Fremsat 05-10-2023
1. behandlet/henvist til udvalg 10-11-2023
Beretning afgivet 30-05-2024
Ministerområde:
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Beslutningsforslaget forslår at legalisere aktiv dødshjælp, når særlige omstændigheder er til stede.
Der er tale om et borgerforslag som inden for den fastsatte frist har opnået det antal støttetilkendegivelser fra borgere, der kræves for at få forslaget fremsat og behandlet som beslutningsforslag i Folketinget.
Fremsættelsen er alene udtryk for, at forslagsstillerne på vegne af de partier, som støtter borgerforslagsordningen, påtager sig at opfylde en nødvendig betingelse for, at borgerforslaget kan blive behandlet i Folketinget i overensstemmelse med intentionerne bag ordningen.
Sundhedsudvalget afgav beretning over forslaget den 30. maj 2024. Beretningen indeholdt bidrag fra forskellige flertal og mindretal i udvalget.
Et flertal i udvalget (S, V, DD, SF, M, KF og ALT) finder i beretningen, at beslutningsforslaget er et vigtigt bidrag til samfundsdebatten om, hvordan der i højere grad kan sikres en værdig afslutning på livet.
Flertallet påpeger, at flertallet ikke har taget stilling til spørgsmålet om dødshjælp endnu. Flertallet bemærker, at spørgsmålet om dødshjælp er fyldt med svære afvejninger, følelser og holdninger. Det fortjener en større offentlig debat, hvor danskernes synspunkter om de forskellige måder, som livet kan afsluttes på, inddrages i forhold til de dilemmaer, der kan knytte sig til døden.
Flertallet noterer sig, at Det Etiske Råds udtalelse om dødshjælp fra oktober 2023 er et væsentligt bidrag til debatten.
Flertallet noterer sig endvidere, at der i forbindelse med det forberedende arbejde til regeringens kommende Kræft plan V vil blive set på, hvordan det palliative område kan styrkes. Flertallet mener derfor på baggrund af ovenstående, at stillingtagen til dødshjælp bør afvente videre overvejelser.
Flertallet støtter på den baggrund ikke beslutningsforslaget.