? Her er jeg landet lidt samme sted som bl.a. Svend Brinkmann. Vil jeg give staten mandat til at tage livet af landets borgere, hvis de selv ønsker det?

Jeg har fuld forståelse for ønsket om aktiv dødshjælp, og jeg kan personligt opremse mange situationer, hvor jeg selv ville foretrække døden, men jeg er knap så overbevist om, hvad konsekvenserne bliver for vores samfundsmodel, for den enkelte borger og for lægen, der får opgaven. Tak for ordet.

Det var der ingen kommentarer til. Tak til ordføreren. Næste ordfører på talerstolen er hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Vi står i dag over for et af de mest følsomme og komplekse etiske spørgsmål, vi som samfund kan blive konfronteret med, nemlig et spørgsmål, der vedrører døden og de rammer, vi som politikere sætter for samfundets forvaltning af den.

Lad mig starte med at sige, at vi i Dansk Folkeparti nærer den dybeste sympati og forståelse for dette forslags intentioner. De smertefulde og hjerteskærende situationer, hvor man ser et nært familiemedlem eller en elsket ven lide uudholdeligt, er noget, vi alle kan relatere til. Vi er vidner til mennesker i deres mest sårbare øjeblikke fanget i en tilstand af ulidelig smerte og lidelse, og vores medfølelse og medmenneskelighed rører os alle dybt. Vi ser mennesker i deres mest sårbare stunder kæmpe med ulidelig smerte og lidelse, og vores hjerter kan ikke andet end at føle med dem.

Forslagets intentioner er ædle, idet de søger at tilbyde en værdig afslutning for dem, hvis livskvalitet er uigenkaldeligt forringet. Men i vores sympati skal vi også være vågne over for de dybe dilemmaer, der følger med en sådan beslutning. Hvordan sikrer vi, at valget om dødshjælp er fuldstændig frit fra ethvert element af tvang? Og hvordan beskytter vi vores mest sårbare, så de aldrig føler sig som en byrde for samfundet? Disse spørgsmål skal vi overveje med største alvor og ansvarlighed.

Dansk Folkeparti vil derfor stemme gult i det her spørgsmål. Det signalerer vores anerkendelse af, at beslutningen strækker sig langt ud over politik og berører de dybeste personlige og etiske overbevisninger. I denne debat vil vi møde emnet med åbenhed, respekt og en fast beslutning om at lytte til de mange forskellige stemmer og dilemmaer, der uundgåeligt kendetegner denne diskussion. Vi skal huske, at hvert eneste ord og hver eneste beslutning, vi træffer, har en betydning, der rækker langt ud over disse mure.

Desuden er det vigtigt, at vi beskæftiger os med bekymringer, såsom om der er nogen, der kunne føle sig presset til at vælge dødshjælp, hvis eksempelvis deres medicin er for dyr. Det kunne være, at der var nogle, der følte sig som en byrde for deres familie. Risikerer vi at kategorisere nogle livsvilkår som mindre værdige end andre og dermed også uforvarende skabe et samfund, hvor værdien af et menneskeliv bliver subjektiv og variabelt bedømt ud fra produktivitet eller kvalitet snarere end dets iboende værdi? Hvor mange skal det være tilladt for, og under hvilke omstændigheder skal det være tilladt? Hvornår skal man have muligheden for at vælge det? Og hvad anses et menneskeliv for at være værd? Skal man kæmpe til det sidste, eller hvornår skal man have ret til at give op? Det er afgørende, at vi også diskuterer, hvordan man kan styrke palliativ behandling og generelt sikre, at folk får en værdig afslutning på deres liv.

Tak for opmærksomheden, og lad os møde den her diskussion med den dybde og seriøsitet, den fortjener. Tak for ordet.

Tak til ordføreren fra Dansk Folkeparti. Næste ordfører er fru Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen fra Alternativet.

Tak for ordet, formand. Og stor tak til forslagsstillerne for at have udarbejdet det her borgerforslag, og tillykke med, at det er lykkedes at få det herind i Folketinget. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at aktiv dødshjælp er et emne, der får bølgerne til at gå højt – og med god grund. Det er virkelig ikke en nem beslutning at sige farvel til livet og slet ikke at lægge beslutningen en lillebitte smule over i andres hænder. Vi anerkender i Alternativet, at mennesker skal have ret til at bestemme over egen krop. Faktisk mener vi, at det er den ultimative frihed, at man er herre over sig selv og sin egen krop. Det er også en af årsagerne til, at vi som udgangspunkt går ind for aktiv dødshjælp.

En del af debatten er også gået på, om ikke et værdigt liv skal sikres, før vi sikrer en værdig død. Vi mener i Alternativet, at det er altafgørende, at aktiv dødshjælp aldrig må blive et alternativ til at give mennesker med særlige behov den hjælp, som er nødvendig for at skabe en god hverdag og et værdigt liv. Det er også et af de emner, som vi finder særlig vigtige at diskutere, når vi tager den her diskussion med videre i arbejdet med at finde en rigtig model.

Emnet fordrer også dybe overvejelser om, om vi bare kan indføre noget, som findes andre steder, eller om vi skal finde en ny model, og borgerforslaget lægger ikke op til, at vi har en konkret model, vi skal stemme om. Det er også derfor, vi i Alternativet vælger at stemme gult som udgangspunkt. For mange andre lande har indført aktiv dødshjælp, og modellerne ser forskellige ud, og vi kan ikke se, at der lige på nuværende tidspunkt er en, der passer perfekt på vores forhold i Danmark. Derfor ser vi også frem til, at Udvalget for en mere værdig død kommer med nogle gode forslag til, hvordan vi kan tage den her debat videre, og hvordan vi kan gøre det på den bedst mulige måde i en dansk kontekst. Tak for ordet.

Selv tak. Der er ingen kommentarer. Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Som borgerlig-liberal kan man, når man som udgangspunkt lige læser overskriften, tænke, at man løber op på talerstolen og siger: Ja, selvfølgelig skal jeg have lov til at bestemme, selvfølgelig skal jeg det, og det her er den nemmeste beslutning, jeg kommer til at træffe, hvis det kun er for mig selv. For selvfølgelig skal jeg have lov til at bestemme, om jeg vil herfra, og det skal I da overhovedet ikke blande jer i, uanset hvor røde I er, er tanken. Men det er jo en eller anden form for assisteret selvmord, vi snakker om, og hvis man bare lige lynhurtigt slår op og ser på, hvem der begår selvmord i Danmark, så ser man, at det gør folk med psykisk sygdom, ældre mænd og unge piger. Så det er også i forhold til dem, vi lige skal huske, om de skal have lov.

For spørgsmålet er, om jeg stadig ville have to unge søstre, der var i live, når de var kommet hjem og deres parforhold var gået i stykker. For kærlighed er voldsomt, når man er ung, og jeg tror faktisk, at der, hvis vi giver en generel lov til, at man kunne få lov til at tage livet af sig selv, desværre ville være nogle unge piger, som tager livet af sig selv, ja, eller ældre mænd, når vores koner enten bliver klogere og går fra os eller de går bort, og vi sidder alene tilbage, og mænd er hurtige til at sige, at ja, så tager de strikken, for der er ikke nogen grund til at gøre andet. Vi er ofte lidt ensomme, for vi har ikke været gode til at få venner igennem livet, og det sørgede konen for, og der er altså langt ned, og det er også lidt besværligt at få et nyt liv. Så måske er det lige det nemmeste, hvis det nu var en ret, jeg havde. Så kan man jo altid argumentere helt sort-hvidt og sige, at selvfølgelig skal individet have en ret, og det mener jeg også som grundholdning, men det er bare mere svært end som så.

Så derfor kommer Nye Borgerlige faktisk ikke til at være dem, som kommer til at skulle bestemme det her. Faktisk mener vi, at det, hvis vi kommer frem til, at vi på noget tidspunkt skal tage en beslutning om det her, så skal ud til en folkeafstemning, og så mener jeg ikke, at staten skal have lov til at sætte nogle grupper på det. For så skal det være en ret, vi som danskere enten har eller ikke har, og så skal danskerne selv vurdere det ved en folkeafstemning. De skal selv sætte sig hjem i køkkenet og kigge på deres familie og sige, at det synes jeg er rigtigt for mig, men hvad synes I, og så gå ned i stemmeboksen og fortælle det. For den borgerlig-liberale i mig, som siger, at jeg skal have lov til at bestemme, hvornår mit liv skal slutte, har det samtidig lige så stramt med, at staten skal have lov til at slå mig ihjel. For så vidt spænder det her.

Så i Nye Borgerlige afventer vi. Vi skal have en debat om det, en lang debat, og hvis vi skal tage en beslutning om det her, så synes jeg, at vi skal lægge det ud til en folkeafstemning. For det her er nemlig et så stort etisk spørgsmål, at vi der skal helt ned på det personlige individniveau, så danskerne selv vælger det, og så vi alle sammen ikke tror, at vi ved, hvad der er bedst for danskerne i det her spørgsmål. Det mener jeg ikke at jeg er klog nok til at sige, og jeg vil sige, at jeg selvfølgelig skal have lov til at beslutte, hvornår jeg skal herfra; men jeg ville være ked af at være dommer over, hvornår andre skal det. Tak for ordet.

Tak til hr. Kim Edberg Andersen. Den næste ordfører på talerstolen er hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne.

Tak. Det her er jo et borgerforslag om aktiv dødshjælp for udvalgte grupper, og det er jo ofte sådan med borgerforslag, at de ikke er udspecificeret, sådan som de lovforslag eller de beslutningsforslag, som vi er vant til at behandle herinde, er det, og at partierne ofte ender med at stemme gult eller at stemme imod dem, fordi der er en lille detalje i det, som er uklar. Jeg synes faktisk, vi skylder at genbesøge den måde, hvorpå vi behandler de her borgerforslag og så tage en beslutning om, om vi kigger på dem i forhold til deres hensigt, eller om vi navlepiller. Det er f.eks. også tit sådan, at der i forbindelse med de her borgerforslag mangler økonomi.

Hvad angår det her borgerforslag, vælger jeg det snit, at jeg kigger på hensigten med borgerforslaget, og det er jo at få en debat om, om man grundlæggende mener, at aktiv dødshjælp skal være en del af det danske samfund, og til det er min klare holdning, at ja, det skal det, og at det burde det være. Jeg er ikke kollektivist, og jeg anerkender de mennesker, som er imod aktiv dødshjælp, og jeg synes, at det skal være en ret, at man kan være imod aktiv dødshjælp; men hvis man er imod aktiv dødshjælp, fratager man jo samtidig også andre retten til at være for, og det synes jeg er kollektivistisk. Jeg synes, det er at gå for langt i forhold til nogens egne personlige præferencer omkring noget så tæt og så afgørende som ens død, at andre kan få lov til at diktere og bestemme reglerne omkring det. Så derfor er jeg tilhænger af aktiv dødshjælp. Det må aldrig være en inkompetence hos det system, som skal håndtere det, fra de menneskers side, som man har tillid til skal håndtere det, der gør, at man ikke tør at give en rettighed.

Jeg forstår godt, når dem, der er imod, siger det, og jeg har i dag også hørt argumenterne om, at man gerne vil skærme individet for uhensigtsmæssigheder og ubehageligheder. Men faren er, at vi, hvis vi fra staten og systemets side går langt i forhold til at vi gerne vil skærme individet for uhensigtsmæssigheder, samtidig fratager individet nogle rettigheder, og der vejer individets rettigheder for mig tungere end staten og systemets ønske om at skærme individet for uhensigtsmæssigheder.

Der er også nogle elementer i ens liv, når man de her enkelte sager, og jeg har selv haft det her inde på livet. Jeg har selv haft en kræftsyg far, og det er ikke nogen hemmelighed – jeg har også udtalt det her til radioen – at jeg havde en aftale med min nu afdøde far, og jeg vidste udmærket godt, at jeg så sandsynlig ikke ville kunne have været her i Folketinget sammen med jer. Men jeg havde en aftale om, at jeg skulle hjælpe min far, hvis det nåede derhentil, og jeg var jo fuldt ud åben omkring det og fuldt ud villig til at tage konsekvensen af den lovovertrædelse, som det så måtte være.

Men min far havde ikke et ønske om at skulle ende sine sidste dage som en grøntsag, som han selv udtrykte det, og være til belastning for familien. Vi var fuldstændig klare og åbne om det, vi havde haft samtalerne, min far, mig og min mor, og der var ingen tvivl i min fars sind om, hvad han ønskede, og der var ingen tvivl i min mors sind om, at hun ønskede at give ham det, som han ønskede. Men hun kunne ikke, og derfor blev jeg så spurgt, og jeg sagde selvfølgelig ja. Det er min far, manden, som sammen med min mor har givet mig livet og har opfostret mig. Skulle jeg nægte ham at få en anstændig afslutning på det liv, når han har givet så meget for, at jeg kunne få et godt liv? Nej.

Jeg forstår dilemmaerne, men jeg håber, at folk vil kigge på og ikke begrænse andres mulighed for at gøre det, som de finder rigtigt og anstændigt i forhold til at afslutte deres liv, og det er derfor, at jeg er for aktiv dødshjælp.

Tak til hr. Lars Boje Mathiesen. Der er ikke flere, der har bedt om ordet.

Derfor er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Så vil jeg sige, at hvor er det fantastisk, at I holder tiden, selv om der ikke kører et ur foran, men det må være, fordi I i det indre føler, at der nu er gået lang tid, eller at det er langtrukkent, så det kunne være, vi skulle stoppe uret helt. Men det er der fortsat ikke, så jeg vil også kigge med lempe på, hvis I overtræder i forhold til taletiden i det næste punkt, som er det sidste punkt på dagsordenen i dag, nemlig en første behandling af beslutningsforslag nr. B 13.